Berlingske Tidende, 3. sektion, lørdag 27. december 1997

Soros efterlyser statsstyring

Advarsel: Den legendariske finansjonglør George Soros kan ikke tro andet, end at det nuværende boom vil blive efterfulgt af et bust, hvor markedet pustes op som en ballon for så at eksplodere og derefter begynde forfra igen - medmindre historiens gang ændrer sig. Han skriver også i dette indlæg, at et samfund har brug for fælles værdier. Og Soros mener ikke, at markedsværdier tjener dette formål, fordi de udelukkende afspejler, hvad én markedsaktør er villig til at betale en anden i en fri udveksling af varer eller ydelser.

[Billedtekst: George Soros, international finansmand og filantrop, er præsident for Open Society Institute og direktør for Soros Fund Management. Alene i 1996 spenderede hans fonde og institutioner omkring 350 mio. dollars på at fremme ideen om det åbne samfund rundt omkring i verden.]

Af George Soros

New York

Lad os starte med det indlysende: vi lever i en global økonomi. Lad os også være helt på det rene med, hvad det betyder.

En global økonomi omfatter ikke kun fri bevægelse af varer og tjenesteydelser, men endnu vigtigere fri bevægelse af ideer og kapital (dvs. alt fra direkte investeringer til finansielle transaktioner).

Selv om begge dele er vokset støt i betydning siden afslutningen på Anden Verdenskrig, er globaliseringen af finansmarkederne for alvor accelereret i de senere år, så udviklingen i valutakurser, rentesatser og aktiekurser i forskellige lande nu er tæt forbundet indbyrdes. Selve finansmarkederne har reelt ændret karakter til det næsten ukendelige i de 40 år, jeg selv har haft med dem at gøre. Så den globale økonomi bør i virkeligheden defineres som det globale kapitalistiske system.

Den globale integration har bragt betydelige goder med sig: den internationale arbejdsdeling, der klart har bekræftet teorien om komparative fordele; dynamiske goder som stordriftsfordele og en hurtig udbredelse af innovationer fra land til land (begge mindre lette at underlægge teorien om statisk ligevægt); og ikke-økonomiske fordele som den valgfrihed, der er forbundet med den frie internationale udveksling af varer, kapital og mennesker, samt den frie tankeudøvelse, som er forbundet med den internationale udveksling af ideer.

Men global kapitalisme er heller ikke uden problemer. og vi er nødt til at forstå disse problemer bedre, hvis systemet skal overleve.

Når jeg fokuserer på disse problemer, er det ikke i et forsøg på at få fordelene ved globaliseringen til at se mindre ud. Men fordelene kan efter min mening kun fastholdes ved en velovervejet og vedholdende bestræbelse på at rette op på og begrænse systemets mangler.

Uenig med laissez-faire

På dette punkt er jeg uenig med laissez-faire ideologien, der siger at frie markeder er selvopretholdende, og at uligheder på markedet retter sig af sig selv, forudsat at regeringer eller myndigheder ikke bryder ind i den automatiske rettemekanisme.

Der er fem typer mangler ved det globale kapitalistiske system, som jeg gerne vil diskutere her:

1. Goderne ved global kapitalisme er ulige fordelt. Kapitalmidlerne er i en langt mere gunstig position end arbejdskraft, fordi de er mere mobile. Derudover er økonomisk kapital mere gunstigt stillet i det globale system end industrikapital; når først en fabrik eksisterer, er den svær at flytte.

Således har multinationale virksomheder stor fleksibilitet med hensyn til at placere deres datterselskaber dér, hvor de kan opnå de bedste skattefordele, og kan udøve pres i de situationer, hvor de skal træffe beslutning om nye investeringer, men deres fleksibilitet kan ikke måle sig med den frihed, som internationale porteføljeinvestorer nyder.

Det har også sin fordel at være placeret midt i den globale økonomi frem for i periferien. Alle disse faktorer er i fællesskab med til at trække kapital til finansmarkederne og er baggrunden for, at finansmarkederne konstant vokser i størrelse og betydning.

2. Finansmarkederne er af natur ustabile, hvilket i særlig grad gælder de internationale finansmarkeder. De internationale kapitalbevægelser er berygtede for at følge et boom-bust mønster (hvor markedet pustes op som en ballon for så at eksplodere og derefter begynde forfra igen, red.).

Under et boom flyder kapitalmidlerne fra midten af den globale økonomi og ud i periferien; når tiltroen til markedet rystes, flyder de som regel tilbage til midten. jeg har set mange af den slags høj- og lavvande, boom-perioder og bust-perioder, og selvom jeg fuldt ud anerkender den kendsgerning, at de internationale kapitalmarkeder er blevet mere institutionelle af natur og har fået større modstandskraft, kan jeg ikke tro andet, end at det nuværende boom vil blive efterfulgt af et bust, medmindre historiens gang ændrer sig.

Risikoen for sammenbrud er større, fordi vores teoretiske forståelse af, hvordan finansmarkederne fungerer, har grundlæggende mangler. De gængse økonomiske teorier er fejlagtigt baseret på ligevægtskonceptet. Men ligevægt er efter min mening et svævende begreb, fordi markedsaktørerne forsøger at beregne en fremtid, der selv er formet af markedets forventninger.

Et selskab, hvis aktier er overvurderet kursmæssigt, kan f.eks. bruge denne kendsgerning som berettigelse for sine aktionærers overoptimistiske forventninger, men kun til en vis grad. Derfor er udfaldet usikkert og det vil udelukkende være ved et tilfælde, hvis det reelle handlingsforløb viser sig at svare til de tilstedeværende forventninger.

Skyder mod bevægeligt mål

Hvis markedsaktørerne er rationelle, vil de erkende, at de skyder mod et bevægeligt mål, snarere end tager bestik af en fremtidig ligevægt på markedet.

Teorien om rationelle forventninger går ud fra den heroiske forudsætning, at markedsaktørerne under ét befinder sig i en position, hvor de kan regne sig meget nøjagtigt frem til en fremtidig udvikling.

Denne forudsætning kan munde ud i en hypotetisk ligevægt, men har ikke den store relevans for markedets reelle opførsel, og hverken markedsaktører eller tilsynsmyndigheder accepterer denne teori, fordi de er rationelle mennesker.

Det siges, at de nuværende økonomiske teorier er nået langt med hensyn til at anerkende og analysere situationer med ubalance. Alligevel er laissez-faire-ideologien om, at markedet skal have fred til at arbejde med sine egne mekanismer, fortsat fremherskende. Dette betragter jeg som farligt. Ustabilitet på finansmarkedet kan forvolde alvorlige økonomiske og samfundsmæssige forskydelser.

Her melder sig så spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at bevare det finansielle systems stabilitet. Svaret kan ikke gives på det abstrakte plan, fordi hver eneste situation er forskellig. Finansmarkederne forstås bedst som en historisk proces, og historien gentager aldrig helt sig selv. Den seneste uro på de asiatiske finansmarkeder rejse nogle vanskelige spørgsmål om valutakurve, oppustede aktivmarkeder, utilstrækkeligt banktilsyn og mangel på finansielle oplysninger - alle spørgsmål, som ikke kan ignoreres.

Markederne kan ikke overlades til selv at rette deres egne fejl, fordi de har tendens til at overreagere og opføre sig på en diskriminerende facon.

3. Ustabilitet er imidlertid ikke kun begrænset til finansmarkederne. Målet for en given gruppe konkurrenter er altid at vinde over, ikke bevare konkurrencen på markedet. Den naturlige tendens til at skabe monopoler og oligopoler bør holdes i ave af tilsynsmyndighederne. Globaliseringsprocessen er dog endnu for ny til, at dette for alvor er blevet et debatemne på globalt niveau, men da det er en historisk proces, vi oplever lige nu, vil spørgsmålet på et eller andet tidspunkt dukke op.

4. Hvis opgave er det så at forhindre en uhensigtsmæssig magtkoncentration og bevare stabiliteten? Her er vi nået frem til statens rolle. Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har staten spillet en stadig større rolle med hensyn til at bevare den økonomiske stabilitet ved at forsøge at sikre lige muligheder for alle og skabe et socialt sikkerhedsnet, ikke mindst i de højt industrialiserede lande i Europa og Nordamerika.

Men statens evne til at varetage sine borgeres velfærd er blevet alvorligt hæmmet af globaliseringen, fordi kapitalmidler langt nemmere end arbejdskraft kan undgå beskatning.

Kapitalen har således tendens til at vige uden om lande, hvor arbejdskraften er stærkt beskattet eller kraftigt beskyttet, hvilket medfører stigende arbejdsløshed. Det er præcis, hvad der er sket i den kontinentale del af Europa.

Brug for sociale reformer

Jeg forsøger ikke at forsvare de antikverede europæiske velfærdssystemer, der har hårdt brug for reformer, men den faldende grad af social sikring i både Europa og Amerika bekymrer mig.

Indtil for nylig var statens andel af bruttonationalproduktet i de industrialiserede lande som helhed faktisk i stigning og var næsten fordoblet siden Anden Verdenskrig. Thatcher- og Reagan-administrationerne begyndte så at reducere statens rolle i økonomien.

Det, der i stedet skete, var at beskatningen af kapitalmidler faldt betydeligt, mens beskatningen af arbejdskraft er fortsat med at stige. Som den internationale økonom Dani Rodrik argumenterer, stiller globalisering større krav til statens evne til at tilbyde social sikkerhed, samtidig med at statens kapacitet til at gøre netop dette forringes.

Heri ligger kimen til sociale konflikter. Hvis statens sociale ydelser skæres for voldsomt ned på et tidspunkt, hvor den økonomiske ustabilitet vokser, kan borgernes utilfredshed medføre bølger af protektionisme, især hvis (eller når) det igangværende boom efterfølges af et bust af større omfang. Dette kan føre til et sammenbrud som i 1930'erne.

Og da statens indflydelse er aftagende, er der et stort behov for internationalt samarbejde. Men et sådant samarbejde modarbejdes på den ene side af de udbredte ideer om laissez-faire og på den anden side af den fremherskende nationalisme og fundamentalisme.

Staten spiller vigtig rolle

Staten spiller en anden rolle i forbindelse med økonomisk udvikling. I lande, der har manglet lokal kapital, er staten ofte gået ind i en alliance med lokale forretningsinteresser for at hjælpe dem med at få kapital. Denne strategi har været brugt med stort held i Japan, Korea og nu de sårede tigre i Sydøstasien.

Men selvom modellen har virket, rejser den også nogle vigtige spørgsmål med hensyn til forholdet mellem kapitalisme og demokrati. Et autokratisk styre er klart mere gunstigt for en hurtig ophobning af kapital end et demokratisk styre, og et fremgangsrigt land er mere gunstigt for udviklingen af demokratiske institutioner end et tilbagestående land - Derfor er det rimeligt at forestille sig et udviklingsmønster, der går via autokrati og kapitalakkumulering til velstand og demokrati. Men overgangen fra autokrati til demokrati er langt fra garanteret, eftersom magthaverne holder ivrigt fast i deres magt.

Autokratiske regimer svækker imidlertid sig selv ved at begrænse ytringsfriheden og give grobund for korruption. Derfor kan de ende med at falde sammen af egen vægt. Sandhedens time kommer i det øjeblik, hvor de ikke længere kan sikre landets velstand.

Desværre er økonomisk opbrud og nedgang ikke det bedste grundlag for udviklingen af demokratiske institutioner. Derfor er de politiske udsigter for Asiens økonomiske mirakel fortsat slørede.

5. Dette bringer mig frem til det mest tågede problemområde, nemlig spørgsmålet om værdier og social sammenhæng. Et samfund har brug for fælles værdier. Og markedsværdier kan ikke tjene dette formål, fordi de udelukkende afspejler, hvad én markedsaktør er villig til at betale en anden i en fri udveksling af varer eller ydelser. Markedet reducerer alt, også mennesker (arbejdskraft) og naturen (jord), til handelsvarer. Vi kan således have en markedsøkonomi, men vi kan ikke have et markedssamfund.

Udover markeder skal samfundene have institutioner til at tjene sociale mål som politisk frihed eller social retfærdighed. Denne type institutioner findes i de enkelte lande, men ikke i det globale samfund, fordi udviklingen af et globalt samfund er haltet bagefter dannelsen af den globale økonomi. Medmindre dette hul lukkes, vil det globale kapitalistiske system ikke overleve.

På vej mod globalt samfund

Når jeg taler om et globalt samfund, mener jeg ikke en global stat. Stater er notorisk uperfekte selv på det nationale plan. I stedet skal vi finde nye løsninger til en ny situation, omend det ikke er første gang, at et globalt kapitalistisk system er skabt.

Lignende omstændigheder herskede ved udgangen af forrige århundrede. Dengang blev det globale kapitalistiske system holdt sammen af de imperialistiske magter. I sidste ende blev det også ødelagt på grund af en konflikt mellem dem.

Men imperiernes dage er forbi. Hvis det nuværende globale kapitalistiske system skal overleve, må det opfylde dets deltageres behov og forhåbninger.

Vores globale samfund indeholder mange forskellige skikke, traditioner og religioner. Hvor kan man finde de fælles værdier, som kan holde sammen på det? jeg vil foreslå det, jeg kalder det åbne samfund som et universelt princip, der anerkender pluralitet som en naturlig del af vores globale samfund og alligevel giver os et begrebsmæssigt grundlag for at etablere de institutioner, vi har brug for.

Hvad er et åbent samfund? Overfladisk set indeholder det de positive aspekter af demokrati: den største grad af frihed, der er forenelig med social retfærdighed.

Det er karakteriseret ved retssikkerhed, respekt for menneskerettighederne, for minoriteter og minoritetsholdninger, ved tredeling af magten og markedsøkonomi. Principperne bag det åbne samfund blev smukt nedfældet i den amerikanske Uafhængighedserklæring.

Her erklæres det dog: "Vi anser disse sandheder som naturgivne"; men principperne i det åbne samfund er alt andet end naturgivne - de skal etableres med overbevisende argumenter.

Der findes et meget stærkt, erkendelsesteoretisk argument for det åbne samfund, formuleret af (den østrigste filosof og videnskabsmand, red.) Karl Popper: Vores forståelse af tingenes sammenhæng er i sagens natur ufuldstændig, og den ultimative sandhed - det perfekte samfund - ligger uden for vores rækkevidde.

Samfund åbent for forbedringer

Derfor må vi nøjes med en samfundsindretning, der ikke er perfekt, men er åben for forbedringer.

Det er netop konceptet bag det Åbne Samfund: et samfund, der er åbent for forbedringer. Jo mere forholdene i verden ændrer sig - og en global økonomi kan kun indebærer ændringer - jo vigtigere bliver dette koncept.

Men tanken om det åbne samfund er ikke bredt anerkendt. Der er for eksempel dem, der indvender at værdinormerne er anderledes i Asien. Selvfølgelig er de anderledes. Det globale samfund er jo netop karakteriseret ved pluralitet. Men menneskets fejlbarlighed er universel.

Når først vi har anerkendt dette, har vi et fælles udgangspunkt for det åbne samfund, der netop hylder jordens alsidighed.

At vi anerkender vores fejlbarlighed er nødvendigt, men ikke nok for at etablere det åbne samfund. Vi må også kombinere det med en grad af uselviskhed, med omtanke for andre mennesker baseret på gensidigheds-princippet.

Alle asiatiske eller andre kulturers værdier ville sagtens kunne rummes af et globalt åbent samfund, under forudsætning af, at der også er respekt for visse universelle værdier, som afspejler vores fejlbarlige natur og vores næstekærlighed, f.eks. ytringsfrihed og retssikkerhed.

Et åbent samfund skal ikke nødvendigvis være formet som et vestligt demokrati. Faktisk er det en naturlig konsekvens af det erkendelsesteoretiske argument, at det åbne samfund bør antage flere forskellige former. Dette er både konceptets styrke og dets svaghed: at det opstiller nogle rammer, der skal fyldes med et bestemt indhold.

Hvert samfund, i hver sin historiske periode, skal selv fastlægge detaljerne.

Som rammekoncept er det åbne samfund bedre end nogen teoretisk skitse, også konceptet om perfekt konkurrence. Teorien om perfekt konkurrence forudsætter en type viden, der ligger uden for markedsaktørernes rækkevidde. Konceptet beskriver en ideel verden uden større lighed med realiteterne. Markederne arbejder ikke i et tomrum og søger ikke naturligt mod at opnå ligevægt. De arbejder inden for politiske rammer, og de udvikler sig refleksivt.

Det åbne samfund er mere omfattende. Det anerkender markedets positive sider uden at idealisere dem, men anerkender også andre samfundsværdier. Det er også et mere svævende, mindre fastlagt koncept. Det kan ikke definere, hvordan de økonomiske, politiske, sociale og andre sfærer bør adskilles fra og harmonere med hinanden. Der kan være vidt forskellige holdninger til, hvor skillelinjen mellem konkurrence og samarbejde bør trækkes.

Dette var netop det, der skilte Kari Popper og (kollegaen) Friedrich Hayek, som begge var fortalere for det åbne samfund.

Lad mig her omsummere mine egne synspunkter om de specifikke forudsætninger, der i øjeblikket gælder for vores globale åbne samfund. Vi har en global økonomi, der lider af en række mangler, hvoraf de mest indlysende er de ustabile finansmarkeder, det skæve forhold mellem verdensøkonomiens centrum og periferi, og problemerne med at beskatte kapital.

Heldigvis har vi internationale institutioner til at takle disse spørgsmål, men disse må styrkes og måske nye skabes. Den Internationale Valutafonds bankkomite (The Basic Committee on Banking Supervision) har fastsat nogle kapitaldækningskrav, som det internationale banksystem skal leve op til, men de forhindrede ikke den nuværende bankkrise i Sydøstasien i at ske. Der findes ingen international tilsynsmyndighed for finansmarkederne, og der er ikke tilstrækkeligt internationalt samarbejde omkring beskatning af kapital.

Men de største mangler ved vores globale samfund ligger uden for det økonomiske område. Staten spiller ikke længere den rolle, den tidligere havde. På mange områder er dét en velsignelse, men på andre områder varetages visse statsfunktioner stadig ikke. Vi har ikke tilstrækkelige internationale institutioner til at beskytte individets frihed, menneskerettighederne og miljøet, eller til at fremme social retfærdighed, for ikke at glemme fredsbevarelse. De fleste af de institutioner, vi har, er sammenslutninger af stater, og stater sætter som regel deres egne interesser forud for det fælles bedste. FN er forfatningsmæssigt ude af stand til at leve op til de løfter, der er indeholdt i forordet til organisationens fundats. Derudover er der ingen konsensus om behovet for bedre internationale institutioner.

Dæmme op for korruption

Hvad kan der gøres? Vi er nødt til at etablere visse, adfærdsnormer for at dæmme op for korruption, opretholde en retfærdig praksis på arbejdsmarkedet og beskytte menneskerettighederne. Vi er knap begyndt at begribe, hvordan disse ting skal gribes an.

Hvad sikkerhed og fred angår, burde verdens liberale demokratier tage føringen og skabe et globalt net af alliancer, i stil med NATO, som kunne fungere med eller uden FN. Deres hovedformål skulle være at bevare freden, men kriseforebyggelse kan ikke sættes tidligt nok i gang. Hvad der foregår internt i et land har også konsekvenser for dets naboer og for verden. Styrkelse af frihed og demokrati i og omkring disse alliancer burde være et vigtigt objektiv.

For eksempel ville et demokratisk og fremgangsrigt Rusland kunne bidrage mere for at bevare freden i regionen end NATO, selv med det største militærbudget, nogensinde kunne. Indgriben i andre landes interne forhold er absolut ikke uden vanskeligheder, men det kan være endnu farligere ikke at gribe ind.

I dag vokser det globale system livligt, både i omfang og intensitet. Det tiltrækker sig opmærksomhed i kraft af de fordele, det kan tilbyde, og straffer samtidig hårdt de lande, der forsøger at trække sig ud af det. Disse forhold vil ikke bestå i det uendelige, men så længe de eksisterer, giver de en fremragende mulighed for at lægge fundamentet til et globalt åbent samfund.

Vi kan undgå nedsmeltning

Med tiden vil manglerne ved systemet sandsynligvis gøre sig bemærket - og boomet blive til et bust. Men en nedsmeltning kan undgås, hvis vi erkender fejlene i tide. For at det globale kapitalistiske system skal kunne overleve, kræver det et samfund, der stræber efter at rette sine egne mangler: et globalt åbent samfund.

Oversat af Bibi Christensen

Sidst opdateret 30-12-97