- der ikke er salmer
Det her er hverken salmer eller morsomme lejlighedssange. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det - men her er det altså.
Sonet om en kollegas kvaliteter
Skal man besynge dine kvaliteter
- og det har jeg jo lovet, at jeg vil -
slår sprogets smukke gloser næppe til
på faxpapir i lange kilometer.
Måske har andre tider haft profeter,
som folk var bedre til at lytte til;
men du tør idetmindste sætte Gud på spil
blandt folkekirkens nulliteter.
Du støtter dig til liturgiens fædre,
når du argumenterer for en ny ide
og mener, ingen før har tænkt det bedre.
Du fylder glæde i mit sprog, og det
er i sig selv en god grund til at hædre
din kvalitet på vers, som du kan se.
-dikte 98
Den døde kirke
Her var en menighed engang,
men det er længe siden.
Den var så fuld af liv og sang,
men den gik ud med tiden.
Vor kirkes liv kan ingen se,
for ånden er punkteret;
hvis nogen får en ny ide,
så bliver den spoleret.
Men smålighed kan godt få rum
- og strid og kætterier.
Er det et evangelium,
som vi går rundt og siger?
Hvad skete? Hvorfor løber folk
som får til alle sider?
Er Helligånden kun Guds tolk,
når menigheden gider?
Nej, ånden blæser, som den vil,
den kan man ikke skræmme.
Kun den kan vække døde til
en sang med liv og stemme.
Gud, send din ånd. Begynd med os,
skab liv i døde grene,
lær os din sang om håb på trods,
at tjene dig alene.
-dikte 99
Tåbesang
Herre, fra det dybe råber
jeg til dig, som elsker tåber,
frels mig fra de mørke skygger,
vær du klippen, hvor jeg bygger.
Jeg fik lagt en sang i munden,
da du frelste mig fra bunden
i mig selv og alt det andet,
som har gjort mit liv forbandet.
Og jeg sang den, fyldt af glæde,
Herre, du var selv til stede,
hvorfor er den nu forsvundet
og min glæde atter bundet?
Dine undere er mange,
frels mig, lær mig dine sange,
lad mig synge, at jeg håber
kun på dig, som elsker tåber.
-dikte 00
Aristoteles, kristeligt forvendt
Virkeligheden, kan den rumme læren
om at forandring er længsel på vej,
er der en helt ubevægelig væren,
længes bevægeren selv efter mig?
Han skabte alting: ideer og tanker,
han gav dem liv, accidens og substans;
os har han skabt med et hjerte, som banker
længselsfuldt mod ham og alt, der er hans.
Selv gav han afkald og fulgte sin længsel,
Ordet tog bolig hos os og blev kød,
han rev os ud af ideernes fængsel,
han satte grænser for skygger og død.
Nu har vi virkelig fuldkommen væren,
han gav os målet, vi savnede før.
Han har bevæget os, hans er al æren,
virkeligheden er alt, hvad han gør.
-dikte 00
