Kanslergadeforliget ©Thomas Abel Møller


Marts måned 1996 flyttede min familie og jeg fra Nørrebro til Østerbro. En af gaderne i nabolaget hedder Kanslergade, og hvad var det nu, der gjorde dén så kendt?


Mellemkrigstiden og Kanslergadeforliget

INTERNATIONALT; INDLEDNING
Udviklingen i Mellemkrigstiden er særegen og betydningsfuld på en mængde forskellige punkter både internationalt og i lille Danmark:

· Efter Første Verdenskrig var der sket en ændring af styrkeforholdet internationalt mellem de europæiske stater (og eksistensen af Østrig-Ungarn) samt i forholdet til de øvrige verdensdele med USA og Japan som nye stormagter 1 . Verden var blevet større end den gamle europæiske.
· Opkomsten af Sovjetunionen efter Oktoberrevolutionen og den derpå følgende radikalisering af den internationale venstrefløj viste sig som en udfordring til kapitalismen, men den tydeliggjorde samtidig den splittelse, der var i gang i den internationale arbejderbevægelse og rejste spørgsmål om bevægelsens traditionelle syn på demokrati.
· De højreorienterede totalitære regimer dukker frem på arenaen. Først i Italien 1922, tydeligst i Tyskland 1933 og senere i Spanien 1939. De nye stater i Østeuropa blev alle demokratier som resultat af Første Verdenskrig. Ved udbruddet af næste krig var der ingen østeuropæiske demokratier tilbage.2 Dette bliver en udfordring til alle Europas borgerlige partiers demokratisyn.
· Krisen i forbindelse med krakket på børsen i New York 1929 viste, at krise i ét land hurtigt spredtes til andre; verden er blevet internationaliseret.
· Efterhånden som kapitalismen udvikler sig i de forskellige lande bliver det klart, at det ikke længere er muligt at lade de liberalistiske idealer være enerådende. Under forskellige former, mere eller mindre demokratisk eller totalitært griber statsmagter regulerende ind over for markedskræfterne.

DANMARK; PROBLEMSTILLING
Wall Street-krakket bredte sig som bekendt især til Tyskland og England; men da de var hovedaftagere af danske landbrugsprodukter, nåede krisen også Danmark i sommeren 1930, i første omgang med faldende priser på landbrugsvarer til følge. Den dermed forbundne lavere efterspørgsel fik selvfølgelig afsmittende virkning på de øvrige erhverv. At arbejdsløsheden steg markant er ikke ukendt, men hvad gjorde den danske, socialdemokratisk ledede regering i verdenskrisens turbulente brydningstid? Partiet havde på dette tidspunkt forladt tidligere ideer om revolutionære ændringer af samfundet, og fokuserede overvejende på umiddelbare forbedringer.3 Der var forskellige statslige indgreb i trediverne, hvor vi havde socialdemokratisk ledede regeringer. Både
· i forhold til landbruget
· i forhold til industri og håndværk
· på arbejdsmarkedet og
· på det sociale område,
men ingen var så omfattende som Kanslergadeforliget,4 der rummede elementer af alle disse punkter. Jeg vil prøve at se på, hvilke dønninger der eventuelt kom i den socialdemokratiske bevægelse i forbindelse med især de arbejdsmarkedspolitiske og socialpolitiske tiltag i Kanslergadeforliget.

KANSLERGADEFORLIGET
At Kanslergadeforliget vælges er ikke en tilfældighed: Stort set alle har hørt om forliget, hvilket vidner om en vis betydning. I Socialdemokratiets egen partihistorie "En bygning vi rejser" omtales Kanslergadeforliget på en måde, der giver et indtryk af, hvor omfangsrige foranstaltninger der var tale om: (Bilag 1) Foruden afgørelse af de to akutte spørgsmål om lockoutens udsættelse og kronekursens fastlæggelse omfattede forliget enighed om følgende lovgivning, skitseret i en særlig protokol: Henstands- og akkordlove5 , nedsættelse af ejendomsskatterne, grundstigningsskyld, en kødordning, hvis formål var prishævning på grundlag af destruktion og uddeling af oksekød til arbejdsløse, oprettelse af en likviditetsfond (krisefond), som ved udlån til kreditinstitutioner og private og ved obligationskøb kunne støtte den kreditudvidelsespolitik, man tilstræbte. I samme forbindelse en lovmæssig gennemført rentesænkning og en lov til lettelse af konvertering af kreditforeningslån til en lavere rentefod. Endvidere gennemførelse af vinterhjælpen til arbejdsløse og anden midlertidig hjælp, gennemførelse af hele den resterende del af socialreformen, udstykningens genoptagelse, en låneordning til støtte for boligbyggeriet (30 mill. kr.), lån til kommunerne og omfattende offentlige arbejder. Om dækningen af udgifterne bestemtes, at den skulle tilvejebringes ved mulige besparelser, ved direkte og indirekte beskatning samt ved lån.6

LANDBRUGSPOLITIKKENS VIRKNINGER
De specielle landbrugsordninger i Kanslergadeforliget sigtede mod at rette op på landbrugets indtjeningsevne via begrænsninger i produktionen samt prisforhøjelser på landbrugsvarer; men enhver medicin har som bekendt en bivirkning: Dyrere levnedsmidler, hvilket ikke mindst procentuelt tyngede mest i budgettene for lønmodtagerfamilierne. Det var Socialdemokratiets kernevælgere, fagbevægelsens medlemmer; men det var den kamel Socialdemokratiet måtte sluge for at få Venstre til at undlade at stemme mod den del af lovpakken, der var forbud mod arbejdsstandsning (læs: lockout).

INDUSTRI OG HÅNDVÆRK
Både afsætningsmuligheder, rentabilitet og aktiekurser faldt fra 1931-32;7 men en egentlig statsstøtte til industri eller håndværk var ikke på tale i trediverne. Dog var der inden for tre hovedpuljer i Kanslergadeforliget tænkt på dem:

1. Import- og eksportreguleringen som via valutalovgivningen var placeret i Valutacentralen.
2. Støtten til boligbyggeri, herunder også rentesænkningspolitiken.
3. De store offentlige arbejder som igangsattes med henblik på forbedring af infrastrukturen.
Resultatet var, at dansk industri op gennem trediverne øgede sin andel af leverancerne til hjemmemarkedet med omkring ti procent points.8

SOCIALREFORMEN 9
Den anden del af det kompromis, som fik Socialdemokratiet til at sluge kamelen kronenedskrivning var blandt andet, at Venstre accepterede Socialreformen. Der var tale om en samling og modernisering af ca. 55 danske sociallove. Forslagene var allerede udarbejdet under ledelse af socialminister K. K. Steincke. Resultatet blev vedtagelsen af fire love: forsorgsloven, folkeforsikringsloven, ulykkesforsikringsloven og lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Desuden gik man fra et skønsprincip over til faste takster for, hvad der skulle ydes, et retsprincip. Der var i de oprindelige forslag regnet med, at socialreformen ville medføre en 10% stigning i de offentlige udgifter; men i løbet af forhandlingerne fik Venstre nedsat taksterne noget (de blev til gengæld pristalsreguleret) men da reformen vedtoges, kalkulerede man ikke med en stigning.

ARBEJDSMARKEDET
Det var ikke mindst forholdene på arbejdsmarkedet, der var den udløsende faktor i Kanslergadeforliget. Arbejdsgiverne havde, med baggrund i argumentet om konkurrenceevnen og vel også i bevidstheden om, at fagbevægelsen måtte stå svækket med de mange arbejdsløse, fremsat forslag til de overenskomster, der skulle gælde fra marts 1933, om en lønnedgang på 20%. DsF 10 ville ikke acceptere dette, og forhandlingerne var gået så meget i hårknude, at mæglingsmanden den 27. januar 1933 meddelte, at han opgav at fremsætte et mæglingsforslag. Arbejdsgiverne varslede derpå lockout for 100.000 mand til 1. Februar.11 Dette, lagt sammen med den tårnhøje arbejdsløshed, ville betyde noget nær en lammelse af landet og få fatale følger for eksporten.12 Det var evident, at det hastede med indgreb, hvis landet ikke skulle havne i en situation, der ville forværre den igangværende krise. Dette indgreb blev Kanslergadeforliget. Kravet om 20 % lønnedgang blev forhindret af loven, der forlængede overenskomsterne uændret frem til 1. februar 1934, og som forbød arbejdsstandsninger (lockout og strejke).

BAGLANDET
Som det kan ses af det korte rids var det ikke mindst for fagbevægelsens medlemmer et betydningsfuldt forlig. Det greb på mange punkter direkte ind i dagligdagen både for den enkelte og for selve organisationen. Hvordan var reaktionen så? Både med hensyn til reaktionen internt i Socialdemokratiet som parti og DsFs reaktion over for partiledelse og rigsdagsgruppe er kilderne sparsomme, al den stund der ikke er særlig åben adgang til arkiverne.13 De officielle holdninger er dog klare:

PARTI
Socialdemokratiet forsvarede indgrebet som nødværge over for en arbejdsgiverorganisation, der ville udnytte krisen til at trykke arbejderne ned.14 Rigsdagsgruppen vedtog forliget med alle stemmer mod fem, men der var også en del, der ikke stemte. Dette vidner vel om en vis kritik eller usikkerhed. Finansminister Bramsnæs forlangte, at udtræde af regeringen på grund af kronedevalueringen, men det var en modstand, der var grundet på forhandlingerne med England mere en holdning til den udhulning af købekraften, der ville ske hos forbrugerne.15

FAGBEVÆGELSE
Her vælger vi at se på DsF-toppens indstillinger, da det jo er den, der tegner bevægelsen. Det er senere kommet frem, at DsF havde været imod, at der overhovedet blev stillet et mæglingsforslag. I stedet forventede man af regeringen, at den ville lave en tvungen afgørelse på lønspørgsmålet. Og forliget må jo siges at opfylde fagbevægelsens lidet kamporienterede strategi. DsF regnede tydeligvis med, at en undgåelse af en direkte lønnedsættelse ville få arbejderne til at æde bl. a. den devaluering, der ville medføre en gradvis forringelse af reallønnen. Og ledelsen fik ret. 1933 blev et roligt år med kun 26 arbejdsstandsninger for i alt lige under 500 mand. 18000 tabte arbejdsdage; men heraf var de 16000 allerede tabt før lovens ikrafttræden 1. Februar 1933.16

AFRUNDING, PERSPEKTIVERING
Danmark gik over til et statsstyret klassesamarbejde, der unægtelig havde visse lighedspunkter med de korporative statsmodeller, der afprøvedes under noget voldsommere vilkår i andre af de europæiske lande. Den sammenkædning, der her i trediverne sker i Kanslergadeforliget mellem lønudvikling og sociale kompensationer bliver helt frem til i dag mere en regel end undtagelse (eksempelvis sygelønnen, der indførtes i 1956 i forbindelse med lovvedtagelsen af de nye overenskomster og i de seneste årtiers trepartsforhandlinger i forbindelse med overenskomstforhandlingerne). Sammenfattende kan man sige, at reformismen blev cementeret i denne periode Det virker i hvert fald ikke som om det internt gav anledning til de store principielle diskussioner i den socialdemokratiske bevægelse i forbindelse med Kanslergadeforliget. I hvert fald ikke så store som en forlig af Kanslergades omfang skulle give anledning til. Debatten blev dog rejst og det i voldsomme toner af kommunisterne og RFO. Men denne kritik fra "fjendtligt hold" kan have været medvirkende til at sammentømre socialdemokraterne og dermed virke bremsende på en intern debat. I hvert fald er hele denne side af sagen en for stor mundfuld for dette lille oplæg.17 Men mon ikke man kan sige, at Venstre rykkede mest i forbindelse med de politiske forlig i begyndelsen af trediverne. Som optakt til Kanslergadeforliget stod Venstres bagland i form af Landboforeningerne sammen med Husmandsforeningerne bag en opfordring til regeringen om
· en devaluering i forhold til Pundet,

· en statsbestemt rentesænkning,

· afsætningsstøtte til og opkøb med efterfølgende destruktion af kød

· samt lettelser i ejendomsskatter ved at staten overtog nogle af kommunernes udgifter. Ikke lige en politik der rimer med ideen om de frie markedskræfter. Den konservative Pürschel formulerede det ikke særlig taktfuldt, men nok ærligt, 13. Januar i Folketinget: "Det er jo en Slags Ligbegængelse, vi er til … Det, som begraves, er den Liberalisme, som hidtil har været den førende, den, der … sagde: producer, producer, bliv ved med at producere!"

BILAG :

BILAG 1 FRA "EN BYGNING VI REJSER"
Socialdemokratiets egen partihistorie "En bygning vi rejser" omtaler Kanslergadeforliget på en måde, der giver et indtryk af, hvor omfangsrige foranstaltninger der var tale om: Foruden afgørelse af de to akutte spørgsmål om

· lockoutens udsættelse og

· kronekursens fastlæggelse omfattede forliget enighed om følgende lovgivning, skitseret i en særlig protokol:

· Henstands- og akkordlove 18,

· nedsættelse af ejendomsskatterne,

· grundstigningsskyld,

· en kødordning, hvis formål var prishævning på grundlag af destruktion og

· uddeling af oksekød til arbejdsløse,

· oprettelse af en likviditetsfond (krisefond), som ved udlån til kreditinstitutioner og private og ved obligationskøb kunne støtte den kreditudvidelsespolitik, man tilstræbte. I samme forbindelse en

· lovmæssig gennemført rentesænkning og

· en lov til lettelse af konvertering af kreditforeningslån til en lavere rentefod. Endvidere

· gennemførelse af vinterhjælpen til arbejdsløse og anden midlertidig hjælp,

· gennemførelse af hele den resterende del af socialreformen,

· udstykningens genoptagelse,

· en låneordning til støtte for boligbyggeriet (30 mill. kr.),

· lån til kommunerne og

· omfattende offentlige arbejder.

Om dækningen af udgifterne bestemtes, at den skulle tilvejebringes ved

· mulige besparelser, ved

· direkte og

· indirekte beskatning samt ved

· lån. 19


BILAG 2 TAL

ARBEJDSLØSHED I OFFICIELLE TAL

ÅR

ARBEJDSLØSHED

ARBEJDSLØSHED I %

1929 42.789 15,8%
1930 39.584 13,7%
1931 52.874 17,9%
1932 99.496 31,7%

Højeste ugetal vinter 32-33 190.000


OFFICIELLE OPGIVELSER FOR AKTIESELSKABERNES PROFIT

ÅR AKTIEUDBYTTE I KR. AKTIEUDBYTTE I %
1929  

12,9%

1932

162 mio. kr.

7,9%

1935

 

15,5%

1936

295 mio. kr.

 


ARBEJDERNES TIMELØN OG PRISTALLET

ÅR TIMELØN PRISTAL

1932

132 øre 155

1938

142 øre 183


BILAG 3 KANSLERGADEFORLIGET I GENERELLE VENDINGER MED NOTER
Kanslergadeforliget: politisk forlig mellem Venstre 20 og regeringspartierne 21 Socialdemokratiet 22 og Radikale Venstre 23, sluttet i statsminister Staunings 24 hjem i Kanslergade 10 I, den 30. januar 1933 under en krise p.gr. af britisk præferencepolitik 25 for dominions 26, prisfald, arbejdsløshed og varslet storlockout 27 og strejke. Forligets hovedpunkter var forbud mod arbejdskampe i et år, sænkning af kronen 28 fra 18,16 til 22,50 pr. £ 29 med deraf følgende prisstigning især for landbrugsvarer, skattelettelser og henstand for landbrugere, vinterhjælp til arbejdsløse og socialreform 30.


SLUTNOTER:

1 FLOTO, INGA: 1917-1945 Fra den russiske revolution til atombomben. In: MOGENS CARSTENSEN, et al (red.): Menneske Samfund Historie. Gyldendal, København 1993. pp. 301-304
2 Ibid. p 317.
3 BERTHOLT, OLUF et al: En bygning vi rejser. Bind 1, pp 217- pp 256- og RED.: Socialdemokratiets Århundrede.. Bind 2, pp 563- Især om formand for DsF Jens Jensen og tiden omkring septemberforliget 1899. Her citeret fra NØRLUND, IB: Det knager i samfundets fuger og bånd. Forlaget Tiden, København 1973.
4 Se bilag 3 med noter.
5 akkord (fransk): samklang, overensstemmelse, overenskomst mellem kreditor og skyldner om en lettelse af gældsforholdet.
6 BERTHOLT, OLUF et al: En bygning vi rejser. Bind 2, p 222. (Se bilag 1 for en mere overskuelig opsætning).
7 KNUDSEN, KNUD: Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen, 1931-34. In: CHRISTENSEN, ERIK et al: Årbog for arbejderbevægelsens historie 6. GMT, Viborg 1976. p 10.
8 RASMUSSEN, BØRGE: Statens forandrede rolle… In: CHRISTENSEN, ERIK et al: Årbog for arbejderbevægelsens historie 6. GMT, Viborg 1976. pp 86-95
9 Socialreformen: den samling og modernisering af ca. 55 danske sociallove, som 1933 blev foretaget under ledelse af K. K. Steincke. Resultatet blev et lovkompleks bestående af fire love: forsorgsloven, folkeforsikringsloven, ulykkesforsikringsloven og lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Steincke, K(arl) K(ristian)(1880-1963): dansk politiker; cand. jur. Var i sin ungdom aktiv i socialdemokratisk ungdomsarbejde og forfatter af socialistiske agitationsskrifter; 1921-24 præsident for Invalideforsikringsretten. Medlem af Landstinget for Socialdemokratiet 1918-52, tingets formand 1948-50 og 1951-52; justitsminister 1924-26, 1935-39 og 1950; socialminister 1929-35; gennemførte 1933 Socialreformen. 1939 direktør for Kryolitselskabet Øresund. Ivrig deltager i offentlig debat; forfatter af værker om sociale og juridiske spørgsmål, men især kendt som forfatter af aforismer. Udsendte et erindringsværk i fem bind 1945-54.
10 LO: Landsorganisationen i Danmark, oprettet 1898 som De samvirkende Fagforbund; lønmodtagernes største organisation og den ene af arbejdsmarkedets såkaldte hovedorganisationer. Over for arbejdsgiverne, især i Dansk Arbejdsgiverforening, varetager den arbejdernes centrale interesser, bl.a. som part i hovedaftalen og overenskomstforhandlinger. Strukturen er næsten uændret siden oprettelsen.
11 I konteksten var en så omfattende konflikt opfattet som en realitet, og ikke en anglen efter et politisk indgreb.
12 Der var usikkerhed om, hvordan England ville reagere under de igangværende forhandlinger om leveringsoverenskomst for landbrugsvarer, hvis den løbende eksport pludselig ikke kunne holdes i gang.
13 SJØQUIST, VIGGO: Hans Lyngby Jepsen: Stauning. En biografi. In: Historisk Tidsskrift 1980 p 184.
14 JENSEN, OTTO: Danmark under Verdenskrisen 1929-1939. AOF København 1939, pp 221-226. Her citeret fra KNUDSEN, KNUD: Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen, 1931-34. In: CHRISTENSEN, ERIK et al: Årbog for arbejderbevægelsens historie 6. GMT, Viborg 1976. p 14.
15 NISSEN, HENRIK S.: 1929-1940 Regeringen Stauning-Munch. In: SØREN MØRCH red.: Danmarks Historie, Gyldendal 1988, p 290.
16 KNUDSEN, KNUD: Arbejdskampe i Danmark under verdenskrisen, 1931-34. In: CHRISTENSEN, ERIK et al: Årbog for arbejderbevægelsens historie 6. GMT, Viborg 1976. p 14.
17 NØRLUND, IB: Det knager i samfundets fuger og bånd. Forlaget Tiden, København 1973.
18 akkord (fransk): samklang, overensstemmelse, overenskomst mellem kreditor og skyldner om en lettelse af gældsforholdet.
19 BERTHOLT, OLUF et al: En bygning vi rejser. Bind 2, p 222. (Mine afsnitsinddelinger og fremhævelser, TM)
20 Venstre: officielle navn fra 1964 Venstre, Danmarks Liberale Parti; dansk politisk parti, hvis mål er økonomisk og politisk liberalisme og som har sin oprindelse i folkelige bevægelser i 1. halvdel af 19. årh. 1870 dannedes Forenede Venstre, der 1872 fik flertal i Folketinget og fra 1875 førte Forfatningskampen mod Højre. Forenede Venstre deltes 1878 i Moderate Venstre og Folketingets Venstre. Af sidstnævnte parti udskiltes i 1884 det grundtvigsk prægede Danske Venstre; men udstedelse af provisoriske finanslove førte 1886 til en samling af Venstre i Rigsdagens Venstre. Da Frede Bojsens tilhængere 1894 sluttede forlig med Estrup, dannede forligets modstandere Venstrereformpartiet. 1905 udskiltes Radikale Venstre, og 1908-10 forenedes Moderate Venstre med Venstrereformpartiet til partiet Venstre. Partiet dannede regering 1901-09 (konseilspræsidenter: J. H. Deuntzer, J. C. Christensen, Niels Neergaard og Louis Holstein-Ledreborg), 1910-13 (Klaus Berntsen), 1920-24 (statsminister: Neergaard), 1926-29 (Th. Madsen-Mygdal). De to første ministerier 1901-08 gennemførte under J. C. Christensens lederskab et liberalt program; hartkornsskatternes overgang til ejendomsskyld, formue- og indtægtsskat, tiendeafløsning, mellemskole, menighedsråd, toldlov og en kommunallov, der gav kvinderne valgret til kommunalvalgene. Reformerne standsedes midlertidigt ved justitsminister Albertis svindel og Venstres sprængning 1905, hvor Det radikale Venstre skilte sig ud på forsvarsspørgsmålet, da J. C. Christensen gik i mere forsvarsvenlig retning; en anden brudlinje var forskellene mellem brandesianerne og grundtvigianerne; en tredje var social, idet husmandsbevægelsen gik med De Radikale, der dannede regering 1909-10 og 1913-20. Grundloven 1915 indførte valgret for kvinder til Rigsdagen og afskaffede landstingsprivilegierne; 1917 solgtes De dansk-vestindiske Øer til USA. Regeringen opretholdt neutraliteten i 1. verdenskrig 1914-18, udlagde minespærringer i Bælterne efter tysk krav 1914, indkaldte sikringsstyrken og imødegik ved statskontrol dyrtiden. 1919 indførtes ved overenskomst 8 timers arbejdsdag. Efter Tysklands kapitulation anmodede regeringen De Allierede om en folkeafstemning i Slesvig, som det var blevet lovet 1866 i Pragerfredens § 5, der ganske vist tilbagekaldtes 1878. Gennem deres rigsdagsmand 1906-18, H. P. Hanssen, skole-, sprog- og vælgerforeninger, landeværnet og en kreditforening havde sønderjyderne støttet hinanden under det tyske pres, der var hårdest i Köller-perioden 1897-1901. Versailles-freden 1919 gav afstemningsret til 1. zone under ét og 2. zone kommunevis. Afstemningerne 10. februar og 14. marts 1920 trak rigsgrænsen N om Flensborg, S om Tønder. Den 15. juni 1920 genforenedes Sønderjylland med det øvrige Danmark. Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle i marts 1920 p.gr. af uenighed om en 3. zone i Sønderjylland; efter at Socialdemokratiet havde proklameret generalstrejke og forlangt indførelse af republik, bøjede kongen sig og afskedigede forretningsministeriet Liebe (Påskekrisen).
21 Det første socialdemokratiske ministerium 1924-26 under Th. Stauning, der igen 1929-40 dannede regering denne gang i koalition med De Radikale. Dermed var landets politiske ledelse overgået fra land til by, fra Venstre til Socialdemokratiet. Prisfald og kronekursfald afløstes af kronestigning (kronen steg til pari 1926) og en "kronekrise", der blev imødegået af Venstre med besparelser. Venstreministeriet Madsen-Mygdal (1926-29) blev fældet af De Konservative, der var utilfredse med forsvarsbesparelserne, og det nye ministerium Stauning stilledes fra 1931 over for en dybtgående krise, som var skabt ved et verdensprisfald 1929. Den ramte først landbruget, derefter alle erhverv med en arbejdsløshed på 200.000 i 1933. Regeringens krisesystem samlede sig om oprettelsen af Valutacentralen 1932 og Kanslergadeforliget med Venstre 1933 om skatter, kriselove, kronenedskrivning, socialreform og forbud mod arbejdsstandsning. Efter at Storbritannien 1932 havde indført en præferencepolitik for sine dominions, blev det efter aftale af 1933 mellem de to lande nødvendigt at rationere svineproduktionen. En aftale med Tyskland fulgte 1934. Regeringens almindelige politik førte til dødsstraffens afskaffelse 1930 (sidst fuldbyrdet 1892), lov om domsmænd, hovedstadsstyre og eksamensfri mellemskole; 1936 blev Nationalbanken selvejende. Socialdemokratiet blev 1918 brudt i en venstre- og en højrefløj efter udenlandsk mønster; 1932 fik det kommunistiske parti to folketingsmedlemmer. I Landstinget fik regeringen flertal 1936, hvormed dette ting blev et ekko af Folketinget. Fra nedrustningsforslag 1926 efter Socialdemokratiets tradition ændredes partiets holdning, idet forsvarsloven af 1937 tog sigte på en lille, men veludrustet hær. Ved udbruddet af 2. verdenskrig 1939 erklærede Danmark sig neutralt.
22 Socialdemokratiet: dansk politisk parti, stiftet 1871 af Louis Pio under navnet Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som afdeling af 1. Internationale. Arrestationer af partiets ledere Pio, Harald Brix og Poul Geleff efter et forbudt arbejdermøde på Fælleden i København 1872 svækkede i forbindelse med, at Pio og Geleff rejste til USA, partiet, der 1878 omorganiseredes som Socialdemokratisk Forbund og fik et klarere program, efter tysk socialdemokratisk forbillede og i nært samarbejde med fagforeningerne. De første to socialdemokratiske folketingsmænd indvalgtes 1884. Efter 1900 voksede partiet hastigt. Socialdemokraterne støttede 1909-10 og 1913-20 de radikale regeringer under Zahle og dannede 1924 deres første mindretalsregering under Th. Stauning efter at være blevet landets største parti med ca. 470.000 stemmer. Socialdemokratiet har dannet regering alene eller som førende i en koalition 1924-26, 1929-43, 1945 og 1947-50, 1953-68, 1971-73 og 1975-82 under statsministrene Th. Stauning, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen, Viggo Kampmann, J. O. Krag, Anker Jørgensen og Poul Nyrup Rasmussen fra 1990. Indtil 2. verdenskrig var det Socialdemokratiet, der tegnede arbejderbevægelsen og socialismen i Danmark; syndikalister og kommunister var talmæssigt ubetydelige.
23 Radikale Venstre: dansk politisk parti, dannet 1905 ved sprængning af J. C. Christensens Venstrereformparti. Partiets program af 1905 krævede nedrustning, neutralitet, sociale reformer, bl.a. udstykning i selvstændige husmandsbrug, og absolut personlig frihed. Fandt især støtte hos husmænd og i byerne delvis blandt akademikere. Den radikale dagspresse, bl.a. Politiken, og de første ledere, C. Th. Zahle, Ove Rode, Edv. Brandes og P. Munch, gik ind for samarbejde med socialdemokraterne; et sådant realiseredes i ministeriet Zahle 1909-10 og 1913-20, som hævdede neutraliteten under 1. verdenskrig. Ved valget efter Påskekrisen 1920 gik Radikale Venstre stærkt tilbage og var længe et mellemparti, der som tungen på vægtskålen mellem socialdemokraterne og de borgerlige partier fortrinsvis støttede de første. Deltog 1929-40 i koalitionsregeringen Stauning med P. Munch som udenrigsminister. 1940-43 i samarbejdsregeringen og 1945 i befrielsesregeringen. Munch, P(eter) (1870-1948): dansk politiker og historiker; dr. phil. 1900. Forfatter af meget anvendte lærebøger i historie og samfundskundskab samt en række videnskabelige afhandlinger. Medlem af Folketinget (Radikale) 1909-45; indenrigsminister 1909-10, forsvarsminister 1913-20, udenrigsminister 1929-juli 1940 og delegeret ved Folkenes Forbund 1920-38. Virkede for neutralitetspolitik; men besættelsen 1940-45 blev af nogle betragtet som hans totale fiasko, og han ønskede selv at gå af 9. april 1940. Den øvrige regering mente imidlertid, at han burde være med til at afbøde virkningerne af fredspolitikkens sammenbrud. Tre måneder efter afgik han efter kongens og De Konservatives ønske.
24 Stauning, Th(orvald) (1873-1942): dansk politiker; cigarsorterer. Fagforeningsformand 1896-1908; medlem af Folketinget 1906 (Socialdemokratiet), af Borgerrepræsentationen i København 1913, formand 1919-24; formand for sit partis rigsdagsgruppe. Kontrolminister under Zahle 1916-18; socialminister 1918-20; Danmarks første socialdemokratiske statsminister 1924-26; derpå atter statsminister 1929-42; tillige erhvervsminister 1924-26, fiskeriminister 1929-33 samt forsvarsminister 1933-35. Staunings politik medvirkede til, at Socialdemokratiet i stigende udstrækning forlod socialiseringspolitikken til fordel for et parlamentarisk samarbejde, som især gennemførtes med Radikale Venstre. I 1930rne udvidedes, med bl.a. Kanslergadeforliget 1933, samarbejdet til at gælde såvel Venstre som Konservative Folkeparti; samtidig iagttog Stauning i udenrigspolitikken en streng neutralitet for ikke at tirre Tyskland; denne politik var ligeledes Staunings ledetråd under besættelsen 1940-45. 1964 rejstes der i Vester Farimagsgade, København, et af billedhuggeren August Keil udført monument for Stauning, der ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.
25 præferenceaftale: overenskomst, hvorved den ene part indrømmer en anden part en defineret fortrinsstilling (præference) i forhold til udenforstående. Det kan dreje sig om f.eks. en særlig rabat eller kreditordning ved levering til udvalgte kunder, om forkøbsret eller om fortrinsstilling ved licitation eller leverancer. Et land kan ved præferenceaftaler stille et andet lands varer særlig gunstigt ved indførslen, eller en gruppe af lande kan gøre sådanne indrømmelser, som f.eks. EU over for de associerede, især afrikanske, landes eksportprodukter.
26 Det liberale parti var splittet under verdenskrigen og gik stærkt tilbage. 1922 vandt De Konservative en stor valgsejr; men januar-november 1924 ledede Ramsay MacDonald den første Labourregering. Storbritannien deltog ivrigt i Folkenes Forbunds arbejde og tilsluttede sig Locarno-traktaten 1925. Dominions ligestilledes 1926 med Storbritannien som selvstændige stater inden for The British Empire, fra 1931 The Commonwealth of Nations. Regeringen, der atter var konservativ, kæmpede fortsat med økonomiske vanskeligheder og stor arbejdsløshed. Depressionen 1929 ramte hårdt; 1931 opgav Storbritannien guldindløselighed. En samlingsregering blev dannet samme år under MacDonald; han havde dannet sit andet Labourkabinet efter en valgsejr 1929, og hans forsøg på at løse krisen ved samarbejde bragte ham i modsætning til de mere militante arbejderpolitikere. Vælgerne gav imidlertid samlingsregeringen stor tilslutning 1931. På Ottawakonferencen 1932 indførtes der en omfattende præferencepolitik mellem Commonwealthlandene. Efter 1935 kom konservative regeringer under Baldwin og Neville Chamberlain.
27 Lockout (engelsk): arbejdsstandsning, bestående i en organiseret lukning af virksomhederne og hjemsendelse af disses arbejdere. Arbejdsgivernes stærkeste kampmiddel i en konfliktsituation og modsvarer arbejdernes mulighed for strejke. I Danmark skal den ifølge hovedoverenskomsten mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO varsles på behørig måde. Lockout varsles ofte i f.eks. overenskomstforhandlingens kritiske fase, men føres kun sjældent ud i livet. Den store lockout i 1899 satte skel i den organisationsmæssige udvikling ved at resultere i det såkaldte Septemberforlig, som indeholdt de vigtigste retningslinjer for det indbyrdes forhold mellem arbejdsmarkedets hovedorganisationer. Endvidere var der store lockouter i 1925 og 1936.
28 devaluering (latin): nedskrivning af et lands valuta i forhold til andre landes valutaer. Betyder for eksportører større indtægt (i f.eks. kroner), med øgede importpriser, og bidrager dermed til inflation. Sverige, Finland, Italien og flere andre store aftagere af danske varer devaluerede kraftigt i 1992-93, hvorved Danmarks eksport dertil hæmmedes.
29 Scocozza siger på side 307: "Kronekuren over for pund ændredes fra 20 kr. til 22,40 kr." (12%, TM) Kai Petersen siger på side 324: "Kronen bindes fast til Sterling i forholdet 1:22,4." Lyngby Jepsen, side 310: "Kronenedskrivning på 10 %, som Bording turde tage ansvaret for…., gav en ny sterlingkurs på 22,40 til 22,50."
30 Socialreformen: den samling og modernisering af ca. 55 danske sociallove, som 1933 blev foretaget under ledelse af K. K. Steincke. Resultatet blev et lovkompleks bestående af fire love: forsorgsloven, folkeforsikringsloven, ulykkesforsikringsloven og lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring. Disse love forblev i det store og hele uændrede i næsten 30 år, da der blev påbegyndt en lovgivning inden for enkeltområder, f.eks. loven af 1960 om revalidering og senere loven af 1964 om børne- og ungdomsforsorg. 1964 blev der nedsat en socialreformkommission, hvis 1. betænkning af 1969 resulterede i den sociale styrelseslov af 1970, som i princippet lagde beslutninger inden for det sociale og sundhedsmæssige område ud til kommunerne, loven af 1971 om offentlig sygesikring, hvorved sygekasserne overgik til kommunalforvaltningen, lovene af 1972 om dagpenge ved sygdom eller fødsel og om den Sociale Ankestyrelse. Socialkommissionens 2. betænkning af 1972 dannede grundlag for den sociale bistandslov. Herved samledes en række love på det sociale område, omfattende bl.a. offentlig forsorg, børne- og ungdomsforsorg, revalidering og mødrehjælp. I august 1991 nedsatte regeringen en ny socialkommission, der især skal udarbejde forslag til aktivering af de ca. 750.000 danskere i den erhvervsaktive alder, som har mistet forbindelsen til arbejdsmarkedet og derfor modtager dagpenge m.v. Steincke, K(arl) K(ristian)(1880-1963): dansk politiker; cand. jur. Var i sin ungdom aktiv i socialdemokratisk ungdomsarbejde og forfatter af socialistiske agitationsskrifter; 1921-24 præsident for Invalideforsikringsretten. Medlem af Landstinget for Socialdemokratiet 1918-52, tingets formand 1948-50 og 1951-52; justitsminister 1924-26, 1935-39 og 1950; socialminister 1929-35; gennemførte 1933 Socialreformen. 1939 direktør for Kryolitselskabet Øresund. Ivrig deltager i offentlig debat; forfatter af værker om sociale og juridiske spørgsmål, men især kendt som forfatter af aforismer. Udsendte et erindringsværk i fem bind 1945-54.

© Thomas Abel Møller




Kommentarer
er velkomne på E-mail: thomasmoller @ email.dk
Fjern selv mellemrum på begge sider af @



Tilbage
til Thomas Abel Møllers Homepage


Opdateret d. 14-11-04