Men faktisk levede Ch'en Ch'ing-P'ing, Yang Lu-Ch'an og Wu Yü-Hsiang i samme generation som Darwin og Marx. Li I-Yu, Yang Pan-Hou og Yang Jian-Hou var samtidige med Einstein, Freud og Ghandi. Jernbaner, telegraf, og missionsskoler var en del af det kinesiske landskab og kinesiske hære brugte ofte moderne vestlige rifler. Hvornår har nogen tænkt på at Yang Lu-Chan formodentlig var i Peking da engelske og franske tropper i 1860 angreb byen og jog Manchu kejseren på flugt?
Når vi læser Tai Chis klassikere får vi et tidløst indtryk, der er helt bevidst fra forfatternes side. Kinas oldtid og de skrifter der kom derfra, har nemlig dannet forbilledet for al senere skriftkultur. Men det må ikke forhindre os i at prøve at sætte os ind i hvem disse mestre var, og i hvilken tid de levede.

Sammen med de kejserlige beskrivelser af hoflivet og den bureaukratiske praksis viser romaner, malerier og skuespil pragten for de rige i Kina i det sene Ming dynasti. Bosiddende snarere i de større handelsbyer end på landet var de rige knyttet sammen i komplicerede klan- eller slægtsorganisationer på basis af herkomst på fædrene side. Disse slægtsorganisationer besad ofte store landområder, som gav indkomst til støtte for deres egne skoler, velgørenhed over for dem, der havde mødt hårde tider, og vedligeholdelse af forfædrehaller, hvor familiemedlemmerne ofrede til de afdøde forfædre. De riges rummelige boligkomplekser, beskyttet af massive porte og høje mure, var fyldt med produkter fremstillet af kinesiske håndværkere, der sommetider arbejdede i statslige fabrikker men oftere var samlet i små laugs-kontrollerede værksteder. Broderet silke, som fik kvindens krop til at funkle, var altid efterspurgt af de rige, ligeledes det smukke blå og hvide porcelæn, som prydede de udsøgte middagsselskaber, der var så populære på den tid. Skinnende lak, jadeornamenter, fjerlet gitterværk, smukt elfenben, cloissonné, og rosentræsmøbler gjorde de riges hjem til skønhedsåbenbaringer. Der var også de kunstfærdigt udskårne børsteholdere af træ eller sten, det overdådige papir, selv blækstængerne og de sten hvorpå de blev gnedet og blandet med vand for at blive til det bedste og sorteste blæk, alt sammen gjorde enhver lærds skrivebord til en rituel og æstetisk verden, før han nogensinde havde skrevet et ord. For at gøre det hele fuldendt var de velstående kineseres mad og drikke en stadig nydelse: rejer i pikant sovs og bønnemasse, sprød and og vandkastanier, konfekt, klar te, blød korn- eller druespiritus, friske og konserverede frugter og frugtsaft - alle disse retter fulgte efter hinanden ved selskaber, hvor man diskuterede litteratur, religion og poesi over retterne. Efter måltidet, mens vinen fortsat flød, blev skattede billedruller trukket frem fra familiesamlingen, og nye kunstværker, som søgte at indfange det væsentlige hos denne eller hin gamle mester, blev skabt af de berusede gæsters flydende penselstrøg.
I sine øvre sociale og økonomiske lag var der her tale om et højt uddannet samfund, som blev holdt intellektuelt sammen af en fælles gruppe af tekster, de Kinesiske Klassikere, der gik helt tilbage til tiden før Kongfucius - til tiden hvor de nordlige kinesiske stater blev samlet i det andet årtusind før Kristi fødsel. Mens teoretikere diskuterede dens gavnlighed for kvinder, var uddannelsen streng og langvarig for velstående familiers drenge, som fra seksårsalderen blev præsenteret for rytmen i klassisk kinesisk. Derefter fortsatte de deres daglige studier i skolen eller med privatlærere. Studierne bestod af udenadslære, oversættelse og øvelser, indtil eleverne i slutningen af tyverne eller begyndelsen af trediverne var rede til at give sig i kast med statseksaminerne. Succes ved disse eksaminer, som steg i et hierarki af sværhedsgrader fra de lokalt afholdte til eksaminer i hovedstaden Peking, angiveligt under kejserens eget opsyn, gav adgang til indbringende embeder og umådelig social anseelse. Loven forbød kvinder at tage statseksaminerne, men kvinder af god familie lærte ofte at læse klassisk poesi af deres forældre eller brødre, og kurtisanerne i byernes glædeskvarterer var tit velbevandrede i poesi og sang, færdigheder som øgede deres tiltrækningskraft over for de veluddannede mandlige kunder. Eftersom bogtryk ved hjælp af træblokke havde været under udvikling i Kina siden 900-tallet, var det muligt at opretholde omfattende private biblioteker, og vid udbredelse af værker inden for filosofi, poesi, historie og moralske formaninger blev taget for givet.

Byerne i Ming Kina, især i den tættest befolkede østlige del af landet, var præget af et myldrende og blomstrende liv. Nogle var travle bureaukratiske centre, hvor de lokale provinsembedsmænd havde deres kontorer, krævede skat op og ledede administrationen. Andre var rent kommercielle centre, hvor handel og lokale markeder dikterede dagliglivets mønster. De fleste var omkranset af en mur, portene blev lukket om natten, og der var udgangsforbud.
Som det gjaldt for byer andre steder i verden, kunne byerne i Kina gradueres efter deres tjenesteydelser og graden af specialisering. Lokale markedsbyer, for eksempel, fungerede som base for ligkistesnedkere, jernarbejdere, skræddere og nudelfabrikanter. Deres detailforretninger udbød halv-specialiserede varer som værktøj, vin, hovedbeklædning og religiøse remedier som røgelse, lys og specielle papirpenge til brændofre. Sådanne markedsbyer havde også beværtninger hvor kunderne kunne slappe af. Store markedsbyer som tiltrak en strøm af handlende og velhavende købere fra en større region, kunne skabe grundlag for tøj farverier, skomagere, jernstøberier, fyrværkerimagere og salg af bambus, fint klæde og te. Tilrejsende fandt her badehuse og kroer, og kunne købe de lokale prostitueredes tjenester. Op gennem hierarkiet når man til lokale byer, som koordinerede handelen i flere regionale markeds byer. Her fandtes forretninger, som solgte dyre skrivematerialer, lædervarer, ornamenterede lamper, udskårne altre, mel og tjenester fra tinsmede, seglmagere og lakvaresælgere. Her kunne tilrejsende også finde pantelånere og lokale "banker", som tog sig af pengeveksling, og man kunne leje en bærestol og besøge et komfortabelt indrettet bordel. Efterhånden som byerne blev større og deres klientel rigere, kunne man finde endnu mere specialiserede luksusvarer og tjenester, sammen med den atmosfære hvori rigdommen - voldsomt eller stilfærdigt - grænser op til dekadence, snobberi og udbytning.

Ved roden af byernes hierarki, under markeds byerne, fandtes de små lokale bydistrikter, hvor befolkningen var for fattig og spredt til at skabe grundlag for mange forretninger og håndværkere, og hvor de fleste varer blev solgt af omvandrende småhandlende på regelmæssigt afholdte markeder. I sådanne bydistrikter fandtes hverken rige folk eller regeringsembedsmænd, derfor var simple te huse eller måske en stald ved vejsiden eller et tilfældigt tempelmarked de eneste muligheder for adspredelse. Dog udfyldte sådanne mindre bydistrikter en lang række vigtige funktioner, for de tjente som basis for sladder, indgåelse af ægteskaber, grundlæggende undervisning, lokale religiøse fester, omrejsende teatergrupper, skatteopkrævning og uddeling af nødhjælp i katastrofesituationer.

Netop fordi Ming tidens byer havde et bredt spektrum af varer og tjenester, fin arkitektur og dygtig administration, er det farligt at foretage simple generaliseringer. På samme måde var landområderne tilsyneladende endeløst varieret. I virkeligheden var forskellene mellem by og land i Kina utydelig, fordi forstadsområder med intensivt landbrug lå lige uden for og sommetider endog inden for bymurene. Håndværkerne arbejdede sommetider på gårdene i travle perioder, eller bønderne arbejdede i byerne, når midlerne var knappe.

Syd for Huai floden, som skærer sig gennem Kina mellem Den Gule Flod og Yangzi floden, var landet mest velstående, for her muliggjorde sammensætningen af klima og jordbund en intensiv risdyrkning. Regionen var på kryds og tværs gennemskåret af myriader af floder, kanaler og overrislings løb, som vandede frodige markhaver og oversvømmede marker, hvor de unge ris skud groede, eller løb ud i søer og damme, hvor man holdt fisk og ænder. Her førte sæsonvise oversvømmelser de nødvendige næringsstoffer tilbage til jordbunden i de oversvømmede marker.
I områderne umiddelbart syd for Yangzi floden dyrkede bønderne morbærtræer for at få bladene, som silkeormene lever af. De dyrkede desuden te buske og en mængde andre produkter, som skabte ekstra ressourcer og muliggjorde en rigt varieret landbrugsøkonomi. Længere mod syd blev sukkerrør og citrusfrugter føjet til de grundlæggende afgrøder, og i det bjergrige sydvestlige område gav bambusskove og værdifuldt tømmer af løvtræ ekstra fortjenester. Vandtransport var hurtig, nem og billig i det sydlige Kina. Områdets landsbyer kunne opvise stærke slægtsorganisationer som hjalp med til at knytte samfundet sammen.
Selv om der også fandtes mange velstående bondelandsbyer nord for Huai floden, var livet der hårdere. Vinterkulden var barsk, når iskolde vinde blæste ind fra Mongoliet, nedbrød jordskorpen og fyldte floderne med aflejringer og hvirvlede fint støv i øjne og næsen på dem, der ikke havde råd til at gemme sig bag lukkede døre. Hovedafgrøderne var hvede og hirse, som blev dyrket med meget slid på udpint jord, som de spredte bondesamfund omhyggeligt gødede med hver en smule menneskeligt og animalsk affald, som det var muligt at genanvende. Frugttræer som æbler og pærer voksede godt, det samme gjaldt sojabønner og bomuld, men mod slutningen af 1500-tallet var en stor del af jorden ryddet for skov, og Den Gule Flod var en uforudsigelig kraft som med sit aflejringsmættede vand snoede sig over de vide sletter mod havet. Uhindret af Sydens diger, oversvømmede marker og kanaler kunne bandithære let føre mænd og udstyr tværs over de nordlige landområder, mens kavaleri kunne galopere i forvejen og vende tilbage for at advare de langsommere fodfolk om farer fra fjendtlige styrker eller udfald fra garnisons byer. Slægtsorganisationerne var svagere her, landsbyerne mere isolerede, samfundslivet ofte mere opsplittet, og den stædige ejer/dyrker, som levede tæt på et eksistensminimum, var mere almindelig end både velstående godsejere og fæstebønder.

Da Manchuerne tog magten i Kina og dannede Qing dynastiet, blev det i de fleste tilfælde Manchuerne selv der tilpassede sig Kinesernes systemer. Men på ét område, nemlig når det drejede sig om manchu-klædedragt og -frisure, var Manchuernes leder Dorgon besluttet på at lade kineserne tilpasse sig, snarere end omvendt. Kun én dag efter indmarchen i Peking udstedte han et dekret, hvori det blev krævet, at alle kinesiske mænd skulle have barberet deres forhoveder og på manchu-maner have deres hår flettet på ryggen i en hårpisk. En storm af protester fik Dorgon til at annullere dekretet, men den følgende juni udstedtes et andet, hvori det blev krævet, at kinesiske militærpersoner skulle tillægge sig hårpisken. Dette skulle gøre det lettere for manchuerne at genkende deres fjender under slag og forsikre dem om, at de, der havde overgivet sig til dem, ville forblive loyale i fremtiden. Men nogle af Dorgons højtstående rådgivere følte, at dette ikke var nok. 1 juli 1645 genudstedte Dorgon ordren om, at alle kinesiske mænd inden ti dage skulle barbere deres forhoveder og lade en hårpisk vokse ud, ellers ville de risikere henrettelse. Kineserne stod over for et ubetinget valg: "Behold dit hår og mist dit hoved, "som denne ordre i daglig tale blev sammenfattet, "eller mist dit hår og behold dit hoved.
Ming dynastiets kinesiske mænd havde sat pris på langt og omhyggeligt opsat hår som tegn på mandighed og smagfuldhed, og de modsatte sig kraftigt Dorgons dekret. I mange områder fik ordren dem til at gribe til våben mod manchuerne, også selv om de allerede formelt havde overgivet sig. Men denne gang stod Dorgon fast. Yderligere dekreter gav kineserne ordre til at overtage manchuernes klædedragt, der bestod af stramme jakker med høj krave og knappet ved den højre skulder, i stedet for at gå klædt i Mingtidens løst hængende kapper. En anden afvigelse fra de kinesiske skikke, forbød manchu-kvinder at snøre deres fødder for at gøre dem mindre, sådan som kinesiske piger og kvinder havde gjort det i århundreder. På trods af de smerter, denne skik resulterede i, havde den bredt sig fra eliten til bønderne, og små fødder var for kineserne blevet et udtryk for kvindelig skønhed. Resultatet var, at millioner af kvinder led. Ved at nægte at følge denne skik forsvarede manchuerne deres kulturelle uafhængighed og skabte samtidig en effektiv hindring for ægteskaber mellem manchuer og kinesere, eftersom kinesiske mænd erklærede, at de fandt manchu-kvindernes fødder i normal størrelse seksuelt utiltrækkende.

Bokseropstanden

Mange myter er opstået omkring kampkunst og Bokseropstanden i Qingdynastiet. Der er klart at den opstod ud fra hemmelige nationalistiske broderskaber men forholdene under oprøret var mere nuancerede.

I denne atmosfære af fjendtlighed og frygt begyndte en mægtig kraft at udvikle sig i Kina. De mange forskellige forklædninger, hvorunder den optrådte, kan samles under udtrykket nationalisme, som for kinesernes vedkommende omfattede en ny bevidsthed om deres forhold til de udenlandske styrker og til manchuerne. Udtrykket indebar også en tilsvarende fornemmelse af det kinesiske folk som en enhed, der måtte mobiliseres for at redde sig selv. "Bokserne Forenet i Retfærdighed", som de kaldte sig selv, dukkede i løbet af 1898 op som en samfundsmæssig kraft i den nordvestlige del af Shandong. De tog navnet og den kampkunst de udøvede, fra en række hemmelige selskaber og enheder til selvforsvar, der i det foregående år havde bredt sig i den sydlige del af Shandong, hovedsagelig som modtræk mod provokationer fra vestlige missionærer og omvendte kinesere. Nogle boksere troede, at de under kamp var usårlige over for sværd og kugler, og de dyrkede en udvalgt gudekreds af ånder og beskyttere fra folkereligionerne, populære romaner og gadeteaterstykker. Selv om bokserne manglede et forenet lederskab, rekrutterede de lokale bønder og arbejdere, der var blevet desperate over de katastrofale oversvømmelser, som i Shandong provinsen afløstes af tørke. De krævede afskaffelse af de specielle privilegier, som kristne kinesere nød, og angreb både omvendte og kristne missionærer. I begyndelsen af 1899 havde de ødelagt eller stjålet en del ejendom fra kristne kinesere og dræbt adskillige omvendte i grænseområderne mellem Shandong- og Hebei provinsen. Udlændingene blev bekymrede og krævede, at Qingstyret skulle nedkæmpe bokserne og deres tilhængere. Bokserne svarede med et populært slogan, "Genopliv Qingstyret, knus udlændingene".

Deres ledere havde forudsagt at året 1900 skulle blive begyndelsen på en ny religiøs tidsalder, og netop det år øgedes antallet af boksere drastisk. Måske 70 pct. var fattige bønder, mandlige og unge. Resten var en blanding af omrejsende og håndværkere, småhandlende og rickshaw-kulier, bærestolsbærere, kanalbådsmænd, læderarbejdere, skærslippere og barberer. Nogle var hjemsendte soldater og saltsmuglere. Kvindelige boksergrupper sluttede sig til dem, mest piger mellem tolv og atten år, for at bekæmpe "forureningen" fra de kristne kinesiske kvinder, som man mente nedbrød de mandlige bokseres styrke. Bedst kendt af disse kvinder var "Lotus" Huang, datter af en fattig bådfører og selv tidligere prostitueret, om hvem man troede, at hun havde enestående spirituelle evner Andre kvinder var samlet i grupper, der blev kaldt Stegepande-lanternerne. De lavede mad til boksersoldaterne i gryder, som angiveligt efter hvert måltid på magisk vis blev fyldt op igen.
Boxergrupperne havde stadig ikke nogen koordineret ledelse, og i juni begyndte de at søge ind til Peking og Tianjin. De strejfede om i gaderne klædt i spraglede røde eller sorte uniformer eller gule turbaner og røde gamacher og med hvide armbånd. De plyndrede, og dræbte undertiden, kinesiske kristne og endog folk, der blot var i besiddelse af udenlandske genstande - lamper, ure eller tændstikker. Bokserne dræbte også fire franske, belgiske ingeniører og to engelske missionærer, brækkede jernbane spor op, brændte stationer ned og skar telegrafledninger over. Magtfulde provinsembedsmænd vaklede, og det samme gjorde Qinghoffet, som af og til beskyttede udlændinge ved at sætte deres egne styrker ind mod boksersoldaterne. Til andre tider syntes de at se gennem fingre med eller endog bifalde boksernes udtryk for fremmedfjendtlig "loyalitet." De vestlige magter havde i slutningen af maj og i begyndelsen af juni sendt forstærkninger på 400 soldater med tog til Peking for at forsvare indbyggerne. Men da jernbanelinjerne var blevet ødelagt, forsøgte en anden hær på 2.000 mand at kæmpe sig igennem fra Tianjin til Peking. De blev slået tilbage af bokserne og led svære tab.
Den 17. juni tog vesterlændingene fæstningerne ved Dagu fra Qingstyrkerne for at kunne yde dækning ved landsætning af tropper, hvis en regulær krig skulle bryde ud. Samme dag, men før nyheden om fæstningens fald havde nået Peking, holdt enkekejserinde Cixi en kriseaudiens med manchu-fyrsterne og sine overordnede embedsmænd. Hendes ord, som blev skrevet ned af en af de tilstedeværende, afspejler hendes kval og tvivl om, hvor langt hun skulle støtte sig på bokserne: "Kina er i dag forfærdelig svagt. Vi kan kun støtte os på folkets hjerter og følelser. Hvis vi kaster dem til side og mister folkets sympati, hvad kan vi da gøre for at bevare landet?". To dage senere kom nyheden om slaget ved Dagu fæstningen til Peking, den tyske ambassadør blev skudt ned på gaden på vej til en samtale i Zongli Yamen, og bokserstyrker begyndte en belejring af legationskvarteret. Enkekejserinden roste den 21. juni 1900 bokserne, kaldte dem en loyal milits og udsendte en "krigserklæring" mod de udenlandske magter. Et afsnit lød:

Udlændingene har været aggressive mod os, krænket vor territoriale integritet, trampet vort folk under fode... De undertrykker vort folk og krænker vore guder. Den almindelige befolkning påfører de store lidelser, og alle brænder efter hævn. Dette er grunden til, at de modige boksere har nedbrændt kirker og dræbt kristne.

Med klar støtte fra enkekejserinden og med overordnede manchu-embeds-mænd i ryggen indledte boxerne en række angreb på missionsstationer og på udlændinge. Angrebene var særdeles voldsomme i Shanxi provinsen. Den lokale manchu-guvernør, Yuxian, samlede missionærerne og deres familier i provinshovedstaden Taiyuan og lovede at beskytte dem mod bokserne. Men da de først var blevet samlet, beordrede han alle 44 mænd, kvinder og børn dræbt.
I Peking trak det udenlandske diplomatkorps og deres familier sig tilbage til et forsvarsområde, som hovedsagelig bestod af de britiske, russiske, tyske, japanske og amerikanske ambassadebygninger, der i hast var blevet befæstet med barrikader af møbler, sandsække, bjælker og madrasser. Hvis bokserne havde været bedre organiseret, eller hvis et større antal regulære Qingsoldater havde sluttet sig til deres angreb, ville vesterlændingene helt sikkert alle være blevet dræbt. Men angrebet blev ikke gennemført med koordineret styrke; de moderniserede Qinghære stod uden for kampen, og de magtfulde generalguvernører i det centrale Kina som f.eks. Zhang Zhidong holdt igen for at vinde tid og nægtede at kaste deres nyligt trænede tropper ind i konflikten.
Den 4. august 1900 udgik fra Tianjin en udenlandsk ekspeditionsstyrke på omkring 20.000 soldater, hovedsagelig fra Japan, Rusland, Storbritannien, USA og Frankrig, som opererede under en fælles kommandostruktur. Boksernes modstand smuldrede snart, højtstående Qingofficerer begik selvmord, og de vestlige tropper gik ind i Peking og hævede den 14. august boksernes belejring. Da de gik ind i byen fra øst, flygtede enkekejserinden og hendes nevø Guangxu mod vest og oprettede en midlertidig hovedstad i byen Xian i Wei-flodens dal. Efter et langvarigt, ofte hårdt, felttog, som hovedsagelig blev udført af en nyligt ankommet tysk ekspeditionsstyrke og efter vanskelige forhandlinger med det flygtede hof og Li Hongzhang (som endnu en gang var den uundværlige mægler), blev en fredstraktat, kendt som Bokser-protokollen, underskrevet i september 1901.

ca. f.kr. 2000-1500 Xia

f.kr. 1700-1027      Shang

f.kr. 1027-771       Vestlige Zhou

f.kr. 770-221         Østlige Zhou

f.kr. 770-476         Forår og efterår

f.kr. 475-221         Krigene stater

f.kr. 221-207         Qin

f.kr. 206-e.kr. 9     Vestlige Han

e.kr. 9-24              Xin (Wang Mang interregnum)

e.kr. 25-220          Østlige Han

e.kr. 220-280        Tre Kongedømmer
       220-265                     Wei
       221-263                     Shu
       229-280                     Wu

e.kr. 265-316        Vestlige Jin

e.kr. 317-420        Østlige Jin

e.kr. 420-588        Sydlige og Nordlige Dynastier
       420-588                 Sydlige Dynastier
       420-478                      Song
       479-501                      Qi
       502-556                      Liang
       557-588                      Chen
       386-588                 Nordlige Dynastier
       386-533                    Nordlige Wei
       534-549                    Østlige Wei
       535-557                    Vestlige Wei
       550-577                    Nordlige Qi
       557-588                    Nordlige Zhou

e.kr. 581-617        Sui

e.kr. 618-907        Tang

e.kr. 907-960        Fem Dynastier
        907-923                   Senere Liang
        923-936                   Senere Tang
        936-946                   Senere Jin
        947-950                   Senere Han
        951-960                   Senere Zhou

e.kr. 907-979        Ti Kongedømmer

e.kr. 960-1279      Song
        960-1127                 Nordlige Song
        1127-1279               Sydlige Song

e.kr. 916-1125      Liao

e.kr. 1038-1227    Vestlige Xia

e.kr. 1115-1234    Jin

e.kr. 1279-1368    Yuan

e.kr. 1368-1644    Ming

e.kr. 1644-1911   Qing