Derudover har vi så også haft frustrations-episoder. Martin blev passet af sin mormor og havde i adskillige forsøg prøvet at fortælle hende noget. Mormor prøvede ved hjælp af gætte metoden, men det lykkedes ikke at finde det rigtige ord. Da vi kom hjem, fandt vi hurtigt ud af, at drengen ville have en yoghurt. Han slog sine arme ned i benene og nærmest råbte JA JA JA. Det var utroligt at se den lettelse, der lyste ud af drengen.
Vi har ikke så mange af disse episoder, men er ganske vidende om, at havde vi ikke lært Tegn til tale, ville vi sidde med en meget frustreret lille dreng.

Når Martin bruger Tegn til tale, forventer han mange gange, at man gentager, hvad han har sagt, så han er sikker på, at man nu forstår, hvad han siger. Derfor er vi i den situation, at familie og venner virkelig trænger til undervisning. Når Martin bliver passet, kan storesøster mange gange hjælpe, men meningen er jo ikke, at hun skal fungere som tolk.

Vi har så søgt et opfølgningskursus ved kommunen. De ville i første omgang gerne have institutionen til at stå for arrangementet (og være medbetaler), men børnehaven skal selv holde kursus i september, og vi holder på, at de ikke er nøglepersonerne i denne opgave, det er Martin og hans omgangskreds. At det så indbefatter et par pædagoger er en anden sag.

Problemet er også, at der ikke har været for tilfælde, så der er en utrolig træghed i systemet. Man er egentlig velvillige, men det tager tid.

Dette er måske dybest set en solstrålehistorie, trods alle besværligheder. Martin er så livsbekræftende, og han er så modtagelig for at lære, at vi ikke behøver yderligere motivation, men, som tidligere nævnt, kan få tegn gøre dagligdagen lettere og mere tilfredsstillende for både forældre som barn.