Historien om Salukien må begynde med: "En gang for længe siden", og denne historie må stykkes sammen af spredte stumper fra mange kilder igennem tiderne. For at spore Salukiens historie,må fantasien rejse til de store, mystiske ørkenlande,som dækker steder med begravede byer og tørlagte floder. Derefter må man forstille sig forgangne civilisationers storhed og pragt,nu efterladt til jægerne og de store hydestammer.Den specielle værdi og betydning, består i de store nomadestammers uforandrede levevis, uden hensyn til ændringerne i den omkringliggende verden. Denne smukke race, avlet til fuldkommenhed og brugt til det samme arbejde århundrede efter århundrede, er forblevet uforandret. For at bibeholde den høje standart af effektivitet i dens arbejde, er den omsorgsfuldt blevet "stamtavleopdrættet", og som araberne siger om deres uvurderlige heste: "Er ikke disse arven fra vore fædre, og skal ikke vi dem til vore sønner testamentere ? ". Det må fastslås at araberne kan den svære kunst at opdrætte, bevist igennem den arabiske hests indflydelse.

Salukis er opdrættet af næsten alle de store stammer og deres overhoveder: Sheikerne, omsorgsfuldt vogtede på den værdifulde arv som er overladt dem. Berømte hunde er velkendte over hele ørkenen, stamtavler bliver lært udenad, sunget og nedarvet ved hjælp af mundtlig overleveringer fra generation til generation. Nogle stammer er stolte over, at kunne fremvise deres Salukis stamtavle nedskrevet på pergament, dateret tusinde af år tilbage. Deres jagthund: Salukien eller Gazelle-hund (ofte også kaldet Slugi), viser alle tegn på omhyggelig avl, og har de manere man ville forvente af en hund, som længe har vænnet sig til samarbejde med mennesker, af hvem den er blevet højt værdsat. En bastard eller "Lugi" ses sjældent i ørkenen, - som beduinerne siger: "de er unyttige dyr, hverken gode til jagt eller vogtning af hjorden". Når man tænker på hvor meget Muhamedanerne foragter almindelige hunde, som de betegner som urene, kan det synes mærkelig, at de skulle hædre for ikke at sige forgude Salukien. Med efter deres mening er Salukien en mynde - klart forskellig fra andre hunde (Kelb) og det skulle forklare alting ! En Saluki bliver omtalt som "El Hor" - Den ædle, og er bevilliget alle privileger, selv tilladelsen til at være i Sheikernes telte, mens hyrdehunde og vagthunde ikke må komme indefor lejren. I Sahara er Salukien betegnet " Barake " eller " Specielt velsignet ". Denne titel tildeles også Sheikerne som leder jagten.

I Østen bliver en Saluki aldrig solgt, men kun skænket som et tegn på agtelse, til en ven eller æret gæst. Salukihvalpe bliver omsorgsfuldt plejet og tit givet i kvindernes varetægt og ved flytning af lejren, bliver Salukierne placeret på kamelerne, sammen med børn og bagage, så ikke det brændende sand skal ødelægge deres poter. Børnene hjælper ofte til med den tidlige træning af hundene, ved at kaste kødstykker de skal hente og når de er 6 mdr. jager de rotter og springmus, derefter harer og til sidst gazeller. Hvis Salukien ikke har reageret på træningen ved 2 års alderen, vil den aldrig blive noget værd. Nogle jægere foretrækker tæver fremfor hanner, på grund af dens mere føjelige og lærevillig temperament og i lejren bliver de værdifulde Salukier omhyggeligt beskyttet. En vagt har opsyn med hundene, og sover også i teltet, af frygt for at hundene skulle blive stjålet. Det er velkendt, at de rigtige Beduiner som lever af at avle heste og kameler, er de største opdrættere i verden og deres værdsættelse af aner og afstamning, hurtighed og udholdenhed, samt at kunne stole på deres hunde, er en af kodeordene og stoltheden i deres tilværelse. Salukis bliver omhyggeligt trænet lige fra hvalpealderen. Med deres stærke instinkter for jagt, lærer de hurtigt deres pligter ja faktisk er det oftes nok at tage dem ud sammen med er veltrænet hund, de vil så lære deres job ved at iagttage.

Salukis bliver normalt brugt til jagt på hare, ræv og andre ørkendyr. Det bliver sagt at de " løber en ørkenhare op, på bare et øjeblik " men farvoritsporten er " den lystige jagt på den sky gazelle ". Gazeller er blandt de hurtigste dyr og deres tophastighed er omkring 72-84 km/t. Salukiens tophastighed er omkring 60-64 km/t så derfor bliver følgende metode brugt: Ved hjælp af disse hundes nedarvede jagtinstinkt og deres træning, forfølger de dyrene og udskiller en gazelle fra den forvirrede flok, derefter løber de det skræmte dyr træt, så de kan nå op på siden af det. Nogle Salukier jager gazellen i en cirkel, og det kan godt ske at drabet sker hvor jagten begyndte.

Salukiens liv, ligesom dens herres, er ikke noget let liv. Alligevel bliver disse mynder prist for deres jagtegenskaber, for i de endeløse ørkener afhænger ejernes liv af deres Salukier, for at skaffe føde. I et arabisk manuskript bliver Salukien hentydet til " som min slagter , han gør mig uafhængig af forretninger og salgsmand ". Man har set Salukis løber i et så ujævnt og hårdt terræn, der ville brække hver knogle i en engelsk Greyhounds krop og i Palæstina jager de på sten, hvor de rejser ørkenvildtet og fanger det i flugten. Det er interessant at se en Saluki i England eller et andet vestligt land, intenst kigger efter flyvende fugle eller flyvemaskiner. Den sport som Salukien er mest berømt for, er falkejagt. I en tidlig alder bliver de trænet til at arbejde sammen på en usædvanlig måde. Jægeren rider ud med falken på hånden, Salukien er i snor, når byttet er i sigte, slippes falken og Salukien, så forfølger jærgeren og hunden byttet, ved at følge fuglens flugt. Når falken slår ned på gazellen, forvirrer den dyret, og så er det Salukiens job, at løbe frem og holde det uheldige offer, til rytteren kommer og dræber det på den ortodokse Muslimske måde. En demonstration på jagt med Salukis, falke og ryttere til hest, udklædt i galladragter, er ofte brugt som underholdning af ærede gæster i Østen. Denne slags sport er af rejsende blevet beskrevet som "en sport uden mening", ridende i fuld fart over hårdt terræn, springer over dybe kløfter, snuble på store sten, med øjnene rettet på den flyvende fugl.

De tidligste glimt af Salukien ses i Ægyptiske optegnelser. Fra den prædynastiske periode omkring 6000-5000 år f.Kr. i tiden før faraonerne, eksisterer der et Salukihoved, udskåret i elfenben og en skifertavle visende tre Salukis der angriber en gazelle. Mellem 2000 og 3000 år f.Kr. ses Salukis igen på en tavle tilhørende den store Farao Antef. Det var ved hjælp af navnet på en af disse hunde " hvid gazelle " - nævnt i Abbot-papyrusrullerne omkring 1000 år senere, at Antef`s gravmæle kunne identificeres. I Beni Hassan, på Usertesen II´s tid, afslørede Knemhetep´s gravmæle et enestående eksempel på Salukiracen. Det måske mest værdsatte stykke, er en fresko fra det vestlige Thebes (omkring 1400 f.Kr.) visende den store leder Rekh-ma-ra, der modtager en procession af gaver fra besejrede lande. Blandt disse er gyldne, røde og hvide Salukis fra ørkenstammerne. I Enesse el Qurnah´s gravmæle, er Salukis portrættere i en realistisk jagtscene. Mumificerede Salukier er blevet fundet i de store kongers gravkamre. Den mest værdifulde omtale af salukier findes i det tidligst eksisterende digt på arabiske, i de såkaldte " Gyldne Oder " .I et af disse vers beskrives " de dresserede, øre-kuperede mynder, med slanke sider, som let nedlægger den spids-hornede hvide antilope ". I 1506 bemærker den store erobrer og navigatør Abuquerque, efter sin erobring af Ormuz i den persiske Golf : " Der er mange som jager med falke, og træner jagtmynder til at assistere falkene i jagten på byttet ".Nogle velkendte arabiske forfattere fra gammel tid, har skrevet digte op prosa arbejder med salukier som tema. I tiden omkring korstogene blev disse østerlandske mynder mode blandt korstogsridderne; de jagede med dem og bragte eks. Med tilbage til Europa, som bevis på deres pilgrimsrejse. I en opgørelse lavet på Henry VIII´s tid, findes et myndehalsbånd med en kammuslingskal. En smuk saluki er vist på et portræt af hertug Henry te Pious of Saxony, med et halsbånd pyntet med pilgrimmenes kendetegn en sølv kammuslingeskal.

Der er mange typer og varianter af racen, hvilket er meget interessant at studere. Den vigtigste opdeling hvormed araberne klassificere Salukierne, er de langhårede kaldet Shamir (Lysian), og de korthårede kaldet Nejdi. I Persien blev salukien kendt som den persiske mynde. Perserne kaldte den Tazi: " araberen ". Disse salukier blev større og kraftigere, med længere hår og opdrætterne fornyede stammen fra den sydlige del. Gazellejagt er favoritsporten, og de persiske kenneler bliver stadig holdt i gang, og opdrættet er kendt viden om. Både kort og langhårede opdrættes. Den nordafrikanske type af salukien bliver af araberne kaldt Mogrebi. De er korthårede og fawnfarvede. Dem med sort maske bliver regnet for de " reneste ".

De næste salukier der blev importeret til England, var et par hvalpe, skænket af Oberst Jennings Bramley til Hon. Florence Amherst i 1897. De var fra Sheiken af Tahawistammen i Saliha-ørkenen, og blev grundlaget for hendes kennel. Omkring samme tid importerede Kap. Allen et par hvide araberhunde fra Kirghiz. Ingen efterkommeres eksisterer i dag fra dette par. Miss Lucy Bethel fra Tadchester importerede derefter en tæve fra Wadi Sirhan ( Syrien ), et distrikt berømt for denne race. Hon. Florence Amherst indså den uvurderlige værdi af racen, og var omhyggelig med ikke at lade den passere igennem for mange hænder, og hun udstillede ofte indtil kennel klubben indså vigtigheden af racen og nødvendigheden i at holde racen ren. Publikum og pressen var også begyndt at blive interesseret, da første verdenskrig brød ud og stoppede alle aktiviteter. Tæt efter krigen gjorde salukien, sig igen bemærket, da flere eksemplarer blev bragt med tilbage af de der vendte hjem fra Irak. Efter forslag fra general og Mrs. Lance, som havde importeret et par, og med hjælp fra Hon. Florence Amherst, blev kennel klubben ansøgt om at registrere racen. Således blev denne pragtfulde race, med en historie der går næsten 7000 år tilbage, registreret som race af den engelske kennel klub i 1922 og i 1924 holdt gazelle hound club dens første udstilling med Mrs. Lance som sekretær og Hon. Florence Amherst som formand. Denne interessante begivenhed samlede de salukier som var blevet importeret eller hjembragt fra østen af Mrs. Armstrong, Major Bentinck og Miss Joan Mitchell.

Efter denne indvielse, var racen repræsenteret på de fleste større udstillinger. Gazelle hound club udarbejdede racens standard, som stort gælder i dag. Men det kunne være interessant at vide hvordan araberne dømmer salukierne : Den første ting de altid kigger efter er brystkassen, denne skal være dyb og stærk. Hovedet : Der skal være to fingers bredde mellem ørene. Der skal være masser af løs hud i kinderne. Ørerne skal være lange og godt behårede, selve ørelappen skal mindst nå ned til mundvigen. Forben : Albuerne skal være svære at presse sammen. Mellemhånden skal være lille og poterne pege fremad i en lille vinkel. Der skal være mindst 3-4 fingers bredde mellem hoftebenene - en dyb hulning mellem disse ben anses for glimrende. Bagben : Hasen skal være meget tydelig, jo laver jo bedre. Bagpoter : De skal være udpræget flade, for at kunne vende hurtig i fart. Halen : Fanen må være god og jævn. Halen skal nå til midt mellem hoftebenene, når den føres ned mellem bagbenene og op langs siden. Generelt : Kroppens hældning skal fra hale til skulderen, give indtryk af hurtighed - bagparten værende højere end skulderen. En hvælvet ryg med synlig rygrad, regner man som tegn på hastighed.

Denne race er meget bundet til hjemmet, og må bringes til at forstå, at den i fremtiden skal bo der, hvis den sendes et nyt sted hen, ellers vil den tro det er dens pligt at vende tilbage til dens tidligere herre. I ørkenen er det kendt at mynder har fundet hjem til deres lejr, efter at have vandret igennem udtørrede områder i 4 dage. Trafikkens farlighed i de civiliserede lande, kan desværre betyde at den aldrig når sit mål, derfor er det vigtig at den nye ejere af en saluki, gør sig alle anstrengelser for at få den til at føle sig hjemme i sit nye tilværelse. Denne race kan, som de fleste andre racer, trænes til ikke at jage husdyr, og kan - når den er trænet - løbe omkring så meget den vil. Salukien er altid parat til at gå en tur, men er også yderst tilfreds med at sidde og filosoferer i et solrigt vindue eller foran karminen, hvis dens herre ønsker at være hjemme. Det er ikke på nogen måde trættende hunde, men er ganske tilfredse med at følge med i deres herres liv. Derfor er de udmærkede alenehunde. De nyder at køre bil og følge med i hvad der forgår omkring dem. De er gode vagthunde og vil aldrig lade nogen komme ind, når de er sat til at passe hjemmet. Disse hunde er hengivne overfor børn, hvis de vokser op sammen med dem og deltager gerne i deres lege. Salukien fremstår yderst graciøs, værdig og forfinet, bygget på linier der behersker hurtighed og udholdenhed. Deres ben er slanke, med gode knogler, og ligesom væddeløbshesten, viser god styrke og kraft. Deres elegance må aldrig glemmes, da den vidner om den specielle styrke, der er så typisk for ørken-fødte dyr, og som samtidig er deres charme og en velsignet gave. Hvis grovhed og massivitet skulle blive mode, ville racens charme forsvinde fuldstændigt. I østen bliver hundenes farve valgt af stammerne, efter det område de skal jage i. Salukiens bevægelser er forskellige fra greyhounden. De er mere spændstige i skridt, og mere " dansende " i trav. Når hunden " slentrer af sted " vil den af og til gå pasgang som en kamel. Disse mynder er begavet med ekstraordinært godt syn. Deres øjne har et skær af mystik som aldrig må " glemmes " af opdrætterne. Disse " ørkenøjne " er en af salukiens største gaver.