Rom er ikke kun et sted, men et synspunkt

          TILBAGE  til  ROM                                                                                                   TILBAGE  til  REJSER
 

For et par år siden anmeldte jeg Erik Worms udgivelse af Benedictus Canonicus: En fuldstændig beskrivelse af Rom. - Den ældste romerske mirabilieredaktion fra 1140, Museum Tusculanums Forlag, 1994. Anmeldelsen står i Antikkens Venner, december 1994.
 Det var en bog, som gjorde indtryk på mig, og jeg sluttede anmeldelsen med at skrive, at bogen ville give min næste guidning i Rom - eller i skolestuen - noget nyt ved sin perspektivering, ikke til nutiden ut semper, men nu også til middelalderen. Og det er kommet til at passe. 
 

En omvendt øjenåbner
Siden da guider jeg ikke i Rom uden flere steder med udbytte at inddrage Benedictus, som med sine mærkværdige fejltolkninger af oldtidens ruiner virker som en inspirerende omvendt øjenåbner - og det er ikke en øjelukker, men en skævert, der giver en aha-oplevelse: Nå, sådan kan man altså også se og opleve og tolke Rom, som denne fjerne middelaldermand. Læsningen af bogen bragte mig til endnu en erkendelse af den evige stad, som blev formuleret i anmeldelsens sidste sætning: Rom er ikke kun et sted, men et synspunkt. 
 Benediks' særlige ærinde er, at han forklarer mange af de hedenske antikreminiscenser ud fra en kristen synsvinkel og dengang i 1140 forsøgte at lave en symbiose mellem de to kulturer. Antikken søgtes så at sige indoptaget i samtiden, den såkaldte renovatio-tanke. 
 Et eksempel herpå er kejser Augustus, der i et syn på Capitol påstås at have set en jomfru (Maria) med et lille barn i himlen. På dette sted kom så kirken Santa Maria in Aracoeli, Santa Maria  ved Himlens Alter, til at ligge. I  kirken bliver det slået fast med syvtommersøm over højalteret, hvor der i en indskrift står: Hoc est ara coeli. Det er selvfølgelig et tankevækkende perspektiv at bringe til torvs, når man med sit hold sidder i kirken foran himlens alter. 

Med kroppen til Rom
Ved en sådan lejlighed fortæller jeg gerne mine gæster om et andet synspunkt på Rom, jeg blev konfronteret med, endnu før jeg fra Benedik havde fået syn for sagn om, at  Rom er ikke kun et sted, men et synspunkt. Det blev jeg præsenteret for af formanden for Gymnasieskolernes Idrætslærerforening, som ringede og spugte, om jeg ville være faglig leder af en studietur, hvis tema skulle være: Med kroppen til Rom - eller Kroppen i Rom, som det populært kom til at hedde.

   Kroppen i Rom - hvad lå der i det, hvad mente hun dermed? Ja, altså for at få  perspektiv på idrætsfaget, skulle det søges sat ind i en kulturhistorisk sammenhæng (der kunne bringe idrætsfolket på kursus uden for landets grænser ligesom alle andre fag). Jeg syntes, det var et godt initiativ, men forbandt umiddelbart ikke Krop & Rom med noget, der lige i øjeblikket satte svingninger i gang i den faglige fantasi. 
 Havde det været Hellas med dets olympiske lege, gymnasiale nøgenanstalter, flotte kourosser og korestatuer, sprælske satyrer og yndefulde nymfer - så ville det være legio, hvad jeg dér kunne præsentere idrætsfolket for på et sådant kulturhistorisk kropskursus. Men Rom. Nej. Det var nemlig, før jeg lærte af Benedikt, hvor mangfoldig Rom er - eller kan blive. Ellers havde jeg nok med det samme været med på idéen. 
 Dog, efter at have talt lidt frem og tilbage stod det mig klart, at Rom simpelthen var Stedet. Kurset blev aftalt, planlagt, og Rom viste sig at være et særdeles velegnet og inspirerende sted til et sådant formål. 
   Synet på og fremstillingen af kroppen forandres og foretager nogle markante og periodeafspejlende skift fra oldtid til nutid: Det fortæller dels noget om tiden, dels om hvor relativ kroppen eller synet på kroppen er. Man skærper blikket for, hvad kropssproget betyder og afspejler. 

Oldtidskroppen
I oldtiden har vi den sanselige kropsdyrkelse i termer og palæstrer, teatre og gymnasier, ja, selv i nekropolerne med deres etruskerinspirerede fremstillinger af de afdøde og romernes realistiske gravsarkofager med anerelieffer og voksdødsmasketradition. Under Castor og Pollux-templet på Forum Romanum har danske arkæologer udgravet en veritabel skønhedssalon i Vicus Tuscus, etruskergaden, der førte op oven over Cloca Maxima fra havnen ved Tiberen, hvor letlevende af begge køn  færdedes ifølge oldtidsforfatterne. 
 I antikkulturen kropsliggøres "begreber", man kan se floder ligge magelig henslængt som mandsskulpturer omgiver af siv og krokodiller, Jorden eller Italia fremstillet som yppig kvindefigur. Navnlig de realistiske romere er gode til at konkretisere den kollektive bevidsthed i triumfbuernes relieffer i den statslige propagandas tjeneste. Øjets synsindtryk skulle virke tilbage på sindet og skabe og vedligeholde en fælles borgermythos. Det sete og sansede havde prioritet. "Mens sana in corpore sano". 
 


 
Kirkekroppen
Hele denne sanselige oldtidskultur forfaldt med Romerrigets undergang, og her er der flere "nøgleårstal", man kunne sætte som antikkens dødsår. I vor forbindelse vil jeg ikke tøve med at bringe året 529 på banen som skellet mellem oldtid og middelalder, selv om Vestrom ikke i over 50 år havde haft nogen kejser, og fordums herlighed for længst var en saga blot. Så længe imidlertid gymnasierne lå spredt ud over det skrantende Romerrige, og navnlig så længe der endnu doceredes ved  Platons Akademi, ja, så var oldtidskulturen ikke ganske død. 
 Men i 529 udstedte kejser Justinian et dekret, der lukkede Akademiet og gymnasierne. Først da var portene til oldtiden slået i. Ved et kronologiens lykketræf indtraf imidlertid selvsamme år en lige så skelsættende begivenhed. Da oprettedes det første kloster i Vesteuropa, Monte Cassino, lige midtvejs mellem Rom og Pompei. I sådanne rum lukkede middelaldermennesket sig nu inde og vendte øjet mod det høje. Alt kød blev hø, og de selvfølende oldtidsskulpturer blev stillet i skammekrogen eller forsynet med figenblade hist og her. Kirken slog en næste 1000-årig parentes om kropskulturen. De hellige skikkelser, der ses i middelalderkunsten, er hyllede til, så mindst mulig krop vises. 529 er året, hvor et veritabelt papadigmeskift fandt sted i europæisk historie, se foto her nedenunder. 
 Men hvad skulle kurset stille op i Rom de 1000 år uden kroppe? Dog: alene spørgsmålet om de manglende eller cølibatære kroppe er interessant. Og derfor havde vi skaffet kontakt med "Pontificia Università Gregoriana" i Palazzo Lucchesi.  Her gav to velargumenterende jesuitterprofessorer den katolske kirkes syn på det legemtlige og det sjælelige, det hellige og det profane og stillede sig til rådighed for spørgsmål. 

Renæssances udfoldelse 
I Quattrocento, ungrenæssancen,  blev antik-ken genopdaget og gav inspiration til kunsten. Det bragte igen kroppen på banen, hvilket navnlig ses i Michelangelos mange kunstværker, skulpturer eller fresker, rundt om i Rom. I Peterskirken står Michelangelos Pietà, som han skabte som ganske ung billedhugger. Her kunne man indtil 1971 forvisse sig om Michelangelos fabelagtige evne til at udføre det fjerde og sidste stadium i billedhugningen, nemlig skabelsen af marmorhuden. Indtil da var det nemlig muligt at komme helt hen til Pietà og rent bogstaveligt at ae Jesus på låret. Da en galning det år gik løs på skulpturen med en hammer, blev den sat bag skudsikre glas. 
 Da Michelangelo af paven blev sat til at udføre loftsmalerierne i Det sixtinske Kapel, sagde han: jeg er ikke maler, men billedhugger. Og da han alligevel måtte kravle rundt fire år højt oppe under kapellets loft, malede han profeterne og sibyllerne og de andre skikkelser så reliefferede, at det ser ud, som om de har runding og er skulpturer. Her indgyder Vorherre sjæl i Adams næsten middelalderligt-livløse, men latent-potente krop, mens englene ser til med den største undren, betagelse og medleven. 
 Senere skabte Michelangelo dommedagsbilledet på endevæggen, hvor Jesus i en gigantisk kropsudfoldelse viser sin vældes dømmende arm samt tillige giver indtryk af renæssancemenneskets umådelige selvfølelse og skaberkraft. Renæssanceudfoldelsen blev et dilemma for kirken med dens puritanske syn på kroppen, og det fik den følge, at Michelangelos nøgne skikkelser umiddelbart efter, at de var blevet afsløret, blev påmalede tilhyllende klædebon, ligesom de antikskulpturer, der blev opstillet i Vatikansamlingerne, med figenblade  blev beskyttet mod frække blikke. 

  I en anden Peterskirke i Rom, nemlig San Pietro in Vincoli, troner Moses med to horn i panden over det jahviske blik og med lovens to tavler i hænderne; ved hans højre og venstre side står den patetiske Rachel med himmelvendte øjne og den sanselige og i sig selv hvilende Lea, der kan symbolisere Vita Contemplativa og Vita Attiva, spændingen mellem middelalder og renæssance, som Michelangelo havde hver sin fod placeret i. Han har udført Moses-monumentet til Julius II's gravmæle. Denne gruppe er et sublimt studie i kropssprog, som viser noget om paradigmeskiftet i tiden, og hvad kroppe kan udtrykke. 
  Ligesom Michelangelo ikke kunne forlige sig med den dømmende faderskikkelse og i en mørk stund kastede sin mejsel mod den, hvilket Moses' arm stadig bærer ar af, således kunne Sigmund Freud det heller ikke, men tilbragte i flere omgange timevis foran Moses for dog også at kunne skimte en faderlig kærlighed og omsorg. Det kom der en psykologisk studiebog ud af. 
 Renæssancens genfødelse af den sanselige oldtidskultur kunne der ikke i længden dæmmes op for, så kirkekunsten forligede sig lidt efter lidt med den og indoptog den i sit formsprog. Michelangelo var her forud for sin tid og mur- eller marmorbrækker for nye udtryk. Og i takt med reformatoriske tankers udbredelse og trusler mod den etablerede katolske kirke blev der behov for et kraftigt modsprog. 

Modreformationens barokke teater 
Ignatius Loyola var den, der satte modreformationen i system, grundlagde jesuitterordenen og også kom til at præge kropsopfattelsen og kropsfremstillingen inden for kunsten. Selv ses han  i skikkelse af en sølvstatue på alteret i det kapel i kirken Il Gesù, hvor han ligger begravet. 
 I sit værk: Exercitia Spiritualia, Åndelige øvelser,  fra 1548 giver Loyola anvisninger på, hvorledes læseren eller brugeren af bogen ved at følge forskellige øvelser kan komme det guddommelige nærmere. Skal Helvede for eksempel fremstå som en virkelighed for exercitanden, skal denne gennem en fire uger lang øvelsesplan aktivere alle sanser om denne oplevelse, således at fantasiens øje ser den flammende ild; ørerne hører gråd, skrig og ildens gnitren; næsen fornemmer røg, svovl og råddenskab; tungen smager de bitre tårer, og kroppen omsluttes af det gloende bål. Alle sanser aktiviseres under streng intellektuel kontrol og giver en følelsesmæssig totaloplevelse. 
 Disse sanseøvelser er næsten direkte anvisninger til kirkens kunstnere. Modreformationens kunstretning blev barokken, der i et overdådigt, svulstigt og effektfuldt sprog kraftigt påvirkede beskueren og illuminerede kirken. Barokkens kunstner par excellence blev Gian Lorenzo  Bernini, der hele sit liv virkede i Rom og navnlig i Peterskirken og på Peterspladsen, hvor han på pladsens kolonnade lader en hærskare af skulpturer gestikulere mod himlen og hinanden med store kropsbevægelser. Det er de kristne martyrer, der i kejsertidens Colosseum i teatralske kropsorgier måtte lade livet mod gladiatorer og vilde dyr, som Bernini her har givet oprejsning på Peterspladsen - ideologisk og arkitektonisk inspireret af Colosseum. 
 I kirken Santa Maria dellaVittoria driver Bernini Den hellige Teresas religiøse henrykkelse ud i så sanselige kropsudtryk, at den ligger og vibrerer på grænsen til en ren  somatisk henrykkelse for ikke at sige en regulær orgasme. Det er sandsynligvis denne  symbiose af det psykisk-somatiske, som Bernini lader ældre herrer på balkonerne i hver side af kapellet ivrigt diskutere. Og dernede på kirkegulvet står vi og betragter betragterne, der betragter underet. Et rigtig barokt teater i stor opsætning.
 
   Foto okt. 1963 i Det arkæologiske Nationalmuseums peristyl.
   De tilhyllede dominikanermunke bevæger sig fra den sanselige
   oldtid ind i middelalderens klaustrum. Et paradigmeskifte finder
   sted foran kameraet; året er 529, se ovenstående tekst.

 
Det tredje Roms statuskroppe 
I 1870 ophørte Rom med at være pavens by efter schweizergardens nederlag til Garibaldis rødskjorter ved Porta Pia; Rom skulle nu være hovedstad i et nationalrige, hvor konge og borgerskab førte det store ord. 
 Viktor Emanuel-monumentet med dets allegoriske skikkelser omkring Fædrelandets Alter og kongen højt til hest er Det tredje Roms største synliggørelse nede i selve byen. Oppe på Gianicolo-højen oven over byen på den vestlige Tiberbred sidder Garibaldi højt til hest og vrider sig med hele sit kropssprog bort fra Peterskirkens kuppel, som svæver i baggrunden, og vender sin gestus mod byen, som om den skyldte ham friheden. Roma o morte! 
 På vejen op til Garibaldipladsen må vandreren bevæge sig mellem statuer af borgerskabets mænd, som var den nye stats fødselshjælpere inden for hvert deres gebet. Disse mænd er iklædt uniformer eller lignende, mange bedækkede med ordner, med kasketter eller cylinderhatte på hovederne. Kroppen er blevet status for deres betydning. Kun rytterstatuen med Anita, Garibaldis dame, i vildt ridt med revolver og barn på arm giver liv til højens stive statusteater. Den er først i fascisttiden opstillet på Gianicoloen. 
 Det borgerlige kongedømme fremviser sine skikkelser som fortjenstfulde og selvbevidste samfundsstøtter uden megen humor. Dette indtryk får man også, når man opsøger denne epoke på Roms kirkegård, Campo Verano, der i sig selv er en vandring gennem mange stil- og dermed ideologiske perioder. Den, der rummer Il Risorgimentos mænd, tager allerede tilløb i 1848, hvor frihedsbevægelsens første martyrer ligger begravet under deres ofte etruskerlignende grave med deres frihedssymboler og med attributter tilbage til oldtidens Rom, Lupa, fasces, bukranier. 
 Det tredje Rom falder politisk, ideologisk og dermed arkitektonisk og kropsligt i to faser. Fra 1922 forvandlede Mussolini det borgerlige Italien til et fascistisk diktatur, hvor kunst, arkitektur og mandsideal skulle tjene den rå magts nye ideologi. 

Den fascistiske krop i Rom 
Overalt i Italien, men især i Rom stikker den fascistiske arkitektur og menneskeopfattelse sit hoved frem mellem det første og det andet Roms. Gerne skiltes der med det ved indhugningen: EF X, XII eller XX, altså Era Fascista år 10, 12 eller 20. 
 Det mest omfattende fingeraftryk, Mussolini og hans arkitekter og kunstnere har sat, er bydelen EUR. På en bygning ses et flere etager højt relief, der viser hele Roms historie fra Romulus og Remus til Mussolini. Øverst dier drengene Lupa, i midten har vi det første Rom med Augustus og hans marmorby, paven og det andet Rom får også sit, og nederst sidder Il Duce højt til hest; hans fjæs er dog på et tidspunkt blevet smadret, men fascismens historiesyn ses stadig intakt. 
 I det såkaldte firkantede Colosseum, hvor der i hver af de mange nicher i den seksetagers høje bygning skulle placeres statuer af italiens store skikkelser, ses øverst oppe indhugget en indskrift, der hylder italienerne som et folk af "poeter, kunstnere, helte, helgener, tænkere, videnskabsmænd, opdagelsesrejsende og grænseoverskridere" - et svulstigt udtryk for fascistisk selvforherligelse. 
 Et godt sted i Rom at se den heroiserende fascistiske mandsopfattelse fremstillet er på Stadion, som Mussolini lod opføre til de planlagte olympiske lege i 1940.  Ligesom de romerske kejsere ville Mussolini have sit eget forum, og stedet blev kaldt Foro Mussolini, nu hedder pladsen Foro Italico; men midt for indgangen troner en enorm obelisk, hvorpå Musolinis navn er indhugget i store bogstaver. Vejen der fører ind til de forskellige bold- og atletikanlæg, er dekoreret med mosaikker i bedste romerstil, men indskrifter, billeder og tegn beretter om og symboliserer den fascistiske ideologi. 
Navnlig atletikstadion, Stadio dei Marmi, der er gennemført i marmor og travertin fortæller rent og ublandet om den fascistiske menneskeopfattelse. Bagved tilskuerpladsen og rundt om hele det ovale 
anlæg står cirka 60 vældige marmorstatuer, der er en 

 blanding af romerske guder og forskellige idrætslige discipliner i den noget patetiske, pompøst monumentale og selvforherligende Mussolini-stil. Det gjorde indtryk dengang, i dag har vi en vis distance til denne svulstighed. 
 De, der i dag skal til søndag eftermiddags fodboldkampe, må træde hen over de flotteste mosaikker; i bedste oldromerske stil viser de balillaer og sportsfolk i kamp, soldater med kampvogne og fly. Italienerne har heldigvis ikke fjernet disse vidnesbyrd om deres fascistiske fortid. 
 På Mussoliniss paradegade langs Forum Romanum ses statuer af Cæsar, Augustus og flere andre kejsere, hvor der åbenlyst læses: ANNO  XI  A  FASCIBUS RENOVATIS. Det tredje Rom placerede sig i forlængelse af det første Rom. 

Kroppen i dagens Rom 
Man har kroppen med sig i Rom - mere end de fleste andre steder. Det er lunt, man kan gå rundt til det meste, gaderne har atmosfære og toppede brosten i de bedste vandrekvarterer, Monti og Trastevere. Der er piazzaer eller piazzalaer med små barer overalt, hvor kroppen kan få og afgive sit; der er her lyde af fontæners vandpring og dufte fra taverner og håndværkerværksteder. Men så er der også busserne, metroen og indgangene til museer og kirker, hvor kroppen må være parat til spillet med lommetyve og gnubbere. 
 I kvarterne omkring banegården finder man luddere og transversitbarer, hvor kroppene har deres helt specielle funktion som blikfang og salgsvare. Ikke langt herfra i  Operaen finder man de fine herrer og damer i stort skrud.Og på stadion fører tifosierne, klubbernes trofaste tilhængere, sig frem i ekstatisk kropsudfoldelse. For år tilbage sås det tilhyllede kleresi, munke og nonner af mange ordner som en del af bybilledet, men det er desværre sjældent i dag at støde på denne specielle fremførelse af kroppen. 
 Mulighed for særlig kropsudfoldelse er der ved spadsereture i Borgheseparken, og her kan man også leje cykler og tandemer og på den måde få set den park, som ellers er umulig at overskue på en dag. Eller man kan på vej til Tivoli stoppe op i Bagni di Tivoli og, som de gamle romere, tage sig en svømmetur i svovlbadene dér. Det er godt for kroppen, så det var naturligvis også på programmet for Idrætslærerforeningens studierejse. 
 Min egen særlige måde at give kroppen og sanserne en god oplevelse under ophold i Rom er at tage toget de tre kvarter til Castel Gandolfo og derfra vandre ned til Albanersøen. Der fører en sti hele vejen uden om søen. Den vandrer jeg syngende mit hjemlands sange rundt om, idet jeg i den sydlige ende indlægger en lille pause med en svømmetur i søens klare og dybe vand. Inden jeg begiver mig til pavebyen, Castel Gandolfo, indtager jeg en herlig pastaret med en Frascativin til på tavernaen Al Kayakko (lukket mandagen), der ligger ved søen, hvor vejen fører op til byen. 
 Som jeg sluttede mit forrige indlæg i Klassikernes Rejseforenings Nyhedsbrev, vil jeg også nu minde om den psykosomatiske iagttagelse Frederik Ludvig Bang Zeuthen har fanget ind i  sin bog "Min Udenlandsreise i Aarene 1833-1834", hvor han skriver: 
Jeg gik naturligviis meget omkring i Rom alene for at tage den "evige Stads" gamle og nye Mærkværdigheder i Betragtning... Man huske på, at det at drive omkring kan i Rom være af langt noblere Art end andetsteds... Naar man der "spilder" Tiden (fra det egentlige Arbeide), da kan det være til Livets Forskiønnelse, ligesom Vandets "Spilden" ved Vandspringende ogsaa er til Forskiønnelse". 

Ledere og lederskab i Rom 
Dette er også et tema, som byen Rom vil være velegnet til at belyse. Tænk på de mange store ledere, som Rom har været centrum for, kejsere, paver, folkeførere, men også antiledere, mafiosi og magtkurruption. Machiavellis "Il Principe" får her en mageløs eksempelsamling - udstrakt i tid, men samlet på et overskueligt sted. 

                       TILBAGE   til   ROM    eller  til   HOVEDSIDEN