Nederst på siden om herpes genitalis


Hvad er herpes

Herpes simplex virus (HSV) inddeles i to typer, type 1 (HSV-1) og type 2 (HSV-2). HSV-infektioner er meget udbredte, og antistoffer findes hos 50-80% af befolkningen. Smitten overføres ved tæt kontakt. De sværeste kliniske symptomer ses ved primær infektion (ved første udbrud efter smitte) og hos immunkompromitterede patienter (personer med svækket immunsystem). De hyppigste kliniske sygdomsbilleder er orofacial herpes (herpes ved munden), oftest med HSV-1, og genital herpes (på kønsomorganerne), oftest med HSV-2. Diagnosen hviler på klinik og laboratorieundersøgelser i tvivlstilfælde. Antivirale midler er i dag tilgængelige og har især betydning i det tidlige stadium af sværere tilfælde.

 

Hvor stor er udbredelsen og hvordan smitter det

Undersøgelser har dokumenteret den store udbredelse af HSV-infektion. I den danske befolkning er omkring 50% smittet i løbet af de første fem leveår. Herefter er frekvensen stigende og 80% af alle voksne har antistoffer mod HSV-1, (den type virus som forårsager herpes omkring munden). Forekomsten af HSV-2 antistoffer ses fra det aktive seksuallivs debut og kan påvises hos 30-40% af de 30-40-årige. Selvom det er typisk at herpes genitalis forårsages af HSV-2, spiller HSV-1 også en væsentlig rolle. Således har ca. 30% af virus-isolater fra genitale herpeslæsioner vist sig at være HSV-1. Det har vist sig, at genital infektion med HSV-2 rummer en større risiko for recidiverende (tilbagevendende)  udbrud end infektion med HSV-1.

Både HSV-1 og -2 overføres ved tæt kontakt fra herpes læsioner hvor virus findes i vesiklerne. Når læsionerne tørrer ind og bliver skorpedækkede, forsvinder virus. Hos immundefekte kan der være langvarig virusudskillelse. Kontaktsmitten kan være oral, genital og oro-genital (fra mund til kønsorganerne). Slimhinde-til-hud overførsel kan ses ved bid. Hud-til-hud overførsel kendes fx fra brydere og er beskrevet som herpes gladiatorum. Hud-til-hud kontakt kan også ses, fx ved herpetiske læsioner på hænder og fingre hos medicinalpersonale. Autoinokulation er også velkendt, fx fra herpes labialis med fingre til øjne eller hud. Beskadiget hud er særlig modtagelig for herpes infektion. Således kan der ses svære herpesinfektioner på eksematiseret hud (eczema herpeticum).


Patogenese (sygdomsfremkaldende)
Herpes simplex infektionen starter med virusreplikation på slimhinde eller hud svarende til infektionens indgangsport. Organismens første møde med herpesvirus kaldes for primærinfektionen. Epitelcellerne, som er bolig for virusreplikationen, går til grunde. Ud over epitelceller kan også leukocytter (hvide blodlegemer) inficeres, hvorved der er mulighed for spredning i organismen, hvilket hos immundefekte kan få klinisk betydning.
Fra det lokalt inficerede område, typisk mundhule eller genitalregion vil virus spredes via de sensoriske (sanse) neuroner til de dertil hørende ganglieceller, hvor en latent, livslang infektion etableres. Den latente infektion er karakteriseret ved at være symptomfri og uden virusudskillelse. Man har forestillet sig virus »liggende i dvale« helt inaktivt i gangliecellen. En alternativ og nok mere sandsynlig opfattelse går ud på, at der i den latent inficerede gangliecelle finder en vis replikativ aktivitet sted. Fra et praktisk klinisk synspunkt er det latente stadium karakteriseret ved, at virusudskillelse ikke kan påvises.

Den latente infektion kan, eventuelt provokeret af diverse stimuli, gå over i et stadium med kraftig virusreplikation i gangliecellen hvorfra der sker en transport af intakt virus til slimhinde eller hud og efterfølgende virusudskillelse, eventuelt med kliniske symptomer. Dette stadium kaldes den reaktiverede eller recidiverede infektion. Ikke alle udbrud efter primærinfektionen er nødvendigvis reaktiverede infektioner. Immuniteten mod herpesvirus er meget ufuldstændig, hvorfor der er mulighed for reinfektion med en anden virusstamme inden for samme type. At dette finder sted støttes af påvisningen af genetisk forskellige (dvs. forskellige på DNA-niveau) vira i ganglier fra samme person. Betegnelsen recidiveret infektion forekommer derfor bedst dækkende for denne infektionstype.

 

Hvordan helbredes det

HSV-1 og -2 er følsomme for flere antivirale midler, hvoraf acyclovir må anses for »the drug of choice«. Stoffet, der virker ved at hæmme den virale DNA syntese, kan administreres lokalt, peroralt og systemisk. De alvorlige, evt. livstruende HSV-infektioner kræver intravenøs acyclovirbehandling


Resistensudvikling er sjældent forekommende. Det er set hos immunsupprimerede. Det acyclovirresistente virus er lavvirulent og har en ringere replikationsevne. Hos enkelte (immunsupprimerede) patienter har det givet anledning til behandlingkrævende klinisk sygdom, som dog har har kunnet behandles med andre (mere toksiske) midler såsom foscarnet. Det acyclovirresistente virus har indtil videre kun haft begrænset klinisk betydning.

 

Kilde: Herpes simplex infektioner, N.A.Peterslund, Månedsskrift for Praktisk Lægegerning 1994, 72: 123-8

 

 

HERPES GENITALIS

På trods af den intensive indsats for at begrænse HIV-smitte verden over har der siden 1982 ( starten af "AIDS-perioden" ) været en jævn stigning på 33 % af genital herpes. Epidimien har endvidere skiftet karakter fra en ren type 2 til en blandet type 1 og type 2. Ved første udbrud af genital herpes har nu 40% type 1 og 60% type 2.. De smittede der får mange og gentagne udbrud har dog for 80-90% vedkommende type 2. Årsagen til stigningen skyldes at det er muligt at smitte sin partner også selv om der ikke er frisk herpesudbrud.

Af de personer der er smittede, har 2/3 kun ganske lette symptomer, der ikke opfattes som friske herpesudbrud (irritation eller revner i slimhinden - eller måske noget man tror er svamp). En mindre del er smittede helt uden at have symptomer ( subklinisk ) og endelig er der en mindre del der har typiske udbrud med blærer. Første typiske udbrud kan i øvrigt komme 1, 5 eller 10 år efter man er blevet smittet. Den mest almindelige måde at blive smittet på er således et ubeskyttet samleje hvor partneren slet ikke aner at han/hun er smittefarlig. Man kan altså ikke visuelt se om en partner har herpes, men kan kun påvise det ved blodprøve eller prøve direkte fra slimhinden (lettest ved friske udbrud) DERFOR: Ved ny partner spørg eller fortæl om herpes-infektion. Undersøgelser hos kvinder viser, at hvis de gennem livet kun har haft èn partner er 1 ud af 20 smittet, ved 6-10 partnere vil 1/3 være smittet og ved over 10 partnere vil over halvdelen være smittet.

Mange smittede vil kunne have gavn af daglig tabletbehandling, der desværre er en ret dyr behandling. Denne behandling vil hos op mod 80% gøre de smittede fri for nye udbrud og vil for langt størstedelen ( 94% ) nedsætte udskillelsen af herpesvirus hos smittede, der ikke har symptomer. Vær dog opmærksom på at der altid vil eksistere en risiko for smitte. Der er ingen langtidsbivirkninger af medicinen og ingen resistensudvikling. Hvem der skal behandles og hvor længe er stadig uafklaret. Der foregår en intensiv forskning for at finde en vaccine. De videnskabelige baggrunde for at udvikle en vaccine mod herpesvirus er tilstede. De hidtidige forsøg med recombinant glucoprotein HSV vaccine ( 1997 ) ser desværre ikke lovende ud (den sidste undersøgelse er endnu ikke afsluttet). Derfor arbejdes der nu indenfor andre felter ( genetisk ændret virus, replication-incompetent virus ( DISC-vacc.) og immunostimulerende cytokiner )

 

KILDE: Dansk Herpes Virus Gruppe , okt.1998