Historie

De første mennesker i Grønland

Man mener at inuiterne sammen med indianernes forfædre er indvandret til Amerika fra Asien over en landbro, der for 20.-30.000 år siden forbandt Asien og Amerika. På begge sider af det nuværende Beringshav og gennem flere tusinder år udvikledes inuiternes kultur. Palæoeskimoerne gjorde store vandringer mod øst langs de arktiske kyster, og det førte dem til Grønland.

Independence I og II. Omkring 2.500 f.kr. levede et nomadefolk. De var jægere og deres vigtigste fangstdyr var moskusoksen. Disse jægerfolk har gennem generationer klaret sig i mere end 500 år indtil en klimaændring, der lagde kysterne øde. Omkring 1000 f.kr. kom et nyt folk ind fra vest, der levede som deres forgængere indtil 700.f.kr. Disse to folk kaldes i dag Independence I og II.

Sarqaq-folket. Dette folk levede samtidigt med Independence-folket og vandrede ned langs vestkysten. I løbet af de tusind år de var i landet tilpassede de sig, og fund af padleårer tyder på at de har haft skindbåde. De kreerede også en slags tranlampe.

Dorset-folket vandrede ind i landet omkring år 500 f.kr. og slog sig ned på Sarqaqs folkets efterladte bopladser. Denne kultur bar præg af at være en inuitkultur, da de brugte ulo´er (kvindeknive), sneknive og harpuner. Fundet af sneknive fortæller, at de formentlig var de første mennesker, der byggede snehuse. I denne kultur havde de redskaber af jern, som de skaffede sig fra nedfaldne meteorsten. Renen og hvalrossen var vigtige fangstdyr for dem.

Omkring år 800 indvandrede et nyt folk; Dorset II, som efter sigende har dannet grundlag for sagnene, for det er nok dem kystinuiterne har mødt i Canada og Grønland og levet sammen med.

Nordboerne

Nordboerne kommer til Grønland. Island havde været en norsk koloni i ca. 100 år, da Einkr Raudi blev landsforvist i 982. Istedet for at drage mod øst til Europa, kom han i vest til fjorde ved Julianehåb. Han var betaget af de frodige græsgange og kaldte derfor landet Grønland. Der kom flere og flere nordboer til landet, og her var de i ca. 500 år. Nordboerne levede af landbrug og sejlede kreaturer til Grønland.

Einkr´s søn bragte til sin fars store vrede kristendommen med til Grønland.

I middelalderen skabte de norske konger et storrige i nordatlanten. Det gjorde de ved brug af militær, økonomisk pression og kirken. I 1200-tallet skulle Grønland være en del af dette rige. Da Norge omkring 1361 fik fælles konge med Danmark fulgte Atlanterhavsøerne med ind i den fælles rigsdannelse.

Fra år 1400 var Grønland på papiret under den fælles konge i Danmark. Men i de efterfølgende 200 år var der ingen forbindelse mellem Grønland og riget. En klimaændring i Norge skabte hungersnød. Nordboerne i Grønland kunne ikke klare sig uden de tilrejsende skibe. Nordboerne forsvandt og præcis hvad årsagen til det var vides ikke med sikkerhed. Men europæiske sørøvere, larveangreb på deres afgrøder og kampe med inuiterne kan være mulige årsager. Det kan også tænkes, at de har giftet sig med inuiterne og levet af deres sælfangst.

Thulefolket

Efter 1700 opstod en fastboende befolkning omkring Thule. 200 år senere har Inugsuk-inuiterne befolket det meste af Grønlands kyster. Man taler om at Grønland igen opdages af europæerne, men det må jo være disse Thule-beboerne som først opdagede landet.

Omkring år 1600 tog især englændere, hollændere og baskere til Svalbard, så de kunne skaffe spæk til deres lamper. Da det med tiden tyndede ud med hvaler ved Svalbard tog de til Grønland. Grønlænderne fik tøj, redskaber, glasperler, fajance og likør i bytte. Likøren gjorde inuiterne berusede og hvalfangerne muntrede sig med deres koner, og herved skete en blodsblanding længe før danskerne nogensinde nåede landet.

Hans Egede

I 1721 kom missionæren Hans Egede til Grønland med sin familie. Han havde troet, at det var nordboerne, han skulle op og møde. Men de var ikke længere at finde i landet. Det blev en hård tid for missionæren, idet der udbrud sygdom ved hans koloni i Godthåb/Nuuk. Grønlænderne flygtede fra byen, og så intet godt i den religion, de fik tilbudt. Hans Egede fik 2000 rdl. årligt efter 1733 til sit missionsarbejde. Men en koppeepedemi kom til at koste omkring 90% af befolkningen livet. Hans Egedes egen kone døde deraf.

Hans Egede var både agtet og æret i Grønland og udenfor. Men han beskyldes også for at have manglet sansen for inuiternes værdier og for anvendelse af tvang og trusler. Her skal det påmindes, at i Danmark var det i 1733 strafbart ikke at gå i kirke.

Kolonisationstiden

En jysk handelsmand og godsejer, Jacob Severin indvilgede i 1734 i at overtage handlen og anlæggende i Grønland. Men p.gr.a. konkurrence med hvalfangere og hyppige forlis magtede han det ikke længere i 1750. Det almindelige Handelskompagni trådte til. Det statslige selskab KGH blev senere dannet og virkede indtil 1987.

Hernhutterne, tre tyske fætre forsøgte ligesom Hans Egede at missionere. Hos dem var det ikke lærdom og teologi det drejede sig om, men personlig tro og fromhed. De fik døbt flere hundrede, og klarede sig bedre en den danske mission. Egedes efterfølger var raget uklar med befolkningen, da de indirekte havde opfordet til at dræbe en angakok.

I kolonitiden var talrige børn af danske fædre, og disse børn stod med et ben i hvert af de to samfund og kunne ikke finde sig til rette. Man indførte da en lov, der gjorde at de danske mænd ikke måtte indgå ægteskaber med grønlændere. Instruksen betød også at handelsmændene skulle bahandle grønlænderne ordentligt, således blev det forbudt at give dem øl og brændevin.

Det løste imidlertid ikke alkohol-problemet, for grønlænderne handlede istedet med englandske fangere.

Krigen med England

Omkring 1807 var Danmark i krig med England, og dette betød at færre danske handelsskibe anløb havnene i Grønland. Grønlænderne handlede med englænderne, men måtte alligevel til at klare sig selv. De manglede våben og redskaber, og det medførte en folkevandring fra syd mod nord.

Nogle år senere i 1814 måtte Danmark afstå Norge til Sverige. I fredstraktaten fra Kiel samme år stod, at de gamle norske bilande, Island, Færøerne og Grønland forblev hos Danmark. Svenskerne var ikke interesseret i disse øer, og Norge blev ikke spurgt.

Krigen satte Grønland årtier tilbage i dets udvikling. Befolkningen var fattig, og missionærerne mistede deres autoritet. Danmark var kommet i dyb gæld. Der fandtes ingen love i Grønland, kun over for alvorlige forbrydelser greb myndighederne ind. Grønlands eget retssystem baseret på stridssange, og angakokkens myndighed var gået i opløsning.

Monopol eller frihandel.

Grønland ønskede at blive civiliseret og ville dette gennem frihandel. Pengene ved frihandel skulle forbedre oplysningen, sundheden, boligerne m.m. KGH´s direktør Gedde mente dog, at frihandel for Grønland kunne være skadeligt, hvis grønlænderne blev udnyttet. I frygt for udnyttelse ønskede Grønland ikke monopolet ophævet. KGH´s overskud skulle bruges til at forbedre vilkårene for grønlænderne, men bagtankerne var at en civiliseret befolking kunne stimulere økonomien. Gav man grønlænderne kul kunne man spare på spæk, som handelen tjente godt på.

Forstanderskab.

I 1846 fik man oprettet forstanderskaber, således at en del af fangernes indtægter skulle gå til forstanderskabet. Sammensætmningen af fangere og embedsmænd skulle skabe et samarbejde. Herefter fulgte underernæring, tuberkulose og epidemier. Der var færre fangstdyr, og forbruget af dansk proviant erstattede grønlandsk kost. Efterhånden som naturalieøkonomien afløstes af pengeøkonomi, blev hustandene mindre.

De knap 1000 fangere skulle forsørge 8-9000 andre landsmænd, men også hele den danske administration og besejling herunder de mange ansatte i Danmark. Staten beregnede stadig forrentning af den investerede kapital hvert år, selv om den var tilbagebetalt. Grønland blev fortsat plukket af folkestyret.

Det første landsråd. (1900-1925)

Kommuneråd og landsråd oprettedes omkring 1908. Kommunerådene skulle tage stilling til lokale og sociale almennyttige spørgsmål og administrerer den sociale tildeling. I landsrådene var inspektørerne formænd, mens medlemmerne blev valgt fra kommunerådene. Landsrådene samledes én gang om året, så formænd fra flere distrikter holdt møder.

Fra fangst til fiskeri (1925-1935)

I 1920'erne var der i Sydgrønland mangel på sæler, men der var istedet mange torsk. Man påbegyndte fiskerierhvervet, hvilket på mange måder brød med de tidligere traditioner. Tidligere var det ikke fint at være fisker, for det var storfangerne der blev respekteret. Fiskeriet gjorde pengene uundværlige for grønlænderne. Ved sælfangst havde de kunne opretholde naturalieøkonomien, idet sælen både gav mad, tøj, lys, varme, transportmidler og telte. Fiskerne måtte istedet sælge sin fangst og købe alt dette.

2. verdenskrig (1939-45)

I 1939 blev der sejlet forsyninger til Grønland, som skulle være nok til to års forbrug. Da Danmark under besættelsen ikke kunne levere varer til Grønland, tog landsfogederne i Grønland kontakt med den danske ambassadør i USA. USA fik i 1941 lov af den danske regering til at oprette militærbaser i Thule. Senere har det vist sig at inuiter fra Thuleområdet blev tvangsforflyttet.

Der blev i Nordøstgrønland dannet en militærpatrulje, Sirius, som skulle afpatruljere det store nordøstgrønlandske kystområde og opretholde vejrstationer.

Under krigen havde Grønland en god økonomi fra udvinding af kryolit og torskefiskeriet. Også sælfangst og fåreavl gav et godt udbytte. Forbruget steg da grønlænderne gennem amerikanske kataloger kunne bestille varer fra et kæmpe sortiment.

Alt i alt havde grønlænderne en øget fremdrift og større velstand end tidligere.

Efterkrigstiden

Efter krigen havde grønlænderne et ønske om at stå på egne ben. De ønskede ikke længere at være et reservat for primitive naturfolk. Men tanken om selvstændighed var ikke ligetil. Det nye erhverv, fiskeriet, krævede store industrianlæg, bedre havneforhold og værksteder. Befolkningsvæksten betød også, at der måtte skabes flere erhverv og bedre uddannelsessystemer.

På baggrund af dette lavede man 1946-betænkningen, hvori det blev muligt for landsrådet i Grønland at sammensætte et stående udvalg, der kunne være tilrådighed for eventuelle forhandlinger. Kvinderne fik også valgret og valgbarhed. Resultatet af denne forhandling var ringe, idet den grønlandske deligation ønskede fortsættelse af krigens centrale styre, sammenlægning af landsrådene til ét, større beføjelser til Landsrådet, ligestilling mellem grønlændere og danskere og ophævelse af monopolet. Styrelsen slog på, at Grønland endnu ikke var klar til at ophæve monopolet og få fri forbindelse med den omkringliggende verden. Med hensyn til spørgsmålet om ét landsråd, mente styrelse, at der var en frygt for at Godthåb ville dominere.

Danmark var bange for helt at miste Grønland, og der var en stor vilje om at hjælpe landet økonomisk.

Efter krigen krævede FN, at kolonimagterne skulle aflægge rapport om hvorledes de administrerede kolonierne. Det skulle også af rapporterne fremgå, at man hjalp kolonierne med at opnå selvstændighed. Dette er én af grundene til, at Danmark ønskede Grønlands kolonistatus ændret. Andre grunde er, at jyske fiskere gerne ville fiske i de grønlandske farvande, og at man ville forsøge sig med udvinding af mineraler. Alt dette krævede monopolets ophævelse.

Den 5. august 1948 skulle grønlænderne stemme om monopolets ophævelse. De havde haft én dags betænkningstid. De stemte ja, og inden længe udarbejdede en kommission på 16 medlemmer en lov, der kaldes nyordningen i Grønland. Hovedformålet var at udvikle Grønland hurtigt, økonomisk, socialt og kulturelt. Nogle af bestemmelserne var følgende:

1) Befolkningen skulle så vidt muligt koncentreres, hvor en moderne service kunne ydes.

2) De to landsråd blev til ét og med en landshøvding som formand for landsrådet. Landsrådets stemme skulle høres ved al lovgivning om Grønland, og rådet skulle bestemme mere over økonomiske aspekter.

3) Der indførtes et fælles retssystem for danskere og grønlændere, og der indførtes politi i de større byer

4) Skolen skiltes fra kirken, dansksprogede klasser oprettes og en mere målsigtet undervisning blev indført

5) Der byggedes nye nye sygehuse

6) Det planlagdes at bygge nye boliger

7) KGH fortsatte sin virksomhed stadig med en del monopol. Der dannedes GTO (Grønlands Tekninske Organisation), hvilket betød at det var danskere, der stod for udbygningsprocessen.

1950’ erne

I de næste år skete store folkevandringer fra de små bygder. Levestandarden højnedes. Og Augo Lynge, der på det tidspunkt var en førende politiker i Grønland, talte for at Grønland stadig tilhørte moderlandet, men han ønskede større ligestilling mellem landene. Det medførte at Grønland i 1953 kom under den danske grundlov, og derved var Grønland ikke længere en koloni. Rent politisk betød grundloven, at landet fik to mandater i folketinget. Der var i slutningen af 1950’erne en debat om ligestilling, der omhandlede grøndlændernes ret til ligeløn med danskerne. Der blev udgivet en betænkning, der betød, at grønlændere, der fra deres fyldte 8. år havde opholdt sig uden for Grønland i 10 år kunne få samme løn som danskerne på Grønland. Dette var det samme som at sige, at ligestilling lønmæssigt ikke kunne blive realiseret.

I disse år oplevede Grønland et kæmpe boom i børnefødsler, og det krævede flere institutioner, flere boliger og arbejdskraft udefra. Mange danske mænd der arbejdede i Grønland fik børn med grønlændere, og langt de fleste efterlod kvinden og barnet og rejste hjem til Danmark. Der kom også et udbredt problem med kønssygdomme.

Alkohol blev nu muligt at købe for penge, hvilket skabte store sociale problemer såsom: vold, kriminalitet, ødelagte familier, ustabil arbejdskraft og mange dødsfald.

G60 (Grønlandsudvalget af 1960)

Grønlænderne ønskede ligestilling lønmæssigt, og der skete også nogle lønmæssige forbedringer, idet ufaglærte fik ganske pæne lønforhøjelser. Men nu indførtes i stedet for hjemstavnskriteriet eller "10-års-reglen", en regel om Fødestedskriterie. For at dette kriterie ikke skulle falde ind under racisme, skriver udvalget at regelen rammer alle, der er født i Grønland både danskere og grønlændere. Men dette kriterium fik stor betydning for eftertiden. Grønlænderne begyndte at stille spørgsmålstegn ved, hvem de egentlig var. Grundloven fortalte dem, at de var danskere, men efter G60-udvalgets betænkning med fødestedskriterium blev de ikke ligestillet med danskerne.

I 1960’erne ændredes byerne lynhurtigt mod mere europæiske bysamfund. De mange udsendte danskere dominerede på alle ledende poster. Grønlænderne følte i stigende grad, at de blot var tilskuer. Stadigvæk var speritusforbruget stort blandt grønlænderne ,og de førnævnte sociale problemer florerede stadigvæk.

Der opblomstrede blandt de unge grønlændere, især dem der havde været på uddannelse i Danmark, en søgen efter egen identitet. De indså at de i højere grad måtte tage ansvaret for deres egen skæbne. Der blev udviklet en kontakt med de andre inuitsamfund, fordi man derigennem kunne dyrke identiteten. Modstanden mod koncentrationspolitikken steg, fordi den udryddede fangersamfundene. Blandt hovedfigurerne i den nye politik var Moses Olsen, Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen.

Optakt til hjemmestyre

I 1971 var der både valg til folketinget og landsrådet. Jonathan Motzfelt og Lars Emil Johansen overtog posterne som formand og næstformand. Moses Olsen blev repræsenteret i folketinget. I 1972 da Danmark skulle stemme om EF-samarbejdet, da stemte 71 % af de deltagende vælgere i Grønland nej. Derfor blev Jonathan Motzfeldt ønske om hjemmestyre vedtaget et par uger efter afstemningen. På langt de fleste områder enedes Danmark og Grønland. Men med hensyn til udvinding af mineraler, har Danmark stadig ejendomsret og eventuelle indtægter derved, bliver delt halvt mellem de to lande.

Hjemmestyreordningen

I 1979 trådte hjemmestyreloven i kraft. Befolkningen kan nu vælge et landsting, som igen vælger et landstyre, en slags regering, der skal styre landet efter de love landstinget vedtager. Landsstyret skulle selv tage ansvaret for skolevæsnet, socialvæsnet og erhvervene. Andre områder skulle styres i fællesskab med den danske regering eksempelvis forsvar, udenrigspolitik og domstole. Hjemmestyret modtager derefter bloktilskud fra Danmark.

I 1989 blev det gamle KGH til KNI og GTO blev NUNATEQ. NUNATEQ tjener på el og varme for at betale det store underskud på byggetjensten. Både KNI og Grønlandsfly skal betjene hele samfundet og også her må de tjene, så de også kan finansiere, de områder der giver underskud. Idet anlæg og produktionsmidler blev overgivet til hjemmestyret som ejendom, skabtes monopoler, hvilket gør at producenten kan hæve prisen, hvis det er nødvendigt. Men i opstarten krævede det administrativt personale fra Danmark.
Fiskeriet af rejer og torsk har betydet en stigning i eksportindtægterne. Mineraludvinding har også haft betydning for landets økonomi.

Fødselskriteriet fjernes i 1990, så lovgrundlaget for forskelsbehandlinger mellem danske og grønlændske embedsmænd forsvandt. (Litt. 10+12)

Hertil sidst i den historiske redegørelser kan det konkluderes, at det grønlandske samfund har været præget af store omvæltninger, hvilket har skabt sociale, kulturelle og psykiske problemer hos mange.

Denne beskrivelse af grønlands historie er sporadisk, men skulle kunne give et indblik i, den måde hvorpå Grønland har gennemlevet de mange svære tider. De nyeste tiltag, der finder sted på Grønland, kan læses i Nyheder.