Som antydes på vores hjemmeside har vi fået hjælp til at blive gravid. Så glæden var stor da det lykkedes og jeg blev gravid. Da vi 9 uger senere fik at vide at der var 2 var lykken gjort. Aldrig mere tænke på det med børn. Det barn vi så længe havde ønsket os var på vej, ja det med søskendekreterie var også løst med tvillinger.

Pludselig fik glæden et knæk. Natten mellem den 21 og 22 december begyndte jeg at bløde kraftigt og vi tog på sygehuset. Der vidste de snart at jeg var på vej i fødsel. Derfor fik jeg indsprøjtninger med celeston, som skal modne fostrenes lunger. De er jo ikke udviklet når man kun er 29 uger henne. De begyndte at forklare en masse om for tidligt fødte og viste os bøger om hverdagen på en neonatal afdeling, men det var svært at koncentrere sig om for jeg var enormt bange. Jeg hørte slet ikke at de sagde at chancerne for at det ville gå godt var store.

De tanker og følelser der fløj igennem hovedet på os er ubeskrivelige. Det nærmeste bliver nok KAOS, angst og bekymring. Alt vi havde kæmpet for, turde vi pludselig ikke tro på. Det 1½ døgn det tog at føde, var en blanding mellem hysteriske grineflip, gråd og en underlig ro. Vi har endda den glæde/fordel at min storesøster, som var med til fødslen, er sygeplejerske på en mor-barn afdeling, hvor de bl.a. har for tidligt fødte børn.

Da Frederik og Nickolaj blev født, blev de med det samme lagt i kuvøse og overflyttet til neonatal afdelingen. Det var meget tomt at ligge der børnene var væk, tabt var den første kontakt på mors mave. Et par timer senere var min mand og jeg nede og se til drengene. Begge vejede lige godt 1300 g. Det er ikke ret meget og dog de kan være meget mindre og stadig klare sig godt i livet. Nå, der stod vi så og turde næsten ikke stikke hånden ind eller snakke for tænk hvis de ikke kunne tåle at vi forstyrrede dem. Heldigvis gik det hurtigt over, allerede dagen efter var vi begge i gang med den daglige hygiejne, med bleskift og madgivning(på sonde).

Når vi fik gæster kunne vi se hvor forskrækket de blev, det kunne vi ikke forstå for så små var de da heller ikke. Men det var de, nu da de er ½ år og vi kigger på de første billeder bliver vi bange.

Da det hele stod på og vores dage gik med blodprøver, vejedage hvor hvert gram var vigtigt. Pusletider hvor vi i starten gav 2 ml modermælk på sonde, drop til "sukkervand"(så de ikke kommer i væskeunderskud) der skal skiftes hele tiden. Frygten for at de skal få en infektion eller mave/tarm problemer, som rigtig mange får. Det var først når vi ser tilbage at vi rigtigt kan se at vi havde en barsk tid. Vi græd (mest mor)meget og vi grinte meget, vi var enormt bange i starten.

I vores forløb har det kun gået fremad, vi havde ingen tilbagegang. Vi havde ingen følgesygedomme, andet end at Nickolaj fik et lyskebrok, som han blev opereret for da han var 4 mdr.

Efter at vi havde ligget på Neonatalafdelingen i 1½ uge blev vi overflyttet til en børneafdeling. Det var vi meget kede af for jeg har enormt svært ved at falde til, så det var som at starte forfra.

Lykken er når man kommer ud af kuvøsen. Det gjorde Frederik og Nickolaj da de var 3½ uge. Det gjorde en stor forskel, så troede vi endelig på at det nok skulle lykkes. Det var også helt vildt at se den forandring der skete med drengene. De blev meget mere rolige nu de lå sammen igen. Det var meget tydeligt at de savnede hinanden. Tænk så kunne man også pludselig ta’ dem og skifte dem på puslepuden i stedet for gennem 2 huller i en kuvøse. Vi var helt vilde af glæde, Tænk at kunne putte dem rigtigt i bad.

Når man får så små børn er det en svær hverdag der venter for under hele sygehusopholdet centrere sig om vejedage (Man og Tors) for hvert gram er vigtigt. Hele tiden en kamp for at spise mere og mere selv, så man kan komme fri af sonden. Så kommer man hjem og en hverdag kan begynde. Det er svært. Pludselig er det ikke så vigtigt om de ta’r 50 eller200 gram på om ugen, før var bare 10 gram vigtige. Pludselig voksede Frederik hurtigere end Nickolaj (nu ca. 1500g), og så siger min sundhedsplejerske at jeg skal ta’ det roligt, hun havde jo ret, begge drenge trives fint selvom de ikke vejer lige meget. Nu hvor de er 6 mdr. og vi har fået en almindelig hverdag med de sædvanlige tvillinge glæder og problemer.

Det eneste der er tilbage er, det med at de er 6 mdr. men kun skal være udviklet som et barn på 3½ mdr. Det kan til tider være lidt svært, specielt når vi er sammen med jævnaldrene for så kan jeg godt se at de er lidt "bagefter" deres biologiske alder.

Find bøger om emnet, ikke alle har en sygeplejerske i familien til hjælp med at få stillet spørgsmål.

Snak om det. Mangler du én, så skriv en mail, så vi kan få kontakt. Jeg står gerne til rådighed, med mine egne erfaringer.

Skriv dagbog for dagene flyder nemt ud. Jeg skrev dagbog under vores sygehus ophold. Hvis du er interesseret og det har relevans vil jeg gerne sende den til dig.

Giv hinanden plads til at reagere forskelligt. Her ville jeg bare gerne være ved drengene, og Palle havde brug for at ha’ et liv ved siden, altså var det han som holdt kontakt til familie og venner.

Tag mange billeder, man bliver blind for hvor små de er. Husk at ligge noget man kan samligne med.

Giv dem rigtigt tøj på så hurtigt som muligt, det bliver ligesom "rigtige" børn.

Faglig side om for tidligt født(på Engelsk)