KØLIG: Klub for ØL-Interesserede Godtfolk
Velkommen til alle elskere af godt øl
English version

Foreningen "Danske Ølentusiaster" stiftet
- ved møde på Carlsens Kvarter i Odense lørdag den 5. september 1998.
22 ølentusiaster fra det meste af landet var mødt op, og 24 (!!) meldte sig ind. Entusiasmen fejlede i hvert fald ikke noget til mødet, og hvis bare halvdelen af visionerne og de gode intentioner bliver ført ud i livet, ja så er succesen hjemme.
Jess Pilgaard fra Næstved sørgede som dirigent for at mødet forløb i nogenlunde ro og orden, og at vi fik vedtaget et sæt vedtægter, som er til at arbejde med.
Der var stor opbakning (næsten halvdelen var villige til at stille op til den første bestyrelse!); der blev dog ikke kampvalg da nogen trak sig i sidste øjeblik.
Den første bestyrelse består af:
Søren Houmøller (formand)
Bo Fønns (næstformand)
Peter Molnit (kasserer)
Anders Evald (sekretær)
Ole Madsen
Frank Bergenholtz
Henrik Papsøe

Bestyrelsen i Danske Ølentusiaster. Fra venstre mod højre bagerst: Bo Fønss, Frank Bergenholz, Peter Molnit, Søren Houmøller, forrest Anders Evald, Henrik Papsøe og Ole Madsen
Bestyrelsens næste møde er hos formanden fredag d. 25. september 1998 kl. 20:00.
Og hvad skal foreningen så lave?
Under sloganet "Bedre øl i Danmark" vil foreningen prøve at samle enkeltpersoner og eksisterende foreninger under en fælles paraply. Foreningen vil arbejde for et bredt udbud af øl, oplyse om øl, stimulere til håndbrygning, sikre respekt om den ædle drik og fastholde en sund vinkel på øl.
Foreningens fundament er begejstrede ølelskere rundt om i landet, og det er i vedtægterne fastslået, at Danske Ølentusiaster skal være uafhængig af bryggerierne.
Konkret vil vi udgive et kvartalsblad, afholde arrangementer (ølsmagninger, bryggeribesøg, rejser, foredrag, ølfestival ...). Der planlægges etableret en omfattende hjemmeside på WWW, og den nuværende rundsendelse af nyheder via e-mails vil blive udbygget. Foreningen vil hurtigst muligt søge optagelse i det fælleseuropæiske initiativ EBCU for at medvirke til at styrke ølforbrugernes interesser i hele Europa.
Foreningens vedtægter er ved at blive rettet til efter generalforsamlingen. De bliver tilgængelig på nettet om kort tid.
Og hvordan bliver man så medlem?
Indtil videre bliver man medlem ved at skrive til Anders eller Søren (adresser nederst denne side) eller ved brev eller e-mail til kassereren:
Peter Molnit
Ejbydalsvej 27
2600 Glostrup
Telefon 43 45 39 91
E-mail: pmolnit@get2net.dk
Du bedes oplyse fornavn, efternavn, fuld adresse, telefonnummer, evt. e-mailadresse, evt. web-sted.
Du opfordres til at tilføje nogen få ord (1-20 stk), der fortæller hvem du er (f.eks. "Medstifter af ølklubben De Glade Hvidtølsbrødre", eller "Tjekkisk ølelsker" eller lignende). Medlemslisten bliver tilgængelig for alle medlemmer, primært via internet, og med lidt ord på bliver det nemmere at finde ud af, hvem der er hvem, og hvem man har fælles interesser med.
Når vi har modtaget din indmeldelse, sender vi et indbetalingskort til dig (de skal lige trykkes først, så der går et par uger!).
Koster det så noget at være medlem?
Ja, der skal jo penge i kassen til at trykke og sende blad for og til andre omkostninger. Generalforsamlingen vedtog, at for resten af 1998 kan man blive medlem for 100 kr. For 1999 bliver beløbet vedtaget ved generalforsamling først i året - beløb på 150 til 200 kr. pr. år blev nævnt som et acceptabelt niveau.
Der er mange udgifter her til at begynde med, så jo flere medlemmer vi kan skaffe, jo bedre forening.
Mangler du en god gaveide til en der interesserer sig for godt øl, så er et års medlemskab i Danske Ølentusiaster måske lige sagen?
Foreninger melder sig ind med et antal personer svarende til stemmeret på generalforsamling og udsendte blade. Prisen for foreningers medlemskab aftales med bestyrelsen.
Kan jeg være med som aktivt medlem?
Ja, vi lægger op til en åben struktur, hvor alle der vil, kan være med til at lave noget.
F.eks. blev den store opbakning til generalforsamlingen udmøntet i en gennemgang af, hvad hver især kunne bidrage med i DANØL's første tid. Næsten alle på mødet meldte sig til arbejdsopgaver, og al indsats fra medlemmerne er værdifuld:
Vil du påtage dig at hverve medlemmer i et bestemt område? Vil du skrive artikler til bladet? Vil du tegne annoncer til bladet? Vil du hjælpe med ved arrangementer? Vil du stå for et arrangement? Kan du tegne? Kan du fotografere? Vil du prøve at hverve medlemmer på din arbejdsplads eller i din forening? Kan du trykke en plakat? Kender du en journalist med særlig interesse i godt øl? Har du et genialt forslag til logo?
Meld ind med hvad du kan og vil, så vil vi organisere aktiviteterne i arbejdsgrupper, med et bestyrelsesmedlem til at koordinere hver gruppe.
Ølhilsen fra
Bestyrelsen i Danske ølentusiaster
Sekretær (generalsekretær) Anders Evald

Øl-klubben KØLIG
Klubbens formål er at udbrede kendskabet til og nydelsen ved godt øl!
Det ligger i formålet, at godt øl bør nydes for smagens og oplevelsens skyld, ikke for at opnå fuldskab og orgier. Vi sætter kvalitet foran kvantitet! At øl også indeholder alkohol, er dog ikke ukendt for os: Den bivirkning tager vi med som en del af nydelsen - vi er ikke de rene asketer!

Fra vores optræden i TV2-nyhederne, der besøgte os til et ølmøde i sommeren 1997. Fra mikrofon og bagud er det Øl-Anders, Øl-Søren og Øl-Karsten. Vi nyder bl. a. Pilsner Urquell og Abbaye des Rocs. Indslaget blev bragt da bogen Øl for Dummies blev udgivet og KØLIG fungerede som modvægt til Haribo-bællere på Nyhavn.
KØLIG er en firmaklub oprettet i 1995 i dk-TEKNIK i Søborg. Vores firma er et teknologisk serviceinstitut, der arbejder med energi og miljø. Øl-elskerne i klubben er en blandet landhandel af danskere, vi er ca. 2/3 mænd og 1/3 kvinder i gruppen, en del er akademikere og vi har en gennemsnitsalder på 30-35 år.

Den sjældne Westvleteren Blanche fra 1985, som vi smagte på klubturen til Belgien. Bryggeriet nedværdiger sig ikke til at bruge etiketter, men mærker kun kapslen, så ved serveringen på øl-kult stedet Kulminator i Antwerpen, lægges kapslen andægtigt på bordet ved siden af flasken. Læs den fyldige beretning om Belgien-turen på disse sider.
Vores hovedside (denne) og 10 undersider præsenterer hvad der i alt svarer til 40-50 papir sider med nye og spændende oplysninger om øl. Det er næsten udelukkende originalt stof lavet til dette hjemsted.
Dit modem vil ikke gå i coma her, for vi har begrænset brugen af billeder. Vi har også begrænset antallet af links, dels for at undgå at du surfer væk, dels for at sikre at vi kan følge med i opdateringen. Du finder ikke forældede links her!
Dette kan du opleve på vores 10 undersider:
KØLIG's manifest. ADVARSEL! Siden indeholder knubs til danskerens ølvaner. Der vil blive talt nedsættende om almindeligt anerkendte ølmærker og danskernes utrolige loyalitet overfor uinteressante produkter bliver latterliggjort.
Introduktion til ølsmagning: Studer vores vejviser til en verden af spændende øl - lær at smage ordentlig på varerne og prøve vores trappestige med øl!
Øltyper og stilarter: Detaljeret oversigt over øltyper- og stilarter. Under halvdelen af listens ca. 30 øltyper fremstilles i Danmark.
Beregninger af ølafkøling: Du kender sikkert problemet: Dit køleskab er 5°C, lokalet er 20°C - og som ølconnaisseur ved du, at øllet smager bedst ved temperaturer på 8 til 16°C. Hvornår skal man tage sin øl ud - eller hvornår skal man sætte den ind?
Danske bryggerier og deres bryg: Her finder du vores oversigt over danske bryggerier, deres mærkevarer og hjemmesider. Nu med komplet adresseliste.
Butikker med ordentligt øl: Her finder du vores oversigt over butikker med godt øl. Mest i Danmark, men også en overraskende henvisning til "Systemet" i Sverige!
I byen efter godt øl: Her finder du vores oversigt over, hvor i Danmark man kan gå i byen for at nyde godt øl.
Godt øl på rejsen: Anbefalinger til værtshuse og bryggerier, som er et besøg værd, når du er i udlandet. Inklusive stemningsbeskrivelser, adresser og vejbeskrivelse.
KØLIG i Bruxelles: Se beretningen fra vores spændende øl-studietur til øllets mekka.
Revolution i USA: En personlig beretning om omvæltningerne på ølmarkedet i verdens største ølforbrugernation.
Ølfestival i Antwerpen: Beretning fra KØLIGs tur til 24 timers ølfestival i Antwerpen i 1997.
Foreninger og selskaber:
Der findes endnu ikke nogen forening, der samler interesserne omkring øl i Danmark. I foråret 1998 har en gruppe ølentusiaster - individuelle og fra klubber - taget initiativ til at forberede en landsdækkende forening. Det forventes, at en stor øl-elsker sammenslutning bliver dannet omkring november 1998. Stiftende generalforsamling planlægges afholdt i forbindelse med at øl-guruen Michael Jackson besøger Danmark.
Følgende er en oversigt over foreninger og klubber, som vi har hørt om i KØLIG. Af pladshensyn har vi kun medtaget nogle få af de mange klubber, hvis vigtigste mission er at få en ordentlig kæp i øret under indtagelse af øl.
- De 4 Årstider er en ølklub stiftet december 1993 med 9 medlemmer, alle ansat i Unibank - størsteparten i personaleafdelingen. De holder tema-smagninger 4 gange om året på dagene for solhverv og jævndøgn. Har været på studietur til Prag. I efteråret 1998 er det planlagt, at tage til Belgien. Kontakt: Arne Slej.
- Selskab for Vestjysk Ølkultur er en nordvestjysk forening med ca. 100 medlemmer, som med udgangspunkt i Bryggeriet Hancock i Skive og Thisted Bryghus arbejder for at forsvare en dansk brygtradition: "Øl er kultur og den bør bevares og udbredes". Medlemska bkoster 100 kr om året. Foreningen kan kontaktes på adressen: Selskab for Vestjysk Ølkultur, v. Jens Ole Jespersen, Ringgade 14, 7600 Struer.
- SYNC er en ølklub ved TV2, København. Navnet antyder situationen, hvor billedet kører, lyden passer, speaken er fin og timingen OK. Hvad forkortelsen står for er endnu ikke helt klart. Klubbens vedtægter indeholder bl. a. et punkt om, at man ikke må føre motorkøretøj efter klubbens møder.Kontakt: Søren Juhler
- SØDT (Dansk Synkron Øldriknings Team) har som formål at skabe en øget og mere bevidst indtagelse af øl. Den gode øl har alt for længe stået i skyggen vin. Foreningen har p.t. 15 mænd og kvinder i alderen 28-45 år som medlemmer. Hjemstedet er København, medlemmerne er dog fra hele Sjælland. Stiftet i eftersommeren 1997.
- Håndbryggerlauget af 1970 med hjemsted i Brabrand, Århus. En meget aktiv forening, med meget fine lokaler, hvor der brygges to gange ugentlig. Håndbryggerlauget udgiver et spændende medlemsblad om øl og ølbrygning (kr. 50 pr. år for 4 numre). Ole Madsen er internet-aktivt medlem.
- Andre foreninger af hjemmebryggere: Nyetableret forening findes Tranbjerg, flere er på vej f.eks. i Holstebro og Viborg.
- Samlere af øl-etiketter og fulde øl-flasker. Der findes i Danmark 5-10 foreninger og grupper, der beskæftiger sig med øl som samlere - det er fyldte flasker, etiketter osv. der står på dagsordenen blandt de i alt ca. 400 medlemmer. Foreningerne "Danske ølsamlere" (med tre lokalforeninger på Fyn, omkring Århus og i Sydsjælland), "Foreningen Ølsamlerne","Samlerforeningen Fort", "Samlerringen Hvidovre", "Skandinavisk Bryggerisouvenir Samlerforening" og "Samlerforeningen Kronborg" kan alle kontaktes via ovenstående link. Leif Sonne, har en samling på 13.000 flasker, der kan beses på Carlsberg i Valby efter særlig aftale.
- Dansk Ølnyder Selskab (DØS) er en landsdækkende loge, som har til formål at fremme kendskabet til dansk og internationalt øl.
- Ølklubben Humle med medlemmer fra Holstebro og Tvis har 10 medlemmer (5 ægtepar). Formålsparagraffen er identisk med KØLIG.
- Den Seriøse Ølklub er en firmaklub hos Kommunedata i Ballerup. Klubbens formål er at udbrede kendskabet til såvel dansk som udenlandsk øl samt at styrke det sociale samvær med nuværende og tidligere kolleger.
- Anders Deleuran er en ud af to i en seriøs ølsmagningsforening i Vordingborg. De afholder bl.a. ølsmageaftener, hvor andre indvies i ølsmagningens kunst.
- WASAB er en lille klub af Wiibroe-entusiaster. Hjemmesiden indeholder bl.a. oversigt over Wiibroes produkter (men ingen bedømmelse) og en detaljeret beskrivelse af bryggeriets historie. Det er et glimrende eksempel på bryggerihistorie i Danmark, som ender med Carlsbergs beslutning om at lukke bryggeriet i 1998.
- 7t6 logen er en loge, der i høj grad er dedikeret til øl. Udover klubbens originale funktion - at drikke øl - er der tilføjet score-tavlen, der angiver, hvor mange qvinder, de forskellige logebrødre (i alt 8 gymnasielever) har scoret.
- Danmarks Øl Parti er et drukselskab med sjove optagelsesritualer.
- Ølklubben af 1995 er en lukket klub, som i deres søgen efter kvalitet er nået til konklusionen at Carlsberg er det bedste øl. Det er klubbens mission at sørge for at alle deltagere ved en festivitas opnår den samme promile.
- Ølforeningen ATF - Albani Til Folket har det fornemme mål at fremme forbruget af Albani i Vejle-området. Foreningen består af 26 unge og yngre mænd. For overhovedet at komme i betragtning som medlem skal man eje minimum 1 stk. navnenoteret Albani B-aktie pr. år foreningen har eksisteret (stiftet 1995).
Udvalgte WWW links vedr. øl:
- Boersma' Beer Page er en meget stor og velorganiseret samling af nogenlunde opdaterede links til virtuel ølnydelse på WWW.
- The Real Beer Page er et meget stort system af sider om bryggerier, enkelte øl, landeoversigter, links. Stedet er et besøg værd, selv om indgangsvinklen er amerikansk.
- Michael Jackson er verdens øl-kender nummer et. Hans hjemmeside indeholder beskrivelser af godt øl, vejledning i smagning, henvisninger til bøger og CD-rom'er om øl m.m.
- CAMRA (The Campaign for Real Ale), den engelske forbrugerorganisation med 50.000 medlemmer arbejder for fastholdelse af den engelske tradition for godt øl og uafhængige pubber. På deres hjemmeside finder du oplysninger om engelsk øl, om pubber, om CAMRA og links videre i øllets verden, herunder til forbrugerorganisationer i andre lande, f.eks. en af europas mest velfungerende og slagkraftige øl-konsumentforeninger, nemlig den belgiske De Objektive Bierproever (Den objektive ølsmager). De er associeret med andre seriøse europæiske ølforeninger, bl.a. CAMRA, Finlibs (Finland), Svenska Ölfremjämdet, Les Amies de le Bière (Frankrig), Le Buveur d'Ogre (Schweiz).
- Erik Hartman er historiker og ølskribent (medlem af Danske Ølskribenters Laug). Her kan du bl.a. finde spændende madopskrifter med øl (hvad med en Belgisk Kaffe med trappistøl, kanel, puddersukker, kaffe og flødeskum?), hjemmebrygning, ølhistorie og -historier.
Interessante Newsgroups (Internet diskussiongrupper):
- rec.food.drink.beer; Seriøst internationalt debatforum om øl, kvalitet af øl, markedføring, firmaer og bryggerier osv. Flere internationale ølkendere deltager her. Emnerne kan f.eks. være en enkelt øl, fejl ved øl, anvendelse af ris og majs i øl, gode råd om ølsmagning ved rejse til nye steder, ølsmagningsfestivaler, introduktion af nye mærker osv.
- alt.beer, Snakkeforum for drukbrødre- og søstre. Tømmermændenes kraft er her vigtigere end øllets smag. Som en del at de mange "alt"-grupper er dette forum desuden generet af et stort antal meddelelser, der sendes med spredehagl til mange grupper uanset om det handler om øl eller ej. Fornylig lå der på alt.beer flere hundrede meddelelser om mulige årsager til skilsmisse, flere kædebreve osv.
- FAQ for rec.food.drink.beer indeholder svar på de mest almindelige spørgsmål, der stilles om øl på rec.food.drink.beer
- FAQ for alt.beer indeholder svar på de mest almindelige spørgsmål, der stilles om øl på alt.beer (FAQ = Frequently Asked Questions)
Informationer om øl:
Hvis du vil dykke ned i detaljer om øl, så prøv:
Michael Jacksons vigtige bog "Beer Companion" er 300 sider grundbog på engelsk om øltyper, ølsmagning etc. Den var på bogudsalg i Danmark til mellem kr. 89,- og kr. 149,- i foråret 1997. Prøv at støvsuge boghandlerne for eventuelle usolgte eksemplarer, eller bestil bogen direkte i England hos internetboghandelen The Internet Bookshop.
CD-rom'er med titlerne: "Beer Hunter" og "World Beer Hunter" multimediepræsentationer af Michael Jackson. Den første dækker amerikansk øl med særlig vægt på øl-revolutionen i 80'erne og 90'erne (microbreweries). Den anden dækker godt øl fra hele verden. De distribueres i Danmark af Funware og kan købes i Computer City (Østerbro og Glostrup i København). Pris ca. kr. 350,-. Link til detaljer om CD-rom'erne findes på Michael Jacksons hjemmeside.
Carlsbergs Forskningscenters Bibliotek
Tlf. 33 27 52 04 eller 33 27 33 27 lokal 5204
Bøger om øl, læsesal for "forskere", muligvis udlån
Monica Ritterbands kogebog: "Hane i guld", 1992. Bag i bogen er der en liste over dengang eksisterende danske bryggerier og deres produkter.
Carlsberg-museet
Valby Langgade 1, 2500 Valby, Tel.: 33 27 13 14
Familiemuseum for Carlsbergs to grundlæggere - I.C. Jacobsen og Carl Jacobsen. Bygningen huser også Ny Carlsberg Glyptoteks oprindelige lokaler fra 1882-1896.
E-mail til udvalgte V.I.P.'er i KØLIG:
Forslag og kommentarer til dette hjemsted er meget velkomne. Kontakt os også, hvis du vil optages på KØLIG's postliste (hotte nyheder om godt øl udsendt af og til).
E-mail til: Anders Evald(formand)
E-mail til: Søren Houmøller................Personlig hjemmeside: Klik her
Tælleren herunder er midlertidigt ude af drift. Det rigtige tal er ca. 12.000 plus tallet i tælleren.
har besøgt dette sted siden 17. september 1996.
Hjemmesiden er oprettet 14. december 1995 af Anders Evald og Johnny Iversen. Sidste opdatering: Anders Evald, 2. september 1998.