BORCH'S FALCONRY - english
I. Falkejagten er næsten ganske gaaet af Brug i Europa, og selv om det et enkelt Sted lykkes endnu at holde den ilive, vil den sikkert aldrig paany faae nogen almindelig Anvendelse; fra det praktiske Standpunkt betragtet har den derfor ingen synderlig Fordring paa vor Opmærksomhed. Men denne i vore Dage saa godt som forglemte Konst har i en Række af Aarhundreder spillet en Rolle, som man neppe skulde ansee for mulig, hvis ikke talrige og uforkastelige kjendsgerninger vidnede om den. Der var en Tid, da den udgjorde en væsentlig Deel af Opdragelsen og Dannelsen, da Jagtfalken var en uundværlig Attribut for de højere Stænder og stundom endog fulgte Prælaten i Kirken og havde fin Plads paa Alteret, foran hvilket han læste Messen. Maa man derfor endog indrømme, at Falkejagten ikke passer for Nutiden, har den ialfald fin Betydning som et fremtrædende Træk af Livet og Sæderne i en Tidsalder, som man vel neppe vil frakjende Interesse, selv om den ikke har Krav paa vor Sympathie. Der er desuden, om endog den europæiske Civilisation har kastet Vrag paa denne Jagt, mangfoldige Folkestammer udenfor vor Verdensdeels Grændser, som endnu med lidenskabelig Forkjærlighed hengive sig til den, og endelig frembyder den ved Siden af sin culturhistoriske Betydning en ikke ganske ringe Interesse i naturhistorisk Henseende som et mærkeligt Exempel paa Menneskets Evne til at anvende Dyrenes Instinkter i dets egen Tjeneste. Det er derfor jeg har troet paa dette Sted at turde forsøge en kort Skildring af denne mærkelige Jagt og dens Historie (1).
Som bekjendt er Falkejagten hovedsagelig beregnet paa Fuglevildt og beroer paa, at de dertil afrettede Rovfugle følge deres medfødte Drift til i Flugten at indhente og slaae ned paa Vildtet. som de tililende Jægere derpaa fratage dem, naar de dale til Jorden med deres Bytte i Kløerne. Skjøndt den utvivlsomt fra Begyndelsen af er opfundet for at drage en virkelig Nytte af den, og ved Rovfuglens Hjælp at skaffe sig en Overflod af Vildt, som det i hine Tider var vanskeligt at erholde paa anden Maade, antog den dog snart, ialfald tildeels, en anden Charakteer; Skuespillet af Vildtets Bestræbelser for at undslippe Rovfuglens Forfølgelse blev Hovedsagen, og jo mere denne Retning i Smagen blev herskende, desto mere gjaldt det paa den ene Side at vælge et Vildt, hvis Flyveevne var muligst udviklet, og som derfor ved talrige Vendinger i Flugten kunde skuffe Rovfuglens Angreb og udhale Afgjørelsen af den ulige Kamp, paa den anden Side at finde Jagtfugle, der vare i Besiddelse af de nødvendige Egenskaber til at indhente og overvælde selv de bedst glyvende og største Fugle. Heraf blev da atter Følgen, at det var aldeles værdiløse Fugle, saasom Glenter, Musevaager, Traner og Heirer (2), tildeels endog Krager og Skader, som vare Gjenstand for den høiest skattede Falkejagt; men tillige rigtignok, at denne Jagt kunde vedblive at hævde sin Plads endnu længe efter at man i Jagtgeværet havde erholdt et beqvemmere og sikkrere Middel til at skaffe sig Fuglevildt. Fremdeles bragtes herved baade Jagtfuglenes Afrettelse og selve Jagten med dem til en Høide, som vel neppe vilde være naaet, hvis man havde indskrænket sig til Agerhøns, Vagtler, Fasaner og lignende nyttiger men tungtflyvende Fugle; og i denne Henseende synes det næsten, at Konsten selv i vore Dage ikke er gaaet tilbage, skjøndt samtidig Antallet af dem, der give sig af med den, indskrænkedes til nogle faa Personer.
Med denne korte Henviisning til Falkejagtens Væsen og Formaal ville vi foreløbigen lade os nøie for, inden vi skride til at skildre den i det Enkelte, at kaste et Blik paa de Fugle der benyttes til den.
De Fugle, som vi ligesaa vel i det daglige Liv, som i det videnskabelige Sprog sammenfatte under den fælles Benævnelse Rovfugle, gruppere sig som bekjendt i tre meget naturlige Familier: Gribbe, Høge og Ugler. Det er af nærliggende Grunde indlysende, at hverken de modbydelige Aadselfugle eller de af Dagslyset mere eller mindre blændede Ugler kunne være skikkede til at afrettes til Jagt. Det er altsaa kun i Høgenes Familie vi kunne søge Jagtfuglene, og uden just at lægge videre Vægt paa denne Omstændighed, vil jeg dog i den Anledning anføre, at, naar man har kaldet Uglerne Kattene blandt Fuglene, og derimod hos Høgefuglene har villet finde Træk, der snarere kunne minde om Hundegruppen, saa viser en slig Analogie sig ogsaa deri, at det er de tilsvarende Grupper i begge Dyreklasser, som have forsynet Mennesket med næsten uundværlige medhjælpere i dets Forfølgelser af deres egen Slægt. men om man end ikke af Navnet Falkejagt maa lade seg forlede til at troe, at det udelukkende er de i egentligste Forstand saakaldte Falke, der blive afrettede, er det dog paa den anden Side lantfra alle Høgefugle, som Erfaringen har fundet tjenlige til dette Brug. Dette har ikke saameget sin Grund i nogen betydelig Forskjel i Intelligents hos de herhen hørende Fugle; thi, som vi senere skulle see, har den mendre med Afrettelsen at gjøre, end man maaskee er tilbøjelig til at forestille sig; Afrettelighed, Tamhed og Mod ere desuden hyppigen ikkun individuelle Anløg og tilhøre paa ingen Maade ubetinget visse Arter i alle deres Individer; saa gode disse Egenskaber fremdeles ere, kunne de alene dog ikke forslaae; der fordres tillige en Forening af andre idetmindste ligesaa uundværlige Betingelser hos en Rovfugl for at gjøre den skikket til Jagtfugl. En nærmere Betragtning vil let vise det; den hurtigste Flugt hjælper saaledes naturligviis til Intet, naar Fuglen, som Glenten eller Muusevaagen for exempel, ikke i Flugten formaaer at gribe noget Bytte i sine kløer; og selv om Fuglen ogsaa flyver noksaa fortrinligt og fuldt vel forstaaer at bruge Kløerne, udfordres der endnu, at den maa have en nogenlunde anseelig Størrelse for med Fordeel at kunne anvendes ialfald mod det mere skattede store Vildt. Endelig er der Rovfugle, som besidde alle de af Legemsbygningen betingede Egenskaber, men dog ikke kunne benyttes paa Grund af særegne, den tilsigtede Anvendelse hindrende Instinkter: thi Afrettelsen er kun mulig ved at lede og benytte de Fuglene iboende Drifter, men formaaer ikke at indplante dem nye Tilbøieligheder eller at forandre deres eiendommelige Levemaade. Saaledes kunne, for at nævne et Exempel, de saakaldte Fiskeørne (Pandion) maale sig med de allerfleste Rovfugle i Længden af deres Vinger, og overtræffe den maaskee alle i Kløernes Størrelse og Skarphed, men lade sig dog ikke afrette; thi bestemte af Naturen til udelukkende at nære sig af Fiske, ere de saa langtfra at være farlige for andre Fugle, at i Amerika flere Smaafugle og navnlig de saakaldte Purpurstære (Quiscalus versicolor Vieill.) ikke sjeldent bygge deres Reder i Ly af Ørnens store Bo (3). - Som en Følge af disse forskjellige Valget indskrænkende Omstændigheder er det igrunden kun Falkeslægten og især de saakaldte Ædelfalke, dernæst de egentlige Høge (Astur), fremdeles Landørnene og endeligen en næsten udelukkende Troperne tilhørende Slægt, de saakaldte Ørnehæge (Morphnus) (4), der ere tjenlige til Jagtfugle. Af disse have imidlertid de sidste neppe nogensinge været brugte uden i China, og Ørnene ere, skjøndt de jo rigtignok anvendes næsten overalt i Asien, ikkun ganske undtagelsesviss blevne afrettede i Europa, tildeels maaskee fordi disse store Fugle kun forkomme i ringe Antal i vor Verdensdeel, men navnligen vistnok, fordi de ikke behøvedes og vel endog knap egnede sig til at bruges mod den Art Vildt, der her var Gjenstand for Falkejagten, og forde deres Størrelse og Tyngde medførte den Ulempe, at de ikke som Falkene kunde bæres paa Haanden. Medens saaledes Anvendelsen af Ørnehøge og Ørne stedse har været mere eller mindre indskrænket til visse Lande have derimod Falkene og de egentlige Høge til alle Tider været afrettede overalt, hvor Falkejagt overhovedet har været i Brug; da de saaledes have en saa overveiende Betydning, og da man ved Skildringen af Afrettelsen og Jagten navnlig maa have dem for Øje, er det nødvendigt at lære dem noget nærmere at kjende og falke et om den kun flygtigt Blik paa de 8 eller 9 dertil hørende Arter, som ere blevne afrettede og tildeels endnu stedse afrettes i Europa.
Falkene (Falco) og de egentlige Høge (Astur) danne tvende Slægter, der skille sig fra hinanden ikke blot ved let opfattelige ydre Kjendetegn, men ogsaa ved en Forskjel i Levemaade og Naturel, som gjør, at de hverken kunne anvendes eller dresseres ganske paa samme Maade. Længe førend Ornithologerne tænkte paa at skjelne mellem disse Fugle, havde derfor ogsaa de praktiske Falkonerer gjort det paa deres Maade; de til Falkeslægten henhørende Jagtfugle kaldte de under Et Højflugtsfugle (Oiseaux de haut vol), Høgene derimod Lavflugtsfugle 5) (Oiseaux de bas vol), og i Frankrig sondrede man endog i fordums Tid Jagten med de egentlige Falke under Navn af Fauconnerie som en særegen Konst fra Høgejagten, Autourserie. Falkene kunne let kjendes paa det korte men kraftige Overnæb, som umiddelbart bag den krogformige Spidse er forsynet med en fremspringende Indsnit i Undernæbbet. Vingerne ere, som hos alle med en særdeles hurtig og kraftig Flugtbegavede Fugle, lange, smalle og spidse; den første Svingfjer er snart lidt kortere, snart lidt længere end den tredie, men stedse kortere end den anden, som er den længste af alle, og hvis Inderfane ganske pludselig afsmalnes eller indskjæres imod Spidsen, en Særegenhed, hvis Betydning vel ikke kan paavises, men som imidlertid gjenfindes hos hurtigt flyvende Fugle af andre Ordener. Blandt andre Særkjender for Falkene kan fremdeles anføres, at der inden i de store runde Næsebor stedse findes en lille fremstaaende Knub, og endelig at Øjet Omgives af en nøgen Hudring og stedse har en brun Farve, medens Høgene havde levende gule Øjne. Det er kraftigt byggede, modige og rovgjerrige Fugle, hos hvilke Hunnen sædvanlig er betydelig, undertiden næsten en Trediedeel større end Hannen, og som ere udbredte gjennem alle Klimater over hele Jorden, skjøndt rigtignok de største og meest typiske Arter hovedsaglig tilhøre den nordlige Halvkugles tempererede og kolde Lande. Nogle af de mindre Arter nære sig vel tildeels af Insekter eller Fiirbeen, men væsentligst er det dog andre Fugle, som udgjøre Falkenes Næring, og som de bemægtige sig ved at slaae ned paa dem fra Luften af; dette gjøre de imidlertid paa en temmelig forskjellig Maade, og efter denne Forskjel i Fange-Evnen, som tillige udtaler sig i Fuglens hele Bygning, kan men fordele de forskjellige Arter i to ret naturlige Grupper, de saakaldte Ædelfalke og de uædle Falke. De sidste, hos hvilke de tvende Kjøn bære en forskjellig Dragt, og som have forholdsviis fortere Tæer og mindre krumme Kløer, men derimod en meget lang og bred Hale, holde sig nolge Øieblikke flaggrende paa samme Sted i Luften, for ligesom at tage Sigte, inden de kaste sig ned paa deres Rov; men at gribe en flyvende Fugl forstaae de saa godt som slet ikke, de slaae kun ned, som det hedder, paa et siddende Bytte, eller blive ved at jage Fuglen for at nøde den til endelig at sætte sig. De egne sig derfor kun sket til Jagtfugle, især da det oven i Kjøbet er lutter smaa Falke, der for en stor Deel tage til Takke med Insekter, og det er da virkelig ogsaa kun een af Gruppens trende europæiske Arter, nemlig vor almindelige Taarnfalk, som man undertiden har afrettet. I modsætning til den Gruppe, vi nu have omtalt, kunne derimod Ædeldelfalkene netop kun bemægtige sig flyvende Fugle, som de ovenfra pludselig støde skraat ned paa med en saadan Fart, at det hviner i Luften; en Fugl, der sidder stille, det være sig paa Jorden eller i et Træ (6), prøve de aldrig paa at tage, og da de ikke ere istand til at moderere Stødet, vilde de sikkerlig ogsaa ved et sligt Forsøg udsætte sig for at forslaae sig og beskadige Vinger og Fødder paa Grund af den Voldsomhed, hvormed de vilde tørne mod Jorden (7). De afvente derfor ofte længe skjulte og ubevægelige det Øjeblik, da deres udseete Offer giver sig til at flyve, og de andre Fugle, som instinktmæssigen kjende og bedømme Faren, kaste sig, saasnart de blive Falken vaer i Luften, enten ned paa Jorden eller skjule sig i Træerne eller stige stedse høiere tilveirs, idet de saare godt vide, at de ere i Sikkerhed, saalænge de befinde sig oven over deres Forfølger. &Aedel;delfalkene ere uimodsigelig den Gruppe, hos hvilken Falkens særegne Natur og eiendommelige Egenskaber have naaet den høieste Udvikling; deres Flugt er saa forbavsende hurtig og udholdende, at en af den franske Konge Henrik den Andens Jagtfalke, som en Dag under jagten fløi fort fra Fontainebleau kl. 10 om Formiddagen, blev indfanget paa Malta Kl. 4 om Eftermiddagen den følgende Dag, og altsaa havde tilbagelagt henved trehundrede Mile i den førte Tid af høist 30 Timer; de ere modigere og farligere Rovfugle end den forrige Gruppe og udmærke sig fremfor denne ved særegne, kraftigere Tæer, der ere forsynede med meget store Taaballer og væbnede med skarpere og krummere Kløer, fremdeles ved en stivere, mere tætsluttende Fjerdragt og endelig ved en smallere og kortere Hale. Alle Gruppens europæiske Arter blive eller ere ialfald tidligere blevne afrettede til Jagt; man hvor mange disse Arter ere, er et endnu tildeels omtvistet Spørgsmaal; flere store &Aelig;delfalke adskille sig nemlig ikkun ved temmelig ubetydelige Kjendetegn, som ovenikjøbet ikke stedse ere tilstede i enhver Periode af Fuglens Liv, og Ornithologerne ere ikke i alle Tilfælde enige i, Hvorvidt disse nærtstaaende Former bør ansees for forskjellige Arter eller snarere kun antages for Racer af samme Art, der skylde Klimaets og andre ydre Potentsers Indvirkning deres noget forskjellige Præg. Med Hensyn til vort Emne kan det rigtignok være temmelig ligegyldigt, hvilket Trin desse tvivlsomme Former retteligst indtage i den Zoologiske Systematiks Cadrer; men da flere af dem spille en væsentlig Rolle i Falke-jagtens Historie, maae de dog ialfald nævnes ligesaa vel som de mere sikkert begrundede Arter.
Den største og høiest skattede af alle Arterne er 1) Hvidfalken (Falco Gyrfalco), hvis rette Hjem er hele det arctiske Bælte Jorden rundt, og som kun forsaavidt kan siges ogsaa at tilhøre mere tempererede Egne, som navnlig de unge Fugle om Vinteren vise sig i Holland, Nord-Tydskland og de nordligste af de forenede Stater. Den deler sig i trende Racer, af hvilke den første, som med Alderen bliver næsten ganske hvid, har hjemme i Grønland, Nordamerika og Øst-Sibirien, men tillige hver Vinter gjæster Island i større eller mindre Antal, den anden synes derimod at have sit Hovedhjem i Island, skjøndt den dog ogsaa udbreder sig til Grønland, medens endelig den tredie Falkonerernes Gierfalk, træder i Stedet for de tvende førstnævnte i det nordligste Skandinavien (8). Ihvorvel denne Art altsaa hovedsagelig tilhører fjerne Egne, var den dog tidlig Falkonererne bekjendt; selv den hvide Race omtales allerede i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, og var lige fra den Tid af stedse anseet som en fyrstelig Gave; 12 hvide Falke udgjorde saaledes en væsentlig Deel af den Løsesum, som Sultan Bajesid modtog for den franske Prinds, Greven af Nevers, hvis Liv han skaanede, da han efter Seiren ved Nikopolis (1396) lod sine christne Fanger nedsable; og den store Anseelse, hvori navnlig den islandske og grønlandske Race stod, gav Anledning til, at de danske Konger førhen aarlig lod fange Falke i Island og uddele til Europas forskjellige Fyrster. De næste to Falke, vi have at nævne og hvis Navne man idelig møder i de gamle Skrifter om Falkoneerkonsten ere 2) Sakerfalken (9) (Falco sacer Schl.) og 3) Lannerfalken (10) (Falco lanarius Schl.). Alle de hidtil nævnte Arter stemme deri overeens, at Halen rager et godt Stykke nedenfor Vingerne, naar Fuglen sidder stille, og at den mørke Stribe, som i Reglen hos Falkene strækker sig fra Mundvigen ned ad Kinden, kun er en smal Streg eller endog ganske forsvinder med Alderen; hos den sidste af de store europæiske Falke, 4) Vandrefalken eller Sletfalken (Falco peregrinus Briss.), er Forholdet omvendt; Halen er saa kort, at Vingespidserne naae til Enden af den, og Kindstriben er meget bred og marqueret. Denne Art har en langt større Udbredning end nogen af de foregaaende og forekommer ikke blot i hele Europa, Island undtagen, men fremdeles i Nordafrika, sen største Deel af Asien og Nordamerika; baade fordi den saaledes var let at erholde og fordi den i og for sig egner sig godt til Jagten af mange Slags Fuglevildt, har den stedse været afrettet mere end nogen anden Art, og dens tydske Navn Schlectfalke, hvoraf atter Benævnelsen Sletfalk hidrører, som Falkonererne hos os gave denne Falk, er kun en Forvandskning af "der schlichte Falke" og er langtfra oprindelig at skulle antyde en Mangel paa Brugbarhed. Ved Siden af disse store Falke forekommer der Europa endnu nogle smaa Arter, som imidlertid have mindre tildeels endog kun saare ringe Betydning for Falkejagten. En af disse, 5) Lærkefalken (Falco subbuteo L.), der ogsaa forekommer her i Landet, er næsten en formindsket Copie af Vandrefalken kun med den Forskjel, at dens Vinger ere længere; den er maaskee den bedste Flyver blandt alle Falkene, og saa behændig, at den er istand til at gribe endog Svaler i Flugten; men besynderligt nok taber den for en stor Deel sine gode Egenskaber, naar den tæmmes; selv Lærker, som udgjøre dens Hovednæring i vild Tilstand, formaaer den afrettede Lærkefalk kun sjeldent at tage. Den afrettes derfor nu ikke mere; men da den er meget let at tæmme, blev den fjorhen dog brugt endeel og holdtes blandt andet ogsaa i det Kongelige Falkonerie hos os. Især brugtes den tidligere af Fuglefængere til Lærkefangst; den afrettedes nemlig til at holde sig svævende i Lugten, og naar Lærkerne vare opstøvede af Hunden, lode de hellere Fuglefængeren kaste Nættet over dem, førend de skulde stige tilveirs, saalænge de saae deres meest frygtede Fjende svæve over sig (11). En anden af disse smaa Arter og tillige den mindste af de europæiske Ædelfalke er 6) Steen-falken (12) (Falco Aesalon L.); dens ringe Størrelse gjør, at den trods sit Mod og sin fortrinlige Flugt kun kan bruges mod smaafugle; dog skulle rigtignok Tyrkerne i Middelaldren have forstaaet at dresjere den til Tranejagt, idet de afrettede en 30 Stykker af disse modige Smaafalke til i Forening at kaste sig over Tranen. Det var tidligere i Europa navnlig Damerne der brugte den, og den har faaet en vis Berømthed i Falkejagtens Annaler ved at have været Keiserinde Catharina den Andens Yndlingsfalk.
Den Slægt, som endnu staaer tilbage at omtales, og hvortil, som alt bemærket, Falkonerernes Lavflugtsfugle henhøre, eller med andre Ord de egentlige Høge, skiller sig fra Falkene ved mange Kjendetegn, blandt hvilke vi her først og fremmest ville fremhæve den store Forskjel i Vingerne, som ikke blot ere meget kortere end Falkenes, men ogsaa have et ganske andet Snit. Det er nemlig hos Høgene ikke den anden, men først den fjerde Slagfjer, der er den længste, og da tillige de 3 foranstaaende ere indbyrdes meget ulige lange, bliver Vingen ikke spids som Falkenes, men afrundet, en Vingeform, der stedse betinger en mindre vedholdende og hurtig Flugt end den spidse. Fremdeles er den skarpe Tand i Falkenes Overnæb hos Høgene forvandlet til en afstumpet Udbøining af Næbbets Rand, der sidder længere tilbage, og hvortil der ikke svarer noget Indsnit i Undernæbbet; som Kjendetegn af mindre Betydning endelig kunne endnu nævnes Mangelen af den lille Knub i Næseborene, og de gule Øine, der ikke, som hos Falkene, omgives af en nøgen Hud. I Styrke og Mod staae Høgene ikke tilbage for Falkene, og i umættelig Rovgerrighed overtræffe de dem meget. Deres Flugt er rigtignok mindre hurtig og langtfra saa vedholdende som disses; men til Erstatning formaae de at udføre de pludseligste og smidigste Vendinger og ere desaarsag istand til at bemægtige sig deres Rov under de forskjelligste Forhold; de tage ikke blot med samme Lethed et stillesiddende som et sig bevægende Dyr, men angribe den flyvende Fugl ligegodt fra alle Sider, idet de endog i Flugten formaae pludseligen at kaste sig om paa Ryggen og saaledes nedenfra at slaae Kløerne i deres Bytte. De behøve derfor heller ikke som Falkene at udføre deres Jagt paa Sletter og aabne Steder, men kunne forfølge deres Rov selv ind i Krat og Skov; lykkes det dem imidlertid ikke hurtigen at indhente den forfulgte Fugl, trættes de snart, opgive Forfølgelsen og sætte sig i et Træ for roligen at oppebie, om et nyt Bytte vil vise sig; det Samme gjære de ofte, naar Fuglen flygter ind i et Skjul, hvor de ikke kunne forfølge den, og man har paajaldende Exempler paa den Taalmodighed, hvormed Høgene i slige Tilfælde kunne blive siddende og lure udenfor dens Tilflugtsted. Saaledes fortæller f. Ex. en engelsk Herremand, an af de faa ivrige Falkejægere i vor Tid, at en Duehøg en Dag paa Jagten blev borte i hans Park under Forfølgelsen af en Fasan; dan næste Dag fandt hans Falkoneer efter megen Leden Høgen siddende i Krattet, og ligesom han tog den, smuttede Fasanen frem under Buskene og fløi bort. Af denne skildring af Høgenes Egenskaber vil det littelig indsees, at de i den frie Natur ere vel saa farlige Fjender for den øvrige, værgeløse Fugleverden som Falkene, og at de ved deres utrolige Graadighed maaskee anrette endnu større Ødelæggelser end disse; men tillige giver den forklaringen til, at disse Rovfugle, trods deres Kraft og Behændighed, dog aldrig kunne faae den betydning for Falkejagten som Falkene, og navnligen ere saa godt som aldeles uanvendelige netop til den Art Jagt, som har de største Tillokkelser for Jægeren. Skjøndt Høgene ligesom Falkene ere udbredte over alle Verdensdele, ere de dog langt sparsommere repræsenterede i Europa, hvor der kun findes 2 Arter, nemlig Duehøgen (Astur palumbarius) og Spurvehøgen (Astur nisus), af hvilke den første kan maale sig med de største Falke, medens den anden omtrent er af Taarnfalkens Størrelse; begge høre de til de almindelige Rovfugle her i Landet og trænge vel neppe til nærmere at beskrives. Skjøndt ingen af dem nogensinde har været synderligt skattet af de ægte Falkejægere her i Europa, blev dog navnlig Duehøgen forhen hyppigen afrettet, især af Saadanne, som fortrinsviis dreve Jagten for Nyttens Skyld, eller ikke kunde tillade sig de store Udgifter, som den ædlere Falkejagt medførte; det var nemlig nok at holde en eneste Duehøg, og Jægeren behøvede ikke saaledes som ved den sidstnævnte Jagt at være til Hest, men kunde tilfods og blot ledsaget af en Støverhund hengive sig til sin Jagtglæde; dog holdt i Middelaldren selv rigere Folk ofte en Duehøg ved Siden af Falkene for at forsyne Kjøkkenet med Vildt, og det er formodenlig denne Skik, som skaffede den Spotnavnet Kjøkkenmester (cuisinier) i Modsætning til de mere anseete, men mindre nyttige Ædelfalke. I Asien derimod, især i Armenien og hos de Kirgisiske Nomader, Synes den at have staaet og endnu stedse at staae i større Anseelse, ja den skal endog, after hvad den berømte Naturforsker Pallas beretter i Slutningen af forrige Aarhundrede, være den eneste Jagtfugl paa Halvøen Krimm, hvor den ingen Ædelfalke skulle findes. Endnu mindre skattet var den lille og spinkle Spurvehøg; ja det var endog af denne Art kun Hunnerne, som overhovedet bleve anvendte, medens de saa meget mindre Hanner aldrig afrettedes; den brugtes især til Vagtelfangst, og hvor indbringende Jagten med den undertiden kunde være, viser en Beretning af d'Arcussia de Capre, en gammel bekjendt Skribent om Falkejagten, som fortæller, at det paa hans Tid var almindlig Skik i Provence i Omegnen af Toulon, at Indbyggerne under Vagteltrækket i September og October gik ud med deres Spurvehøg for at fange disse Fugle, og at en enkelt Jæger uden Hund blot ved Høgens Hjælp var istand til paa en Dag at fange indtil 6 Dusin Vagtler. Med disse nu omtalte tvende Lavflugtsfugle kunne vi slutte Rækken af de Jagtfugle, som have været i Brug i Europa; thi skjøndt der rigtignok i den første Tid efter Amerikas Opdagelse synes af og til at være bleven sendt Jagtfalke fra de nys opdagede Lande til det spanske Hof og til enkelte spanske Stormænd, var dette dog sjeldne Undtagelser, som ingen Betydning havde for Falkejagten i Almindelighed; og vi behøve saameget mindre at dvæle ved dem, som man ikke engang veed hvad for Arter det har været, og ligesaa lidt kjender man til en, fra Due- og Spurve-Høgen forskjellig Lavflugtsfugl ved Navn Alethes, der i Slutningen af det 16de Aarhundrede bragtes til Spanien fra de "nyligt opdagede vestlige Øer" og undertiden solgtes til den høie Priis af 300 Daler Stykket. Slaaer man imidlertid efter i de gamle Skrifter om Falkejagten, kunde man fristes til at troe, at man i Middelaldren havde havt et endnu større Antal Jagtfugle; thi man finder der mange flere Navne paa saadanne, end jeg her har opregnet Arter; men ligesom man strax igjen maa frafalde en slig Formodning, naar man betænker, at man med god Føie tør antage, at der ikke let kan gives større Rovfugle i Europa eller de tilgrændsende Dele af Asien og Afrika, som Nutidens Ornithologer endnu ikke skulde kjende, saaledes findeer den anførte Kjendsgjerning sin Forklaring deri, at Falkonererne blandt de mangfoldige Kunstudtryk, som de havde dannet til Brug ved deres Haandtering, i mange Tilfælde ogsaa havde flere Navne for den samme Falk i forskjellig Alder eller efter Stedet og Tiden, hvor den var fanget, ja endog efter det forskjellige Slags Vildt, den var afrettet til at jage; og disse Ord, som i hine Tider vare forstaaelige saa at sige for Alle og Enhver, og derfor hyppigen ikke ledsagedes af nogen Forklaring, kunne nu undertiden være vanskelige nok at tyde.
II. Fra denne korte Skildring af Jagtfuglene og deres væsentligste Eiendommeligheder ville vi nu gaae over til nærmere at gjøre os bekjendte med Maaden, hvorpaa man skaffer sig dem, med deres Afrettelse og endelig med selve Jagtmethoden. Rovfuglene forplante sig aldrig i Fangenskab; der kan altsaa for deres Vedkommende ikke være Tale om at lægge dem til som Huusdyr; men Falkejægeren er nødt til stedse paany at forsyne sig fra den vilde, fritlevende Stof af disse Fugle og kan til den Ende navnligen benytte to Maader. Den ene bestaaer i at opsøge disse Fugles Reder og udtage Ungerne (13), og er ofte forbunden med Besvær og Fare, da de fleste navnlig af de større Falke bygge paa de utilgjængeligste Fjelde eller paa Siderne af steile Klippevægge, hvor Falkefængeren hyppig nødsages til at lade sig fire ned i flere hundrede Fod lange Reeb, ligesom Færingerne gjøre ved Fuglefangsten paa deres Klippeøer. Ungerne udtages i noget forskjellig Alder, og i Reglen ansees det for bedre jo længere man kan vente dermed, for at de saameget langere kunne mades af Forældrene; men de tages dog stedse, inden de selv kunne sørge for sig, og man maa derfor indrette en konstig Rede til dem, som bedst anbringes i et enligt og afsides staaende Træ, og over hvilken der befæstes et fladt Tag, der kan beskytte mod Regnen. Den øvrige Behandling indskrænker sig til at holde over Renlighed i Reden og sørge for Ungernes Føde; men denne maa være baade udsøgt og meget rigelig; thi den unge Falk behøver to til tre Gange saamegen Næring som den udvoxne, og, hvis den blot en eneste Dag forsømmes i denne Henseende, udvikler der sig en sygelig Tilstand i Fjerene, der blandt andet ogsaa viser sig i, at Svingfjerene ikke voxe ud til deres fulde Længde, hvorved Falkens Flugt naturligviis taber betydeligt i Styrke og Hurtighed. Under gunstige Forhold voxe Ungerne snart til og begynde at flyve ud, hvad man uden Fare kan tillade dem; thi vante til at modtage deres Næring ved Reden, ville de af sig salv vende tilbage til den, og først, naar de ere komne saavidt, at de prøve paa selv at ville jage, er det Tid at sikkre sig dem ved at udspænde et Net over Reden. Men selv efter at de ere udvoxne, kan man gjerne lade saaledes opdrættede Fugle, beholde Friheden, naar man kun, ved at fastbinde en lille Blyvægt til Fødderne af dem, svækker deres Flugt saa meget, at de ikke selv kunne fange sig noget Bytte; de ville da vedblive at søge deres vante Ly, hvor de finde rigelig Næring, og hvorfra de ikke, som i den frie Natur, forjages af Forældrene. Den anden Maade at skaffe sig Jagtfugle er at fange de udvoxne Fugle enten i Træktiden eller i deres egentlige Hjem; og, da mange af de meest skattede Falke anvnlig have hjemme i øde fjerne Egne, maae Falkefængerne ofte langveis fra begive sig til de Steder, hvor Fangsten drives. Vi hørte, hvorledes der i en lang Aarrække fangedes Falke paa Island; blandt andre Steder her i Europa, hvor en slig Fangst fordum regelmæssig dreves, kan nævnes flere Provindser i Mellem- og Syd-Sverrig, saasom Herjedalen, Jemtland, Halland, Skaane og Blekingen, fremdeles Dovrefjeld i Norge, hvor Falkefangsten efter lang Hvile i de seneste Aar atter har været bragt i Udøvelse af hollandske Falkonerer. Ogsaa hos os har der tidligere været flere saadanne Fangesteder, Falkeleier, som de kaldtes, saaledes navnlig ved Indløbet til Issefjorden ved Halsnæs og i Odsherred, endvidere her ved Kjøbenhavn i den saakaldte Kongens Enghave, paa Lolland og endelig flere Steder i Slesvig og Holsteen. Paa Trækket fangedes Falkene især paa de store Heder i Nordtyskland, Holland og langs Vestkysten af Frankrig. Fangsten kræver tildeels megen Øvelse og Erfaring for at lykkes, og Fangemaaden bestaaer væsentlig i at lokke Falken i et Net eller en Snare ved Hjælp af en flaggrende, fastbunden Fugl; i det Enkelte varieres den imidlertid paa mangfoldige Maader og udfordrer tildeels compliceerte Redskaber. Som et Exempel paa et temmelig simpelt Fangeapparat, vil jeg nævne et, som i Forindien bruges navnlig til at fange de mindre Høgearter og der bærer navnet Do-Guz; det bestaaer af et mørktfarvet Net af 3 til 4 Fods Længde og omtrent samme Brede, som ved Hjælp af Løbebaand udspændes mellem to ganske løst i Jorden nedstukne Bambusstokke, og foran hvilket en Due fastbindes til en Stang i en Fods Afstand; naar nu Høgen forblindet af Rovgjerrighed slaaer ned paa den flaggrende Due, farer den med sin fulde Kraft mod Nettet, river derved Bambusstokkene om og indvikler sig med det Samme i Nettets Folder, saa at den styrter til Jorden med det uden at kunne røre sig. Som Modsætning til dette lidet konstige Apparat tør jeg maaskee endnu omtalee det, som sædvanlig bruges i Europa, navnlig af de hollandske Falkonerer. Efter at Falkefængeren har udsøgt sig et passende Sted paa den øde Hede, graver han en lille Grube og opbygger derover en lav Hyttee af Jord eller Græstørv, som belægges med Grønsvær, for ikke at vække Rovfuglenes Mistanke; paa den ene Side forsynes den med en lav Dør, som ligeledes skjules med Grønsvær, og til den anden Side anbringes en Aabning, hvorigjennem Falkefængeren kan have frit Udkig. Lidt foran Hytten dannes en Jordtue, paa hvis Top en tam Tornskade tøires, som ved sit Skrig varsler (14), hvergang en Rovfugl nærmer sig, og isaafald kan søge Tilflugt i et lille Rum ovenpaa Tuen. Længere borte opreises derpaa tre høie Stænger, til Spidsen af hvilke der fæstes Snore, som løbe ind i Falkefængerens Hytte; til Snoren paa den ene af disse Stænger knyttes ved Fødderne en afrettet Due, som, naar det er fornødent, kan skjule sig i et Tilfjugtsted, der er indrettet for den ved Foden af Stangen; til de andre Stængers Snore fastbindes en tæmmet Falk og en af Træ udskaaren Efterligning af en saadan. Endelig opstilles i en Afstand af halvandet hundrede Skridt fra Hytten trende Net, og foran hvert af disse danner man af Græstørv et Slags Buur, hvori en levende Due er skjult, og som er saaledes indrettet, at det med Lethed aabner sig, naar Falkefængeren vil trække Duen ud ved Hjælp af en til dens Fødder fastbunden Snor, som ender inde i hans Hytte. Naar det hele Apparat er opstillet, og Nettene skjulte med Græs eller Lyng, tager Falkefængeren Plads i Hytten; engang imellem sætter han ved Hjælp af Snoren Træfalken i Bevægelse, for derved at tillokke Rovfuglene, som i lang Afstand troe at see en af deres Lige og derfor nærme sig. Saasnart dette skeer, giver Tornskaden sig til at skrige og minder derved Falkefængeren om at være paa sin Post; og saa forunderligt nuanceret er Fuglens Skrig og Uro ved slige Leiligheder, at den øvede Falkefænger blot ved at iagttage Tornskaden kan slutte sig til, hvad Slags Rovfugl det er, som kommer flyvende. Han lader nu Træfalken, som naturligviis ikke længe kan skuffe den vilde Rovfugl, falde til Jorden, og bringer derimod den tamme Falk og Duen til at flaggre; den vilde Fugl iler saameget hidsigere til, som den i den tamme Falk troer at see Medbeiler til Byttet, og medens Duen instinktmæssig skjuler sig, aabner Falkefængeren et af de i Nærheden af Falkenettene anbragte Gjemmer, den deri indespærrede Due flyver ud og bemærkes selvfølgelig strax af Falken, der slaaer ned paa den og borer Kløerne i den med saadan Rovbegjærlighed, at den glemmer Alt omkring sig, og lader sig med Duen trække hen til Nettet, som falder sammen over den. Saasnart den er fanget, iler Falkefængeren til, tager den ud af Nettet og indhyller den i det saakaldte S v ø b , et fiirkantet Stykke grovg Tøi, hvis Rande i den ene Ende ere ombøiede og fastsyede saaledes, at der dannes tvende Rum, hvori Falkens Vinger stikkes ind, medens den Fødder surres sammen ved Hjælp af to Baand, som ere syede fast i Svøbets bageste Kant; Falken er derved sat ud af Stand til at røre sig og kan bæres bort eller lægges tilside paa Jorden, uden at man behøver at befrygte, at den skal knække eller beskadige Vinge- eller Hale-Fjerene, hvad der vilde være en væsentlig Ulempe, da disse Fjer, som bekjendt, kun fornyes engang om Aaret. Det er fortrinsviis i Aarets sidste tre Maaneder, at Falkefangsten drives, dog fanger man undertiden ogsaa om Foraaret; de Falke, som fanges om Efteraaret, kaldes sædvanlig Trækfalke; men ved Siden af denne almindelige Benævnelse, tillægger man desuden Jagtfuglene særegne Navne efter deres Alder; de, som endnu ikke ere aargamle, naar de fanges, kaldes saaledes Rødfalke; ere de derimod ældre, faae de Navn af Haggerter, og man siger altsaa en Sletfalk-Haggert, en rød Islænder o. s. f.; endelig forstaaer man ved "Falke" stedse kun Hunnerne af de forskjellige Jagtfugle, og Hannerne kaldes derimod Talgener eller Tertsler.
Kræver allerede Fangsten af Jagtfuglene megen Snildhed og Taalmodighed, er dette i endnu langt høiere Grad Tilfældet med deres Afrettelse, og gjør man sig tilfulde Regnskab for alle de store Vanskeligheder, som stille sig i Veien for Løsningen af denne Opgave, vil man ikke kunne nægte den Skarpsindighed og Udholdenhed, som har forstaaet at overvinde dem, sin Anerkjendelse, selv om man skulde finde, at Opgaven ikke er Anstrængelsen værd.
Rovfuglene leve nemlig i frie Tilstand stedse eensomme hver indenfor sit lille Omraade og søge end ikke deres Mage, uden saalænge Parringsdriften beseirer deres medfødte Uselskabelighed; der kan altsaa saameget mindre være Tale om, at de nogensinde af sig selv skulde føle nogen Tilbøielighed til at slutte sig til Mennesket, som endog ved en uafbrudt Udryddelseskrig forøger deres naturlige Sky og Mistænksomhed. Da de fremdeles, som vi allerede have hørt, ikke forplante sig i Fangenskab, er det kun i enkelte Individer, som stadigen maae erstattes af den vildtlevende Stamme, at de ere blevne tæmmede; Tæmningens Resultat gaaer i dett Tilfælde altsaa sporløst til Grunde med Individet, og Afrettelsen kan aldrig, som hos Huusdyrene, støtte sig til en gjennem Aartusinder fortsat Paavirkning af hele Racens Evner og Anlæg. Uden synderlig Intelligens, uimodtagelige for Straf som for Opmuntring føle Rovfuglene sig endelig fuldt vel istand til overalt og i hver Hensaande selv at sørge for sig og kunne altsaa ikke, som Huusdyret, knyttes til Mennesket ved Frygt eller ved Hengivenhed eller ved en halvbevidst Følelse af ikke at kunne undvære dets Forsorg. Man vil derfor let indsee, at det vilde være umuligt at opdrage Jagtfuglen ved de Midler, som man anvender ved det andet Jagtdyrs, ved Jagthundens Dressur. Rovfuglens Natur synes kun at lægge Hindringer i Veien for Afrettelsen, og naar man paa en vis Maade kan sige om Hunden, at den som en flittig Elev selv har Andeel i &Aelig;ren for den Brugbarhed, den opnaaer, maa man derimod give Falkoneren hele Prisen for Falkens Afrettelse. Skal denne udrette hans Villie, maa den troe at følge sin egen Drift, lystre med Bevidsthed om sin Lydighed som Hunden gjør den aldrig; den vender derfor heller ikke frivillig tilbage fra Forfølgelsen af Vildtet, men maa stedse overlistes og lokkes med sin Yndlingsføde; naar den ikke stadigen øves, glemmer den snart, hvad den havde lært, og naar den aarlige Fjerfældning har hindret dens Brug i længere Tid, maa Afrettelsen derfor saa godt som begyndes forfra igjen, sasa at Mange endog, for at spare sig at passe dem i denne Periode, foretrække at lade de lettere erstattelige Jagtfugle flyve ved Fældningens Indtræden og senere paany at anskaffe sig vilde Falke (15). Spørge vi nu, hvorved det da lykkes Falkoneren at bringe den løsslupne Rovfugl til saaledes ubevidst at rette sig efter hans Villie istedetfor at gribe Leiligheden til Flugt, bringe den til at forfølge et Vildt, som dens vilde Brødre aldrig falde paa at angribe, og til atter at lade sig indfange, naar den har grebet sit Bytte, saa er Svaret: "ved at benytte sig af dens stærkeste, meest indgroede Drift, ved vexelviis af vække og tilfredstille dens graadige Rovgjerrighed". Som man seer er Princippet for Afrettelsen simpelt nok; men at bringe det i Udførelse er kun muligt ved Hjælp af en langvarig Erfaring og ved fuldstændig at offre sig til denne Syssel; selv naar Maalet efter mangfoldige Vanskeligheder endelig er naaet, er Herredømmet over Fuglen dog saa usikkert, at der udfordres ligesaa megen Færdighed for at udøve det, som det krævede Taalmodighed at begrunde det, og at trods al Falkonerens Flid, Lydighedens svage Baand dog hyppigen briste.
Det første, der gjøres, er at betvinge Rovfuglens vilde, sky Natur, og vænne den til roligen at taale Menneskets Nærhed; den bringes derpaa ved Hunger til frivillig at nærme sig sin Lærer, og maa fremdeles gjøre hvert Skridt fremad i Afrettelsen ved at vænnes til at erkjende det som Veien til at faae sin Graadighed styret. Selv naar Dressuren er fuldendt, maa den være fastende og hungrig, hvergang den skal bruges, saasnart den har grebet Vildtet, maa den lønnes med Føde, naar den saaledes er bleven mættet, kan den ikke længere bruges; og endeligen maa den være vant til Udførelsen af en ganske særegen Handling, at hvert Individ ikke ret vel lader sig afrette til at jage mere end et eneste Slags Vildt. Dette er Grundtrækkene i enhver Jagtfugls Afrettelse, men i det Enkelte modificeres Fremgangsmaaden Noget, eftersom det er den ene eller den anden Slags Fugl, der skal afrettes, og eftersom den bestemmes til den ene eller den anden Art Jagt. Høgene behøve saaledes ikke saa omstændelig en Dressur som de store Falke, og blandt disse sidste er det da atter de i ældre Alder fangede Individer, hvis Afrettelse koster størst Møie. Det vild imidlertid føre os meget for vidt, hvis jeg her vilde prøve nøie at gjøre Rede for alle de forskjellige Modificationer i Jagtfuglens Dressur; det vil være nok noget nærmere at skildre Afrettelsen af den udvoxne vilde Falk, og derpaa kun med faa Ord at fremhæve nogle af de væsentligste Punkter, hvori Redefuglens og Lavflugtfuglenes Opdragelse afviger fra dennes.
Saasnart Falken er fanget paa den forud beskrevne Maade og baaret hjem til Falkoneerboligen, blive først Kløerne studsede paa den og Næbbets skarpe Tand afstumpet, deels for at Falken kan være bequemmere at bære paa Haanden, deels for at den ikke skal sønderflænge Vildtet altfor meget, deels endelig for at Jagtfalkene ikke indbyrdes skulle kunne tilføie hinanden Skade; og denne Operation gjentages derpaa senere under Fangenskabet, saa ofter der atter er Trang til den. Man forsyneer derpaa Falken med de saakaldte Skoe , tvendee korte af blødt Skind tilskaarne Remme, hvis ene Ende knyttes omkring Falkens Been ved Hjælp af en særegen Løkke, medens de modsatte Ender samles og fastgjøres i den øverste Ring af et saakaldt Leine (16), gjennem hvis nederste Ring der derpaa trækkes en smal Rem af 2 til 3 Fods længde, Langremmen, som deels tjener til at tøire Falken til dens Plads, naar den ikke bruges, deels til at fastholde den, naar den bæres paa Haanden; Skoene beholder Falken for Fremtiden stedse paa; men Langremmen trækker Falkoneren ud af Leinet, hvergang han senere paa Jagten lader Falken flyve eller, som det hedder, kaster den. Man paasætter den dernæst en af blødt Læder forfærdiget Hætte, som skjuler hele Hovedet med Undtagelse af Næbbet, og maa være meget omhyggeligt syet over en nøjagtig Form for at passe godt og ikke at trykke Øinene; endelig fæstes til et af Benene lidt ovenfor Skoen en Bjelde, som skal hjælpe Falkoneren til at gjenfinde Fuglen, hvis den skulde flyve bort, og vække hans Opmærksomhed, hvis den inde i Falkekammeret skulde falde ned af Siddestangen eller af anden Grund trænge til hans Hjælp. Naar Falken saaledes er, om man tør kalde det, paaklædt, bringes den ind i et mørkt Kammer, sættes paa en Træblok, til hvilken den bindes fast med Langremmen, og lades derpaa i Ro til om Aftenen, da man atter maa tage Hætten af den, for at den om Natten kan opgylpe de ufordøielige Dele af den Føde, som den maatte have taget til sig kort førend den fangedes; alle saadanne Ting som Fjer, Haar og Smaaknokler kaste Rovfuglene nemlig regelmæssigen op sammenklumpede til runde Boller og kunne ikke uden Skade beholde dem forlænge i sig. Den næste Morgen sættes Hætten atter paa Falken, for derpaa i en Række af Dage ikke mere at tages af; thi nu, da det staaer Falkoneren frit at fodre den paa passende Maade, behøves det ikke af den nysanførte Grund, og for at bringe Falken til at finde sig i Fangenskabet, er det nødvendigt en Tidlang at berøve den Synet; til hvilken Hensigt man forhen endog pleiede at trække en Traad gjennem hvert af de nederste Øielaag og sammenknytte disse Traade saaledes ovenpaa Hovedet, at Øiet holdtes lukket, en Fremgangsmaade, som i Orienten tildeels endnu bruges den Dag i Dag. Opdragelsen begynder derpaa med, at Falkoneren sætter den med Hætten forsynede Falk paa sin handskeklædte venstre Haand og søger at bringe den til, i denne Stilling, at sluge et lille Stykke Kjød, som han holder hen til Næbbet af den; man vedbliver hermed, indtil Falken endelig med Begjerlighed tager Kjødet, som rækkes den; men hyppigen sulter den sky og mistænksomme Fugl hellere flere Dage, end bequemmer sig til at spise af falkonerens Haand, og det er ofte nødvendigt for at faae den til at holde sig rolig, at fastbinde den høire Vinge ved Hjælp af en smal Rem, som langs Midten er forsynet med en Spalte, hvori Vingeknæet stikkes ind, hvorpaa Remmens Ender slaaes omkring Vingen og knyttes fast. Tidligere anvendte man endnu langt haardere Midler for at tæmme Falken; navnlig bandt man den gjenstridige Falk til et i en Snor ophængt Tøndebaand, som flere Døgn irad uafbrudt svingedes frem og tilbage, saa at Fuglen hindredes i at sove og var nødt til uophørlig at holde sig fast for ikke at falde ned. En slig Behandling nedbryder imidlertid kun Falkens Kræfter og er nu opgivet, efter at en fornuftigere Betragtning af Dyrets Natur har lært, at denne Tortur nok kan gjøre Falken i den Grad flov og ligegyldig, at den lader sig saa at sige Alt gefalde, man langtfra er skikket til at tæmme den i Ordets rette Betydning, og at den hensynsløse Haardhed ogsaa i dette Tilfælde vel kan kue, men ikke udvikle. Saasnart Falken er bragt saavidt, at den uden Frygt lader sig fodre af Falkoneren, ombyttes den hidtil brugte Hætte med den sædvanlige, som er gjort af noget stivere Læder og forsynet med en Fjerbusk; denne aftages imidlertid fremtidigen hver Aften; thi, da Erfaringen har lært, at Rovfuglene ikke godt ret længe kunne undvære den naturlige Renselse af Fordøielsesorganerne, som bevirkes ved Opgylpningen af de omtalte Boller, giver man Falken fra nu af engang imellem en levende Due, eller man blander endog Fjer og Haar i dens Føde, og den maa altsaa være istand til at kunne kaste disse ufordøielige Dele op igjen. Det næste Skridt i Falkens Opdragelse gaaer endnu stedse kun ud paa at beseiree dens naturlige Skyhed; Falkoneren tager den nemlig paa Haanden og bærer den flere Timer irad omkring med sig; af og til tager han Hætten af den, giver den en Bid Kjød og søger at berolige den ved at stryge den, dog ikke med Haanden; thi det lide Falkene ikke, men med en Duevinge, som han til dette Brug bærer hos sig. Selv naar Falken paa denne Maade allerede har vænnet sig til at taale Mennesker omkring sig uden at skræmmes, maa man endnu stadig fortsætte denne Øvelse i den Tid, der bliver tilovers fra den øvrige Underviisning, da Fuglens medfødte Skyhed ellers let vender tilbage, og Falkonererne ere derfor næsten uadskillelige fra deres Falke, som de bære med sig overalt, selv i Værtshuse og ligninde offentlige Steder. Da Falkejagten stedse foretages til Hest, maa Falken fremdeles øves i at sidde paa Rytterens Haand og Falkoneren maa, da han bærer Falken paa venstre Haand, vænne sig til at stige forkeert op fra høire Side, og under Ridtet holde Falken saaledes, at den ikke faaer Vinden i Ryggen, da den isaafald bliver urolig og stræber at dreie sig omkring. Naar Falken roligen finder sig i at lade sig bære paa Haanden, er den mere forberedende Deel af dens Opdragelse tilende, og man kan tage fat paa den egentlige Afrettelse, som man begynder med at bringe Falken til af sig selv at sætte sig paa Falkonerens handskeklædte Haand; han sætter til denne Ende Fuglen paa Ryggen af en Stol inde i Værelset, hvor Øvelserne foretages, stiller sig tæt foran den og tager Hætten af den. Derpaa holder han med den høire Haand et lille Stykke Kjød frem for den, og søger ved et eget Raab at lokke den til at gjøre det lille Hop over paa hans fremstrakte venstre Haand for at tage Kjødet; lykkes det, gjentages det Samme endnu nogle Gange, hvorpaa Læretiden for den Dag er forbi og Falken fodres mæt. De følgende Dage stiller Falkoneren sig stedse fjernere fra Falken, indtil denne tilsidst gjennemflyver hele Værelset for at sætte sig paa Handsken, saasnart den lokkes. Naar den er bragt saavidt, søger man derpaa at lære den at tage en i en Snor fastholdt Due; i Begyndelsen holder man under denne Øvelse Falken i Langremmen;men senere erstattes denne ved en længere Snor for at Falken kan forfølge Duen gjennem hele Værelsets Længde; saasnart den har grebet den, maa den have Lov til at fortære den, og dermed er naturligviis Læretimen forbi for den Gang; thi med den mættede Falk lader der sig, som jeg allerede har sagt, Intet foretage. Efter i nogen Tid at have indøvet Falken paa denne Maade inde i Værelset, gjentager Falkoneren den samme Øveelse ude i frie Luft, og forøger stadigen Afstanden mellem Duen og Falken, indtil denne endelig er sikker i at indhente og tage Duen selv i en Afstand af 20 Skridt og derover. Man sætter nu en Hane i Duens Sted; thi da Falkene jo skulle bruges til at jage større Vildt, saasom Heirer, Glenter eller Harer, vilde det ikke være tilstrækkeligt at lære den at tage en saa lille Fugl som en Due; det varer sædvanlig nogle Uger, inden Falken lærer ikke at bryde sig om Hanens Skrig og Sprælden, og saalænge maa Øvelsen fortsættes; men er den endelig hærdet derimod, vender man atter en kort Tid til den forrige Øvelse og lærer Falken at jage i Forening med en Kammerat, der ikke kan undværes, naar man senere vil være nogenlunde sikker paa et heldigt Udfald af den virkelige Jagt. Dette skeer ved at lade Falkene frit og uhindret forfølge en Due, som vel ogsaa er fri, men dog nogen hindret i fin Flugt ved en lang Snor, der er knyttet til dens ene Fod, og som den maa slæbe med sig; med hver Dag gjøres Snoren kortere, indtil der endelig kun er et lille Stykke tilbage, og naar Falkene desuagtet med Sikkerhed gribe Duen, kan man ansee denne almindelige Deel af Afrettelsen, der imidlertid allerede har medtaget fire til fem Maaneder, for fuldendt. Der staaer nu kun tilbage at indøvee Falken til den særegne Jagt, hvortil man bestemmer den, og dette er kun muligt ved Hjælp af netop selve det Vildt, den skal jage. Er det for Exempel til Heirejagt man vil bruge Falken, maa man lade en fangen Heire, som holdes i en lang Flyvesnor, flyve op for den; for at den ikke skal gjøre Falken Skade med sit spidse Næb, omgives dette med et Slags Foderal; men da Heiren paa den anden Side ikke altid er let at erholde, og derfor heller ikke ret gjerne maa blive for ilde medtaget, forsynes dens Hals med et Overtræk af Skind. Saasnart Falken har slaaet Heiren til Jorden, giver Falkoneren den en Due, som han lader den sønderrive og æde, siddende paa selve Heiren; senere modificeres denne Lection ligesom den tidligere med Duen, idet man slipper Heiren løs, men vanskeliggør dens Flugt ved en lang Snor, og man vælger nu tillige til disse Øvelser afsides Steder, som i Udseende og Beskaffenhed ligne dem, hvor den virkelige Jagt i Tiden maa holdes. Er det derimod til Harejagt, man vil afrette Falken, maa den først nogen Tid øves inde i Værelset i at slaae ned paa et udstoppet Hareskind, som en Medhjælper i en Snor trækker frem og tilbage; senere gjentages denne Øvelse ude i Marken, Hareskindet trækkes stedse hurtigere afsted, tilsidst af en Rytter saa hurtigt, som Hesten vil løbe, og Falken fodres naturligvis hvergang, den slaaer ned paa Skindet. Endelig sættes en tæmmet og afrettet Hare i Stedet for det udstoppede Skind, og naar Falken nogle Gange har taget denne, er Afrettelsen fuldendt. Et Par Maaneder medgaae sædvanligen med den specielle Indøvelse; Falkens hele Opdragelse kræver altsaa ikke mindre end 6 til 7 Maaneder, og med hele denne store Opoffrelse af Tid og Møie har Falkoneren dog kun sikkret sig Falkens Brugbarhed i en eneste meget kort Jagttid. Erindre vi os nemlig, at Falkene sædvanligvis fanges i Slutningen af Aaret, i October- November- Maaned, kan Afrettelsen ikke være fuldendt før i Begyndelsen af Mai eller Juni, hvorpaa Heirejagten tager sin Begyndelse, og fortsættes gjennem Juni og Juli Maaned; i August begynde Falkene imidlertid allerede at fælde; Jagten maa da ikke blot ophøre, men Opdragelsens Resultater gaae endog, som vi nylig hørte, for største Delen tabte i denne Hviletid, og, naar Falkoneren efter Fældingen atter paany begynder Afrettelsen, har han høist den Fordeel hos de allerede til Fangenskabet vante Falke ikke at have hele den vilde Fugls Sky og Uregjerlighed at bekjæmpe.
Saaledes skeer Afrettelsen af alle de store Falkearter, naar de fanges i den ældre Alder; skjøndt jeg ikke har fremstillet den i alle dens Enkeltheder, har jeg dog tilladt mig en vis Udførlighed; den var nødvendig for at vise, hvor lang den Vei er, ad hvilken det ene og alene er muligt at føre et Dyr til Lydighed, hvis hele Eiendommelighed synes at unddrage det Menneskets Herredømme. Jeg kan nu fatte mig i desto større Korthed med Hensyn til den Fremgangsmaade, man bruger ved Redefuglenes og Høgenes Afrettelse.
De første ere naturligviis ved den særegne Opfostring, tildeels blevne vante til Menneskets Nærhed, og allered derved spares der Falkoneren megen Møie; de have fremdeles ialfald i de første Aar ikke den vildtfangede Falkes Styrke og kunne derfor ikke afrettes uden til at jage Agerhøns, Krager og andre mindre Fugle, en Jagt, hvortil Falken kan dresjeres med mindre Opoffelse af Tid og Møie, da den ikke forudsætter en langvarig Forfølgelse af Vildtet, men fornemmeligen beroer paa, at Falken forstaaer at holde sig flyvende over Falkoneren og saaledes at følge Jagten for strax at slaae ned, saasnart Vildtet opjages af de medtagne Hunde. For at lære den dette, benytter man et særegent Redskab, den saakaldte Rappel eller med andre Ord en konstig Lokkedue. Dette, som til forskjellige Tider har havt et noget forskjelligt Udseende, og som sine Steder i Orienten endog simpelthen erstattes ved et i en Snor fastbundet Stykke Kjød, bestaaer nutildags sædvanlig af et fladt, med Skind overtrukket Stykke Træ, omtrent af en Fods Længde, hvortil der paa hver Side er fæstet tvende Duevinger, medens der tillige ved den bageste gaffeldeelte Ende er anbragt Baand, hvormed smaa Stumper raat Kjød fastbindes som Lokkemad for Falken. Anvendelsen af dette Redskab, og dermed tillige alt det Særegne ved Afrettelsen vil let forstaaes, naar man blot erindrer, at det for Redefuglens Vedkommende ganske træderi Stedet for den levende Due, som vi nyligen hørte spillede en saa væsentlig Rolle ved Haggertens Dressur. Naar altsaa de allerførste forberedende Øvelser ere gjennemgaaede med den unge Falk, lærer Falkoneren den at Kjende Rappelen ved at holde den hen til den og opmuntre den til at æde det fastbundne Stykke Kjød; han gaaer derpaa over til at kaste Rappellen til Jorden og bringe Falken til at flyve ned efter den og fortære Kjødet uden at lade sig forstyrre. Efternogle Dage gjentages det samme med den fritflyvende Falk ude i Marken, og naar den endelig er tilstrækkelig indøvet paa denne Maade, slipper Falkoneren ikke mere Rappellen, men svinger den saaledes med Haanden, at Falken nødes til i nogen Tid at flyve frem og tilbage, inden det tillades den at faae den fat; viser den imidlertid Tegn til at blive kjed af sine frugtesløse Forsøg, maa Falkoneren dog strax kaste den og lade Falken fortære Maddingen. Paa denne Maade vænnes Falken lidt efter lidt til flyvende overalt at følge Falkoneren, der holder Rappellen, og man gaaer derpaa over til paa sædvanlig Maade at indøve den i at tage det særegne Slags Fugle Vildt, som der er bestemt til at jage, det være Agerhøns, &Aelig;nder eller kun Krager og Skader.
Medens Ungfalken saaledes hovedsagelig afrettes ligsom den gamle Falk, kun med den Forskjel, at den lokkes med Rappellen og ikke med den levende Due, er derimod Afrettelsen af Høgene mere afvigende. Da Høgene nemlig trods al den Behændighed, de udvikle i Flugten, dog ikke flyve med Falkens Hurtighed, vilde Vildtet let faae et altfor stort Forspring, hvis man ikke strax, naar man bliver det vaer, uden Tidsspilde, kunde slippe Høgen løs paa det; for nu at være istand hertil bærer man stedse Høgene paa Jagten uden Hætte, og giver dem kun en saadan paa i de første Par Dage af deres Fangenskab. Høgene have saaledes under hele Jagten stadig alle deres Omgivelser for Øie, medens Falkene derimod sidde blændede af Hætten lige til de kastes paa Vildtet; det er derfor saameget desto nødvendigere, at de første vænnes til alskens Larm og Færdsel, og man pleier af den Grund hyppigen at give dem Plads ikke i Falkekammeret, men paa Steder, hvor Mennesker stadigen gaae og komme, og hvor selv Hunde og Heste jevnligen komme i Nærheden af dem; ja i Middelaldren havde Høgen endog, upaatvivlelig netop af denne Grund, sadvanlig sin Plads i Kjøkkenet. Fremdeles bruger man til Høgene en særegen Slags Hilder, hvor der mellem Skoene og Leinet er indskudt et særegent Stykke, Mellemremmen, som de to simole Ringe er forbundet med Skoene og bliver hængende ved disse naar Langremmen løsnes, hvilken Forandring er foretaget, fordi Høgene ere tilbøielige til at slaae med Vingerne og flaggre, medens de sidde fastbundne til Siddestangen og saaledes behøve lidt mere Spillerum end Falkene. Med Hensyn til den øvrige Opdragelse kan det maaske være nok at anføre, at Høgene lokkes med Rappellen ligesom Redefalkene, og at det, som det væsentligen kommer an paa ved den almindelige Deel af deres Afrettelse, er at vænne dem til at vende tilbage selv fra en længere afstand og indtage deres Plads paa Falkonerens Haand, naar de lokkes med Rappellen og kaldes med et særegent Raab.
Inden vi forlade Falkenes Opdragelse og Afrettelse, ville vi endnu tilføie et Par Ord om deres Behandling og Pleie. I Falkekammeret sidde de afrettede Falke fastbundne til tynde Tværstænger, der ere beklædte med smalle haardtstoppede Puder og til hvilke der nedentil er fastgjort en lang Strimmel tykt Tøi eller et Slags Gardin for at forebygge, at Falken, hvis den falder ned, skal svinge sig op til den modsatte Side og derved hindres i atter at faae Fodfæste. Deres sædvanlige Føde bestaaer af fiint hakket Kjød, som sammenrøres med raae Æg, hvorhos de dog engang imellem til Afvexling faae en levende due at æde; kun med Høgene gjør man færre Omstændigheder og giver dem blot Kjødet skaaret i større Stykker. Af og til bades Falkene, men den øvrige behandling indskrænker sig væsentligst til omhyggeligen at ordne deres Diæt og at sørge for Reenlighed i Falkekammeret; Middelaldrens talrige Skrifter over Falkoneerkonsten ere rigtignok fyldte med vidtløftige og tildeels besynderlige Forskrifter for Behandlingen af en stor Mængde forskjellige Onder og Sygdomme hos Jagtfuglene; men i Nutiden har man erkjendt den ringe Nytte, de yde, og man er ogsaa for Falkenes Vedkommende slaaet ind paa den prophylactiske Vei. Mindre Saar læges desuden let af sig selv, og større Skader saasom et Vinge- eller Beenbrud gjøre Falken ubrugbar til Jagt, selv om de heles; kun en Beskadigelse af en egen Art raader man endnu stedse ligesom i Middelaldren Bod paa ved et simpelt Middel, som jeg endnu skal omtale; naar Falken nemlig brækker eller forkrøller nogle af sine Vingefjer og derved naturligviis kommer til at flyve mindre godt, afskjærer man de beskadigede Fjer nedenunder det Sted, hvor de ere knækkede, og erstagger derpaa det afskaarne Stykke ved de tilsvarende Fjer fra en anden Falk af samme Slags, som befalstes med en trekantet Staalnaal, der efter at være vædet med en Saltopløsning f&slash;rst stikkes ind i Skaftet af den nye Fjer og derpaa med sin anden Ende i Stumpen af den gamle; hvorefter Falken flyver ligesaa godt som før.
Vi skulle nu gaae over til lidt nærmere at gøre os bekjendt med Anvendelsen af de med saa megen Møie afrettede Jagtfugle eller med andre Ord med selve Jagten. Ganske i Lighed med hvad der er Tilfældet ved den almindelige Jagt skjelner man ogsaa for Falkejagtens Vedkommende mellem ædlere og mindre ædelt Vildt og deler derefter Jagten i Høijagt og Lavjagt; for den første ere Glenter, Musevaager og Heirer Gjenstanden, medens alt andet Vildt henregnes til Lavjagten. som man let vil see, falde Betegnelsen Høijagt og Høiflugtsfugle og Lavjagt og Lavflugtsfugle ikke sammen; thi skjøndt rigtignok disse sidste ikke kunne anvendes ti Høijagten, bruger man derimod, som vi allerede have hørt, hyppigen Høiflugtsfuglene ogsaa til Lavjagten, der saa at sige stedse kan anstilles, medens de faa Sorter ædlere Vildt langfra vare at finde overalt, hvorfor der endog er Lande, hvor Høijagten aldrig synes at have været i brug.
Den høist skattede Jagt var Glentejagten, fordi denne Fugl flyver med udmærket Lethed og frem for nogen anden forstaaer at undgaae Falkens Stød, saa at man længe kan nyde det spændende Syn af Forfølgelsen og dens vexlende Chancer. Som oftest træffer man Glenten kredsende i en saadan Høide, at Falkene ikke med Fordeel kunne begynde Jagten; Falkoneren maa derfor først søge at lokke den ned i en større Nærhed og benytter sig til dette Øiemed af en stor Hornugle, som slippes løs efter at man, deels for at gjøre dens Udseende mere paafaldende, deels for at hindre den i at flyve for langt, har bundet en Rævehale fast til dens ene Fod. Glenten, som instinktmæssig hader og forfølger denne Fugl og desuden føler sin Nysgjerrighed pirret ved dens besynderlige Pynt, pleier hurtigt at dale ned mod Uglen og giver sig saaledes til Priis for Angrebet, der begynder, saasnart Falkonererne ansaa Afstanden for passende; sædvanlig kastes først en Falk og strax derpaa tvende andre; men undertiden følges disse endog endnu af en fjerde. Falkene (i Reglen Gierfalke eller Sakerfalke) synes i Begyndelsen at flyve næsten uden at lægge Mærke til Glenten, men denne, som er sig sin Svaghed bevidst, faaer ikke saasnart Øie paa Falkene, før den iler med at søge Redning i Flugten og stiger fulgt af sine Forfølgere stedse høiere og høiere, saa at tilsidst Fuglene ofte netop kun kunne øines oppe under Skyerne. Endelig har en af Falkene svunget sig op over Glenten, og nu begynder den meest tiltrækkende Episode af Jagten; som en Piil, der hviner gjennem Luften, slaaer Falken ned paa sin Fjende; denne undgaaer sædvanlig Stædet ved en hurtig Dreining, og Falken skyder ofte 20 til 30 Alen ned under den, inden den formaaer at standse sin Fart. Den lille Standsning, Glentens Flugt leed ved dette Overfald, har imidlertid givet ogsaa de andre Falke Leilighed til at indhente den, og de begynde nu vexelviis en Række Angreb, der, for at bruge en gammel Falkoneers Udtryk, følge saa regelmæssigt paa hinanden, som Smedenes Slag paa Ambolten, og som den ængstede Glente anspænder alle sine Kræfter for at undgaae ved uophørlige piilsnare Vendinger. Bragt til det yderste kaster den sig i Flugten om paa Ryggen for med Kløerne at værge sig mod sine Forfølgere; men lidt efter lidt trættes den, Angsten afpresser den høie Klageskrig, og endelig lykkes det ved et heldigt Angreb en af Falkene at slaae Kløerne i den, hvorpaa de øvrige strax komme til, og alle Fuglene samlede dale til Jorden, hvor Falkonererne ile til for at hindre at Falkene ikke i deres Hidsighed skulle falde over hinanden eller saares af Glenten i dens fortvivlede Dødskamp.
Hyppigere end Glentejagten, som vel neppe nogetsteds udøves i Europa, har til alle Tider den næsten ligesaa afholdte Heirejagt været, og da det navnligen er denne, som i vore Dage atter med en vis Glands er bragt i Udøvelse, vil jeg endnu omtale den med nogle Ord, saa meget mere, som jeg derved kan støtte mig til udførlige Skildringer af denne Jagt fra den nyeste Tid. Man maa sædvanlig først lade Heiren opstøve af Hunde, hvis man ikke har den Fordeel at have et Krat i Nærheden, hvor en større eller mindre Heirekolonie bygger. I dette sidste Tilfælde udsøger man et Sted, der maa ligge mellem Skoven, hvor Heirerne have deres Reder, og de Indvande, hvor de om Dagen søge deres Næring, men som tillige vælges saaledes, at man har Vinden fra den Side, hvor Skoven ligger. Henad Eftermiddagen bære Falkoneersvendene Falkene derhen fastbundne til Falkebaarerne (17) , medens Jagtselskabet til Hest begiver sig ud til Samlingspladsen. Naar Alt er i orden fjerner en af Falkonererne sig fra de øvrige og posterer sig paa det Strøg, heirerne paa passere, naar de efter at have mættet sig vende tilbage til deres Standquarteer; saasnart han der seer en Heire komme flyvende, stiger han af Hesten, vender denne med Hovedet mod den Egn, hvorfra Heiren kommer, og giver dermed det øvrige Selskab Tegnet til at ile til for at begynde Jagten. De tvende Falkonerer, hvis Falke ere bestemte til at flyve, lade først Heiren passere dem og faae et Forspring af et Par hundrede Skridt, inden de tage Hætten af deres Fugle og kaste dem hver til sin Side; skjøndt Falkene i Begyndelsen ikkun flyve ganske lavt langs med Jorden og i en anden Retning end Heiren, ahner denne dog strax, at det er den, det gjælder; for at gjøre sig lettere udspyer den de Fisk, hvormed den har fyldt sin Kro, og iler nu med fordobblet Kraft at naae sig Tilflugtsted, Skoven. Imidlertid løfte Falkene sig høiere i Luften, og Heiren, som snart mærker, at den vil blive indhentet paa den lige Vei, søger nu at frelse sig ved at stige tilveirs; dette formaaer den imidlertid kun at gjøre for Vinden, og da man har posteret sig saaledes, at den har denne imod sig, maa den atter gjøre omkring og taber saaledes det Forspring, man havde ladet den faae. Alle tre Fugle, som man i Førstningen skulde troe vilde flyve hver sin Vei, nærme sig nu med stor Hurtighed hinanden; saasnart en af Falkene er steget høiere end Heiren, slaaer den ned efter den; mislykkes Stødet, gjør ogsaa den anden Falk sig Angreb, og de vedblive der paa vexelviis at anfalde Heiren, som under høie og ængstelige Skrig søger at vildlede sine Forfølgere ved evindelige Vendinger og Kuldbøtter i Luften og speidende bøier Hovedet om paa Ryggen, men derimod ikke i Flugten prøver at forsvare sig med sig lange spidse Næb, skjøndt det rigtignok ofte feilagtigen skildres saaledes. Endelig lykkes det en af Falkene at faae Heiren fat, dens kammerat følger strax dens Exempel, og alle 3 Fugle synke til Jorden, medens Falkonererne ile til over Stok og Steen for strax at være ved Haanden. Naar Heiren er nær ved Jorden, pleier den ene Falk sædvanlig at give Slip, og lokkes derpaa strax af en af Falkonererne med en levende Due; ogsaa den anden Falk slipper undertiden Heiren, dog kun for atter at slaae Kløerne i den, naar den ligger paa Jorden, og Falkoneren maa nu hurtig komme den til Hjælp; thi Heiren, som under Flugten ikke fandt paa at bruge sit Næb, forsvarer sig paa Jorden som rasende med det og kan let saare Falken. Efter at have gjort Heiren uskadelig satter han Hætten paa Falken og giver den en Due, som den faaer Lov at sønderrive ovenpaa sin overvundne Modstander. Er Heiren farlig saaret, dræbes den; men det er langtfra stedse, at den saa dyrt maa betale sit Nederlag; Falkene have hyppigen ikke gjort den synderlig Skade med deres afstumpede Kløer; den er mere sunket til Jorden af Skræk og Mathed, end fordi den havde lidt synderlig Overlast, og i slige Tilfælde enten gjemmer man den for at benytte den ved Afrettelsen af nye Falke, eller man gjengiver den Friheden efter at have fasten en lille Blikplade til dens ene Fod, og det hændes undertiden, at man fanger Heirer, der bære et eller flere af disse Tegn om Foden. Det er dog ikke stedse, at Jagten faaer et saadant heldigt Udfald; ofte lykkes det Heiren at undslippe, og ikke sjeldent komme Falkene under Forfølgelsen paa Afveie og vende ikke tilbage, især naar det blæser stærkt, og naar Heiren hæver sig til en meget stor Høide; ja dette Tilfælde indtræffer endog saa tidt, at man i en Jagttid af henved et Par Maaneder kan miste en Fjerdedeel af Falkene.
Jagten efter det øvrige Fuglevildt frembyder mindre Interesse; jeg skal derfor lade det beroe ved det flygtige Omrids af Falkejagten, jeg allerede har prøvet af udkaste; skulde den derefter ikke svare til Deres Forventning, og ikke synes Dem at fortjene den Yndest, den i saa høi Grad har nydt, vil jeg bede Dem erindre, at der er mange Tillokkelser ved den, som det gaaer ud over mine Kræfter at skildre; at det flygtige Ridt, den vexlende Egn, hvorigennem Jagten gaaer, den brogede Vrimmel af de forsamlede Mennesker, den Luxus endelig, der i mange Retninger derved stilles til Skue, i Forening bidrage til at spænde Interessen og forhøje Nydelsen.
Noter:
- Til nærværende Fremstilling er, blandt andre Kilder, navnlig benyttet det store værk af H. Schlegel og Verster von Wulverhorst: Traité de la fauconnerie, Leide 1845-1853 fol., til hvilket jeg selv efter den ene af Forfatternes Opfordring har meddeelt adskillige Data angaaende Falkejagten og Falkefangsten i Danmark og det øvrige Norden. Jeg omtaler denne sidste Omstændighed her for at gribe Lejligheden til at tilføje en Oplysning, som jeg troer at skylde mig selv. Næsten alle de Efterretninger, Rentekammers Archiv, hvilket det i 1843 velvilligen tillodes mig at benytte i dette Øiemed, vil man nemlig ogsaa finde i afdøde Justitsraad P. V. Jacobsens fortjenstlige Afhandling: Bidrag til en Skildring af Falkevæsenet førhen, navnlig i Danmark. Kbhvn. 1848 (Nyt histor. Tidskrift, 2det bind.) Da nu denne Afhandling er udkommet førend den Deel af det store i Holland udgivne Værk, der indeholder Falkejagtens Historie i Norden, kunde der maaske opstaae den Mistanke, at de Oplysninger, jeg har skaffet Dr. Schlegel, og for hvilke han udtrykkelig nævner mig som sin Hjemmelsmand, maaskee ikke ere andet end et simpelt Plagiat af Jacobsens Afhandling, der er forbleven de hollanske Forfattere aldeles ubekjendt. Heldigviis kan imidlertid allered den Omstændighed, at jeg havde meddeelt Schlegel Viærkerne og Signaturerne paa de benyttede Archiv-Dokumenter, og at han overalt har anført disse Viærker i Noter under sin Text, let overbevise Tvivlerne om, at jeg selvstændig maa have benyttet det omtalte Archiv og ikke kan være gaaet tillaans hos Jacobsen, saasom denne intetsteds citerer de enkelte Dokument-Bakkers Mærker, men kun anfører selve Archivet i Almindelighed som Kilde. Naar dette først er givet, vil man vel ikke have videre imod at antage min iøvrigt saare let beviislige Forsikkring, at jeg allerede i 1843, altsaa 5 Aar førend Jacobsen udgav sit Arbeide, havde tilsendt Schlegel alle de Optegnelser, han har modtaget fra mig, hvortil jeg endnu kan føie den yderligere Oplysning, at jeg ikke før ifjor lærte hiins Afhandling at kjende.
- Man maa imidlertid derved ikke forglemme, at Smagen ogsaa i den Henseende har forandret sig i Tidernes Løb; mange Spiser, som Ingen nu vilde falde paa at nyde, vare i Middelaldren høit anseete; og Heirer navnlig bleve dengang hyppig fremsatte selv paa Fyrsternes bord.
- At afrette den til Fiskefangst vilde neppe have nogen særdeles Vanskelighed, og det synes endog, at den tidligere har været anvendt dertil i England; idetmindste har man en Forordning fra Wilhelm den Tredies og Dronning Marias Tid, som forbyder paa en vis Aastid at fange Lax ved Hjælp af "hawks", racks, guns &c., og disse "Høge" have vitterlig ikke kunnet være andet end netop Fiskeærne.
- De kunne kortelig charakteriseres som Høge, hvis Fodrod er fjerklædt som Landørnenes.
- Disse Navne ere ligesom flere af de andre Falkevæsenet vedkommende Betegnelser, der ville forekomme senere, ikkun en ligefrem Oversættelse af Kunstordene i andre Sprog, og det er paa ingen Maade min Mening, at det stedse netop skulde være dem, som forhen have været i Brug dengang man endnu drev Falkejagten her i Landet; det synes, at Falkonererne hos os navnlig have hjulpet sig med mere eller mindre forqvaklede fremmede Ord og forsaavidt der tillige har existeret et lille Forraad af virkelig danske, Falkevæsenet tilhørende Benævnelser, ere disse vistnok for største Delen i Tidens Løb forsvundne af Sproget.
- Kun hvis Fuglen sidder ganske frit paa en fremspringende Green ere de maaskee istand dertil, men isaafald er Forholdet i det Væsentlige for Falkens Vedkommende ogsaa det Samme, som om hiin fløi.
- Selv de afretted Falke ere udsatte for slig Fare ved Harejagten; i en i det forrige Rentekammers Archiv opbevaret Indberetning uden Underskrift, men formodenlig skrevet af den kongelige Falkoneermester Verhagen, meldes saaledes, at en af Falkoneriets islandske Falke slog sig ihjel d. 1ste Marts 1736 ved at støde paa en Hare "und zwar Knall und Fall den selbigen Augenblick".
- I deres unge Alder kunne disse Racer neppe skjelnes fra hinanden og det er først hos de ældre Fugle, at Forskjellen viser sig; hos den førstnævnte bliver den hvide Farve i den Grad fremherskende med Alderen, at der endelig kun blive nogle mørke Draabepletter tilbage paa Ryggen, og at selv Næbbet antager en guulagtig-hvid Farve; hos den anden Race beholder Næbbet stedse sin mørke Hornfarve, Ryggenes Fjer faae kun smalle hvide Rande og Tverpletter og selv paa Brystet svinde de mørke Pletter ikke ganske. Trods denne Forskjel i Farven skjelne Falkonererne dog ikke (saaledes som Ornithologerne) mellem disse tvende Racer, men sammenfatte dem begge under det fælles Navn Islænder eller Hvidfalk. Anderledes forholder det sig med den sidste Race, der er den mørkeste og sædvanlig den mindste af dem alle; denne have de nemlig stedse skjelnet som en fra deres Islænder forskjellig Fugl; mendet er maaskee et Spørgsmaal, om de ikke i saa Henseende vej saa meget ledes af Farveforskjellen. Skarpe Grænser synes der ikke at gives mellem nogen af de tre Racer, og Ornithologerne have med Hensyn til deres indbyrdes Forhold og systematiske Værdie næsten fremsat ligesaa mange forskjellige Anskuelser, som der er Sammenstillinger mulige, uden at noget sikkert Resultat endnu er vundet.
- Sakerfalken, saaledes faldt efter Falkens tyrkiske Navn Ischakir, har hjemme i det østlige Europa og en stor Deel af Centralasien; den ligner endeel den unge Gierfalk, men er noget mindre og udmærker sig frem for alle de andre Arter ved kun at undergaae en forholdsviis ubetydelig Farveforandring med Alderen. Den anvendtes sjeldnere i Europa, men er derimod den almindeligste Jagtfalk i en stor Deel af Asien.
- Denne Art, som tilhører en Deel af Landende omkring Middelhavet, skattedes i Middelaldren høit for sin Skjønhed og fordi den taalte Fangenskabet saa godt, at den undertiden kunde bruges i 18 til 20 Aar; paa den anden Side er den mindre modig og mere ond end de forannævnte Arter og ikke fuldt saa stor som disse. Senere gik den næsten ganske i Forglemmelse; dens Navn overførtes af Ornithologerne med Urette paa Sakerfalken, og først i den nyeste Tid er den saa at sige blevet opdaget paany. Den udmærker sig især ved Hovedets og Nakkens brunrøde Farve og deler sig i to Racer, der synes at staae i et omtrentlig lignende Forhold til hinanden som Hvidfalkens Racer, og af hvilke den mindre reentfarvede er Falkonerernes Tuneserfalk eller Alphanet, som nogle Ornithologer give navnet Falco barbarus.
- Nær beslægtet med Lærkefalken, dog endnu mere langvinget, er en i Syd-Europa forekommende Art, som de gamle Falkonerer kalde Tagarot (Falco Eleonorar Gené), men som kun blev meget lidt brugt.
- Hos Steenfalken rager Halen atter et godt Stykke nedenfor Vingerne, og de tvende Kjøn ere betydelig forskjelliige i Farve, tvertimod hvad der ellers er Regel hos &Aelig;delfalkene.
- Man har tidligere ogsaa prøvet at borttage &Aelig;ggene og lade dem udruge af Huusfugle, men de paa denne Maade udklækkede Falke vare kun lidet tjenlige, og denne Maade blev snart aldeles forkastet.
- Denne Anvendelse af Fuglen er det, som har givet Anledning til Navnet excubitor: Varsler eller Skildvagt, som man i Ornithologien har givet den.
- Naar derfor Naturforskeren Pallas anfører det som et Exempel paa Catharina den Andens milde Sind, at de smaa Steenfalke, som vare den Slags Falke hun fortrindsviis benyttede, bleve slupne løs om Efteraaret, er det maaskee et Spørgsmaal om hans Tydning er den rette, den store Keiserindes Vildhed forresten upaatalt.
- Herved forstaaes tvende Metalringe, der ere saaledes forbundne, at den ene kan dreie sig omkring en fra den anden udgaaende Tap.
- Fiirkantede Trærammer, som Falkoneersvendene bære hængende i Seler over Skuldrene, saaledes at de selv gaae i Midten af Rammen.
BORCH'S FALCONRY - english