Sakskøbing by

I 1332 foregik der en dramatisk Danmarkshistorisk episode i byen. Her kom Christoffer 2. til Sakskøbing som en falleret og besejret mand efter at have lidt et militært nederlag til grev Gerhard af Holsten i et slag ved Dannevirke 29. november 1331 og efter at have måttet underskrive hårde fredsvilkår og sætte hele Danmark i pant til de holstenske grever Gerhard og Johan - på betingelser, der gjorde en indløsning af panterne reelt umulig. Kongen flyttede ind i et beskedent hus i Sakskøbing, men blev her overfaldet af to tyske riddere, Hennike Breide og Johannes Ellemose, som belejrede ham og hans søn Otto i hans hus og til sidst tvang ham ud ved at sætte ild på huset, hvorefter de slæbte ham som fange til Ålholm Slot. Han blev løsladt herfra efter grev Johans indgriben, men døde kort efter 2. august 1332 i Nykøbing Falster. Da sønnen Otto 1333-34 forsøgte at genrejse den danske kongemagt, havde han hovedkvarter i Sakskøbing indtil sit nederlag til grev Gerhard og tilfangetagelse i slaget ved Taphede ved Viborg 6. oktober 1334. Sakskøbings privilegier af 1337 blev udstedt af grev Johan i den kongeløse tid frem til 1340.

Sakskøbing kirke er en rigt ornamenteret teglstenskirke fra ca. 1240-1300, oprindeligt indviet til  Skt. Poul. Tårnet er fra midten af 1400-tallet og altertavlen fra ca. 1500. Kirken har gennemgået en større indvendig istandsættelse 2003-04 og er bl.a. blevet udstyret med nye kirkebænke. Kirken har et ældre Köhne-orgel, men supplerede det fra 2004 - efter megen diskussion - med et digitalt orgel.

I 1483, 1488 og 1505 nævnes et helligåndshus (middelalderligt hospital) i byen: det har måske ligget i Torvegade.
 
 
I middelalderen har der været et befæstningsanlæg omkring byen, i hvert fald nævnes en (vold-)grav i et dokument fra 1494, og  Resens kort over byen fra ca. 1675 viser resterne af et voldanlæg vest og nord om byen op til fjorden.

Sakskøbing var selvfølgelig en lille by, hvor borgerne foruden deres byerhverv også drev landbrug og holdt husdyr. Byen havde f.eks. en tilbagevendende strid med Våbensteds bønder om retten til græsning på overdrevet mellem de to byer. Sakskøbing blev flere gange tilkendt græsningsrettigheder på overdrevet (i 1399, 1449, 1504, 1536 og 1688), men striden blev først endeligt afgjort i 1763, da overdrevet blev udskiftet mellem Sakskøbing, Våbensted og Reersø. 1550 bestemte Christian 3. i øvrigt, at de markeder, der hidtil havde været afholdt i Toreby og Døllefjelde, nu skulle flyttes til Sakskøbing.

Fra 1523 nævnes en bro over Sakskøbing å, som de rejsende måtte betale afgift til broforpagteren for at passere. Der må dog have været en bro meget længere tilbage. 1567 nævnes en vandmølle udenfor byen, ejet af byen og udlejet til adelsmanden Albert Oxe.
 

I 1500-tallet blev skibene så store og tilsejlingsforholdene til Sakskøbings havn så dårlige (fjorden så tilgroet), at havnen flyttede ud til Oreby længere ude i fjorden. Varerne er så blevet fragtet med vogne mellem Sakskøbing og Oreby og med pramme fra Oreby ud til skibene, som måtte lægge sig længere ud på reden ved Kragevig . I 1582 forsøgte ejeren af Orebygård, Christoffer Gøye, at forbyde Sakskøbingborgerne adgangen til at benytte ladepladsen ved Oreby. Sakskøbing-borgerne kunne dog dokumentere, at de uhindret havde kunnet benytte Oreby som havn i 40 år, og retten tilkendte dem derfor fortsat adgang til havnen; de måtte dog ikke benytte Christoffer Gøyes skibsbro. Der har åbenbart været en benhård økonomisk strid mellem købstadsborgerne og godsejeren, men Christoffer Gøye stiftede alligevel et Christoffer Gøyes hospital med 5 sjæleboder (fribolig til 5 personer) i Sakskøbing i 1581 på hjørnet af Gåsetorvet og Vestergade.

Byens rådhus nævnes første gang i 1449, dets beliggenhed er ukendt. Senere, på Resens tid omkring 1675, lå det ifølge hans kort på sydsiden af Sakskøbing Torv.

1621 afsagde højesteret kendelse om, at retten til at udnævne præsten i Sakskøbing tilhørte Sakskøbings byråd og borgere og ikke de godsejere, der ellers havde forsøgt at tiltage sig retten.

Byen blev plyndret og efterfølgende brændt ned af svenske tropper 7. februar 1658: bagefter lå 26 gårde og 56 huse øde.

I 1660 indførtes den såkaldte portkonsumption (eller accise) i Danmark. Herefter byggedes der små acciseboder ved købstædernes bygrænser, hvor der skulle betales accise (told) for indførsel af varer til købstæderne. Sakskøbing fik nu 3-4 små acciseboder: en østre ved Sakskøbing å og havn, en vestre ved Maribovejs gamle vejføring ind i byen (ved den nuværende Gyden), en søndre i Søndergade og hertil muligvis også en ved Oreby havn. Den vestre accisebod blev flyttet til Vestergade 27 (hjørnet af Vestergade og Gåsetorvet) i 1815 efter omlægningen af Maribovej og anlægget af byens nye kirkegård i 1815. Portkonsumptionen blev afskaffet i 1851, og boderne solgt og senere nedrevet. Til gengæld fik byen så en mere moderne toldbod ved havnen i 1859. Sakskøbing havde i 1600-1700 tallene to torvedage ugentligt og 2 markedsdage årligt, det største af disse afholdtes 29. september.

1600-tallet har været en tid med nedgang for Sakskøbing, bl.a. de svenske plyndringer 1658-60 må have ramt byen (og dens opland) hårdt. Ifølge en kommissionsberetning af 17/6 1682 var der da 60 ødegårde i byen og 56 beboede huse. I 1672 var der 272 indbyggere i byen, i 1769 424 (hvoriblandt 16 købmænd og 43 håndværkere), i 1801 549.

Detaljerede oplysninger om Sakskøbings historie har man først fra og med første halvdel af 1700-tallet, hvorfra der er bevaret en lang række skriftlige kilder til byens historie: rådstueprotokollen er bevaret fra 1678, kirkeregnskaberne fra 1709,  byens pantebog fra 1729, skræddernes laugsbog fra 1731, smedenes laugsbog fra 1732, kirkebogen fra 1735, bytingets auktionsprotokol fra 1736 og handskemagernes laugsbog fra 1759. Også snedkerne og skomagerne havde i øvrigt laug i Sakskøbing i 1700-tallet. Ifølge en indberetning fra byfogden i 1735 var skomagerlauget med 19 mestre byens største laug. Skrædderlauget bestod af 6 mestre, og der var 4 vævermestre, 4 snedkermester, 1 murermester og 2 smedemestre. Dertil var der 8 købmænd i byen. Byen havde en handelsflåde på 3 små galioter og 6 små jagter, som manglede fragt og var lagt op ved Oreby havn. Sakskøbing by kunne ikke besejles, og selv ved Oreby kunne det være svært at komme ind.

1735 fik Morten Jensen bevilling til at opstille en vejrmølle på Klokkerbakken på hjørnet af nutidens Maribovej og Kalkbrænderivej, hvor der tidligere havde ligget en vandmølle, og hvor byens borgere havde en grusgrav liggende. For enden af Kalkbrænderivej, ud mod fjorden, lå Rakkerbakken.

Som andre købstæder (og landsbyer) blev Sakskøbing ramt af flere bybrande, de stråtækte huse var naturligvis et let bytte for flammer. I 1728 nedbrændte 16 gårde ved en bybrand, i 1784 20 gårde og huse og i 1800 18 gårde og huse inklusive byens rådhus, som dengang lå på Torvets østlige side. Et nyt beskedent 1-etages rådhus med arrest erstattede hurtigt det brændte, men nu på Torvets sydside (Torvet 5). Huset står sådan set endnu på Torvet, men i en stærkt ombygget form, ikke mindst med en tilbygget overetage fra 1921. Rådhuset flyttede siden (1836) videre til sin nuværende plads ved Søndergade bag Torvet.

I 1778 lod kammerherre Poul Abraham Lehn Gøyes Hospital udvide så der nu var plads til 10 personer. Det flyttedes siden til Rørbæk i 1850.

Wichmanns Gård (fra 1770'erne), på hjørnet af Brogade og Torvegade

Byens hovedgade var før i tiden Vestergade, der, som navnet siger, løb mod vest, til Gåsetorvet, hvor den mødte Maribovej, og i modsat retning mod øst forlængedes i Brogade, som førte til træbroen over Sakskøbing å til Rørbæk og vejene mod Sundby/Nykøbing og Oreby. Dertil kom det lille Gåsetorv, Sakskøbing Torv og de små gader fra Torvet op til Vestergade: Brostræde (siden 1927 Torvegade) og Kirkestræde (således benævnt siden 1879). Desuden var der de større gader Sønder Vestergade (‘Sladergade' på Resens kort fra 1675, og siden 1879 benævnt Juniorsgade) og Søndergade, som udenfor byen forlængedes i Nystedvej mod Nysted.
 

Juniorsstiftelsen

Købmanden Lars Hansen Junior oprettede Juniorsstiftelsen i Sdr. Vestergade (Juniorsgade) i 1802 med plads til 12 fattige og skænkede yderligere 3.000 rdl. som kapital til stiftelsen. Han skænkede samme år også 600 rdl. til byens skole til forbedring af skolelærernes løn. Denne sidste pengesum røg dog hurtig i kommunekassen, uden at skolelærerne mærkede noget til den.

Byen fik en ny skolebygning i 1810, og erstattede den allerede i 1847 med endnu en ny skolebygning på Sakskøbing torv. Denne sidste skolebygning blev ombygget i 1878 og 1912, der var bolig for lærerne på 1.salen og 2 klasselokaler i stueetagen. Om ombygningen i 1912: se nedenfor i afsnittet om Sakskøbing fra slutningen af 1800-tallet til 1960. Byen fik også, som tidligere nævnt, et nyt rådhus i 1836 i Søndergade - det nye rådhus rummede tillige byens lille brandstation.

Der kom en ny præstegård til i Vestergade i 1815 og kirkegården blev efter forordningen om købstadskirkegårdes udflytning af 1806 flyttet væk fra kirken og ud til sin nuværende plads ved Vestergade i 1815, to våbenhuse ved kirken blev nedrevet 1819-20. Kirken fik højt spir i 1852 i stedet for sit gamle pyramidetag og blev restaureret 1859 og 1864 af arkitekterne V. Dahlerup og Ove Petersen. Ved den sidste lejlighed blev kirkens åbenbart ikke særligt smukke eller historiske sakristi på kirkens sydside nedrevet. Restaureringerne afslørede i øvrigt ganske interessante kalkmalerier, men de kunne dengang ikke reddes for eftertiden. De blev dog aftegnet af Nationalmuseet.

Samtidigt med udflytningen af kirkegården blev Maribovej rettet ud, og dens oprindelige indføring til byen blev nu til en blindgade, Gyden (eller Gammel Vestergade), ved Gåsetorvet.

Pr. 1859 var der ifølge Trap Danmarks 1. udgave 155 gårde og huse i Sakskøbing (heraf 5 udenfor byen), byen havde et brandkorps på 148 mand. Der lå 3 væverier i byen, 1 farveri, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 1 pottemageri og 1 skibsbyggeri, som i 1856 imidlertid kun havde udført reparationsarbejde). Dertil var der en del brændevinsbrænderier. 6 fartøjer med i alt 972½ lasters drægtighed var hjemmehørende i byen. På Nystedvej lige udenfor byen lå en vindmølle (Dosemøllen, nedrevet 1912). Der afholdtes heste- og kvægmarkeder 5 gange om året (februar, marts, juli, oktober og november).

Fra midten af 1800-tallet begyndte Sakskøbing også at mærke til den industrielle udvikling, der var i gang i Danmark. Byens folketal steg betragteligt, fra 549 i 1801 til 852 i 1840 og 1409 i 1870. Byen fik et gasværk og dermed mulighed for gasbelysning i 1865, og i 1874 kom jernbanen til byen med bygningen af jernbanestrækningen Nykøbing Falster - Nakskov. Saxkjøbing Telefonselskab blev stiftet i 1887, og byen fik sin første telefoncentral (i Brostræde, dvs. nutidens Torvegade). I 1897 sammenlagedes Saxkjøbing Telefonselskab med sine 57 abonnenter med Det Lolland-Falsterske Telefonselskab.

T.v. Foderkagemagasinet med foderblandingsanlægget (i baggrunden: Sakskøbing kirke)

Et par store købmands- og handelsfirmaer satte deres præg på byen med købmandsgårde og ganske store kornmagasiner og pakhuse i hele perioden fra ca. 1850 og frem til efter 2. Verdenskrig. Købmand M. Fæster opførte således ved murermester Reinau et stort 3-etagers kornmagasin med stort loft i Brogade i 1854. Bygningen blev først revet ned og erstattet med andelslejlighedsbyggeri omkring 1988-90. Fæster gik fallit i 1879 og købmand Fritz Rasmussen overtog hans forretning i 1884 og byggede ved havnen et endnu eksisterende Foderkagemagasin med foderblandingsanlæg i 1910-11 (t.v. på fotoet ovenfor fra 2001, i 2002 blev bygningen ombygget til motionscenter). Rasmussens forretning fusionerede med Maribofirmaet C. A. Qvade og købmand Faber i Bandholm til 'A/S C. A. Qvade, Rasmussen og Faber' i 1900 (fra 1912 blot A/S C. A. Quade og Co.).

  Maribo Amts Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt (nu Saxenhøj)

I 1866 kom der en stor arbejdsplads til byen, da Maribo Amt byggede sin Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt (nu Saxenhøj) (se fotoet) på Saxkøbing Lillemark, dengang ejet af baroniet Guldborgland, der indtil da havde udlejet det til græsning for Sakskøbings borgeres kreaturer. Der var et stort behov for plads til ‘dårer' (sindssyge) og til ‘fordrukne, dovne og genstridige fattiglemmer' i Maribo Amt, og efter en udvidelse allerede i 1867 blev der plads til 88 sindssyge og 50 tvangsarbejdslemmer på anstalten. I centrum lå en to-etages rotundebygning med kælder, hvorfra der i et strålesystem udgik 4 et-etages fløje med sovelofter, udenom hele komplekset lå en ringmur. I centralbygningen var der økonomilejlighed, sygestue, isolationslokaler for ‘inddømte', depot, kontor, bedesal og inspektørbolig. I de fire fløje var der henholdsvis plads til 40 mandlige og 10 kvindelige arbejdslemmer, 44 mandlige og 44 kvindelige sindssyge. Mænd og kvinder blev altså holdt adskilt fra hinanden. Anstaltens arkitekt var Ove Petersen (som også stod for bygningen af Oreby Slot i 1874-78). Der var tremmer for alle Anstaltens vinduer indtil 1910-11, og  ringmuren omkring anstalten blev først revet ned i 1922. 3 af de 4 et-etages fløje fik senere en 2.sals- overbygning til nye sovesale, som igen i 1960'erne afløstes af 1- og enkelte 4-sengs værelser.

Oprensningerne af Sakskøbing havn måtte gentages jævnligt: bl.a. i 1870, 1886 og 1889. Oprensningen i 1870 foregik med havnens egen dampmuddermaskine, i 1886 var det  firmaet Gluud & Gerner fra Nakskov, som fik uddybet sejlløbet ind til Sakskøbing til 8 fods dybde, sejlrenden ind til Oreby til 10 fods dybde, samt anlagt en vigeplads ved Oreby. Bolværkerne blev ombygget i 1873, og i 1880'erne  var der ca. 30 meters bolværk på bysiden og ca. 85 meters bolværk på Rørbæksiden af fjorden. Byen indkøbte en slæbedamper "Willemoes" i 1889 til havnen og måtte indtil 1904 jævnligt spæde til for at dække havnens underskud.

1881 købte byen en ejendom i Juniorsgade, som blev indrettet til et lille kommunalt sygehus med 2 sygestuer med hver 2 senge, 3 yderligere sengepladser i tagetagen og en mindre epidemiafdeling. Det blev senere kraftigt udbygget, bl.a. i 1895, hvor der nu var i alt 18 senge på sygehuset. Byen fik sit nye råd-, ting- og arresthus i gotisk stil 1887-88 til erstatning af forgængeren ved Søndergade, arkitekten var V. Petersen. Brandstationen flyttede ved samme lejlighed til hjørnet af Lunden og Juniorsgade.

  Sakskøbing Rådhus (fra 1887-88)

En Industriforening stiftedes 1858 af byens arbejdsgivere efter opløsningen af de gamle håndværkerlaug ifølge loven om næringsfrihed af 1857. Industriforeningen lod opføre en Håndværkerstiftelse på Gåsetorvet i 1881 med 7 lejligheder til friboliger for værdigt trængende medlemmer af foreningen og en Teknisk skole på Torvet i 1902 (nedrevet 1977), siden 1867 havde byen haft en aftenskole med teknisk undervisning (nedlagt 1963).

Byens posthus lå 1871-74 i Vestergade 24-26, 1874-1904 på jernbanestationen, 1904-21 på Sakskøbing Torv. En privat realskole blev oprettet i 1886 og flyttet til det tidligere posthus i Vestergade i 1888. Og ved Hotel Sakskjøbing på Torvet opførtes Saxkjøbing Theater i 1896 til erstatning for den gamle teatersal på hotellets 1.sal. Af andre institutioner i byen nævner Trap Danmark 1898 et asyl (med plads til 30 børn) på præstegårdens grund i Vestergade, et svendehjem i Juniorsgade og 1 fattighus med 4 lejligheder i Juniorsgade ved siden af Juniorsstiftelsen. Asylet var blev stiftet i 1887, men nedlagdes allerede mellem 1902 og 1906.

Byens indbyggertal lå på 1499 personer i 1890: 218 levede ‘af immateriel virksomhed', 633 af ‘industri', 267 af handel, 1 af søfart, 4 af jordbrug, 5 af gartneri, 191 af andre erhverv, 41 a f deres midler, 55 af almisser og 84 var på Anstalten.

Ifølge Trap Danmark 1898 var der pr. 1898 følgende fabrikker og industrielle anlæg i Sakskøbing: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 1 fabrik for mejeri- og landbrugsartikler, 1 dampsavværk og skæreri, 1 andelsmejeri, 1 dampvæveri, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 1 mindre pottemageri, 1 farveri, 1 kalkbrænderi, 5 maltgørerier og 1 mindre cykelfabrik. 11 ‘fartøjer og målte både' på i alt 110 tons var hjemmehørende i Sakskøbing. Byens kreaturhold var på 61 heste, 83 stykker kvæg, 41 får, 85 svin og 14 geder. Der afholdtes heste- og kvægmarked 3. og 5. tirsdag i fasten, kvægmarked 8. juli og 1. oktober samt heste- og kvægmarked 7. november. Der var 211 huse (hvoraf de 186 i byen). Byens areal udgjorde 283 tdr. land, hvoraf ca. 44 tdr. udgjorde selve købstaden og resten købstadens markjorder.
 

I 1909-10 byggedes Sukkerfabrikken i Sakskøbing (eller helt præcist i Rørbæk i Sakskøbing Landsogn). Fabrikken var i mange år ved siden af Anstalten byens vigtigste arbejdsplads. Omkring fabrikken anlagdes et net af roebaner på sammenlagt ca. 75 km., hertil kom den søværts transport af roer til Sakskøbing. Roeskibe sejlede roer ind til byen fra øerne i Smålandshavet. 1913 opstilledes en roeelevator på havnen til losning af roerne, det sidste stykke vej op til fabrikken tilbagelagde roerne på fabrikkens roebane fra havnen. I 1921 købte sukkerfabriken dampskibet ‘Havkatten', som 1921-59 slæbte fabrikkens 10-12 roepramme med plads til hver ca. 100 tons roer ind fra øerne, først kun fra Fejø, men fra 1948 også fra Femø. Som returlast havde man roeaffald. ‘Havkatten' brugtes også til isbrydning i Sakskøbing Fjord.

Sakskøbing havn, som ellers havde kostet bystyret mange udgifter, begyndte at give overskud fra 1904 med den stigende eksport af landbrugsprodukter og import af foderstoffer, kul og koks; især Sukkerfabrikkens start i Sakskøbing i 1909-10 gav masser af trafik på havnen. Havnen blev da også udbygget med mere kajplads 1910-15 og sejlløbet uddybet til 10 fods dybde i 1901 (og oprenset igen ved flere efterfølgende lejligheder). Endnu en god indtægt for havnen kom fra Østlollands Dampskibsselskab A/S, der stiftedes i 1900 og drev rutefart med dampbåden ‘Guldborgland' med 1 ugentlig tur fra Sakskøbing over Fejø og Masnedsund til København, og tilbage igen over Fejø til Sakskøbing. I samme anledning blev der bygget et dampskibspakhus på havnen i 1915 (nedrevet 1972). Der blev også forsøgt i perioder med lystsejlads på fjorden mellem Sakskøbing og Oreby, således dampbåden ‘Frem' i 1914 og motorbåden ‘Terje Viken' i 1921 og i årene fremover. Der blev nu også behov for en havnefoged i Sakskøbing, embedet blev oprettet i 1913, og den nye havnefoged fik en præsentabel havnefogedbolig ved havnen i 1915. Skibe har i øvrigt også deres skæbne: 'Terje Viken', der var bygget i Sakskøbing i 1918, blev efter tiden som turbåd ombygget til stenfisker med hjemsted i Urne Havn og senere igen anvendt som pram mellem Nakskov og øen Enehøje i Nakskov Fjord. En isvinter blev den skruet ned, men senere hævet og istandsat som lystbåd. Den sejler formentligt endnu.

Sukkerfabrikkens roebane fra havnen til sukkerfabrikken blev suppleret i 1918 med en havnebane fra havnen til jernbanestationen. Bådebygger Hans Petersen anlagde et skibs- og bådebyggeri på havnens sydside i 1916, i 1924 overtog skibsbygger P. Hansen og flyttede skibs- og bådebyggeriet over på havnens nordside, Rørbæksiden. I 1921 anlagde A/S Det forenede Oliekompagni et depot ved havnen. Og i 1928 flyttede byens lille brandstation til Emil Årestupsgade ved havnen. Det samlede brandkorps bestod af 16 deltidsansatte i 1923.

Den organiserede sport begyndte også at komme til Sakskøbing. Sakskøbing Roklub blev  grundlagt i 1905 og byggede sig et stort, endnu eksisterende klubhus ved havnen i 1922. Et badehus ved roklubben flyttedes i 1934 længere ud i fjorden (hvor der nu er lystbådehavn), og en særskilt svømmeklub blev stiftet i 1935. Boldklubben Frem stiftedes 1905 og Gymnastikforeningen 1907. Fodbold spilledes først på en boldplads ved Maribovej/Kalkbrænderivej, siden fra 1925 ved Lunden. I 1950 åbnede man byens nye stadion ved Holmeskoven.

Rutebiler begyndte at køre til og fra Sakskøbing i 1920. Allerede i 1904 havde et privat selskab ‘Guldborghave' (hurtigt afløst af en privat vognmand) overtaget den kongelige privilegerede post- og dagvognsrute mellem Guldborg og Sakskøbing, en rute der på det tidspunkt blev kørt 1 gang dagligt med hest og vogn (dagvogn). Fra 1920 gik denne rute over til motoriseret drift med først tysk Adlervogn med plads til 9 passagerer foruden post og pakker - og nu to ture om dagen - og siden fra 1931 med en Chevrolet med plads til 14 passagerer. Statsbanerne og siden Det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab overtog driften af denne rute efter Guldborgbroens åbning i 1934 og forlængede den til Maribo, og efter Storstrømsbroens åbning i 1937 til Vordingborg. Et andet selskab ‘I/S Sakskøbing Rutebil' kørte daglige ture til og fra Sakskøbings omegn fra 1925, så landboerne kunne komme ind og handle i Sakskøbing. Og i 1932 startedes rutebilskørsel mellem Sakskøbing og Nysted.

En ny, større fabrik kom til i 1930. Det drejede sig om benmelsfabrikken ‘Trio' ved Lunden, her fremstilledes kød- og benmel af slagteriaffald samt lucerne- og kløvermel. Fabrikken blev drevet i fællesskab af slagterierne i Nykøbing F., Maribo og Nakskov, dens skorstene gav en ubehagelig stank ud over byen indtil sin lukning i 1958 og nedrivning i 1966. C. A. Qvade opførte et stort havnemagasin i 1940 (nu nedrevet) og så sent som i 1960 en stor kornsilo med plads til 3.500 tons korn, begge bygninger på havnen.

Sakskøbing Borgerskole på Torvet blev ombygget nødtørftigt i 1912, således at der blev tilføjet tilbygninger i begge ender med tilsammen 2 nye klasselokaler (nu nedrevet) og en kvist over facaden med buet fronton. Man havde så ialt 4 klasselokaler, plus en lille såkaldt fysikklasse (et lille rum med lange bænke). Eleverne var omkring 1920 inddelt i 6 klasser, og man havde ingen kommunal realskole. Skolen havde heller ikke egen gymnastiksal, gymnastikundervisningen måtte foregå i den private realskoles gymnastikskole i Vestergade nærved. Sakskøbing Kommune købte den private realskole i 1954 og slog den sammen med Borgerskolen. Borgerskolens bygning står endnu på Sakskøbing torv, men bruges siden 1965 til andre formål.

Den gamle præstegård i Vestergade blev nedrevet i 1924 og erstattet af den nuværende. Byen opførte et alderdomshjem i 1937 (1939?) på Maribovej og udvidede byens sygehus væsentligt sidst i 30'erne. Og i 1935 besluttede byrådet, at alle ejendomme skulle have indlagt wc'er til erstatning for de gamle lokumsspande. Udskiftningen af lokummer med wc'er var færdig i 1939. Sakskøbing Torv blev i 1940 prydet med statuen 'Roepigerne', bekostet af Ny Carlsbergfonden.

Byens indbyggertal var oppe på 1.559 i 1901, 1.805 i 1921, 2.100 i 1930 og 2.473 i 1945.

      Roepigerne på Sakskøbing Torv (Gottfred Eickhoff, 1940)
 

Fra 1960'erne ramte tidens centraliseringsbølge og afindustrialisering også Sakskøbing. Et udtryk for centraliseringen har været den udbredte butiksdød i byen. Endnu i 1980'erne var der ganske mange butikker i Brostræde, Torvegade, Vestergade, på Torvet og på Nykøbingvej i Rørbæk. I dag er Sakskøbings butiksliv stort set centreret om Søndergade og til dels Torvet.

I 1967 sammenlagdes Sakskøbing med de 7 landkommuner omkring byen: Sakskøbing Landsogn, Tårs, Vigsnæs, Majbølle, Radsted, Slemminge-Fjelde og Våbensted-Engestofte. Kommunesammenlægningen var et led i tidens landsdækkende kommunalreform og blev effektiv fra 1970. Bl.a. betød mekaniseringen og brugssammenlægningerne i landbruget en affolkning af landkommunerne, der gjorde det svært for dem at opretholde et tilstrækkeligt økonomisk grundlag for en selvstændig administration. Og Sakskøbing by var som andre købstadskommuner klemt inde bag snævre kommunegrænser, der bremsede for byudviklingen. Også selvom købstaden f.eks. i 1946 havde kunnet opkøbe lidt jord fra Krenkerup Gods og Sakskøbing Landsogn. Dertil fik storkommunen 1967 også  større økonomiske midler, der gjorde det muligt at sætte nye initiativer i gang. Man tog forskud på kommunesammenlægningen med bygningen af et nyt fælles syge- og plejehjem Kildebo 1967-69 i Sakskøbing. Ved siden af Kildebo byggedes siden fra 1985 beskyttede boliger på hjørnet af Maribovej og Kalkbrænderivej på byens gamle dyrskueplads.

En privat børnehave ‘Saxtorp' i Jernbanegade åbnede i 1965, men fra 1971 engagerede den nye storkommune sig også i børneinstitutioner. Den første kommunale børneinstitution ‘Byvangen' åbnede i 1971, kort efter en vuggestue ‘Børnegården' i Egevænget, siden endnu en børnehave på Byvangen ‘Myretuen' i 1979, og i 1987 daginstitutionen ‘Rødtjørnen' på Nykøbingvej. Børnehaven ‘Saxtorp' blev overtaget af kommunen i 1976. ‘Børnegården' i Egevænget blev siden nedlagt og erstattet med dagpleje. Et fritidshjem ‘Bruhns Gård' oprettedes i en gammel gård på Guldborgvej i 1980.

Den nye storkommune moderniserede også Sakskøbings gamle rådhus og opførte en moderne tilbygning til rådhuset, som stod klar i 1970. I 1979 tilføjedes endnu en tilbygning til rådhuset. 1972 og 1981 indviedes sportshaller i Sakskøbings nye sportscenter, 1972-hallen inklusive en svømmehal, som erstattedes byens gamle badeanstalt ved Sakskøbing Fjord. Sakskøbing Vandrehjem åbnede ved siden af idrætshallerne i 1979, og på den tidligere badeanstalts ved fjorden plads åbnedes en lystbådehavn i 1992. Sakskøbing trafikhavn blev officielt lukket i 1997, hvorefter lystbåde også kunne begynde at lægge til i den tidligere trafikhavn i byens centrum.

Gasværket blev nedlagt i 1967. Sygehuset blev udvidet så sent som i 1969, overdraget til Storstrøms Amt ved kommunalreformen i 1970, hvor sygehusvæsenet blev en amtskommunal opgave, og nedlagt i 1984. Det kostede byen 100 arbejdspladser. Det tidligere sygehus blev nu igen overtaget af kommunen, navngivet Saxenhus (i 1985) og anvendt til lægehus, lokalhistorisk arkiv, foreningsarbejde og aftenundervisning. Teknisk Skole på Torvet blev nedrevet i 1977 og erstattet af et lille anlæg med skulpturen 'Paraplypigen' af Lise Ring som centrum. Den gamle stationsbygning blev nedrevet og erstattet af en mindre, moderne stationsbygning i 1985. Postekspeditionen flyttedes over i den nye stationsbygning i 1997 (og 2006 videre til Kvickly) og det gamle posthus solgtes til Øernes Boligselskab i 1999. C. A. Qvade (DLG) lukkede deres afdeling i Sakskøbing i (?). Qvades store kornsilo ombyggedes i 2000-01 til 28 lejligheder af byens kommunale boligselskab. Den tidligere skibsvæftsgrund overfor bebygges også nu (2004) med boliger efter nedrivning af værftsbygningerne. Sukkerfabrikken lukkede i 1991, da Danisco centraliserede deres sukkerproduktion i Nykøbing F. Det var et betragteligt tab af arbejdspladser for Sakskøbing: i roekampagnen havde sukkerfabrikken beskæftiget op til 400 mennesker. Danisco bevarede dog et pakkeri på sukkerfabrikken endnu en årrække. Fabrikken blev solgt til en privatmand i 2001 og en række lokaler og huse på grunden blev begyndt udlejet til forskellige formål. Bl.a. flyttede Sakskøbings lokalmuseum 'Saxtorp' ind her i 2002. 

Motorvejsstrækningen fra Majbølle til Rødbyhavn (og ‘Fugleflugtslinjen' med færge til Puttgarden på Femern) åbnedes i 1962-63 og førte trafikken udenom Sakskøbing og Maribo. Motorvejsnettet udbyggedes yderligere med åbningen af Guldborgsundtunnelen i 1988, dog kun med en 1-sporet motorvej.

Et fælles rensningsanlæg for Sakskøbing og Maribo åbnedes i 1978 og satte en stopper for spildevandsudledning i Sakskøbing Fjord. Byen fik en fjernvarmecentral placeret ved havnen ved siden af Saxenhøj i 1969 og et halmvarmeværk på Maltrup Vænge i 1986, de erstattedes i 1999 med et nyt kraftvarmeværk på Tømmervej. DanDisc åbnede en moderne cd-fabrik i Sakskøbing i 1987, International Tarmimport en fabrik ved Sakskøbing Havn i 1998.

Pr. 1999 var der i alt 9.309 indbyggere i Sakskøbing kommune, heraf de 4.815 i selve Sakskøbing by. Der var i kommunen i alt 4.109 beskæftigede, 67% af disse i service m.m., 24% i fremstilling m.m. og 9% i landbrug m.m.

Fra 1/1 2007 indgik Sakskøbing  i forbindelse med den nye kommunalreform i den nye storkommune Guldborgsund Kommune, der omfattede hele Falster og Østlolland. Som borgmester i den nye storkommune valgtes Sakskøbings borgmester Kaj Petersen.

Sakskøbings byfogder og borgmestre fra 1828 til i dag:
1828-64: Peder Severin Ravnkilde, 1865-74: Carl Frederik K. Borch, 1874-86: Johannes Bruun, 1886-88: Anton Frederik Lytken, 1888-95: J. H. G. Mangor, 1895-1907: M. M. R. E. Sørensen, 1907-10: Christoffer Vilhelm Møller, 1911-21: Valdemar Gandil, 1921-37: Peter Petersen, 1937-58: Peder Kirkegaard, 1958-61: Johannes Pjengaard, 1961-70: Carl Oluf Olsson, 1970-77: Alfred Andersen, 1977-: Kaj Petersen.
 

'Støvmiderne', en lokalhistorisk forskningsgruppe under Lokalhistorisk Arkiv i Sakskøbing, har lavet en fin side om de matrikelnumres historie, hvor 'Paraplypigen' i dag er opstillet ved Sakskøbing Torv: http://www.aabne-samlinger.dk/lasa/Saks-3.htm
En anden interessant side med gode billeder og oplysninger om Sakskøbings historie er 'Sakskøbing - i Fortid og Nutid':  http://home.worldonline.dk/~primula/
Fotos fra Sakskøbing i 30'erne: http://www.voldmestergade.dk/Gamlefotos/Saks/Saks01.htm og http://www.voldmestergade.dk/Gamlefotos/Saks/Saks02.htm
Lollandsbanens historie, med fotos fra bl.a. Radsted og Sakskøbing:
http://www.aabne-samlinger.dk/lasa/spor/banebeskrivelse_kort.asp?baneId=LB&bane=Lollandsbanen
Lollands herregårde: http://www.geocities.com/christian_19222000/
Oreby gods: http://www.landbrugslederen.dk/Oreby.htm
Berritsgård: http://www.berritzgaard.dk/
Krenkerup: http://www.krenkerup.dk/
Agerup: http://www.landbrugslederen.dk/Agerup.htm
Radsted kirke: http://www.folkekirken.dk/STIFTER/loll-fal/Lolland-Ostre/Radsted/
Vigsnæs sogn og kirke: http://www.vigsnes.sogn.dk/
Militære efterretninger fra Lolland, Falster og Møn. Spionage mod den tyske værnemagt 1941-45. Hjemmeside skrevet af Jens E. Christiansen, bl.a. med oplysninger fra Sakskøbing-egnen: http://home9.inet.tele.dk/jensec/sakskoebi.htm

Siden er udarbejdet af Heidi og Steen Christophersen i juli 2001 og senest revideret i juli 2003. Rettelser og tilføjelser modtages med glæde.

Vores e-mail: christoph@SLETcykel.dk - fjern [SLET] fra mailadressen

Tilbage til Steen og Heidi Christophersens startside

Se i øvrigt vores aner fra Sakskøbing og omegn: Vores aner fra Sakskøbing