"Falkejagt"

- fra Den Store Danske Encyclopædi


Strandgaard, Helmut
'Falkejagt', i Den Store Danske Encyclopædi, bind 6, p. 186
Publ.: Danmarks Nationalleksikon
Year & place: 1996 København
ISBN: 87-7789-011-6 (bind 6) / 87-7789-045-0 (1-20, indb.) / 87-7789-046-9 (1-20, særindbinding)

En flot og sober artikel. Oplysningerne i den er korrekte og up-to-date i modsætning til de fleste andre artikler om falkejagt i danske opslagsbøger. Disse giver ofte læseren indtryk af at falkevæsenet er uddødt og bærer ofte præg af, at forfatteren har skrevet af efter en gammel tekst frem for at søge nye oplysninger. Forfatteren her viser god forståelse for falkejagtens væsen. Skal man beklage noget, er det at artiklen ikke nævner eksistensen af danske falkonérer eller en dansk falkejagtklub. Artiklen er illustreret med et nutidigt fotografi af en falkonér med en noget ualmindelig fugl i falkejagt-henseende - en sort ørn. Jakob E. Borch



Falkejagt, jagtform, hvorved byttet nedlægges af afrettede rovfugle, oftest jagtfalk, vandrefalk eller duehøg; men også ørne bliver brugt: I Mongoliet jages fx ulve med kongeørne.
   Afretning og pleje af fuglen forestås af en falkonér. Hver falkoner har sin egen fugl, der under jagten sidder på hans venstre arm på en såkaldt falkehandske, der beskytter mod de skarpe kløer. Over hovedet bærer fuglen en falkehætte, der ofte er prydet med spraglede fjer eller endog ædelstene. Falkejagt kan foregå til fods, til hest, eller her i moderne tider også fra bil. Især på Den Arabiske Halvø sælges biler udelukkende beregnet til falkejagt.
   Når jægeren får øje på et egnet bytte, fjerner han hætten fra fuglens hoved og kaster fuglen op i luften. På få øjeblikke har falken indhentet og slået byttet, som den fastholder, indtil jægereren når frem. Falkejagt kan drives på en række vildtarter, men er i sin klassiske form jagt på agerhøns: Reviret afsøges med en jagthund, der tager stand, når den har fundet hønsene. Herefter sendes falken i luften, og når den har fået tilstrækkelig højde, holder den sig svævende over hunden. Når hunden på kommando går frem og rejser flokken, vil falken udsøge sig en enkelt agerhøne, som den slår i flugten.
   Falkejagt er en krævende og yderst elegant jagtform, der umiddelbart virker meget dramatisk. Dybest set er det en skånsom form for jagt, idet falken kun slår et enkelt byttedyr, som nedlægges med stor sikkerhed.
   Falkejagt har været kendt i Orienten i årtusinder; i Danmark nævnes falkejagt i forbindelse med Rolf Krake, der levede i 500-tallet. Størst udbredelse havde falkejagt i enevældens tid. Christian 5. byggede i 1664 som kronprins en falkonergård ved den nuværende Falkoner Allé i København, hvor han indrettede sit eget falkoneri, der blev bevaret til 1810. Falkejagt er forbudt i Danmark, men praktiseres stadig i fx Tyskland og de arabiske lande

HStr



Back to Top       



BORCH'S FALKONERI  - dansk logoBORCH'S FALCONRY  - english


Jakob E. Borch ©
borch@vip.cybercity.dk