1. LEKTION: DE LANGE LINJER 

Danmark befolkes i Jægerstenalderen ca. 15.000 f. Kr.: 
jægere følger israndens afsmeltning og renerne. 
Ca. 4.000 f. Kr.: Landbrugsrevolutionen indleder 
Bondestenalderen, hvor danskerne bliver bønder. 

I Vikingetiden: Danmark bliver til og tager form geografisk og politisk: 
811 Ejderen fastlægges som grænse til Tyskland, og Dannevirke anlægges. 
965 Harald Blåtand rejser Jellingestenen, Danmarks dåbsattest: 
"Den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". 
Haralds søn, Svend Tveskæg, erobrede England i 1013. 

I Valdemarstiden omkring 1200 bliver Danmark er samlet rige efter borgerkrig mellem jyder, sjællændere og skåninge. 
En stærk kongemagt gør Danmark til et sikrere retssamfund ved at udstede landskabslove og garantere for deres overholdelse. Valdemar Sejr lader Jyske Lov udstede i 1241. 
Befolknings- og handelsfremgang og mange bygrundlæggelser. 

Middelalderen var et stændersamfund med fire stænder: 
adel, gejstlige, borgere og bønder. De første var priviligerede: de ejede jorden, betalte ikke skat og havde eneret til embeder. Borgere og bønder var alene skattepligtige, bønderne ejede ikke selv jorden, men fæstede den af herremanden, som derved fik flere og flere rettigheder over dem. 
Håndfæstninger fra 1282 til 1660 forpligtede kongerne til at styre ved det adelige Rigsråd i overensstemmelse med de priviligerede stænders interesser. Til gengæld for privilegierne havde adelen værnepligt, jfv. Herluf Trolle-citat. 
De store standsmodsætninger førte til flere bondeoprør. Mest omfattende var det, hvor Skipper Klement samlede de jyske borgere og bønder til opstand i 1533 samtidig med opstanden mod den katolske kirke: reformationen. Også adelsvældet blev i stigende grad truet af en stærkere kongemagt og en mere indflydelsesrig borgerstand. 

Enevældens indførelse i 1660 
Baggrund: 
l) Adelsens svigt under svenskekrigene 
2) Frederik III's og borgernes indsats under Københavns belejring i 1659; 
3) det uretfærdige privilegiesamfund 
4) absolutismens ideologi vandt frem i Europa, blandt andet formuleret af Thomas Hobbes i 1651: 
i naturen gælder alles krig mod alle, den overvindes kun, hvis en enehersker får tildelt hele magten. 
Forløb: 
I september 1660 indkaldes stænderne til stænderforsamling i København for at overveje landets økonomiske situation og bevilge nye skatter til dækning af statsgæld og udgifter til krigene. 
De gejstlige og borgerne ønskede, at også adelen skulle betale på lige vilkår, men adelen ville ikke. For at presse adelen foreslog de ikke-adelige så, at kongemagten skulle være arvelig. Københavns byporte blev lukkede, så adelen ikke kunne rejse hjem, og nu gik forslaget igennem. Med gennemførelsen af arveregeringen var håndfæstningen sat ud af kraft, og da kongen nu var uafhængig af det adelige Rigsråd, gennemførte han med sine hjælpere en ny forfatning, der gav ham den enevældige magt. 
Kong Frederik III's borgerlige sekretær, Peter Schumacher, udformede Kongeloven, der er en forfatning for enevælden; den var gældende til 1848. 
Følger af enevælden: 
Det adelige Rigsråd afløstes af et effektivt kollegiestyre, der svarer til vore ministerier. 
De adelige lensmænd på borgene afløstes af kongeligt udnævnte amtmænd. Etater oprettedes, for eksempel postvæsen og toldvæsen. Der indførtes ensartet administration over hele riget: 
ens mål og vægt; det statslige vejnet mellem købstæderne etableredes med milepæle og kroer. 
En merkantilistisk handelspolitik udviklede en begyndende industriproduktion, for eksempel Frederiksværk Krudtfabrik og manufakturerne langs Mølleåen. 
De første danske kolonier grundlagdes for at få råvarer og afsætningsmarkeder og dermed sikre en positiv handelsbalance. Hermed forberedte enevældekongerne en økonomisk fremgang, som slog igennem i 1700-tallet. 
I enevældestaten var alle principielt ligestillede undersåtter under kongen, derfor mistede adelen en del af sine privilegier, for eksempel skattefriheden for deres bondejord, men de beholdt den for den jord, der lå omkring hovedgården, hvor de boede. 
Den gamle sværdadel afløstes af en ny hofadel, som skyldte kongen sit adelsskab, og som i København boede i palæer i den nye enevældige bydel omkring Amalienborg. 
Enevældens udvikling og betydning 
I 1700-tallet skiftede enevælden fra den absolutte eller endog teokratiske (guddommelige) enevælde til den oplyste enevælde, hvor kongemagten var til for borgernes skyld og ikke omvendt. Denne ideologi er bedst formuleret af Frederik VI, der sagde: 
Alt for folket, intet ved folket. 
Vi alene vide, hvad der tjener til folkets sande gavn og bedste. 
Den oplyste enevældes hensigter kammede over med Struensee, der var den sindssyge konge Christian VII's livlæge, og som i praksis fik enevældig magt til at gennemføre en byge af forhastede reformlove i oplysningstidens humanistiske ånd. Han indførte trykkefrihed, indskrænkede bøndernes hoveri og afskaffede tortur. Men der kom en reaktion i 1772 efter 1 1/2 år med Struensees hærgen, han blev afsat, tortureret og halshugget. 
Ligeledes kom der en reaktion mod udlændinges indflydelse på administration og kulturliv, hvilket resulterede i Indfødsretsloven i 1776, der forbeholdt embeder til danskere. 
I 1754 oprettedes Kunstakademiet, der gav danske arkitekter, billedhuggere og malere en grundig uddannelse i begyndelsen under udenlandske kunstneres ledelse. Dermed lagde enevælden grunden til en selvstændig dansk kulturudvikling. 
Landboreformerne 
Befolkningsfremgangen i 1700-tallet stimulerede staten til at øge produktionen. I 1786 nedsattes den store landbokommission, hvor reformtilhængerne fik gennemført en række reformer inden for landbruget, der lagde grunden til, at en selvstændig dansk bondestand kunne dyrke og udnytte jorden langt bedre end i fæstebøndernes landsbyfællesskab. 
Allerede i 1788 ophævedes stavnsbåndet, der havde bundet bonden til sit fødesogn og dermed til herremanden. Det blev den egentlige mærkedag for bondens frigørelse, og Københavns borgere viste deres begejstring ved at rejse Frihedsstøtten. 
Dernæst begyndte udskiftningen af det gamle landsbyfællesskab, overgang fra fæstegårdsbrug til selveje og udflytning fra landsbyen, således at landmanden fik samlet sin jord omkring sin egen gård. 
Den gamle tunge hjulmuldfjælsplov blev efter engelsk forbillede afløst af svingploven, som kunne manøvreres af en mand og to heste og svinge på en tallerken. Svingploven blev således forudsætningen for den ny tids landbrug. Nye redskaber, afgrøder og dyrkningsmetoder kom til og gav stor produktionsfremgang for dansk landbrug i 1800-tallet samt baggrund for bøndernes politiske magtovertagelse i 1901. 

2. LEKTION: FRA SLAGET PÅ REDEN 1801 T L  SYSTEMSKIFTET  1901 
  - med perspektiveringer 

I denne lektion vil vi trække nogle temaer frem, som prægede 1800-tallet, og som peger frem mod det 20. århundrede. 

a. Fra enevælde til folkestyre 
De store forandringer i samfundets basis, det vil sige i produktionsapparatet og de materielle vilkår, som enevældens merkantilistiske handelspolitik og dens landbrugsreformer medførte, satte sig spor i tilsvarende ændringer i de sociale forhold. Her fik borgere og bønder øget betydning, hvilket førte til en større selvfølelse med ønsker om at opnå en tilsvarende politisk indflydelse. Da den franske revolution 1789 samtidig betød afskaffelsen af enevælden og indførelsen af folkestyre, var der banet vejen for en lignende udvikling i Danmark, men den var et halvt århundrede efter den franske, så det blev først gennemført her til lands i 1848 og 1849. 
Under indtryk af frihedsrusen under den store franske revoluton lempede den enevældige danske regering i 1790 på censuren, og liberale synspukter kunne nu læses i aviser og tidsskrifter. Da revolutionen imidlertid gik over gevind med Ludvig XVI's henrettelse og afbrænding af adelsgårde, strammede enevælden grebet om den politiske debat i Danmark. En ny trykkefrihedsforordning af 1799 forbød "at skumle med bitterhed mod regeringen" og indførte strengere straffe derfor. 
I juli 1830 udbrød der igen revolution i Paris, og året efter indførte Frederik VI de rådgivende stænderforsamlinger, som fik mulighed for at diskutere og rådgive regeringen om reformlove. Kun 5% af den mandlige befolkning fik stemmeret til stænderforsamlingerne, men de blev et forum for politisk debat og en forløber for folkestyret. 
Skoleloven af 1814 indførte undervisningspligt for alle og banede vejen for folkets deltagelse i det politiske liv. 
En økonomisk fremgang i 1840'erne med begyndende industri gav borgerstanden øget betydning, og en national-liberal bevægelse opstod med Orla Lehmann og D.G.Monrad som ledende skikkelser. 
I februar 1848 var der igen revolution i Paris, som bredte sig ud over Europa. Slesvig-holstenerne krævede selvstændighed fra det danske monarki samt en fri forfatning. 
I København gik et folkeoptog til Christiansborg 21. marts og krævede en liberal regering, som havde folkets tillid, og som kunne afvise slesvig-holstenernes krav. 
Frederik VII gav straks efter og afskedigede de enevældige ministre. Enevælden var dermed lagt i graven. 
Året efter vedtog en grundlovgivende rigsforsamling Monrads og Lehmanns grundlovsudkast, og 5. juni 1849 underskrev kongen Junigrundloven. 
Samtidig med disse politiske omvæltninger kom Danmark i krig 1848-50 med de slesvig-holstenske oprørere, som blev støttet af  Preussen, indtil en politisk reaktion satte ind i Europa. Oprørene blev slået på Isted Hede i 1850, og helstaten med den danske konge som monark helt til Elben blev opretholdt indtil 1864, hvor Danmark efter nederlag til Preussen og Østrig-Ungarn måtte afstå Holsten og Sønderjylland. 
Så lille havde Danmark aldrig været, landet var reduceret til en småstat. Mange tvivlede på dets overlevelse. Statsminister Monrad var tynget af ansvaret for nederlaget og emigrerede til New Zealand. 
I årene efter tabet i 1864 måtte Danmark indrette sin udenrigspolitik efter Tyskland, og danskerne måtte "gøre sig så små, at ingen af vanvare trådte på dem", som venstremanden Viggo Hørup formulerede det. Imens førte sønderjyderne deres nationale kamp mod fremmedherredømmet, der efter tysk nederlag i 1. Verdenskrig førte til Genforeningen med Danmark i 1920. 

b) Den politiske reaktion efter 1864 
Efter tabet af Sønderjylland indtrådte en politisk reaktion mod de national-liberale, som fik skyld for katastrofen. I 1866 blev grundloven revideret ikke alene skulle den nu kun gælde det reducerede kongerige, men samtidig blev den almindelige valgret indskrænket til kun at gælde for Folketinget, mens Landstinget skulle vælges af de velstillede. 
Da kongen tog regeringen fra Landstinget, udviklede der sig en stigende modsætning mellem Folke- og Landsting. I Folketinget dominerede partiet Venstre, der var blevet dannet i 1870 fortrinsvis af bønder, i Landstinget havde det konservative gods-ejerpartiparti Højre flertal, og det blev støttet af byernes overklasse. Arbejdernes Socialdemokrati (fra 1871) kom først til at spille en politisk rolle omkring 1. Verdenskrig. 
Modsætningen mellem Venstre og Højre, land og by, skærpedes under den ærkekonservative godsejer Estrups regeringsperiode 1875-1894. Venstre stemte efterhånden imod alle regeringens forslag, selv finansloven, så godsejerregeringen måtte lade gendarmkorps inddrage skatterne, som bønderne nægtede at betale - støttet til deres nyoprettede "riffelforeninger". 
Der var under forfatningskampen næsten borgerkrigslignende tilstande; Estrup blev udsat for et mordforsøg. I 1894 blev der indgået et forlig, Estrup gik af, men først i 1901 kunne Venstre danne regering. Der var nu lagt op til reformlove. 

c) Stigende oplysning 
Parallelt med den politiske udvikling mod folkestyre og som en af forudsætningerne herfor skete der en højnelse af befolkningens kundskaber og færdigheder; den åndelige horisont blev for flere danskere bredere i løbet af forrige århundrede. 
Grunden til denne udvikling var allerede lagt under den oplyste enevælde i anden halvdel af 1700-tallet, hvor de første danske aviser blev grundlagt, og tidsskrifter blev udgivet, hvor der åbnede borgerdydsskoler og kaffeklubber i København, og hvor censuren så småt lempedes og banede vejen for mere trykkefrihed. 
I 1814 gennemførtes loven om tvungen undervisningspligt for alle;  den brød de priviligerede stænders dannelsesmonopol. En hidtil slumrende uudnyttet intelligensreserve i befolkningen blev frigjort, og det forrige århundrede blev vidne til, at flere danskere fra de lavere lag gjorde sig gældende og bidrog til hele befolkningens bevidstgørelse; H.C.Andersen, født 1805, og Søren Kierkegaard, født 1813, er eksempler. 
I 1844 blev den første folkelige højskole grundlagt i Rødding i overensstemmelse med Grundtvigs ideer om oplysning for folkets, og ikke for skolens skyld. Ikke gold udenadslæren af latinske remser, men det levende ord skulle præge skolen for livet. 
I de følgende årtier skød der folkehøjskoler op overalt; de henvendte sig først og fremmest til landboungdommen og blev en vigtig forudsætning for bøndernes bevidstgørelse, for deres dannelse af andelsbevægelser i slutningen af århundredet og for deres politiske magtovertagelse ved systemskiftet i 1901. 
Højskolen og andelsbevægelsen er måske det eneste selvstændige danske bidrag til den europæiske kultur, idet næsten alle andre bevægelser og nye tiltag er kommet til danskerne udefra. 
En mere direkte forudsætning for landbrugets og bondestandens materielle udvikling blev Landbohøjskolen, som blev grundlagt i København i 1858. Her uddannedes foregangsmænd, som blev ledende i dansk landbrugsteknisk udvikling; her foregik udvikling af bedre redskaber, fodrings- og produktionsmetoder, kvægopdræt m.v. 

d) Andelsbevægelsen 
Fra gammel tid havde dansk landbrug eksporteret korn og stude. Korn til Norge og efter den industrielle revolution i England også korn hertil. Gennem århundreder var stude drevet ad oksevejen til Tyskland. I 1870'erne kom dansk landbrug ud for en stor krise, der helt ændre dette mønster. 
Billigt korn fra Amerika og Rusland oversvømmede de europæiske markeder fremført ved hjælp af nyanlagte transsibirske og trans-atlantiske jernbaner og videre ad dampskibsruter til Europa. Det danske korn blev under disse vilkår usælgeligt, men i stedet for at blive beskyttet af told foretog de danske landmænd en omfattende landbrugsomlægning fra vegetabilske til animalske produkter. Det vil sige de udnyttede det billige udenlandske korn til foder for kvæg, hvis mælk blev forædlet på mejerier til smør og ost. 
For at kunne konkurrere med herregårdsdriften og udnytte stordriftens fordele sluttede bønderne sig sammen i andelsforeninger. Det første andelsmejeri blev oprettet i 1882, og inden århundredets udgang var der oprettet mejerier i hvert sogn. 
Under solidarisk ansvar skaffede bønderne kapital til mejerier, slagterier og eksportandelsvirksomheder. Overskuddet fordeltes mellem andelshaverne i forhold til deres leverancer. På generalforsamlingerne stemte man demokratisk "efter hoveder, ikke efter høveder", så de store gårdmænd med det store kvæghold stod sammen med husmanden med den ene ko. Det gav andelsbevægelsen en særlig sødme, at bønderne derved kunne være lige med de forhadte godsejere både i varekvalitet, indtjening og selvfølelse, som venstremanden Vilhelm Lassen fra Aalborg udtrykte det. 
Andelsbevægelsen blev således stimuleret af den politiske forfatningskamp mellem Venstre og Højre. 
En yderligere forudsætning for gårdmændenes initiativ var højskolerne og Landbohøjskolen. Desuden spillede det en rolle for bøndernes forbilledlige samarbejde, at deres bedsteforældre et par generationer tidligere havde levet i et aktivt landsbyfællesskab, inden de store landboreformer opløste det og udflyttede gårdene. Med andelsbevægelsen blev det levende igen. 
Andelsbevægelsen er noget lurmærket dansk, som ikke kendes tilsvarende i udlandet, ligesom højskolen. 

d) Den industrielle udvikling 
I forrige århundrede diskuterede man ivrigt, om Danmark havde muligheder for at komme med i den industrielle udvikling, som var sat ind i England i slutningen af 1700-tallet. Mange mente, at Danmark ikke havde de naturgivne forudsætninger: kul og jern. 
Det var da også engelske ingeniørfirmaer, der anlagde den første jernbane fra København til Roskilde i 1847 og andre sidenhen. På denne tid begyndte de første dampmaskiner at blive taget i brug i Danmark, men det gik langsomt med overgangen til fabriksdrift. 
Håndværkerne var organiserede i laug, og de var imod maskiner, fabrikker og den fri konkurrence på et åbent marked. Laugene ville kontrollere priser, vareudbud og kvalitet. Mestrene skulle ikke gå hinanden i næringen. 
Mange driftige svende, der havde været på valsen i udlandet, fik ideer om at rejse kapital og grundlægge fabrikker med ma-skiner, der kunne muliggøre en masseproduktion til et stadig større marked. For at fjerne laugenes modstand imod en sådan ulige konkurrence lød der flere og flere røster om, at der burde indføres næringsfrihed, så at enhver kunne nedsætte sig i den næring, vedkommende ønskede, uden modstand fra laugene. 
Næringfriheden var på de national-liberales program, og i Junigrundloven 1849 var den nævnt som løfteparagraf, det vil sige man lovede at gennemføre den ifølge folkestyrets frihedsprincipper. Efter megen politisk diskussion og uenighed blev Næringsfrihedsloven vedtaget i 1857. 
Næringsfrihedsloven gav grønt lys for oprettelsen af fabrikker i Danmark, og i årtierne derefter slog industrialismen igennem her i landet. 
Navnlig da elektromotoren og benzinmotoren i slutningen af århundredet var blevet udviklet som en konkurrent til dampkraften, blev den første industrielle fases sværindustri således suppleret af en finindustri, hvorved Danmark med sine begrænsede sværindustrielle råstoffer fik større muligheder for at være med i industrialiseringsprocessen. Den danske industriproduktion gik dog næsten udelukkende til forsyning af hjemmemarkedet, mens landbruget helt til 1960 var den største eksportør og indtjener af udenlandsk valuta. 
I kølvandet på den danske industris udvikling skete en stor indvandring fra land til by, og i byerne opstod industri- og arbejderkvarterer. Samtidig voksede arbejderbevægelsen, og Socialdemokratiet fik 2 mand i Folketinget i 1884. I 1914 var partiet Danmarks største. 
Samtidig med den store industrielle fremgang organiserede arbejderne og arbejdsgiverne sig i faglige foreninger De Samvirkende Fagforbund (nu LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (1898), og det kom i sommeren 1899 til en langvarig konflikt med lock-out af halvdelen af DSF's medlemmer. I september 1899 blev der indgået et forlig, hvor der blev fastsat regler for varsling af og forhandling om konflikter, og arbejderne fik ret til at indgå kollektive lønaftaler, mens arbejdsgiverne sikredes ret til "at lede og fordele arbejdet". Septemberforliget er blevet kaldt arbejdsmarkedets grundlov, og den har siden sikret Danmark en meget høj grad af økonomisk og dermed social og politisk stabilitet. 

3. LEKTION: DET 20. ÅRHUNDREDE 
- fra landbrugsland til industrination 

Oversigt over århundredets årtier: 

1890'erne Industriel fremgang - optimisme 

1900-1909  1901 Systemskifte med nye tider forude 

1910-1919 I Verdenskrigens skygge 

1920-1929 "De brølende tyvere" 

1930-1939 1929: KRAK, 1933: KRISE; 1939: KRIG 

1940-1949 Verdenskrig 2 og efterkrigstid 

1950-1959 Kold krig og sputnikchok 

1960-1969 De glade tressere og ungdomsoprør 

1979-1979 Oliekrise 1973 med forvarsler 

1980-1989 Fattigfirserne med arbejdsløshed og Murens fald 1989 

1990-1999 Frihedens muligheder og problemer 
a. Det nye Danmark 
De store forandringer i Danmarks erhvervsstruktur bragte nye befolkningsgrupper frem. De krævede politisk indflydelse i stedet for det reaktionære godsejerstyre, og i 1901 udnævnte kong Christian IX det første venstreministerium. Det indledte en vældig reformlovgivning, der skulle omdanne Danmark til et moderne samfund. Man taler om systemskiftet i dansk politik. Fremgangen blev stimuleret af, at Danmark kunne forblive neutral under 1. Verdenskrig, hvor "gullaschbaronerne" kunne sælge næsten alt til de krigsførende magter. 
Krigen foranledigede den radikale regering til ved reguleringslove at kontrollere erhvervslivet; det var nødvendigt på grund af prisstigninger og vareknaphed. Denne statskontrol peger frem mod velfærdssamfundet; og tendensen slår endnu mere igennem under den store krise i 1930'erne. 

b. Verdenskrise og massearbejdsløshed 
Krakket i Wallstreet i New York i oktober 1929 udløstes af en afsætningskrise, hvor det var umuligt at afsætte varer: fabrikker og banker lukkede, lønningerne faldt, og ledigheden steg. Krisen bredte sig fra USA til det meste af verden, og da den var på sit højeste i 1933, var der over 300.000 arbejdsløse i Danmark. Danmark var særlig sårbart, fordi handel med udlandet var nødvendigt, da landet mangler råstoffer. Men det blev vanskeligt at afsætte de danske landbrugsvarer; alle lande søgte at beskytte deres eget erhvervsliv med høje toldmure. 
I Tyskland bragte krisen Hitler og et skrapt diktatur til magten, i Danmark samarbejdede politikerne, og der blev der indgået et forlig mellem Stauningregeringen og Venstre. Det gav staten mulighed for kontrol med det økonomiske liv. Valutacentralen regulerede im- og eksport. Desuden afbødede Socialreformen de værste følger af arbejdsløsheden. Stauning eller Kaos lød valgpropagandaen; Stauning skulle have skikkelse af en "landsfader", og Socialdemokratiet udformede partiprogrammet: "Danmark for folket". Velfærdsstaten tegnede sine omrids med større statsindblanding og social sikkerhed. Krisen var på retur midt i 1930'erne, men i slutningen tårnede krigstrusler sig op. 
c. Besættelsestiden 
Selvom Danmark havde en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland, undgik landet at blive inddraget i 2. Verdenskrig den 9. april 1940, da den femårige tyske besættelse begyndte. 
En samlingsregering af de fire gamle partier slog ind på en forhandlingspolitik med den tyske besættelsesmagt. Danmark undgik dermed "norske tilstande", men mange mente, at forhandlingen med tyskerne gik for vidt; det var en for beredvillig samarbejdspolitik, ikke mindst da Folketinget vedtog at ophæve Kommunistpartiet og lade kommunisterne udlevere til Gestapo. 
Da tyskerne i sommeren 1943 krævede dødsstraf for sabotage, kom det til et brud; regering og Folketing gik af, flåde sænkede sig selv, hærens officerer "gik under jorden" eller flygtede til den danske brigade i Sverige. Det var det brud, som modstandsbevægelsen havde ønsket, således at Danmark kunne blive anerkendt som en allieret i den store koalition mod Nazi-Tyskland. Tyskerne havde nu både den formelle og den reelle magt; men som en uofficiel dansk regering trådte Frihedsrådet frem. Sabotagen tog til, våben kom fra luften fra engelske fly. 
Sammenlignet med andre lande fik Danmark nærmest en "mønsterbesættelse", som besættelsesmagten gerne ville kunne se den. Men der var økonomisk smalhals med vareknaphed og rationeringer. 
I 1945 kom befrielsen og retsopgøret med dem, der havde samarbejdet med tyskerne; der blev indført dødsstraf med tilbagevirkende kraft; et halvt hundrede blev henrettede, men mange større "landssvigere" fik mildere straffe, da sagerne var mere komplicerede og trak ud, og så var der i slutningen af 1940'erne indtrådt en reaktion under indtryk af den kolde krig, hvor Sovjetunionen fremstod som fjenden, men det nye Tyskland skulle med i det vestlige fællesskab. 
 
 

Litteratur: 
O. Søndberg: Danmarks historie, Systime 1993, 144 sider 
J. Engberg: Danskernes historie, Dansk historielærerforening 
            1982, 128 sider 
B. Hansen m.fl: Danmark i tusind år, Systime 1986, 224 sider 
Politikens Danmarkhistorie i 14 bind, Politikens Forlag 1966 
Gyldendal og Politikens Danmarkhistorie i 16 bind, 1989-1991 
C-J. Bryld: Danmark fra oldtid til nutid, Munksgaard 1997, 
            304 sider 
H. Haue m.fl: Det ny Danmark 1890-1980, Munksgaard 1981, 
              325 sider 
Forfatternes Danmarkhistorie, Gyldendal 1977, knap 200 sider 
FaktaDanmark, Systime 1994, 375 sider 
Danmarkshistoriens Hvem Hvad Hvor, Politikens Forlag 1996 
S. Mørch: Den sidste Danmarkhistorie, Gyldendal 1996, 
          ca. 325 sider