Untitled Document

UNAIDS´ skøn fra 1997 over antal hiv-smittede lyder, at der verden over er 30,6 mio. hiv-smittede. Men Hans Oluf Hansen frygter, at smitte tallene er langt højere. Han forsker i befolkningsforhold og opfordrer verdenssamfundet til at bruge mere sikre data og nye statistiske beregningsmodeller til en mere realistisk vurdering af hiv-forekomstens omfang.

Hiv-epidemien har hidtil været groft undervurderet. Det indrømmer FN-organisationen UNAIDS i en rapport fra december 1997. Det nyeste skøn lyder, at 30,6 mio. mennesker verden over har hiv eller aids, og at der hver dag kommer 16.000 nye smittede til. Med en udviklingshastighed som i dag, vil 40 mio. mennesker være smittet i år 2000.

Hans Oluf Hansen, der er lektor i demografi (dvs. læren om befolkningsvækst og -struktur) fra Københavns Universitet og ekspert i model-baseret demografi, frygter imidlertid, at tallene er alt for lavt sat.

Det er overvejende sandsynligt, at tallene af aids-smittede er langt højere end UNAIDS fortæller, selv med de ændrede skøn. Der er meget gætteri med i spillet, når man skal vurdere udbredelsen af hiv og aids, men deres gæt er baseret på et alt for utilstrækkelig grundlag, og der mangler solide data. Desuden er beregningsmodellen alt for naiv og simpel, lyder kritikken fra Hans Oluf Hansen

Befolkningenstilvæksten

AIDS har dæmpet væksten i verdens befolkning. Det går værst ud over det centrale og østlige Afrika, hvor middellevetiden er faldet så meget, at kun få vil opleve deres 50 års fødselsdag.

I lande som Uganda og Kenya, der traditionelt er højvækst områder, er problemet inden for få årtier muligvis det stik modsatte end hidtil. Antallet af hiv-negative fødte børn vil sandsynligvis falde, fortæller Hans Oluf Hansen, der tilføjer, at dødeligheden af andre årsager er faldende på verdensplan, så det neutraliserer de fleste steder virkningen af aids. På trods af aids vokser den samlede befolkning her på jorden i disse år med ca. 80 millioner om året. I 1999 runder befolkningstallet 6 milliarder.

Antallet af personer, der har aids i terminalstadiet (dvs. er i sidste fase af sygdomsforløbet), udgør det grundlæggende datamateriale UNAIDS´ beregninger over det totale antal smittede. Men det udgangspunkt er ifølge Hans Oluf Hansen ikke godt nok.

De personer, der har aids, udgør kun toppen af isbjerget. Den andel af isbjerget, der er skjult under vandet, fylder mange gange mere og er ukendt land for os alle, siger Hans Oluf Hansen. Han pointerer, at størstedelen af de hiv-smittede heller ikke selv er klar over deres status. UNAIDS anslår således, at kun én ud af hver 100 seksuelt aktive voksne på verdensplan er smittet med hiv - de ni ud af de ti ved det ikke. Det giver tilsammen 27 mio. smittebærere, der ikke selv er klar over den risiko, de påfører andre.

For at få mere realistiske skøn må man have mere sikre grunddata at beregne ud fra. Bl.a. må man vide mere om smittens veje og de smittedes adfærd.

Hans Oluf Hansen foreslår, at man henter denne viden ved at raffinere og effektivisere de demografiske helbreds- og fertilitetsundersøgelse, der i dag laves fortrinsvis i ulande over hele kloden (på engelsk Demografphic and Helth Surveys). Her bliver et repræsentativt udvalg af kvinder i den fødedygtige alder interviewet om deres livshistorie; hvornår i deres livforløb de har fået børn; hvor mange de har fået; og hvor mange af dem der er i live på interviewtidspunktet. Ved hjælp af sådanne personoplysninger kan man måle fertiliteten af en fødselsgeneration af kvinder samt overlevelsen mellem 0 og op til ca. 25-års alderen. Og hvis den pågældende generation repræsentativ, kan man tillade sig at generalisere målingsresultaterne ud fra disse data.

Det optimale ville være, at man benytter disse helbredsundersøgelser til at foretage en hiv-test og stille spørgsmål om kvindernes seksuelle adfærd, partnerskifte m.m. Netop kvindernes hiv-status og adfærd er vigtig, fordi en stor del af smitten på bl.a. det afrikanske kontinent sker fra mor til barn - den såkaldte vertikale smitte. Dertil kommer, at kvinderne ifølge UNAIDS´ skøn udgør halvdelen af alle smittede syd for Sahara, siger Hans Oluf Hansen. Han tilføjer, at man med denne viden kunne lave meget mere sikre skøn over hiv-forekomster og dermed smitterisikoen - men samtidig indrømmer han, at det kan blive svært at få så intime oplysninger ud af folk.

Hans Oluf Hansen undrer sig i øvrigt over, at man fra verdenssamfundets side ikke gøre mere for at få et systematisk indblik i de reelle forhold. Det kunne bl.a. ske ved politisk og økonomisk at støtte kampen for at få hiv-oplysninger ind i de demografiske helbredsundersøgelser.

Ud over at skaffe mere sikre grunddata mener Hans Oluf Hansen, at statistikkerne i UNAIDS med held kunne benytte modeller, der tager flere parametre med i beregningerne. Ligesom UNAIDS arbejder Hans Oluf Hansen med en model, hvor man ud fra nogle forudsætninger fremskriver smitte tallene. Forskellen er, at de forudsætninger, den danske forsker lægger ind i modellen, er langt mere nuancerede end UNAIDS´ forudsætninger. Hans Oluf Hansens model tager bl.a. hensyn til reproduktionen, smitterisikoen, dødelighed, fertilitetsforskel m.m. Og så lægger den vægt på de regionale forskelle.

Den danske forsker har i et konkret regneeksempel fra Uganda inddraget viden fra en demografisk helbredsundersøgelse om fertilitet, dødelighedsforudsætninger m.m. Hertil har han lagt sine antagelser om risiko for seksuel og vertikal smitteoverførelse, dødelighed, middellevetid og aldersfordeling i befolkningen. Ud fra disse præmisser er der opstillet tre scenarier for, hvor meget hiv-smitten har bredt sig i Uganda,og UNAIDS´ skøn over situationen er klart den laveste og mest usandsynlige.