Der er langt fra ord til handling.
Vi har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de studerende på Holbæk Seminarium. Vi ønskede vha. spørgeskemaerne at afdække de studerendes holdninger til og engagement i DSR. Langt de fleste adspurgte tilkendegav, at arbejdet i og omkring DSR er vigtigt, men undersøgelsens resultat viser også tydeligt, at der er langt fra ord til handling. Det er kun en lille del af de studerende, der rent faktisk tager del i arbejdet i og omkring DSR. Undersøgelsens resultater viser med al tydelighed, at de studerende på seminariet er et produkt af det samfund, de lever i. Kært barn har mange navne, og det gælder også for det samfund, og den tid vi lever i. Vores samfund har fået hæftet betegnelser som risikosamfund (Ulrich Beck og Anthony Giddens) og hyperkomplekst samfund (Lars Qvortrup) på sig. Mens Lars Dencik har valgt at anvende begrebet postmodernisme om vor tid, benævner Thomas Ziehe den tid, vi lever i, senmoderniteten. Men hvad er noget af det, der i korte træk karakteriserer det senmodernistiske samfund og dets indbyggere?

Vores samfund er karakteriseret ved, at individet er i centrum. I sammenhæng med den individualisering, som præger det senmodernistiske samfund, taler Thomas Ziehe om, at vi er frisat fra traditionen. Før kunne den enkelte støtte sig til de traditioner, som lå inden for familien og samfundet. Den støtte er væk. Man skal selv danne sine egne rammer nu. Det er op til den enkelte at træffe de rette valg. Også valg af værdier og normer.

Lars Dencik mener, at et karakteristikum ved det postmoderne samfund er sekulariseringsprocessen, som medfører en afhelligelse af flere ting. Bl.a. er der i det postmoderne samfund ingen værdier, som er hellige. Lars Dencik påpeger, at sekulariseringsprocessen fremmer nyttetænkning. Også Anthony Giddens peger på dette fænomen, som han omtaler nyttekalkyle. I værste fald kan sekulariseringsprocessen betyde, at den enkelte udelukkende vælger at engagere sig, hvis et givent engagement kan være nyttigt i forbindelse med opnåelsen af egne mål.

I det senmodernistiske samfund er borgernes engagement, også i den offentlige og politiske debat, i høj grad lystbetonet og relateret til enkeltsager, som er af personlig interesse for den enkelte. I stedet for at have fokus på det fællesskabsorienterede har mange af samfundets borgere fokus på det individuelle.

Lars Dencik taler om en generel anonymisering i samfundet, hvilket medfører en opløsning af fællesskaber. Den enkelte borger vælger i stigende grad kun at tage ansvaret for sit eget liv. Dette afspejler sig også på det politiske plan. Der foregår en generel afpolitisering i vores samfund, og det har betydet, at borgeren i forhold til medborgere og politikere sondrer mellem min verden og deres verden.

Også politisk set er der en stadig stigende tendens til, at borgerens fokus er rettet mod et enkelt område, som denne har personlig interesse i. Denne tendens kaldet nichefokus er, sat på spidsen, en trussel mod den tradition, som vi danskere har for vane at fremhæve som et af vort lands største forcer, nemlig traditionen for socialt medansvar over for vore medborgere.

Derudover harmonerer den ovennævnte afpolitisering ikke med det fundament, hvorpå vores demokratiske samfund bygger, nemlig at borgerne via handling kan ændre samfundet. Som nævnt i indledningen viser resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen på seminariet, at de studerende tilsyneladende er et produkt af det samfund, de lever i. Mange af de studerende har valgt ikke at tage del i arbejdet i og omkring DSR, selvom et engagement i DSR betyder mulighed for at blive hørt i forbindelse med beslutninger omhandlende seminariet og dettes studerende.

Det er kun få studerende på seminariet, som tager aktivt del i DSR-arbejdet. Når det forholder sig sådan, kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvor repræsentative DSR-medlemmernes holdninger er, idet de ikke har nogen reel viden om de andre seminariestuderendes holdninger. Er det DSR-medlemmernes pligt at indhente meningstilkendegivelser hos deres medstuderende, eller har vi andre en pligt til at indgå i en dialog med DSR? Undertegnede mener, som DSR-formanden, at DSR skal blive bedre til at gøre opmærksom på dets eksistens, men samtidig bør de studerende på Holbæk Seminarium gøre sig synlige over for medlemmerne af DSR.

Betyder manglen på engagement i arbejdet i og omkring DSR, at de studerende og dermed også denne leders skribenter har fokus på det individuelle frem for det fællesskabsorienterede? I så fald giver det stof til eftertanke, når man tænker på vort kommende virke som folkeskolelærere.

Folkeskolens grundlag er det demokratiske princip. I Lov om folkeskolen, kapitel 1, Folkeskolens formål § 1 stk. 3 kan man læse følgende: "Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati". Hvis vi som kommende folkeskolelærere skal efterleve ovenstående lovparagraf, burde vi så ikke leve op til lovparagraffen i vores studietid?