|
|
|
Falkejagt i Danmark
Falkejagt
i Danmark
Af Jakob E. Borch ©
2000-20XX
Falkejagt er en af de ældste stadig
praktiserede jagtformer. 4000 år kan dens historie
spores tilbage, og i Skandinavien har man beviser på
jagtformens eksistens og udbredelse så langt tilbage
som til det 4. århundrede.
Op gennem tiden har falkejagt været udøvet ved
adskillige danske konger's hoffer, og man har kendskab til
eksistensen af mindst to kongelige falkonerier. Det sidste
af disse oprettedes i 16. hundredetallet på den
nuværende Falkonérallé i
København. Det nedlagdes igen i begyndelsen af det
19. århundrede og herefter har falkejagten i Danmark
levet en anonym tilværelse. Først i begyndelsen
af 1970erne dannedes en egentlig klub til at varetage
falkejagten's interesser i Danmark - Dansk
Falkonérselskab. Selskabet havde dog en noget
omtumlet tilværelse, og endte sine dage i 1993 efter
at være endt som en klub for forskellige rovfugle- og
ugleinteresserede, som var i næsten konstant konflikt
med myndigheder og grønne organisationer. I 1993
dannedes Dansk Falkejagt Klub, som udelukkende varetager
falkejagten's interesser. Klubben har på få
år været i stand til at opbygge et godt forhold
til samme organisationer og har i sit korte liv opnået
ry for at være en seriøs og troværdig
organisation.
Hvad er falkejagt?
Falkejagt er at tage vildt på vildtets
præmisser med en trænet rovfugl, uanset
rovfuglens art. Jagtformen adskiller sig med andre ord ikke
væsentligt fra den vilde rovfugl's. Den eneste forskel
på en falkonér's fugl og en vild er at
falkonérens fugl har lært at acceptere
falkonéren som sin hjælper og kan se en fordel
ved sin alliance med falkonéren. Dette er et af
falkejagtens vigtigste præmisser! Kunne jagtfuglen
ingen fordel se ved at blive ved falkonéren gjorde
den det ikke, og en falkonérfugl, som jo flyves frit
næsten dagligt i sæsonen har jo rig mulighed for
at stikke af.
Falkonéren lærer ikke rovfuglen at dræbe,
hvad mange fejlagtigt tror. Dét kan den pr instinkt.
Falkonéren er assistent for sin fugl. Han finder et
godt terræn med gode vindforhold, den rette placering
af beplantning i forhold til byttet og et bytte han
skønner hans fugl har gode chancer for at tage og har
endelig også ansvaret for at byttet rejses når
rovfuglen er i en favorabel position i forhold til vildtet.
At falkonéren til sin hjælp har en jagthund,
ændrer ikke ved, at det i bund og grund afhænger
af rovfuglen om der bliver nogen jagt. Falkonéren er
nødt til at holde sig på god fod med sin
fugl.
De traditionelle jagtfugle er, for de hjemmehørende
arters vedkommende: jagtfalk (i falkonérens
terminologi "gerfalk"), vandrefalk (sletfalk),
dværgfalk (stenfalk), duehøg (habigt) og
spurvehøg. De eksotiske arter er: Slagfalk
(sakerfalk), lannerfalk, luggerfalk, præriefalk,
ringhalet våge (Harris´ høg) og
rød-halet musvåge (red-tail). Ørne er
ualmindelige i falkejagt på vores breddegrader, men
kongeørnen og dens slægtninge mødes
indimellem.
De førhen traditionelle begynderfugle var
tårnfalk og mus-våge. På sin vis
udmærkede fugle, men udvalget af vildt man kan tage
med disse arter er begrænset, hvorfor det nu er
almindeligt at starte med en mellemstor falk som
saker-hannen eller lanner-hunnen, eller en mellemstor
bredvinget art som Harris' høgen eller den
rødhalede musvåge. Med disse arter kan man tage
vildt som kaniner, agerhøns og en sjælden gang
hare eller fasan. Falkene benyttes også til jagt
på kragefugle. Ørne bruges andre steder i
verden til hare, ræv og små
hjortearter.
Jagtfuglehold og -træning
Rovfugle klarer sig, modsat den almindelige opfattelse,
godt i fangenskab. De er generelt meget sedative og
solitære dyr, der sparer på energien og
kræfterne når de ikke lige søger
føde eller er på træk. De er ikke sociale
som papegøjer og behøver som sådanne
ikke selskab hele tiden.
Falkejagt er ikke bare rovfuglehold. Som falkonér er
man moralsk forpligtet til at holde sin fugl i form og flyve
den regelmæssigt.
Falkonéren benytter sig ved træningen og ved
jagten af rovfuglens naturlige rovgriskhed. Det vigtigste
træningsredskab er således mad, som bruges til
belønning af jagtfuglen når den udviser
ønsket adfærd. Således forstærker
man den ønskede adfærd og får fuglen til
at ville gentage den. Man kan ikke straffe en rovfugl; kun
belønne den.
Som for topatleter eller andre arbejdende dyr som hunde og
heste, gælder det at jagtfuglen ikke må have
overflødige fedtdepoter, der kan nedsætte dens
kondition og ydeevne, men den må endelig heller ikke
sulte. Sult tærer på musklernes proteindepoter
og svækker således fuglen og ikke mindst dens
tiltro til falkonéren, som en værdig
samarbejspartner. Fuglens vægt overvåges
således nøje for at holde dens ydeevne på
toppen under de givne omstændigheder.
Traditionelt skelner man mellem to former for falkejagt:
Højflugtsjagt, som fortrinsvis sker med falke, der
flyves fra hånden på højtflyvende
fuglevildt, og lavflugtsjagt, som fortrinsvis finder sted
med de kort- og bredvingede høge- og
musvågearter på lavtflyvende fuglevildt og
hårvildt. Høge og musvåger trænes
her til at flyve fra hånden, men også til frit
følge, hvor jagtfuglen flyver frit og følger
falkonéren fra siddeplads til siddeplads gennem
terrænet, idet den afventer at vildt rejses. Falke
trænes også til at anvarte i luften over
falkonéren, indtil vildt rejses, hvorpå de
styrtdykker og slår vildtet.
Når vildtet er slået, iler falkonéren til
og tilbyder jagtfuglen et stykke skært kød i
belønning. Fristet af denne fjer- og pelsfrie
lækkerbidsken, forlader jagtfuglen frivilligt sit
bytte og træder op på falkonérens handske
for at modtage sin belønning. Den føler sig
altså ikke snydt ved byttehandlen, og dét er af
afgørende betydning for forholdet mellem jagtfugl og
falkonér. Det ses ofte at fuglen blot sidder på
byttet uden at spise af det, og bare venter på at
falkonéren skal samle den op og belønne
den.
Falkejagtens renæssance
Falkejagt er i medier og opslags-værker ofte
fejlagtigt fremstillet. De hidtil eneste danske tekster om
falkejagtens udførelse er henholdsvis 150 og 50
år gamle og er skrevet af ikke-falkonérer uden
forståelse for falkejagtens præmisser. Ingen
professionelle arkæologer eller historikere har
beskæftiget sig med falkejagt siden midt i forrige
århundrede. Den siges ofte at have haft sin
storhedstid i middelalderen, og de fleste tror den
forlængst uddød eller ser falkejagt som en
forældet glamourøs og eksklusiv sport for
adelen. Ikke desto mindre har den aldrig haft en kvalitet
eller udbredelse som nu. Falkejagten er langt fra
døende. Der er sket store ting i
falkonérsporten bare de sidste 30 år: Ny
biologisk viden finder praktisk anvendelse og teknologiske
landvindinger giver ophav til nyt og bedre udstyr. Antallet
af praktiserende falkonérer i Danmark har i perioden
været konstant stigende, modstanden til trods. Denne
tendens ses også i udlandet. Det er et faktum at
falkejagt idag tillades i flere lande i verden end
nogensinde før, og flere kommer til. Enkelte steder
ses klubber at opnå flere tusinde medlemmer (f.eks.
USA, England).
Især de sidste 10 år har budt på
forholdsvis stor fremgang for falkejagten i Danmark. Her
findes nu 20-25 udøvende falkonérer. Socialt
spænder skaren af danske falkonérer vidt. Den
omfatter både akademikere, som læger og
dyrlæger, håndværkere, faglærte og
ufaglærte arbejdere til studerende og skoleelever. Fra
udlandet kendes flere eksempler på at fagornitologer,
som til dagligt arbejder med at studere rovfugle også
er falkonérer. Eksempler på dette er så
prominente navne som Prof. Dr. Tom Cade og Dr. Bill Burnham
kendt fra Cornell University og The Peregrine Fund der,
foruden at være topprofessionelle fagornitologer,
også er dygtige falkonérer.
Falkonérer og deres fugle er sikre trækplastre
til jagtmesser og i temaparker over hele verden. Dansk
Falkejagt Klub har gennem de sidste par år også
været tilstede ved adskillige messer rundt om i
Danmark. Klubbens stand bliver flittigt besøgt, men
den udtalte støtte der udtrykkes af de
besøgende, har endnu ikke ændret på den
politiske og juridiske virkelighed.
Falkejagt og loven
Falkejagt blev forbudt i Danmark i 1967, nærmest
ved en fejltagelse. Op til jagtloven af 1994 udførtes
et intenst arbejde af danske falkonérer for at
få falkejagten genindført. Det lykkedes
næsten under den daværende konservative
miljøminister. Som bekendt måtte VK-regeringen
træde tilbage p.g.a. Tamil-sagen, og den ny
socialdemokratiske miljøminister rettede sig efter et
enigt Vildtforvaltningsråd og opretholdt forbudet mod
falkejagten. Han fjernede dertil en i den gamle lovgivning
eksisterende mulighed for dispensation.
Ved samme lejlighed indførtes verdens strengeste
kontrol af rovfugle i fangenskab - noget enkelte danske
falkonérer begyndelsesvis var imod, mens andre
arbejdede ivrigt for kontrollen. Den skrappe kontrol har
vist sig at være det bedste der er sket falkejagten i
Danmark siden 1967. Danske rovfugle skal nu microchippes og
have udtaget blodprøver til DNA-test til kontrol af
identitet og oprindelse. Enkelte falkonérer frygtede
komplikationer i forbindelse med microchipningen og
brød sig ikke om den mistænkeliggørelse
af falkejagten kontrollen betød. Alle
betænkelig-heder blev dog tidligt gjort til skamme.
Falkejagtmodstandernes beskyldninger om tyveri af vilde
rovfugle forstummede helt. En opgørelse fra Skov- og
Naturstyrelsen konstaterer da også, at man hidtil ikke
er stødt på uregelmæssigheder i
administrationen.
Microchippen tjener flere formål: Foruden at
være en sikring mod faunakriminalitet virker den
også som en sikring mod tyveri og er en hjælp
til generhvervelse af bortfløjne jagtfugle. Identitet
og ejerskab kan hurtigt bestemmes ved hjælp af en
håndholdt scanner, som findes i enhver
dyrlægepraksis.
Med loven af 1994 indførtes også et forbud mod
hold af arter der er naturligt forekommende i den danske
fauna, efter det tvivlsomme rationale at det ville
dæmme op for holdet af rovfugle i fangenskab og en
heraf følgende mulighed for hold af ulovligt
erhvervede rovfugle. De ny reglers hindrer imidlertid ingen
i at erhverve sig rovfugle. Den eneste forskel reglerne
gør, er at da de danske falkonérer, nu ikke
længere har adgang til de arter man traditionelt har
brugt, og som ved deres blotte tilstedeværelse
på vore breddegrader, har bevist deres værd som
jagtfugle her, må man nu ty til eksotiske arter. Ingen
af de i Danmark forekommende arter, som traditionelt
anvendes til falkejagt, er truede. At forbyde holdet af
fangenskabsopdrættede eksemplarer af en art for at
beskytte en i øvrigt sund vild bestand virker
grotesk. Danske falkonérer er faktisk i den absurde
situation at de, som har tilladelse til hold af danske
arter, hvert år sender adskillige opdrættede
ungfugle ud af landet, mens de øvrige
falkonérer rejser samme vej for at hente eksotiske
arter hjem, fordi de ikke må købe de
danskopdrættede fugle.
Danske falkonérer er nødt til at rejse til
udlandet for at praktisere deres sport og det gør de
jævnligt. England, Skotland og Tyskland er de hyppigst
søgte mål for jagtrejserne. Omtrent en gang
årligt rejser falkonérer fra Dansk Falkejagt
Klub samlet til en af de internationale jagter, der holdes
rundt om i Europa.
Rovfugleopdræt
Rovfugle har været opdrættet i fangenskab
siden 1942, hvor en tysk falkonér for første
gang opdrættede vandrefalke. Siden da har
falkonérer verden over opdrættet stort set alle
arter i fangenskab - både jagtfugle til eget brug, men
også de titusindvis af rovfugle der i tidens
løb er blevet udsat i naturgenopretningsprojekter
verden over, er for langt størstedelens vedkommende
opdrættet af falkonérer eller med
falkonérers hjælp. Danskopdrættede
vandrefalke er blevet udsat i Sverige og Rusland.
En opdrættet rovfugl koster for de fleste arters
vedkommende mellem kr. 800,- og 12.000,- med en
gennemsnitlig pris på kr. 4-6.000,- alt efter art,
køn, forældrefuglenes jagtlige evner og
opdrætters ry. Faktisk omtrent som for jagthunde.
Arter, som er vanskelige at opdrætte opnår
priser over kr 12.000,-. Enkelte, såsom eksotiske
høgeørne og kongeørne, endog helt op
til kr 50.000,-.
De i medierne optrædende priser på flere
hundrede tusinde eller millioner af kroner er i enkelte
tilfælde set betalt af arabiske sheiker, som har
ønsket særligt flotte eksemplarer af f. eks den
ualmindelige grønlandske jagtfalk. Jagtfalken er i
sig selv ikke det åbenlyse valg som jagtfugl i
ørkenheden, men den gør sig godt på
hånden, når man skal vise sig over for de andre
sheiker, og er den en lille smule større end naboens
er det også godt. Desværre tiltrækker den
slags historier lykkejægere, som uden selv at
være falkonérer, kompromitterer et flertal af
ærlige falkonérer verden over.
En økologisk jagtform
Jagt med rovfugle er en svær og udfordrende
jagtform. Samtidig er falkejagt idag den jagtform der
lettest kan forsvares. Dyrevelfærdsmæssigt og
biologisk. Biologien er faktisk falkejagtens bedste forsvar.
Aldrig er nogen art - rovfugl eller byttedyr - uddød
som følge af falkejagt. Det kan man ikke sige om
mange andre af menneskets aktiviteter i naturen. Mange arter
er blevet decimeret de sidste 150 år p.g.a.
pesticider, forfølgelse og ødelæggelse
af levesteder.
Falkejagt går ikke ud over vilde bestande af rovfugle.
I dag opdrættes rovfugle i fangenskab og man kan med
moderne teknologi sikre sig mod faunakriminalitet.
I lande hvor indfangning af vilde rovfugle til falkejagt er
tilladt, har man udført videnskabelige studier om
effekten af en sådan høst. Den viser sig ingen
trussel at udgøre for de vilde bestande af de
traditionelle jagtfugle, sålænge man ikke tager
flere end 10% af et års ungfugleproduktion.
Under jagten vælges byttet af rovfuglen, som hvis den
kan vælge, vil tage det svageste. Jagtmetoden er
rovfuglens naturlige.
Falkejagt forurener ikke: Ingen støj, ingen hagl,
ingen patronhylstre og vigtigst: intet såret vildt.
Falkejagt afstedkommer sjældent skadet vildt. Byttet
slipper enten med skrækken eller dræbes så
hurtigt som en vild rovfugl vil gøre det. Falkejagt
efterlader altså ingen synlige spor på at have
fundet sted. Reviret efterlades i samme stand som før
jagten.
Internationalt høster falkejagten stadig
større anerkendelse. EU's lovgivning nævner
specifikt falkejagt som en legitim jagtform. Dette har endda
været prøvet ved EU-domstolen, som tillige, i
en dom afsagt i 1994 om Fugledirektivet, fastslår at
fangenskabsopdrættede fugle i lovgivningen ikke kan
sidestilles med vilde artsfæller og således
juridisk set kan siges at være domesticerede.
Falkejagten har bred international organisatorisk
støtte: FACE (den Fælleseuropæiske
jagtorganisation), CIC (den internationale
jagtorganisation), ICBP (International Committee on
Birds Protection) og Verdensnaturfonden (WWF)
anerkender alle falkejagt. Den velansete Raptor Research
Foundation har på grundlag af organisationens
videnskabelige studier fremsat en erklæring om at at
falkejagt er biologisk fuldt forsvarligt. IAF (The
International Association for Falconry and Conservation of
Birds of Prey), som repræsenterer falkejagtklubber fra
hele verden internationalt blev i 1996 optaget i den
højt ansete internationale organisation "The
International Union for the Conservation of Nature"
(IUCN). Man er ved at få øjnene op for
at falkejagt er en økologisk sund jagtform, som ikke
forurener, som anvender naturens egne "våben" og som
giver sine udøvere store oplevelser for for en
miljømæssig negligeabel pris.
Falkonérer og deres fugle anvendes også i
stigende grad til regulering af skadevoldende vildt. I de
senere år har civilie og militære lufthavne,
offentlige anlæg og byer og også landmænd
rundt om i den vestlige verden engageret falkonérer
til at holde skadevoldende fugle væk, når alle
andre bekæmpelsesforsøg er slået
fejl.
Falkejagtens genindførelse
Der er intet vildtbiologisk, der taler imod falkejagtens
genindførelse i Danmark og de danske
falkonérer bereder sig optimistisk på
begivenheden. En falkonérprøve, som det kendes
fra f.eks. Tyskland og U.S.A., er under forberedelse, og man
ser også på muligheden for et
lærlinge-mester system, så begyndere garanteres
en ensartet, grundig og forsvarlig
oplæring.
Falkejagtens fascination
"Falconry is not a hobby or an amusement, it is a
rage. You eat it, drink it, sleep it, and think it, even in
recollection." Ordene er den engelske forfatter T. H.
White's og beskriver meget rammende hvordan de fleste
falkonérers forhold til falkejagten. Citatet er
samtidig et udtryk for de stærke følelser
rovfuglene og jagten med dem til alle tider har vækket
i mennesket. Både blandt falkejagtens tilhængere
og modstandere. Falkejagt er en meget dramatisk sport. Det
ser voldsomt ud, når en falk styrtdykker fra himlen og
slår en fugl, der falder til jorden i en eksplosion af
fjer og dun. Eller når en høg griber hovedet af
en skrigende kanin, men hvad enten man kan lide det eller
ej, er det, hvad millioner af vilde rovfugle gør hver
dag.
På jagt med en rovfugl ser man,
hvordan vildtets daglige liv former sig. De er altid
på vagt for rovfugle, og når falkonéren
viser sig med sin fugl, ser man hvor sofistikerede metoder
vildtet har udviklet for at undgå rovfugle. Man
udvikler efterhånden en dyb respekt for vildtet. Vildt
som traditionelt regnes som skadedyr, såsom
rågen, er en udfordring for falkonéren's viden
og dømmekraft og en fysisk for rovfuglen. Det kan
tage års erfaring, særligt opdrættede
falke, måneders træning af dem, brug af
terrængående transportmidler, pejleudstyr,
adgang til åbne vidder som falkonéren skal
kende som sin bukselomme og daglige flyvninger på
området gennem flere uger før det lykkes.
Altså ikke en god investering af sin tid, hvis man
bare vil dræbe en råge.
José Ortega y Gassett, den mest
betydningsfulde spanske filosof i det 20nde
århundrede, filosoferer i bogen "Meditations on
Quijote" fra 1942 over jagten og dens væsen. Blandt
hans observationer er den, at jægere søger en
mystisk spænding, som opleves lige før vildtet
rejses &endash; den oplevelse falkonéren har netop,
som falken afstejler højt i luften over pointeren i
stand. Gasset opregner også fire stadier en
jæger gennemgår i sin udvikling:
1. Man er tilfreds med at få hvadsomhelst i tasken.
2. Man ønsker at få så meget i tasken som muligt.
3. Man jager kun trofæer.
4. Man tager mindre effektive og mere udfordrende metoder i brug.
Falkonérer, såvel som andre
jægere, gennemgår alle disse stadier i deres
udvikling som jægere, hver på deres måde.
En falkonér bruger flere hundrede timer om året
på sin fugl. En jævnt god falkonér vil
typisk tage omkring 20 stykker vildt på en
sæson, hvor han jager med sin fugl mindst 2-3 gange
ugentligt. Han får altså mange timer til at
gå med sin sport, uden at nedlægge noget vildt.
Nogle falkonérer er endda i sporten i flere år
før de fanger noget overhovedet.
Falkejagt kan selvfølgelig også være mere
effektiv. En duehøg kan under de rette
omstændigheder på en rigtig god eftermiddag tage
et halvt dusin kaniner. Hvis det skal være.
At få vildt i tasken er målet med enhver jagt,
men det er ikke det vigtigste ved jagten med rovfugle. Det
er efterstræbelsen af vildtet. Om de mange timers
forberedelser belønnes. Dramaet ved jagtfuglen's
flugt. De sekunder til minutter der går fra jagtfuglen
forlader hånden til den måske har vildt i
fangerne. Den del af jagten, som med et gevær kun
tager brøkdelen af et sekund. Der jages dog
sjældent vildt, som ikke kan spises af både
jagtfugl og falkonér, og der jages aldrig vildt, der
kan være farligt for jagtfuglen. Falkejagt er ikke
dyrekamp.
Falkonérerne i Danmark er i en
absurd situation. De må anskaffe sig, holde og
træne alle de rovfugle de orker. Blot ikke de de arter
de helst vil have, til trods for at danskejede rovfugle er
fangenskabsopdrættede og underlagt den strengeste
kontrol i verden. De må heller ikke lade dem
gøre, hvad de er skabt til og som deres vilde
slægtninge må - jage og dræbe vildt
på nøjagtig samme præmisser.
Falkejagt er økologisk jagt, og lever som sådan
op til det moderne menneskes idealer om bæredygtig
udnyttelse af naturens resscourcer uden forurening og med
hensynstagen til dyrevelfærd. Alligevel er falkejagt
forbudt...
