The Settlers - Historien
Historien bag spillet
Spillet bliver opfundet
Hvis man havde stiftet bekendtskab med spillet, da forfatteren Klaus Teuber første gang forsøgte at få det udgivet, ville man have set et meget anderledes spil, end det vi kender idag.
Teubers egen hensigt med spillet var at lave et spil, bygget over opdagelsesrejsen.
I 1991 begyndte Teuber på de første udkast til sit nye spil, og i 1993 havde han den første prototype klar til spiltest. Derefter skulle der gå yderligere to år, inden et forlag endelig ville udgive spillet. Hurtigt derefter blev The Settlers valgt til årets spil i Tyskland, og har siden haft stor succes over det meste af verden.
Temaet og historien
De historiske kendsgerninger omkring, især, europæernes tidligere udnyttelse af de indfødte, og krigene, der ofte fulgte i kølvandet på tidligere tiders opdagelsesrejsende, havde Teuber dog ingen lyst til at indføre i spillet.
Han ønskede ingen krig i spillet, da den er meget kostbar, og gevinsten ofte er meget begrænset eller tilfældig.
Det var opdagelsesmomentet, etableringsfasen og handlen, der skulle drive spillet.
Spillets ide
Catan skulle langsomt opdages.
For at opfylde opdagelsesmomentet blev brættet i starten lagt med bagsiden opad og blev langsomt "opdaget" og afsløret af spillerne.
Desværre viste det sig, at det bragte for stor tilfældighed ind i spillet. Spillenes udfald var meget afhængigt af startspillet, og med den tilfældige startposition, som spillerne fik, blev det mere et spørgsmål om held, hvem der fik de gode startsteder.
Landet skulle være rigt på råstoffer og brættet skulle variere fra spil til spil.
Ved at bygge brættet op af sekskantede brikker opnåede Teuber et variabelt bræt, hvor der samtidig var naturlige byggesteder til veje og huse. Hver sekskantet brik producerede et råstof, som spillerne skulle bruge i den videre kolonisering af Catan.
Ved at lægge talbrikker med værdierne 2 til 12 på råstoffelterne, opnåede Teuber, at der blev genereret råstoffer med en beregnelig tilfældighed. Dette øgede spillets kompleksitet uden at gøre spilmekanismen tungere.
Tilbehør.
Spillet var fra starten udstyret med en røver, der blokerede for råstofgenerering. Spillerne havde derudover også mulighed for at købe små riddere, som kunne sættes ind som blokeringsbrikker overfor andre spillere.
Ridderne blev dog fjernet, og istedet blev udviklingskortene indført.
Hermed havde man efter mange justeringer og mange testspil, fået udviklet det spil, vi kender idag. Et strategisk handels- og blokeringsspil, der i spillemekanismen er ret simpelt og alligevel udfordrende for både nye og øvede spillere.
The Settlers, en del af en triologi
Da spillets popularitet var slået fast, både gennem salgstallene samt udnævnelsen til årets spil i 1995, fik Klaus Teuber mulighed for at udvikle spillet. Siden er udvidelserne kommet i en jævn strøm. En mere detalieret gennemgang følger på siden om The Settlers udvidelser.
Fra starten ønskede Klaus Teuber et spil som favnede fra opdagelsen af landet over udforskningen til koloniseringen og teritorialfordelingen af landet. For at fylde hele spektret har Teuber nu udgivet en serie bestående af spillene:
- Entdekker (opdagelse) : rejs ud i det blå og opdag det nye land.
- The Settlers: Koloniser det nye land
- Löwenhertz: Teritorial fordeling af landet.
Hermed har Teuber sluttet ringen. Eller har han?
Annemette
25-3-99