Det israelske flag

Biler i Israel - historie og produktion

Bilens historie og den første spæde produktion begyndte tidligt i Europa og USA i modsætning til Israel og Det Hellige Land, hvor der ikke var nogen produktion af biler før 1951, hverken under det tyrkiske storrige eller under den engelske mandatperiode.

Indledning

Bilens historie og den første spæde produktion begyndte tidligt i Europa og USA i modsætning til Israel og Det Hellige Land, hvor der ikke var nogen produktion af biler før 1951, hverken under det tyrkiske storrige eller under den engelske mandatperiode.

Ligesom i Danmark er det ikke muligt med en egentlig bilfabrik med mindre den har specialiseret sig i specielle køretøjer.

Kaiser-Frazer of Israel LTD

Kaiser-Frazer var den første amerikanske bilproducent, der åbnede en fabrik i Israel. Det var en samlefabrik i Haifa, der blev indviet d. 14. juni 1951. Her blev flere af bilproducentens modeller til det israelske marked samlet og man håndterede også de amerikanske Mack Trucks i 1950'erne.

Fabrikken blev lukket i 1954 som følge af en strategisk aftale med en anden bilproducent.

Autocars Co. Ltd.

Autocars Co. Ltd. i Haifa blev grundlagt i midten af 1950'erne med hjælp fra den britiske bilfabrik Reliant som Israels første egentlige bilproducent.

Sussita
Sabra Sport
Carmel

De begyndte at samle en Reliantmodel med tre hjul og senere en varebil med fire hjul.

Autocars første selvstændige model var Sussita-serien med en Ford motor og Reliant designet karosseri. Den kunne fås som varebil, stationcar og pick-up. Sussita blev hurtigt en af Israels mest solgte biler.

I 1960 og 1961 blev Sussita-serien præsenteret på en biludstilling i New York (USA) og i den forbindelse blev et mindre antal biler eksporteret til USA og Canada med navnet Sabra.

Autocars indgik i 1960 en aftale med Reliant om produktion af en cabriolet sportsvogn med en 4 cyl. Ford motor med navnet Sabra Sport. I 1961 blev bilen præsenteret på en biludstilling i New York med et Sabra logo foran.

Ifølge en aftale med Reliant skulle de producere de første 100 biler til det amerikanske marked. I alt blev der produceret 171 biler i Israel i perioden 1961-68 og 161 stk. hos Reliant i 1961-63. Desuden producerede Reliant ca. 45-50 biler under navnet Sabre til det britiske marked, hvor de havde foretaget flere ændringer af bilen. De fleste biler blev solgt i USA (ca. 144), Belgien (ca. 81) og Storbritannien (ca. 52). Produktionen stoppede i 1967 som følge af Seksdagskrigen men de allerede bestilte biler blev efterfølgende produceret og leveret i 1968-69.

I 1961 kom den nye todørs model Carmel med en Ford motor og Reliant designet karosseri. Omkring 1963-64 kom Sussita-serien i en opdateret version og Autocars byggede en ny bilfabrik i Haifa til den større produktion.

Et forsøg på at producere Carmel modellen i Grækenland hos Attica blev ingen succes.

Mellem 1964 og 1969 samlede Autocars den japanske bil Hino Contessa 900 og 1300 med hækmotor samt Hino Briska pick-up. Omkring 100 stk. Contessa 1300 sedan blev eksporteret til Grækenland.

Efter en konkurs indgik Autocars i slutningen af 1965 en samarbejdsaftale med britiske Leyland-Triumph, hvilket medførte et nyt og forbedret motorprogram og flere britiske bilkomponenter. I 1966 blev en firedørs udgave af den nye Carmel introduceret med navnet Gilboa.

Mellem 1967 og 1973 samlede Autocars den britiske forhjulstrukne sportsvogn Triumph 1300/1500 og solgte den som et dyrere alternativ til deres egne biler. Fra 1967-70 havde modellen en 1500 motor og fra 1970-73 blev den produceret med både en 1300 og 1500 motor.

I 1967 begyndte Autocars at producere Dragonmodellen, der var baseret på en Triumph Pony firehjulstrækker prototype. Den blev eksporteret til flere lande bl.a. Grækenland.

Rom Carmel Industries købte i 1974 Autocars Co. Ltd. og de nuværende modeller blev erstattet af Rom 1300 modellen, der var en Gilboa baseret bil med et nyt karosseri og motor fra Simca-Chysler.

Det israelske selskab Urdan Industries køber Autocars Co. Ltd. i 1978. De forbedrer modellen og sælger den under navnet Rom 1301 frem til 1981, hvor det stadig faldende salg til sidst medfører en lukning af fabrikken.

I de bedste år i 1960'erne producerede Autocars Co. Ltd. over 3.000 biler om året men i det sidste fulde produktionsår i 1980 var produktionen nede på kun 540 biler.

Autocars Ltd. producerede mange biler med et glasfiberkarosseri og motorer fra fortrinsvis Ford og Triumph. Selv om designet og samlekvaliteten kunne havde været bedre, var det meget driftsikre biler, som holdt i mange år. Offentlige myndigheder købte mange af disse biler fra ny og solgte dem senere som brugte til en lav pris, hvilket sammen med driftsstabiliteten gjorde dem populære. Hovedparten af produktionen gik til det israelske marked mens en mindre del blev eksporteret.

Læs mere:

The Autocars story
Sabra Belgium

Tomcar Ltd.

Tomcar Ltd. blev grundlagt i 1990 med det formål at producere Tomcar - et terrængående køretøj (se billeder). Tomcar Ltd. er en udløber af en stor israelsk virksomhed, der har mange års erfaring med udvikling af teknisk design og teknologiske løsninger til forskellige typer af køretøjer inden for landbrug, industrien og militæret. Tomcar Ltd. ejes af en kibbutz i Israel og det internationale hovedkontor ligger i Tel Aviv.

Tomcar
Tomcar
Tomcar

Tomcar er udviklet som et off-road køretøj, der placerer sig mellem en ATV (firehjulet motorcykel) og en SUV (firehjulstrækker).

Den er betydelig mere sikker at køre i end en ATV, den er mere behagelig, man kan holde til at køre i timevis eller en hel dag og den kan stort set køre de samme steder. I forhold til en SUV er den meget billigere både i indkøb, drift og vedligeholdelse, nem at reparere, den er lettere at manøvrere med i terrænet, kan køre mange steder, hvor en SUV ikke kan og den er meget sjovere at køre. En Tomcar kører også fint på almindelige veje dog afhængig af dækmonteringen.

Tomcar er oprindelig udviklet i et samarbejde med den israelske hær og grænsepoliti men udvikles og sælges i stigende grad til det kommercielle og private marked.

De nye markeder er overalt, hvor man kan anvende et terrængående køretøj, der kan køre henover store sten, træstubbe, klipper og små kløfter, igennem vand, sne, mudder og sand som f.eks. i nationalparker, til jagtture i ødemarken, i ferieområder, som patrulje-, udryknings- og redningskøretøj i vanskeligt tilgængelige områder, i motorsport og rallyløb, som "legetøj" i sandet eller mudderpølen osv.

En Tomcar er designet til at kunne repareres i ødemarken langt væk fra et værksted af personer, der ikke er mekanikere. Det er let at skille køretøjet ad eller dele heraf og udskifte eller reparere det nødvendige. Køretøjet er opbygget funktionelt, solidt og enkelt og der er ingen overflødige dele som f.eks. stereoanlæg, klimaanlæg, døre og lydisolering (kan købes som ekstraudstyr).

Tomcar produceres normalt med 2 sæder (TM-2) men den fås også med 4 sæder (TM-4), som pick-up (TM-5) og i en sportsudgave (1 sæde). Der findes mange udstyrs- og motorvarianter af de forskellige modeller og nogle kunder eftermonterer deres eget udstyr. Der anvendes en bred vifte af benzin og dieselmotorer fra Daihatsu, Kohler, Lombardini, Yamaha og Rotax.

Se Tomcars hjemmeside med information om de tekniske specifikationer og udstyrsmuligheder for de forskellige modeller.

Tomcar åbnede i april 2005 en samlefabrik i Phoenix, Arizona (USA), der producerer køretøjer til det amerikanske og canadiske marked. I starten var produktionen hovedsagelig til erhvervslivet og den amerikanske hær men i 2006 indgår Tomcar USA en aftale med Sanderson Ford om at sælge køretøjer til private. I slutningen af 2007 indgår Tomcar USA en aftale med EDAG Inc. om bygningen af en ny fabrik med en produktionskapacitet på 7.000 Tomcar køretøjer om året. Efterspørgelsen på det nordamerikanske marked er kraftigt stigende.

Tomcar Australia i Brisbane er en privat virksomhed, der i 2007 købte rettighederne til Tomcar i Australien. Virksomheden importerer køretøjerne til landet, hvor de bliver tilpasset til de australske forhold og lovgivning. På længere sigt har importøren planer om at begynde en lokal samleproduktion af Tomcar.

Tomcar UK importerer Tomcar Tour (2 sæder), Tomcar Sport og Tomcar Littlefoot (en speciel udgave til børn i f.eks. Tivoli og legelande).

Læs mere:

Tomcar
Tomcar Australia
Tomcar Canada
Tomcar UK
Youtube - Tomcar (På Youtube findes der mange film med en Tomcar og dens præstationer.)

Keren Sahar Vintage Auto Museum

Kibbutz Eyal (nær Tel-Aviv) har en af de mest spændende samlinger af veteranbiler i Israel. Museet, der befinder sig i en af de gamle landbrugsbygninger, indeholder fortrinsvis britiske veteranbiler fra 1930'erne og 40'erne, herunder flere sjældne biler.

Museet har ligeledes et stort bibliotek og er åbent efter aftale.

Læs mere:

Keren Sahar Vintage Auto Museum

The Presidential Car

Ford Lincoln Cosmopolitan I 1950 forærede Henry Ford den israelske præsident Chaim Weizmann en Ford Lincoln Cosmopolitan. Den var en ud af en serie på i alt 18 biler, der var produceret efter de specifikationer, som det kræves af den amerikanske præsident. Bilen var den officielle bil for præsidenten og da han døde i 1952 blev den udstillet i The Weizmann House (hans hus) i Rehovot.

I perioden 2000-2001 gennemgik bilen en grundig restaurering af Delek Motors Ltd. (importør af Ford Lincoln i Israel) i samarbejde med Ford Motor Company i USA. Efterfølgende blev bilen i 2001 udstillet på en international biludstilling i Tel-Aviv.

Læs mere:

Weizmann House The Presidential Car Vintage Wheels

Øvrige

Der findes flere producenter i Israel af køretøjer og tilbehør end de her nævnte som f.eks. Automotive Industries Ltd. og Plasan. Desuden er der elbilprojektet 'Project Better Place', som også er blevet præsenteret i Danmark. Mere herom senere.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Fakta om Israel


© 2000-2010 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 27.3.2010