Jeg valgt at bringe nogle af mine egne debatindlæg fra aviserne for at give et billede af debatten der har været om fleks- og skånejob.

Dårlige udsigter for fleksjobbere

Af Finn Andersen
Tidl. Forbundsformand Aktuelt 28/12 2000


Jørn Pedersen (S) skrev en kommentar den 14. december om bedre vilkår for fremtidens førtidspensionister. Jeg vil ikke anfægte budskabet, for der bliver bedre økonomiske vilkår for fremtidens førtidspensionister.

Men jeg mener ikke, at det er godt nok, det gør jeg af specielt tre grunde. For det først har man ikke fået lukket hullet for de personer, der er for raske til førtidspension og for syge til fleksjob. Disse personer er fortsat henvist til kontanthjælp hvis de i det hele taget kan få noget hjælp. Det er ikke en værdig måde at løse det problem på.

For det andet har man ikke fået afklaret problemerne med godkendelse af private og tjenestemandspensioner. I dag bygger næsten alle pensionskassers udbetalinger på, at man som forudsætning for pension bliver tildelt den offentlig mellemste pension. En sådan sats er der ikke i den nye pensionsordning, og hvad skal så være gældende for at man ikke bliver snydt for sin opsparet pension?

Mine bekymringer går på, at der kommer nogle firkantede regler, der betyder, at det er de personer, der er så heldige ikke at skulle på fleksjob eller pension, der vil tjene på den nye ordning, og ikke dem der bliver syge eller handicappet. Min bekymring bygger jeg på, at arbejdsmarkedspensionsselskaberne, som ellers blev oprettet som solidarisk for alle uanset helbred, allerede har lavet restriktioner for personer i fleksjob.

For det tredje skal alle fleksjob administreres i det socialsystem i stedet for i A-kasserne. Det er helt imod den kultur, der gælder på arbejdspladserne. Jeg håber og opfordrer fagbevægelsen til ikke bare passivt at lade stå til. Mit forslag er, at fagbevægelsen både centralt og lokalt tager fat i det her spørgsmål og også vil deltage, når der skal etableres center til at skaffe fleksjob. Det har personer i fleksjob ikke blot fortjent, men efter min opfattelse også krav på.