Tavshedpligt og videregivelse af helbredsoplysninger

 

Alle offentlige ansatte, herunder også personer i sundhedsvæsenet, har tavshedspligt vedrørende oplysninger, de har erhvervet i forbindelse med deres arbejde. De nærmere bestemmelser fremgår af Straffelovens § 152, forvaltningslovens §§ 27-28 og lov om offentlig myndigheders registre § 16a og § 21. For læger, sygeplejesker med flere er tavshedspligten særligt indskærpet i lovgivningen.

Tavshedspligten har grundlæggende betydning for tilliden mellem befolkningen og sundhedsvæsenet. Dette gælder også i sammenhæng med seksuelt overførbare sygdomme, herunder hiv-infektion og aids, hvor der tale om følsomme personoplysninger.

Der kan dog være tale om tilfælde, hvor en person med en seksuelt overførbar sygdom ikke vil fortælle sin ægtefælle/samlever om sin smittestatus. Her vil lægen, efter at have forsøgt at motivere personen til selv at informere, efter Sundhedsstyrelsens opfattelse kunne være berettiget til andres tarv at orientere den anden part pga. en nærliggende alvorlig smitterisiko. Også hensynet til et barns tarv kan begrunde en fravigelse af tavshedspligten eller ligefrem en pligt til at udtale sig, if. bistandslovens §§ 19 og 20 (fra 1 juli. 1998 lov nr. 454 af 0 juni 1997 om social servise, §§ 35 og 36).

Hvis  en praktiserende speciallæge eller syge husafdeling ønsker at videregive   resultater af undersøgelser og evt. behandling til henvisende læge, skal speciallægen eller sygehusafdelingen indhente personens samtykke forinden.

Ved kontakt til sundhedsvæsenet bør en smittet person  af hensyn til sig selv opfordres til at oplyse om sin smittestatus, da information herom kan have afgørende betydning for tolkning af symptomer.

 

Information og samtykke

Der påhviler lægen en pligt til at informere personen om undersøgelse og behandling, herunder at indhente dennes samtykke hertil. Omfanget og karakteren af denne information afhænger af undersøgelsens/behandlingens omfang og personens ønske om information.