Tai Chi har altid været betragtet som et særdeles effektivt kampsystem.

Det blev først kendt i brede kredse, da det blev ført til Kinas hovedstad Peking, af Yang Lu Chan da han blev inviteret til at undervise det ved det kejserlige hof. Yang blev udfordret mange gange men tabte aldrig. Så stor var hans kunnen at andre kampkunstspecialister kaldte ham for "Yang den uovervindelige".

Senere udbredte Yang Lu Chans sønnesøn Yang Cheng Fu Tai Chi i større kredse så alle kunne lære Tai Chi. Yang Cheng Fu underviste Tai Chi som et kampsystem der er godt for helbredet. Dette kan bekræftes hvis man læser de tre bøger han har udgivet. Der er intet sandt i den almindeligt udbredte opfattelse at Tai Chi kun er for helbredet og ikke kan anvendes som kampsystem. Men ved at træne Tai Chi som kampsystem kan man få et bedre helbred.

I sin bog "Den praktiske anvendelse af Tai Chi Chuan" Skrev Yang Cheng Fu:

"At man træner sig selv åndeligt og fysisk uden at træne selvforsvar, er civil disciplin.
At man træner selvforsvar uden at dyrke evnen til at få et bedre helbred, er en kampdisciplin.
Den langsomme bløde Tai Chi kampkunst er den rigtige. Den giver evnen til at opbygge sig åndeligt og fysisk samt at udvikle evnen til selvforsvar. Både selvopbyggelse og praktisk anvendelse er komplet Tai Chi."

I disse moderne tider,

med udviklingen af både effektive håndvåben og masseødelæggelsesvåben, har man fokuseret mere på de helsemæssige aspekter af Tai Chi.
Men den komplette kunst har begge dele. Det ene uden det andet er ikke komplet Tai Chi.
De helsemæssige aspekter er der skrevet meget om, men kampkunst aspektet, som indbefatter principper for kamp, anvendelse af bevægelserne osv., er meget lidt kendt og er i fare for at gå tabt.

Som kampkunst
er Tai Chi meget forskelligt fra andre hårde "ydre" kampstile.
Men hvordan er Tai Chi som kampkunst?
Det er helt sikkert ikke om almindelig fysisk styrke, selv om man kan opbygge stor kraft i Tai Chi. En gang da Yang Lu Chans søn Pan Hou havde overvundet en modstander og var tilfreds med sig selv, pegede hans far på hans iturevne ærme og sagde at det var flot han havde vundet, men havde han brugt rigtig Tai Chi til at vinde? Hans mening var selvfølgelig at når man fået revet sit ærme har man brugt sin styrke forkert. Yang Lu Chans måde at kæmpe på var så blød at man kaldte det for næve pakket ind i vat. Mange sagde at det kunne ikke bruges, men det blev altid modbevist af Yang der med få elegante bevægelser overvandt enhver tvivler.

I Tai Chi bliver kroppens anatomiske våben ikke hærdet som i "ydre" stile. Det er fordi det er ikke den ydre hårdhed men energien inden i, der er den virksomme komponent. Hvis man opretholder kroppens rette struktur, vil den være rigelig stærk til at levere stærke slag uden at man må ty til hærdning. Den korrekte effektive brug af styrke, kræver som regel ikke store mængder af det for at opnå den ønskede effekt. Princippet om at afværge 1000 pund med hundrede gram holder stik i Tai Chi Chuan.
Principperne i Tai Chi bliver udviklet ved at træne Sanshou og Tuishou. Nøglen er at man "klæber" til modstanderen uden at give modstand. Hvis man ikke "klæber" til modstanderen kan man ikke mærke hvad han vil, hvis man gør modstand har han et sted at ramme med sin kraft.

Betyder meget simpelt at man skal følge retningen af modstanderens bevægelse tilpasse sig så den mister sin kraft, her kan man så sætte ind, med et minimum af kraft har man overtaget. Det skal ske spontant ikke med en hård indstuderet bevægelse.

Denne taktik er vigtig, modstanderen må ikke få lov at lande sin kraft nogen steder på en, man lader ham tro han har noget at lande på, men man har kontrol og lader ham strække sin kraft længere end han kan og derved mister sin balance. Nu er han et let bytte.

Dette er når man udlader kraft hurtigt og voldsomt, men kroppen må på ingen måde blive hård. Det er udledning af kraft fra hele kroppen over i modstanderen.
Men man må altid huske at stor styrke er ubrugelig hvis de ikke bliver anvendt rigtigt, den virker kun i forening med stor følsomhed. Følsomhed sætter os ikke kun i stand til at mærke modstanderens kraft, men også til at vide hvor vi bedst skal rette vores kraft mod.

Denne energi giver et langt skub der flytter folk langt, men behøver ikke at forvolde alt for stor skade. Det kræver at kroppens dele samarbejder helt fra fødderne til punktet hvor energien samles og lukkes ud.

Denne type af udladning er mindre almindeligt brugt. Energiudladningen er kortere og kan korrekt anvendt brække knogler og skade indre organer.

Evnen til at ødelægge og skade kan også bruges til at hele og til at forlænge og forbedre livet. Kender man Tai Chi til bunds, kender man kroppen og dens funktioner. Denne viden kan bruges til at helbrede skader og sygdomme, ved at åbne for blokeringer af energien og blodet. Man må lære Tai Chi til bunds, både i teori og praksis, før man lærer evnen til at kunne skade. Dette sikrer den rette evne og respekt til at bruge Tai Chi på den rigtige måde. Dette er også grunden til at så mange ikke kender denne side af Tai Chi: Det kræver meget arbejde og vedholdenhed af udøveren. Det gør at teknikerne der kan være farlige kun kendes af de mest erfarne og betroede elever, der ikke vil misbruge dem, men bruge dem til gavn for en selv og andre.
Først og fremmest bliver Tai Chi udøvere opfordret til at have høj moral. Venlighed, medfølelse, ædelhed, og at være en støtte for andre skal altid være nøgleprincippet for ægte Tai Chi udøvere. En Tai Chi udøver skal legemliggøre principperne i Tai Chi og anvende dem i sit daglige liv.

Målet for Tai Chi udøvere er at stoppe vold uden at ty til vold, hvad enten det er fysisk eller ikke-fysisk. Ved ikke at gøre vold til en mulighed, gør man den formålsløs. Og en ikke-voldelig løsning vil da synes den mest effektive. Vold er sjældent løsningen på et problem og alt liv er dyrebart. Tai Chi Chuan er en kunst der forlænger liv. Træner man Tai Chi som kampkunst, lærer man fred. Med viden om volden og dens konsekvenser, undgår vi den.