SUFs
program
Socialistisk
UngdomsFronts politiske program som vedtaget på det 1.
landstræf:
En stor
del af verdensbefolkningen lever i fattigdom, skellet mellem
rig og fattig øges konstant, miljøet taber, økonomiske
kriser skaber arbejdsløshed og desperate mennesker søger
tilflugt i fremmedhad og nationalegoisme. Ingen hidtil sete
samfundssystemer har kunnet overvinde problemerne.
Socialistisk
UngdomsFront slås for et andet system. Vi vil et samfund,
der bygger på solidaritet, frihed, demokrati og lige vilkår
for alle. Et vedernssamfund, hvor hensynet til menneske og miljø
er sat i centrum og hvor fattigdom, krige og undertrykkelse
hører fortiden til. Vi vil afskaffe klassedelingen.
I stedet
skal der skabes et reelt demokratisk, socialt og økologisk
samfund. Et socialistisk samfund. Det forudsætter en total
afskaffelse af kapitalmagten - derfor er Socialistisk UngdomsFront
en revolutionær organisation. Vi tror ikke på, at
de økonomiske magthavere vil afgive deres privilegier
frivilligt. Derfor er reformer ikke nok. Revolutionen skal være
det store flertals værk, vi tager afstand fra mindretalskup.
Den socialistiske revolution kommer ikke af sig selv. Den vokser
ud af hverdagens folkelige kampe mod det kapitalistiske samfunds
overgreb mod miljø, levevilkår, demokrati og grundlæggende
rettigheder. Socialistisk UngdomsFront arbejder for at styrke
og radikalisere disse kampe, gennem fagbevægelsen, elevbevægelsen
og progressive græsrodsorganisationer.
Socialistisk
UngdomsFront er en bred og uafhængig revolutionær
socialistisk ungdomsorganisation og har ikke noget moderparti.
Vi betragter os dog som en del af den samme anti-autoritære
strømning som Enhedslisten og samarbejder derfor med
dem i det daglige.
Vores grundlæggende
principper:
1. Det
kapitalistiske samfund
Den moderne kapitalisme er fortsat et klassesamfund - om end
i en mere kompleks udgave end i gamle dage. Selv om få
i dag bekender sig som tilhørende "arbejderklassen"
eller "borgerskabet", er virkeligheden mere end nogensinde
den, at et lille mindretal ejer og kontrollerer langt hovedparten
af produktionsapparatet og de samfundsmæssige værdier.
Og det sker udelukkende med kortsigtede profitinteresser for
øje. Imens er de fleste af os sat uden for reel indflydelse
på vores eget liv, arbejde og produktionens værdier.
Modsætningerne mellem kapitalmagten og lønarbejderne
er som tidligere grundlag for de sociale uligheder og helt skæve
magtforhold i samfundet. Derfor har det store flertal grundlæggende
interesse i at ændre samfundet fundamentalt.
2. Socialistisk
økonomi
Økonomien skal underlægges demokratiet. Styringen
af samfundets økonomiske ressource skal fratages den
lille men magtfulde kapitalistiske elite og løsrives
fra markedskræfternes hærgen. Profitjagten og dens
negative konsekvenser for mennesker og miljø skal stoppes.
Der skal indføres demokratisk planlægning og produktionen
skal styres af menneskelige behov. Samfundets rigdomme skal
fordeles og bruges til at sikre alle et bedre liv. Teknologien
skal bruges til at sikre miljøet og gøre livet
lettere for alle - ikke til at udstøde folk i arbejdsløshed
og fattigdom.
3. Socialistisk
demokrati
Demokratiet skal på alle områder bevares og udvides.
Det indebærer selvforvaltning i nærmiljøet
i form af arbejder-, bolig-, forbrugerråd mv. Virksomheder,
skoler o.s.v. skal styres af de ansatte og brugerne. Dette overbygges
med regionale, nationale og internationale organer bestående
af demokratisk valgte repræsentanter til sikring af en
bevidst planlægning og forbrug af samfundets ressourcer
- til gavn for mennesker og miljø. Alle beslutningstagere
skal vælges og kunne tilbagekaldes. Demokrati er ikke
et kryds med års mellemrum, men reel indflydelse på
ens hverdag. Alle skal have de nødvendige forudsætninger
for at kunne deltage i demokratiet - det vil bl.a. sige uddannelse
og mere fritid.
Det socialistiske samfund skal sikre grundlæggende rettigheder
som ytrings-, og forsamlingsfrihed, frihed til at danne organisationer
og strejkeret. På den måde har vores bud på
socialisme intet at gøre med systemerne i den tidligere
østblok
4. Socialistisk
bæredygtighed
Miljøkampen er helt central - både i den aktuelle
kamp og i den socialistiske vision. Det kapitalistiske vækstvanvid
er på kort sigt en trussel mod sundheden og på længere
sigt en trussel mod selve grundlaget for menneskehedens eksistens.
Konsekvenserne af miljøproblemerne rammer primært
den fattigste del af verden og de socialt dårligst stillede
i vores del. Et socialistisk samfund, der bryder med profitstyringen
af samfundet skal sikre en miljømæssig bæredygtig
udvikling. Bedre levevilkår skal ikke sikres gennem ukontrolleret
vækst, men gennem reel omfordeling af værdierne.
Adgangen til rent vand, ren luft og økologisk mad skal
sikres for alle og ikke bare være et privillegium for
dem der allerede har for meget!
5. Den
ny-liberale globalisering
Siden de såkaldte socialistiske regimers sammenbrud er
ny-liberalismen blev udråbt til evig sejrherrer. I denne
periode har den kapitalistiske globalisering medført,
at store virksomheder bruger hele kloden som deres legeplads,
således dækker begrebet over omfattende liberaliseringer
og eliternes styrkede samarbejde. I deres evige profitjagt flytter
de store virksomheder produktionen, uden hensyn til mennesker
og miljø. Konsekvensen er en voksende økonomisk
ulighed - både på verdensplan og i de enkelte stater.
Samtidigt er flere beslutninger flyttet væk fra demokratisk
kontrol og træffes nu hos de store virksomheder. Denne
udvikling er aktivt hjulpet på vej af institutioner som
WTO, IMF, Verdensbanken og EU. SUF deltager aktivt i den verdensomspændende
bevægelse mod den kapitalistiske globalisering og dennes
institutioner, i en erkendelse af at de umuligt kan reformeres
til at forsvare socialistiske ideer. Derfor støtter vi
en dansk udmelding af disse institutioner som et led i deres
nedlæggelse. Vi ønsker at bidrage til, at globalisere
modstanden mod kapitalismen og formulere alternativer sammen
med aktivister fra hele verden. Reel globalisering skal være
af og for folket!
6. International
solidaritet og samarbejde
Svaret på kapitalens øgede internationalisering
er ikke nationalisme, men international solidaritet og græsrodssamarbejde
på tværs af grænserne. Både for konkret
at kæmpe på tværs af nationale skel for bl.a.
miljø, arbejdsvilkår og sociale rettigheder - og
for at forsvare enkeltlandes ret til brud med det imperialistiske
verdenssystem. Vi støtter derfor aktivt bevægelser
i den såkaldte 3. verden der kæmper mod undertrykkelse
og udbytning. Vores alternativ til den nuværende vestlige
udbytning og jernhårde økonomiske styring af u-landene
er støtte til en selvstændig udvikling. I en verden
fuld af krig og hensynsløshed overfor menneskeliv, vil
vi arbejde for fredelige løsninger på konflikter
- men ikke for at sikre magthaverne fred.
7. Ungdommens
krav
Som socialistisk ungdomsorganisation går vi aktivt ind
og kæmper for ungdommens krav som f.eks. billige boliger,
flere lærepladser, højere SU og lærlingeløn
og arbejdsmiljøregler i skolerne. Vi vil støtte
og radikalisere ungdommens uddannelsesmæssige og faglige
organisationer. Vi går imod den markedsorienterede uddannelse,
vi vil have uddannelse for livet, ikke for erhvervslivet.
8. Undertrykkelse
Som socialistisk bevægelse går vi imod enhver form
for undertrykkelse - hvad enten det sker på grund af hudfarve,
religion, køn, seksualitet eller andet. Vi vil arbejde
for alle mennesker og gruppers ret til at leve deres liv som
de ønsker, så længe de ikke træder
på andres ret til det samme. Kun autoritære regimer
og bevægelser mener det modsatte!
9. Udenomsparlamentarisme
Reel socialisme kan ikke skaffes ved at man bare forsøger
at skaffe sig et flertal i et parlament og derved tro man kan
nedstemme borgerskabet og langsomt erstatte kapitalisme med
socialisme. Tværtimod må folk på arbejdspladserne,
uddannelsesstederne, i boligområderne m.m. aktivt stille
krav i hverdagen om mere indflydelse og selvforvaltning samt
danne alternative strukturer, der kan gå op imod den herskende
klasse.
Handling
gir forvandling!