Henrik's Star Wars side
Opdateret 13/8-1999


Mine favorit Star Wars links

12 Maj 1999 var vi tre danskere der tog flyveren fra Kastrup til Los Angeles, vi skulle over og se Star Wars !
Verdenspremieren var 19 maj i USA, hvilket var 3 MÅNEDER før premieren i Danmark. Ingen af os tre kunne vente til den danske premiere, vi måtte bare se filmen så hurtigt det var muligt. I Los Angeles var vi dog ingenlunde alene om at ville se filmen. Via starwars.countingdown.com var vi kommet i selskab med andre Star Wars fans. Der var fans fra store dele af verden (bl.a. Singapore, Australien, England, Sverige, Norge, Tyskland, Canada, USA og Danmark), samlet udelukkende for at være blandt de første i galaksen til at se filmen. Alle os fra countingdown havde muligheden for at overvære den allerførste forestilling i Mann's Chinese Theater. Den selvsamme biograf den første Star Wars film havde premiere i i 1977. I cementen foran indgangen har Darth Vader, C3PO, R2D2 og Harrison Ford sat deres aftryk og autografer !!!!
Som sagt tog vi fra Danmark d. 12 Maj og vi var således fremme ved biografen en uge før premieren. Men mange af de andre fans havde været der endnu længere. De første i køen satte telt op d. 7 April !!!.
Nu kan man godt tro at det er aldeles kedeligt at sidde på sin flade på et fortov foran en biograf i en hel uge, bare for at være blandt de første til at se en film. Men det var en enestående oplevelse at vente i køen foran biografen. Biografen ligger på Hollywood Boulevard, og vi nød vejret, det gode selskab samt at være i centrum af begivenhederne. Vi havde som sagt fundet ud af at der skulle være en kø via starwars.countingdown.com. Personerne bag countingdown havde virkelig organiseret køen godt. De var blevet sponseret af mange forskellige firmaer. Bl.a. havde de fået en ADSL internet forbindelse helt ud på fortovet. De havde fået sponceret et helt TV-Studie også på fortovet. Al teknikken var anbragt under et åbent telt. Det betød at der stod PC'er til fri afbenyttelse, således at man kunne skrive e-mail's og chatte. TV studiet sendte levende billeder fra køen 24 timer i døgnet. Kun afbrudt af båndede indslag, såsom Star Wars Trailere eller parodier. Der var også mulighed for at koble evt. bærbare PC'er til internettet. Det benyttede jeg mig flittigt af. Nu var det ikke kun teknikken der var velorganiseret. Det vigtigste, nemlig billetterne til Star Wars verdenspremiereforestillingen, havde de også fået organiseret køb af. Dem der havde skrevet sig på countingdown listen via internettet i god tid, havde mulighed for at købe billetter. Der var udtænkt et point-system der gjorde at jo længere tid man opholdt sig i køen jo flere point fik man. Man fik også point for hvor langt man havde rejst for at være med. Der skulle et bestemt antalt point til for i det hele taget at få billetterne. I USA er der ikke nummererede pladser. Derfor kunne man optjene flere point, således at jo flere point jo bedre placering i den endelige kø ved indgangen til forestillingen. Alt i alt betød det at man ikke nødvendigvis behøvede at opholde sig 24 timer i døgnet i køen på fortovet. Vi havde hotelværelser lige i nærheden (det havde alle de andre også) og opholdt os 4-8 timer om dagen i køen. Ingen af os havde været i USA før, så vi gik nogle lange ture i Hollywood og især op og ned af Hollywood Boulevard.
For hver dag der gik, kom der flere i køen og der kom flere og flere TV-Journalister og kamerafolk. Vi blev interviewet af adskillige TV-Stationer fra flere lande (USA, Japan, Danmarks TV2). Især når de hørte at vi var kommet helt fra Danmark bare for at se filmen, blev vi interessante.
De sidste 24 timer inden premieren, skulle vi være i køen hele tiden. Det blev en lang nat på fortovet. Vi havde købt nogle store Darth Maul oppustelige stole. Vi troede at man kunne sidde i dem og læne sig tilbage og falde i søvn. Vi tog fejl. Først da det var ved at blive lyst igen opgav vi og brugte vores liggeunderlag i stedet for. Det blev kun til et par timers søvn. Det blev delvist opvejet af nogle smukke unge piger, som om morgenen kom og delte dougnots ud til de trætte og sultne Star Wars fans. De var naturligvis reklameblikfang for filmen "Big Daddy" men det gjorde dem ikke midre tiltrækkende. Men ellers begyndte de første udklædte Star Wars fans at dukke op. De fleste af kostumerne var utroligt detaljerede og meget gennemførte. Der var en noget speciel stemning i køen. De fleste havde brugt de sidste mange uger på fortovet og nu var dagen kommet. Man gik lidt rundt og vidste ikke rigtigt om man skulle være glad eller ked af det. Mange havde fået venner for livet og skulle skilles næste dag, men det fælles mål lå ikke langt væk. Langt de fleste var også trætte. Nogle havde slet ikke sovet. Da Star Wars biografreklameskiltene skulle sættes op på biograf facaderne foregik det under højlydte råb fra de mest vilde tilhængere.
Premiereforestillingen var et minut over midnat. Ved 21 tiden skulle alle de registrerede countingdown deltagere være tilstede. Her ville de endelige placeringer i køen blive offentliggjort og man skulle indtage sin plads i køen. Ialt var der ca. 200 i countingdown køen. Der kunne være 1500 i biografen så der var mange der ikke var med i den "officielle" kø og derfor måtte stille sig op bagved. De var kommet i løbet af de sidste dage. Men alt foregik i god ro og orden. Vi fik udleveret et kort med vores nummer. Derefter stod vi og ventede indtil kl. 22:00. Så skete det. Dørene til biografen blev lukket op og vi begyndte at gå mod indgangen. Der var stor kontrol med med at man kom ind i nummer rækkefølge. 4-5 gange i løbet af de ca. 100 meter fra køen til indgangen blev vi nummerkontrolleret. Vi kom ind og fik kæmpet os til nogle relativt gode pladser. Nogle af de første havde desværre spærret de allerbedste pladser, men vi sad egentlig meget godt. I to timer skulle vi vente på at det blev midnat. Stemningen i biografen var på kogepunktet. De to timer gik faktisk hurtigt. Få sekunder efter midnat gled tæppet til side og der kom billeder på lærredet. Røde og grønne lyssværd flængede mørket foran lærredet og brølet var øredøvende. Desværre var der lige 10-15 minutters reklamer. Alle reklamerne blev buuuuuu-et ud. Det føltes som år inden Star Wars logoet tonede frem på skærmen. Det var fantastisk. Musikken og rulleteksterne gjorde at man straks kom i den rigtige Star Wars stemning. Det var bare for fedt. Vi havde ikke sovet så meget om natten så vi var lidt trætte. Det gjorde desværre at vi småslumrede lidt. Ialt sov vi nok 2-3 minutter af den lidt over 2 timer lange film. Men det gjorde ikke noget. Vi skulle direkte hjem på hotelværelset, sove og op igen for at se filmen igen klokken 12 frokosttid ! Men selv om vi var MEGET trætte da vi kom op på hotelværelset, lå vi i ½time og diskuterede filmen. Der er rigtigt mange detaljer og jo flere gange man ser filmen jo flere detaljer lægger man mærke til.
Til alle der kan lide de gamle Star Wars film : Glæd jer til den nye film !!!!!!

 

Links til Star Wars relaterede hjemmesider :

Officielle Star Wars hjemmeside http://www.starwars.com
Den officielle hjemmeside fra Lucas film.
Star Wars Fanklub Danmark http://www.starwarsfanklub.dk
Hjemmesiden for Star Wars Fanklub Danmark !!!!
Bliver desværre ikke opdateret særligt tit.
Dette bliver ændret inden længe. Jeg er blandt dem der skal tilføre siden nyheder.
Dansk Star Wars forening http://www.star-wars.dk
Hjemmeside for Dansk Star Wars forening.
Er ved at blive gennemgribende opdateret.
En rigtig god hjemmeside.

countingdown to starwars
http://starwars.countingdown.com

Coolest site of the year 1998 !!!!
Selvom Episode 1 har haft premiere er det er der hele tiden nye oplysninger om filmen.
Lincoln Gaskin (webmaster på countingdown) er bl.a. også taget til London for at overvære den Engelske premiere.
Han fortsætte med at samle alle nyheder og al tænkelig og utænkelig information om begivenheder i forbindelse den kommende film.

The Force http://theforce.net

Min Star Wars favorit hjemmeside !!!!
ALTID opdateret med nyheder angående Star Wars :-)

Jedi net http://www.jedinet.com
Nogle meget kompetente og ægte Jedi-riddere bestyrer denne hjemmeside.