VACCINATIONER
ORMEKUR
FODRING OG ERNÆRING
"VOKSEVÆRK" hos hvalpe og unghunde...
"ROSENØRER ELLER FLYVEØRER"

VACCINATIONER

Din Bullmastiff skal vaccineres mod hundesyge, parvovirusdiarre og smitsom leverbetændelse. Alle tre lidelser er virusinfektioner og ihøj grad livstruende.

Hundesyge, parvovirusdiarre og smitsom leverbetændelse
Normalt benyttes en cocktailvaccine, der indeholder vaccine mod alle tre lidelser. Hvalpen skal vaccineres, når den er 12-13 uger og igen en måned senere. Herefter skal hunden genvaccineres en gang om året. Tidspunktet for basisvaccinationen har sammenhæng med tidspunktet, hvor de antistoffer, hvalpen har fået med modermælken, med sikkerhed er forsvundet. Hvis vaccinationen foretages, inden disse antistoffer er væk, er den virkningsløs, idet antistofferne nedbryder vaccinen. Talrige undersøgelser har vist, at det tidligste sikre vaccinationstidspunkt er 12-13 uger og 16-17 uger. Alligevel bliver en del hvalpe vaccineret, når de er otte-ti uger. Hensigten er at tage højde for den situation, at antistofferne fra moderen er væk på et meget tidligt tidspunkt, hvilket forekommer lejlighedsvis. Man kan således give en tidlig og foreløbig vaccine for en sikkerheds skyld. Hvorvidt man bør gøre det, afhænger af flere ydre omstændigheder bopæl, smitterisiko mv. Det må man tale med dyrlægen om.

Kennelhoste og leptospirose
Der fås vacciner, som også giver beskyttelse mod kennelhoste og leptospirose. Leptospirose er en infektionssygdom, der især rammer nyrerne. Den er kun meget lidt udbredt herhjemme, men forekommer på bestemte mindre lokaliteter. Kennelhostevaccinen giver kun ringe beskyttelse mod infektionen. Der er således ingen synderlig grund til at vaccinere mod disse to sygdomme medmindre man bor på en af de lokaliteter, hvor leptospirose forekommer. Det må man tale med sin dyrlæge om.

Rabies
Rabies eller hundegalskab er en meget frygtet virusinfektion, som kan ramme både dyr og mennesker. Virus angriber nervesystemet og medfører kramper og mentale ændringer, bl.a. aggressivitet. Sygdomsforløbet er forbundet med stærke smerter og har under alle omstændigheder dødelig udgang.
Sygdommen forekommer ikke herhjemme. Den findes især blandt ræve i Tyskland og andre central- og østeuropæiske lande. Med mellemrum breder sygdommen sig fra den tyske rævebestand til den danske bestand, men den er ikke set i Danmark siden begyndelsen af firserne. Vaccination mod rabies er ikke nødvendig for hunde, der alene opholder sig her i landet. Men ved rejse til udlandet er vaccination påbudt, dels for at kunne rejse ind i andre lande, men også for at kunne vende tilbage til Danmark med sin hund.

ORMEKUR

Orm giver måske ikke direkte symptomer, men de nedsætter Bullmastiffens modstandskraft, og nogle af dem kan overføres til mennesker. Derfor bør man give regelmæssige ormekure.

Næsten enhver Bullmastiffejer stifter på et eller andet tidspunkt i Bullmastiffens liv bekendtskab med enten at skulle behandle for eller forebygge imod orm eller indvoldsorm, som det mere korrekt kaldes. Da Bullmastiffen kan få flere forskellige former for orm, findes der også en mere eller mindre "bredspektrede" (midler der rammer alle former for orm) ormemidler på markedet. Det kan ofte være svært for en hundeejer at finde hoved eller hale i, hvornår der skal gives ormekure, med hvad og mod hvilke orm, der skal behandles. Vi som kennelopdrættere har ofte dygtige vejledere, men da ikke alle hvalpe kommer fra sådanne, bliver dyrlægen ofte den første professionelle, der spørges til råds; og denne rådgivning foregår som regel omkring hvalpens første vaccination og sundhedseftersyn, hvor de første ormekure allerede skulle være givet. I det følgende vil de mest almindelige spørgsmål fra
hundeejere til dyrlægen vedrørende orm og ormekure blive besvaret.

Hvilke orm kan Bullmastiffen få?
Hunde i alle aldre kan få orm, og danske hunde angribes af to typer orm: rundorme og bændelorm. Til Bullmastiffens rundorm hører spolormen, som er langt den almindeligste, hageorm, piskeorm og fransk hjerteorm. Der er mange typer bændelorm. Den hyppigste
hos Bullmastiffen er Diphylidum canium. Spolorme er 5-12 cm lange hvide rundorm, som lever i Bullmastiffens tyndtarm.
Spolormehunnen lægger op til 200.000 æg pr. døgn, som afgår sammen med Bullmastiffens afføring og dermed spredes i naturen.
Når de optages igen, udvikler de sig i Bullmastiffens tarmkanal til larvestadier, der borer sig gennem tarmvæggen og påbegynder en vandring i kroppen gennem blodbaner og leveren til lungerne, hvor de borer sig ud og hostes op i svælget, for dernæst at synkes til tarmkanalen igen: her udvikler de sig til voksne spolorm. Hageormen er 0,5-2 cm lang, grårød, og lever i Bullmastiffens tarmkanal af at suge blod gennem tarmvæggen. En voksen hunhageorm kan lægge 5-10.000 æg på en dag, som afsættes med afføringen og i det fri udvikler sig til larver, der borer sig igennem huden (f.eks. poterne) på en ny hund, for at ende som voksen i Bullmastiffens tarmkanal (de vandrer ligesom spolormelarverne). Hageormelarver kan også overføres ved direkte at blive optaget gennem munden (ligesom spolorm). Piskeormen er 4-8 cm lang og hårfin; den lever i tyktarmen af at suge blod. Enkelte mener fejlagtigt, at hageorm
og piskeorm ingen rolle spiller i Danmark, men dette stemmer ikke helt overens med, hvad landbohøjskolens forskere og praktiserende dyrlæger erfarer: Piskeormen er ret almindeligt forekommende, de er blot svære at påvise, da de kun lægger ganske få æg. Den franske hjerteorm, som af nogle fejlagtig kaldes lungeorm, er en 1,5-2 cm lang rundorm, der snylter i Bullmastiffens højre hjertekammer og lungearterier. De kønsmodne orm lægger æg, der klækkes til larver i blodkarene. Larverne borer sig ud i lungealveolerne, hostes op og synkes til tarmkanalen, hvor de afgår med afføringen. Larverne optages af en mellemvært, f.eks. en
skovsnegl, som måske bliver spist af en hund eller en ræv. Herved er smitten genetableret. De sidste ti år er man blevet stadig mere opmærksom på parasittens optræden i Danmark, specielt i området nord for København. Muligheden for spredning til resten af landet er naturligvis til stede. Uffe Rørbech - Lyngby dyrehospital, har gennem de sidste par år konstateret mindst ti tilfælde af fransk hjerteorm hos hunde, men oplyser beroligende, at han og Landbohøjskolen, der også følger situationen nøje, ikke har fundet flere tilfælde på det sidste. Områdets rævebestand er inficerede og menes at være de egentlige smittebærere.
Bænndelorm: erlange, hvide, leddelte orm, der kan blive op til fem meter lange. Bændelormens hoved sidder fast i tarmvæggen, og de bagerste "modne" led er fyldt med mange bændelormæg; det er leddene, der afgår fra endetarmsåbningen, ikke æggene. I Danmark ses fire bændelormearter, hvoraf de to nedennævnte er de mest almindelige. Bændelormen Diphylidium canium: er den almindeligste bændelorm hos Bullmastiffen. Æggene optages af lopper som igen smitter Bullmastiffen, når den, grundet den af lopperne udløste kløe, gnasker i pelsen og får lopperne i sig. Tænier har mus, rotter, får, harer, svin, m.fl. som mellemvært.

Kan et ormeangreb være farligt?
Orme er parasitter (medspisere), dvs de lever af en del af Bullmastiffens næringsstoffer (tarmindhold, vævsvæske, blod m.m.)
Ethvert voldsomt parasitangreb vil derfor kunne give utipashed, nedsat (eller forøget) appetit eventuelt afmagring og forøget risiko for tilstødende infektioner (tarmbetændelse, bronchitis, lungebetændelse m.fl.). Pelsen er ofte kedelig mat og glansløs; huden tør, eventuelt skællet med forøget tendens til kløe og tilstødende eksem, ligesom der kan forekomme halekløe. Hvalpe er de mest udsatte, især fordi de befinder sig i et "tæt" risikomiljø, og fordi de har ringe modstandskraft over for ormeangreb. Normalt er de fleste ormeangreb ikke livstruende; mange forløber ligefrem, uden at Bullmastiffen viser symptomer, men tilstødende infektioner på grund af Bullmastiffens nedsatte modstandskraft kan naturligvis medføre et alvorligere sygdomsforløb. Det er derfor vigtigt at holde ormeangrebene nede, uanset om de giver symptomer. Spolorm giver ofte hikke hos hvalpen og eventuelt hoste (de vandrende larver) som følge af lugtvejsinfektioner. Næsten alle hvalpe hikker ofte efter at have indtaget et måltid mad. Ormehikken kommer sjældent i forbindelse med spisningen, men på alle andre tidspunkter. De voksne orm i tarmkanalen kan fremkalde både opkastninger og diarre ligesom hårdt angrebne hvalpe ofte fremstår afmagrede og vommede. Ofte bliver pelsen mat.
Hageorm giver blodig diarre og blodmangel specielt hos hvalpe og unghunde, ligesom der kan ses pelsproblemer og hudkløe, men ofte forløber angrebet symptomfrit.

Piskeorm kan ligesom hageorm give diarre (evt. blodig), almen svækkelse og hudkløe (nælder). Fransk hjerteorm giver vejtrækningsbesvær som følge af lungebetændelse/bronchitis og hoste. Det er også beskrevet at hunde kan få blodmangel, epilepsilignende anfald, forlænget koagulationstid, nedsat appetit og blodpropper. Bændelorm angriber oftest symptomfrit, men kan eventuelt give øget appetit, diarre, afmagring, mat pels og endetarmskløe.

Hvordan kan jeg se, at min hund har orm?
Generelt forlader voksne orm ikke godvilligt deres vært. De voksne orm ses derfor kun i afføringen, hvis ormene dør af en eller anden årsag (f.eks. en ormekur), eller hvis de bevirker så kraftige opkastninger eller diarre, at de forøgede tarmbevægelser driver enkelte af dem ud. De voksne orms æg eller larver er så små, at de ikke umiddelbart er synlige i afføringen. De kan derfor kun påvises i mikroskop, og det er hos mange dyrlæger blevet rutine at undersøge en afføringsprøve fra Bullmastiffen, når den kommer til den årlige vaccination, når den drægtige tævehund kommer til kontrol sidst i drægtigheden, samt når hvalpen kommer til den
første sundhedskontrol.
Der findes to metoder til mikroskopisk at påvise ormene: Flotationsmetoden er langt den mest anvendte: Afføringen opløses i en mættet saltvandsopløsning, sies og overhældes i et højt reagensglas. Under en halv times henstand stiger eventuelle ormeæg til tops, hvor de kan opfanges på et dækglas og herefter mikroskoperes. Denne metode er bedst til at påvise
ormeæg, og afslører sjældent ormelarver. Sedimenteringsmetoden: Afføringen anbringes i en lille gazepose, der igen anbringes i et vandfyldt tragtformet glas. I 1øbet af 12 timer vandrer larverne ud i vandet og synker til bunds for dernæst at kunne opsamles enten via en dråbeopsamler eller med en pipette. Metoden er specielt velegnet til at påvise ormenes larvestadier. Metoden anbefales som supplerende rutinemæssig anvendelse på afføringsprøver sammen med flotationsmetoden. Spolorm, hageorm, piskeorm (og
bændelorm) påvises ved flotationsmetoden. Piskeormen lægger kun ganske få æg, og kan derfor, trods sin tilstedeværelse, være vanskelig at påvise. Fransk hjerteorm (og hageorm) kan påvises ved sedimentationsmetoden. Bændelormen er normalt den eneste parasit, hundeejeren har en chance for selv at kunne konstatere. Den forlader heller ikke sin vært godvilligt, men hos visse bændelormearter kan de enkelte ca. 1 cm lange led ses i Bullmastiffens endetarmsåbning som hvide selvbevægelige "agurkekerner" eller i afføringen som "risengryn" De bliver ofte beskrevet som orm, men det er altså enkelte bændelormeled, selvom de "vrider sig" Andre bændelormearter udskiller så små led/æg, at de ikke kan afsløres med det blotte øje, men kun ved mikroskopi af en afføringsprøve.

Hvordan smitter orm?
Der findes flere forskellige smitteveje: Direkte via munden: Den vigtigste smittevej fra fødslen og resten af livet er, at ormeæg udskilt gennem Bullmastiffens afføring optages igen ved at Bullmastiffen slikker dem i sig (f.eks. klæbrige ormeæg, som den har fået under poterne). Derfor er det så vigtigt at fjerne sin hunds "efterladenskaber," ikke blot af æstetiske grunde, men af respekt for risikoen for smitte til andre dyr og mennesker. Denne smittevej ses hos spolorm, hageorm og piskeorm. Via huden: Æg afsat med afføringen udvikles til larver, der borer sig ind i deres nye vært via huden (f.eks. poterne). Denne smittevej ses hos hageorm. Via hvilestadier:
Hos drægtige tæver forekommer det, at hvilende larvestadier i tæveBullmastiffens væv og organer vågner op og fortsætter deres vandring, indtil de ender i tæveBullmastiffens tarmkanal som voksne spolorm, der begynder at afsætte tusindvis af æg som smitter de nyfødte hvalpe. Via livmoderen: De opvågnede larver kan også direkte gennem blod og livmoder trænge ind i hvalpene, så de fødes med spolorm. Via modermælken: Vandrende larvestadier kan ligeledes udskilles med modermælken til de nyfødte hvalpe.
Også denne smittevej ses hos spolormen og hageorm. Via mellemvært: Hos visse indvoldsorm, der enten via Bullmastiffens afføring direkte afsætter larver (fransk hjerteorm), eller æg (bændelorme) som senere udvikles til larvestadier, skal visse af larvestadierne
gennem en mellemvært (mus, loppe, skovsnegl m.m.) for igen at kunne inficere Bullmastiffen, når den æder mellemværten. Dette ses hos bændelorme og fransk hjerteorm.

Kan Bullmastiffens orm smitte mennesker?
Spolormen og visse bændelorm kan smitte til mennesket. Især børn er udsat, hvis de leger med Bullmastiffens afføring, eller uforvarende får noget på fingrene. Børns fingre ender ofte i munden, og så er risikoen tilstede. Spolormens larver tager ikke den normale "vandretur" hos mennesket, men kan ende de underligste steder hvor de indkapsler sig, f.eks. i et øje. Det er dog meget sjældent, at man hører om alvorlige reaktioner, for oftest forløber en smitte til mennesket symptomfrit eller blot som en almindelig influenza.

Hvilken ormekur bør man vælge?
Valget af ormemiddel afgøres naturligvis først og fremmest af, hvilke indvoldsorm man søger at ramme. Dernæst kan man vælge mellem en indsprøjtning hos dyrlægen eller selv at give piller, pasta eller dråber; og om man vil give dem i munden, i maden eller i drikkevandet. Man kan også vælge mellem en dages kure og op til fem dages kure. Og der er lidt for enhver smag.

Hvornår, hvor tit og hvor længe skal man give ormekure?
Ingen af ormemidlerne kan siges at være 100 procent effektive; derfor er det en god ide at give regelmæssige ormekure, også til den voksne hund, eller regelmæssigt at få kontrolleret en afføringsprøve hos dyrlægen, da milde ormeangreb kan forløbe symptomtrit. Hvor tit ormekuren bør gentages afhænger af, hvor ofte Bullmastiffen færdes i risikofyldte smitteområder, dvs. områder, hvor mange hunde afsætter deres afføring, såsom kenneler, hundetoiletter, parker, offentlig vej m.m. Skema 3 giver et eksempel på bekæmpelse/ forebyggelse hos henholdsvis familiehunde og kennelhunde, idet det samtidig anbefales at læse de enkelte firmaers brochurer om behandling af indvoldsorm. Husk, hvis Bullmastiffen her fået lopper, så er der også en risiko for at den kan få bændelorm (Diphylidum). Giv eventuelt en bændelormekur (Droncit, Lopatol, Scolaban) i tilslutning til loppebekæmpelsen. Midlerne både dræber og opløser bændelormen, hvorfor denne ikke altid ses i afføringen efter endt ormekur.
Ormekure bør helst ikke gives sammen med vaccinationen, men kan eventuelt gives en uge før. De fleste spolormekure rammer de voksne orm i tarmen, men ikke de vandrende larver (undtagen Panacur). Ingen af ormemidlerne rammer ormenes hvilestadier i kroppens væv og organer, og flere ormekure gives derfor enten over flere dage, eller anbefales gentaget efter 14 dage. Der er en betydelig sikkerhedsmargin før forgiftningssymptomer opstår; langt de fleste ormemidler kan gives under drægtigheden, ja endog sammen med alle loppebekæmpelsesmidler (undtagen Tiguvon, hvor firmaet fraråder, at enkelte af ormemidlerne bliver gives samtidig med dråberne i nakken). Hvis du er i tvivl, så spørg din dyrlæge eller på apoteket.

Hvad koster en ormekur og hvor kan de købes?
Prisen på en ormekur er afhængig af den pakningsstørrelse, man vælger, og skal samtidig ses i forhold til det antal ormekure, man får brug for at give. Ret beset kan man derfor ikke umiddelbart sammenligne prisen på de enkelte ormemidler; blot konstatere hvis der f.eks. vælges en 10 kilos hund som udgangspunkt, at prisen kan svinge fra 12 til 36 kr. afhængigt af ormemiddel og pakningsstørrelse. Receptpligtige ormemidler kan kun fås hos dyrlægen, eller på apoteket. Håndkøbspræparater fås hos dyrlægen og på apoteket, mens mærke præparater (de fleste ormemidler) endvidere også fås hos mærke forhandlere (f.eks. Matas).

FODRING OG ERNÆRING

Når vi for første gang tilbyder vores hvalpe deres første rigtige måltid af "hundefoder" er det i en alder af 3½ uge, her tilbyder vi dem NRC 9002, som vi efter først at have blødgjort i kogende vand, blender det til en lind grød. Vi tilbyder kun hvalpene dette højproteinfoder (27,5%) til de er ca. 7 uger gamle. Når hvalpene er syv uger skifter vi foder til NRC 9000 som har et protein indhold på ca. 25%.

Vi benytter NRC foderprodukter da de er fremstillet med naturlige konserveringsmidler. Spørgsmålet om hvor meget og hvor tit man skal fodre sin hvalp kan variere fra hvalp til hvalp.

Bemærk venligst at vi fraråder dig at fodre din hvalp med et højprotein hvalpe- eller voksen foder. Jo højere protein indhold i dit fodervalg jo hurtigere vil den vokse. Hvis du benytter et foder med et proteinindhold på mellem 22% og 25% vil du forlænge vokseperioden og dermed mindske risikoen for de knogle skader som et "hvalpefoder" vil kunne udvikle.
Jeg har fra USA hørt om unge Bullmastiffer der voksede så hurtigt på 22% protein tørfoder, at det var nødvendigt at sætte dem på en senior diæt - 18% protein. Hvad end du gør, tilbyd ikke din hvalp noget foder som er over 26% protein. Ignorer eventuelle råd fra din dyrlæge om det modsatte. Uheldigvis er nogle dyrlæger mere interesseret i at høre på sælgernes tilbud om avance på disse foderprodukter, vitaminer og calcium produkter.

Hvalpe i 3 måneders alderen foretrækker normalt deres foder tørt, i stedet for at få foderet opblødt i varmt vand inden det serveres, men nogle fortsætter dog med at foretrække det opblødt. Normalt tilfører vi hvalpens daglige første måltid A38 eller et lignende surmælks-produkt. Surmælksprodukter har en stabiliserende virkning på mavens indhold af syrer. En til to gange om ugen kan en rå æggeblomme ligeledes tilføjes til foderet.
Du må eksperimentere med at se hvor meget din hvalp vil have. 8 uger gammel fodrer vi hvalpen 3 gange dagligt med ¾ til 1 kopfoder pr. gang. Vi foreslår at i fortsætter med fodring 3 gange dagligt indtil hvalpen er 6 måneder gammel, hvorefter man reducerer til 2 gange fodring daglig. Den typiske hvalp vil på dette tidspunkt få et samlet antal af 6 kopper dagligt.

Det er meget sjældent at ovenstående diæt kræver supplement med ekstra vitaminer. For meget supplement kan føre til knogle problemer som f.eks. hofteledsdysplasi. Lad ingen dyrlæge opfordre dig til at købe vitamin og eller kalkpiller undtaget dog er det dog hvis hunden viser fysiske tegn på knogleproblemer.

"VOKSEVÆRK" hos hvalpe og unghunde...

Halthed eller abnorm bevægelse og benstilling er problemer man jævnligt støder på hos hvalpe og unghunde ofte anvendes betegnelsen "vokseværk" om sådanne symptomer. Dette er ikke nogen bestemt lidelse, men en fælles diagnose for en række knoglelidelser, som kan optræde i Bullmastiffens vækstperiode. Nogle af disse lidelser forsvinder igen af sig, selv, mens andre kan være årsag til svær invalidering, fordi der udvikles slidgigt i leddene. Det er derfor væsentlig, at disse lidelser diagnosticeres og behandles i tide. Her omtales fire knoglelidelser med det til fælles, at de fortrinsvis angriber hvalpe og unghunde af store hunderacer

Knoglemarvsbetændelse
Knoglemarvsbetændelse eller Panosteitis eosinofilica er en hyppig årsag til halthed hos store hunderacer (især hos schæferhund) i 5-12 måneders alderen. Symptomerne er periodevis halthed. Som regel angribes kun et ben ad gangen, men haltheden kan springe fra ben til ben så alle fire ben angribes på skift. Haltheden kan være af alle sværhedsgrader, og den ledsages undertiden af feber og appetitløshed. Den endelige diagnose stilles ved en røntgenundersøgelse. Lidelsen forsvinder igen af sig selv, men sygdommen kan strække sig over flere måneder. Medicinsk behandling har kun ringe effekt, men Bullmastiffen bør holdes i ro under anfaldene.

Benhindebetændelse
Benhindebetændelse eller Osteodystrofia hypertroficans synes specielt at angribe meget store hunderacer (som for eksempel grand danois) i 3-7 måneders alderen. Lidelsen er karakteriseret ved varme, hårde og ømme hævelser nederst på de lange rørknogler ilemmerne. Symptomerne er akutte, og der ses svær halthed på alle fire lemmer. Bullmastiffen er ofte uvillig til at bevæge sig, og gangen er stiv og styltet. Haltheden ledsages ofte af høj feber/ appetitløshed og diarre. For at stille den endelige diagnose er det nødvendigt at røntgenfotografere Bullmastiffen. På trods af de voldsomme symptomer forsvinder lidelsen som regel af sig selv. Det akutte stadium varer i 7-10 dage og hævelserne forsvinder i løbet af et par måneder. Undertiden kan benhindebetændelse dog være årsag til deformering af knoglerne.

Hofteledsdysplasi
Ved hofteledsdysplasi udvikles hofteleddene forkert, leddet kan blive ustabilt og bade ledskål og ledhoved deformeres. Dette bevirker, at der udvikles slidgigt i hoften. Lidelsen har ofte et snigende forløb. Symptomerne kan vise sig hos den få måneder gamle hvalp, men i reglen observeres de først senere. Bullmastiffen holder ofte bagparten lavt, gangen kan være usikker og slæbende, og Bullmastiffen kan være uvillig til at springe og gå på trapper. Egentlig halt bliver Bullmastiffen først, når dysplasien har forårsaget slidgigt. Den endelige diagnose stilles ved en røntgenundersøgelse. Hofteledsdysplasi kan ikke kureres, men i nogle tilfælde kan
symptomerne lettes ved medicinsk behandling eller ved et kirurgisk indgreb.

Osteochondrose
Osteochondrose betyder sygdom i knogle- og bruskvæv. Det er en skeletlidelse, som kan angribe mange af skeletsystemets led og vækstzoner. Hyppigst ses sygdommen i skulderled, albueled, knæled, haseled og i albuebenets nederste vækstzone. I det angrebne led dannes en løs bruskflap eller »ledmus«. Allerede i 5 måneders alderen kan symptomerne ses. Bullmastiffen går stift på det angrebne ben specielt efter hvile eller længerevarende motion. Egentlig halthed opstår først senere, når der som følge af angrebet er udviklet slidgigt i leddet. For at stille den endelige diagnose er det nødvendigt at røntgenfotografere Bullmastiffen. Behandlingen af osteochondrose i et led består i at fjerne den løse bruskflap ved en operation. Er den nederste vækstzone i albuebenet angrebet får Bullmastiffen en abnorm benstilling og allerede i 4-5 måneders alderen begynder hvalpen at »franske« på forlemmerne.

Dette behandles ved at hæmme dens væksthastighed ved en restriktiv fodring.

Årsagen
Tidligere forbandt man »vokseværk« med engelsk syge, rachitis, der opstår som følge af mangel på D-vitamin og kalk, og behandlingen bestod derfor i tilskud af store doser levertran og kalk. Engelsk syge er i dag en så sjælden sygdom, at den kan udelukkes som årsag til »vokseværk«. Hvad den egentlige årsag er, ved man endnu ikke helt, men meget peger i retning af, at den hastighed, hvormed Bullmastiffen vokser, er af afgørende betydning. Væksthastigheden er et resultat af arvelige anlæg for hurtig vækst samt udnyttelsen af disse anlæg ved kraftig fodring. For at forebygge disse lidelser anbefales det derfor, at man undgår
overfodring af Bullmastiffen i vækstperioden.

ROSENØRER ELLER FLYVEØRER….

Når din hvalp begynder at skifte tænder vil den ofte udvise stress som hvilet som helst andet ung- dyr vil gøre på samme tidspunkt.
En af mange måder at vise dette på, er ved at savle ekstra meget, i øvrigt ligesom menneskebørn gør det.
Det er en ubehagelig tid i en ung hvalps liv når hvalpetænderne skal skiftes, dens mund er øm og alt hvad den bider i for at fjerne denne smerte, gør det oftest kun være.
Afhængig af avlslinjerne vil tandudskiftningen være overstået med den 4 levemåned, dog kan den for nogle, fortsætte noget længere.

Igennem denne periode kan hvalpens stress symptomer få den til at "rose" ørerne, d.v.s at den trækker dem tilbage, ned langs hovedet, eller ud til siden. I de fleste tilfælde vender ørerne tilbage til den neutrale position imod kinden, når perioden er overstået.

Hvis tandskiftningsperioden er speciel slem, eller hvis hunden har små ører, kan de blive trukket så langt tilbage, at musklerne vil få svært ved at ørerne til at returnere til neutral position.

Omkring 5 mdrs. alderen, begynder den brusk der er i ørelapperne at hærde, hvilket betyder, at hvis din hvalps ører på dette tidspunkt stadig "roser" vil de formentlig forblive i denne stilling permanent. Hvis ørerne ikke viser tegn på at de vil returnere til neutral position omkring 4½ mdrs. alderen, vil det være klogt at overveje at "tape" dem.

Det er en simpel metode til at bringe hvalpens ører tilbage til normal position, metoden som er fuldstændig smertefri og harmløs, tager kun nogle få dage. Dette klares ved at "tape" ørerne med en kraftigt alutape.Tag 4 stykker alutape på ca. 15 cm. længde, og 2 stykker på ca. 7-8 cm.længde.
Få en medhjælper til at holde hvalpens hoved når Du skaltil at tape.
Træk et af ørerne lige ud fra hovedet og læg det første lange stykke tappe på indersiden af øret begyndende fra hovedet, halvdelen af siden med klistret skal være uden for ørets kant. Dernæst lægger Du et af de andre lange stykker tape på ydersiden af samme ører, således at de 2 limede sider nu klister sammen. Samme fremgangsmetode benyttes på det modsatte ører.

Når dette er gjort, skal der fra begge ørerspidser nu være ligesom 2 tape tappe, disse holdes stramt ned under halsen for igen at blive holdt sammen med et af de 2 små stykker tape. Husk her at det første stykke tape skal vende med den glatte side ind mod pelsen på halshuden, og den anden skal placeres således den dækker den klistrede side.

Det er alt hvad der er at gøre. I de fleste tilfælde kan samlingen under halsen klippes over efter 3 dage og ørerne skulle så gerne placerer sig korrekt, skulle de imod al forventning ikke gøre dette, så lad blot tapen på ørerne sidde, dette vil i sig selv være vægt nok til at holde ørerne på ret placering de næste dage. Hvad end der sker, så lad aldrig tapen sidde længere end 1 uge, hvis Du gør dette så vær opmærksom på, at det kan få alvorlige følger for det indre af øregangen.

Skulle Du vælge at fjerne tapen helt efter de første 3 dage, og øresætningen alligevel ikke er som Du ønsker det, kan Du efter et par dage vælge at gøre hele proceduren om igen, men husk jo nærmere på 5 mdrs. alderen hvalpen kommer, jo mindre er chancen for en succesfuld korrektion.

Skulle der være nogle limrester tilbage på pelsen, fjernes disse nemt med margarine.

Kilde for Vokseværk: Dyrlægen informerer og udarbejdet af dyrlæge lic.med.vet Dorte Hald Nielsen