De studerende har mere i munden end i hånden !.


Det har på seminariet i uge 43 været fortaget en spørgeskemaundersøgelse vedrørende de studerendes holdning til medindflydelse på deres studiested. Undersøgelsen har et grundlag på 100 adspurgte fra alle 4 årgange. Det mest iøjnefaldende ved undersøgelsens resultat er, at de studerende i høj grad synes, de burde have indflydelse på deres studium, men at det for en stor dels vedkommende ikke forholder sig sådan. Ud af de 100 adspurgte siger 90 % af det er vigtigt med medindflydelse, mens kun 1 % i høj grad mener at have det! Halvdelen mener kun i mindre grad, at de gør deres indflydelse gældende - hvilket måske fortæller mere om de studerende end om muligheden for medindflydelse. Det viser sig nemlig, at 67 % mener, at DSR (De Studerendes Råd) er et organ, der er villig til at hjælpe de studerende med forslag og spørgsmål - og at det i øvrigt i høj grad også burde være sådan. De studerende synes altså ikke, at det er DSR`s troværdighed og engagement, der fejler noget - der bliver til gengæld langet ud efter deres synlighed. En meget stor del af de studerende mener, at de burde vide meget om deres medindflydelsesorgan, men det gør de reelt ikke. De synes, at de burde kende til DSR, deres organisationssrtukturer og deres reelle indflydelse på områder, der direkte berører dem som studerende. Værdimål sætningen kunne ikke være længere fra virkeligheden - 65 % ved mindre end lidt om DSR og stort set ingen kender noget til DSR`s organisationsstrukturer. Tillige svarer en meget stor del, at de ikke mener at vide noget som helst om DSR`s reelle indflydelsesmuligheder! Mest interessant er dog næsten, at man ser det som meget vigtigt og afgørende at DSR har en stor grad af indflydelse på seminariet - hertil svarer over halvdelen at de studerende, at det mener de ikke DSR har. Men hvis de studerende ikke bruger deres eget organ til at få indflydelse, hvordan får de den så - hvis de ønsker den ?Det lader til, at rigtig mange tror, det er bedre/nemmere at gå på egen hånd med de ting, de ønsker at få gjort noget ved, da næsten 80 % mener, at det er væsentligt at kunne komme igennem med emner uden om DSR. Erfaringerne har dog tilsyneladende vist noget andet : 60 % mener at disse forehavender kun i meget ringe grad lykkedes for dem.

Undersøgelsens anden del gik ud på at afdække grundene til de studerendes engagement eller mangel på samme. Svarerne her er mere personlige og er derfor ikke opgjort statistisk. Som tidligere nævnt er der kun ganske få %, der er direkte og personligt er involveret i indflydelse på seminariet og disse få stykker giver svar som: …."det er væsentligt med indflydelse"…. "vigtigt at kunne bruge den (lille) politiske indflydelse der er"……"utroligt vigtigt at tage del i de studerendes indflydelse". Der resterende 97 % adspurgte kommer med mange (kreative, red.) grunde til deres manglende engagement. Rigtig mange begrunder det med manglende tid og interesse. Der er en tendens til, at 1. årg`s svar i højere grad beror på den DSR repræsentant, de for nylig har valgt, og som de mener burde kunne varetage deres årgangs intersser. Derfor mener de ikke, det er nødvendigt, at de også selv er engageret. Svarene tegner derfor også et billede af, at de studerendes engagement falder jo nærmere de kommer studieophør. Konklusionen må være, at de studerende ikke mener, det er væsentligt at engagere sig, hvis det ikke kommer til at berøre dem selv personligt. Et andet billede er, at de studerende tilsyneladende føler sig meget ophængte i deres fritid og at studiet tager så meget saft og kraft ud af dem, at de ikke orker yderligere "pligter". Andre mener, at det kan være ligegyldigt. Svarende lyder bl.a.: …."jeg har ikke overskud"…."har haft rigeligt i forvejen med nyt studium"….."undervisningen giver ikke overskud til det"……"man skal have det dårligt for at gide at engagere sig"…."tidsspilde og ingen indflydelse"……"interesserer mig ikke videre"……"vil hellere bruge min tid på ting udenfor seminariet"…."dovenskab og ligegyldighed"……"ingen inspiration fra DSR"……"der er ikke et aktivt studiemiljø"…….og "gider ikke høre på en flok selvhøjtidelige idioter der sidder og forherliger deres egne ideer og holdninger".

Holbæk seminariums studerende er tilsyneladende ikke skruet meget anderledes sammen end resten af befolkningen. Manglende ansvarsfølelse og manglende demokratisk ånd: berører det mig ikke personligt, har jeg ikke lyst til at bruge tid på det. Paradokset er bare, at man egentligt synes, det burde være anderledes !

Det samlede resultat.


Vil du gerne se nærmere på spørgeskemaundersøgelsen ?
Spørgeskemaundersøgelsen.