Det er en svær ting at forholde sig til. Hvorfor er det det så svært for mig? Er det meningen at jeg ikke skal have børn? Er det fordi jeg vil blive en katastrofe som mor? Er det et luksusproblem eller skal det offentlige hjælpe? Bør jeg adoptere i stedet?

Disse spørgsmål og mange mange flere, har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Jeg har virkelig følt at jeg ikke slog til som kvinde, hvad er det for en kvinde som ikke kan gi’ sin mand børn

Jeg havde så megen kærlighed at gi’ et barn, og mange får uden at passe dem ordentligt. Det er livets kår, så vi tog den beslutning at vi ville benytte den hjælp man kan få i det offentlige.

Det startede da jeg var 20 år og sammen med min daværende mand, som var "patienten". Jeg blev i gynækologisk ambulatorium insemineret 5 gange med donorsæd. Så fik vi fertilitetsklinikken og vi blev overflyttet til den.

Der var et helt anderledes miljø, de samme få sygeplejersker og læger. Der var en helt anden ro, vi sad ikke i venteværelse med de gravide, alle er der på grund af ligende problemer. Der startede vi så forfra, med en lidt anderledes behandling. Først kom jeg i hormon behandling for at produksere flere og bedre æg og når jeg så fik ægløsning, blev jeg insemineret med donorsæd. Dengang fik man tilbudt 8 insemineringer, men jeg orkede ikke mere efter 7 forsøg, jeg var simpelthen bare knust. Den gang kunne man ikke få foretaget reagensglas metoden når man som mig har passage i æggelederne. Så 2 år efter start stoppede vi al behandling. Der stod jeg 22 år gammel dybt frustreret og usikker. Jeg af alle skulle ikke føde mine egne børn. Det var virkelig et knæk, det tog lang tid at bearbejde.

Et par år efter gik min eks. Og jeg fra hinanden, af helt andre grunde.

Da jeg mødte min nuværende mand, var situationen pludselig en helt anden. Reglerne på fertilitetsklinikken var helt anderledes, og det var vi også, for nu var det mig som var "patienten". Nu gik en helt anden behandling i gang. Palle’s sædkvalitet var i top, og jeg fik foretaget en kikkert undersøgelse af mine æggeleder og livmoder som helhed. Der var ingen synlige tegn på problemer. Så kunne den egentlige behandling starte. Det sværeste er den venten der hele tiden er. Der er ventetid på at komme i gang, der er ventetid, hvis der er for mange der vil starte behandling samme dag. Vente, vente, vente. Sådan er systemet.

Vi skulle i gang med reagensglasforsøg nr. 1. Det var meget hårdt både fysisk og psykisk. Under nedreguleringsfasen, som er en kortvarig kunstig overgangsalder, med de sædvanlige overgangs problemer. Jeg fik svedture og mange humørsvingninger. Mit temperament kunne jeg ikke styre ret godt.

Derefter kom stimulationsfasen. Der skulle jeg virkelig bryde grænser. Min mand skulle give mig indsprøjtninger med et hormon som skulle gøre at man producerer flere og bedre æg. I starten brugte vi meget tid på det, for jeg bliver vildt nervøs når nogen skal stikke i mig. Med tiden blev det meget bedre, men når man holder en pause og starter forfra har man glemt, hvor god man var blevet. Mange gør det selv, men hvis jeg skulle det, sad jeg nok stadig med den første sprøjte i hånden. Når æggene har den rette størrelse skal man ha’ en modningssprøjte.

Endelig 1½ måned efter at jeg ringede, skulle vi til ægudtagning. Det var virkelig slemt for mig(det skal siges at jeg er vildt pivet), jeg var enormt skræmt for, hvad gik jeg ind til, jeg har det meget dårligt med gynækologiske undersøgelser. Jeg græd og græd, var helt ved siden af mig selv og kunne slet ikke styre mine reaktioner. Jeg var pinlig, samlede benene så lægen ikke kunne komme til og andre skøre ting. Æggene blev taget ud og min mand afleverede sin sædprøve og befrugtningen kunne ske. Fra den dag man får taget æg ud skal man tage en stikpille med progestan, det gør at æggene har bedre ved at sidde fast i livmoderen. Hvis æggene bliver befrugtet, skal man ha’ æggene sat op i livmoderen efter 2 dage. Hvis man ikke skal komme ringer de mellem kl8.00 og 9.00. Den time er meget lang. Desværre ringede de til os. Jeg havde produceret 12 æg, men ingen af dem var blevet befrugtet. Så vi kunne starte forfra om 2 måneder.

På grund af det jeg har været igennem før i tiden, fik vi lov til at springe forsøg nr. 2 over og gå direkte til forsøg nr. 3 som er en microinseminering. De sprøjter simpelthen 1 sædcelle ind i ægget i stedet for at "hælde sædcellerne over æggene" og lade befrugtningen ske af sig selv. I vores tilfælde var det næste forsøg skelsættende, for hvis æggene ikke blev befrugtet, anta'r man at det er fordi jeg produkserer æg som ikke fungere og så vil al behandling stoppe. Hvis æggene bliver befrugtet, mener de det er fordi jeg danner antistoffer for sædceller.

Behandlingen var for os stadig den samme som første gang. Men denne gang ringede de ikke. Vi græd, vi grinte vi turde slet ikke tro på det. Først snakkede vi om de var blevet forsinket eller om de havde glemt at ringe til os. Til sidst ringede Palle ind for at høre og jo vi skulle komme til ægoplægning i dag. Vi var helt rundt på gulvet. Denne gang var der kun 7 æg, men 5 af dem blev befrugtet. De 3 æg med godt resultat, så de satte 2 æg op og lagde 1 æg i fryseren.

14 dage efter skal man ud og ha’ foretaget en graviditetstest, men 12 dage efter sad jeg nede på mit arbejde og tænkte: Det her er lykkes, jeg fornemmede at jeg var gravid. Vi kunne ikke vente de sidste 2 dage, så vi foretog en test derhjemme. Den var positiv, men efter alle de nederlag jeg havde haft, turde jeg ikke rigtigt tro på det før de havde taget en test ude på sygehuset. Der var den også positiv. Min reaktion var stor, jeg kan slet ikke beskrive det.

De stikpiller jeg startede på skulle jeg fortsætte med i 7 uger, for at højne chancen for at æggene skulle blive siddende. En bivirkning er blødning og jeg blødte i perioder de første 11 uger.

Da jeg var 9 uger henne skulle vi til en afsluttende scanning på fertilitetsklinikken, for at se om det hele så rigtigt ud. Det gjorde det i allerhøjeste grad. Begge æg havde sat sig fast. Vi skulle have tvillinger. Mens vi var på afdelingen var vi meget neutrale, men da vi kom ud i elevatoren, begyndte vi begge at grine. Det gik der et par dage med. Nej, vi griner stadig, mest når vi ser en single barnevogn, den er meget lille i forehold til vores kæmpe.

Det har været 10 svære år, hvor jeg i perioder har haft mistet gnisten, haft meget ondt af mig selv. Hvorfor mig. Hvorfor os. Det får jeg nok aldrig svar på for der var ingen ydre påvirkninger som var skyld i min manglende evne til at blive gravid. Min veninde siger " hvad ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere" Jeg håber hun har ret.

’For os lykkedes det, vores liv er ændret for evigt, tilbage er der kun at ønske held og lykke til Jer som er i gang og dem som skal i gang fremover.

Fortsættes senere med de psykiske kosekvenser m.m.

Landsforeningen for ufrivilligt barnløse

Dansk fertilitetsklinik