DSR har det svært.
DSR bør være et repræsentativt talerør for de studerendes holdninger, ønsker og interesser: i konkrete, lokale spørgsmål, såvel som i større uddannelsespolitiske spørgsmål. Deres væsenligste opgave består derfor i at registrere og kanaliserer de signaler, som aktuelt gør sig gældende blandt de studerende.
Sådan udtaler rektor ved Holbæk Seminarium, Knud Munksgaard.
For DSR er problemet imidlertid, at der ofte ikke er ret mange signaler at opfange....

Som lærer ved Holbæk Seminarium i 70'erne og som rektor ved samme siden 1982 har Knud Munksgaard fulgt DSR's arbejde på nært hold i mange år. Han er ikke et øjeblik i tvivl om at DSR har spillet og stadig spiller en betydningsfuld rolle på seminariet: "Jeg opfatter absolut DSR's arbejde som vigtigt og deres repræsentation i såvel råds- som bestyrelsesarbejdet på seminariet er selvsagt også af stor betydning. Det er igennem DSR at de studerende kan gøre sig gældende på ledelsesniveau, og det, at de studerende rent faktisk bliver hørt og har medindflydelse er naturligvis i ethvert moderne seminariums interesse".

Juridisk set har DSR ikke meget at skulle have sagt, hvilket Knud Munksgaard da også blankt erkender.
Alligevel mener han, at DSR's indflydelse på Holbæk Seminarium er reel: "Det vigtige er ikke om man har stemmeret i bestyrelsen eller ej. Det vigtige er, om DSR's repræsentanter er aktive, dygtigt og kompetente folk, som formår at give udtryk for deres holdninger og synspunkter på en fornuftig og konstruktiv måde. Og det er de efter min mening. Jeg opfatter ikke mindst de nuværende repræsentanter som engagerede og kompetente medspillere og diskussions partnere, og derfor er det også folk, som vi lytter til."

Set i et historisk perspektiv er DSR's formelle mulighed for indflydelse nok større end nogensinde tidligere: Det er fællesrådet, som i dag har hørings- og udtalelsesret, eksempelvis vedrørende studieordningerne eller i forbindelse med direktiver fra ministeriet. Det placerer naturligvis fællesrådet i en meget central rolle. Her sidder DSR repræsenteret med 4 medlemmer - på lige fod med lærerne, som også har 4 repræsentanter. Som noget helt nyt, sidder DSR nu også med ved bordet, når der skal ansættes nye lærere på seminariet, og det må jo i hvert fald betegnes som et område af meget stor og direkte betydning for de studerende.

Alt i alt kan man altså konkludere, at DSR er en væsentlig instans, hvis reelle indflydelse også er større - måske oven i købet støt sigende. Det paradoksale er imidlertid, at den generelle opbakning bag og interesse for DSR samtidig er for nedadgående. I hvert fald hvis man henholder sig til den netop offentligtgjorte rundspørge blandt 100 studerende på Holbæk Seminarium. "Ja, det er en tendens, som vi selvfølgelig på ledelsesplan er opmærksom på", medgiver Knud Munksgaard eftertænksomt, "når DSR indkalder til ordinært møde eller når der skal være valg til bestyrelsen møder der jo ikke just 400 studerende op for at tilkendegive deres mening! DSR skal være et repræsentativt taltrør for de studerendes holdninger, interesser og behov, og som sådan består deres væsenligste opgave jo i at registrere og kanalisere de signaler, som aktuelt gør sig gældende blandt de studerende. Men det er unægteligt vanskeligt, når der ikke er ret mange signaler at opfange...."

Tilbage står jo så det store spørgsmål: hvad er hovedårsagen til den faldende interesse for DRS's arbejde ? Hertil svarer Knud Munksgaard, at det nok hovedsageligt beror på tidånden. I dag tænker de studerende ikke nær så meget i organisation og struktur, som man gjorde tidligere. Man arbejder meget mere uformelt og den enkeltes engagement afhænger i højere grad af, om en give sag har helt personlig relevans og interesse.

Men det gælde jo ikke kun for de studerende. Tildensen afspejler individualiseringen og den generelle afpolitisering i samfundet som helhed.
"DSR er en organisation som nødvendigvis må bygge på formelle former, og på kontinuerlig aktiv deltagelse. Som sådan strider det nok imod den måde, som flertallet ønsker at organisere sig på i dag", afslutter Knud Munksgaard.